Bag gardinet på restauranten i Ginza

Vesterlændingens fortælling

Den lille japanske restaurant i Tokyo lå på 2. sal i en af de mindre gader i det ellers så fashionable Ginza. Det eneste, der gjorde opmærksom på restauranten var et skilt, der hang ud fra bygningen højt oppe på facaden, og som man derfor kun ville registrere på afstand. Som nylandet vesterlænding ville man typisk overse det, og det var da også et rent tilfælde, at han opdagede det. Fra gaden førte en åben trappeopgang opad med klinkebelagte trin, og på døren gjorde japanske skrifttegn og billeder af mad endelig opmærksom på restaurantens eksistens. Dette her var et typisk tonkatsu-sted.

Den ældre japaner kom ud fra sin lille disk med kasseapparatet og den obligatoriske reservationsbog og hilste med et buk og et ”hai”. Denne typisk japanske bekræftelse, der både betyder ”ja”, men også er den mest benyttede taleform til at fortælle, at man connecter, accepterer og ser den anden. En høflighedsfrase man også får smidt i hovedet, selvom indholdet er et afslag, som i ”vi har lukket, hai!”.

Det var ikke et særlig stort lokale, og der var ingen vinduer. For enden af lokalet stod en stor væg til væg-disk, hvor kokken kunne kreere, og der var tilsyneladende ikke adgang til noget baglokale. Foran disken stod to rækker små borde. I den modsatte ende af lokalet, hvor indgangen var, hang der et stort tykt tæppeagtigt gardin i loftet, der sluttede tæt ned til gulvets laminat. Gardinet afgrænsede et kvadratisk stykke rum midt på endemuren ved indgangen – på den ene side af gardinet gik man ind i restauranten, og på den modsatte side var der opstillet borde.

Han fik anvist et bord op mod muren med gardinet som nabo. Det var sparsomt med besøgende. Tæt på kokkens disk sad to japanske forretningsfolk i høflig konversation, en europæisk udseende familie på 4 havde tilsyneladende også forvildet sig herop på anden sal, og herudover sad der en yngre japansk kvinde to borde fra hans og spiste, mens hun ivrigt tastede løs på sin mobil. Tidspunktet var også forkert, men han havde været undervejs i halvandet døgn, inden han var kommet frem til hotellet, og da han var gået en tur for at få kroppen ordentlig i gang igen efter flyveturen, var han bare blevet overmandet af den pludselige sult, man nogle gange kan få, når der bliver rykket voldsomt rundt på den normale tidsrytme. Det havde også taget lidt tid at få skiftet sim-kortet i lufthavnen, fordi hotspottet drillede, og nu sad han så her på en lille restaurant på anden sal i Ginza og kiggede på menukortet.

Tempurastegte grøntsager og kinarejer, en lille dybstegt skinkesnitzel i pankorasp skåret i strimler, ris misosuppe samt tonkatsusauce, japansk soya, revet ingefær og kinaradise i små dekorative skåle. Og så selvfølgelig den uundgåelige grønne te, der sniger sig med på bordet, uanset hvor meget man har forsøgt at undslå sig hos tjeneren. Hai, og så et dybt buk! Og så står den der og damper sine noter af græs og sure fodboldstøvler ud over bordet.

Han tog en af rejerne med fingrene. Det er nu utroligt, hvordan sådan en reje kan rettes helt ud til en snorlige rejepind, tænkte han, mens han lod tænderne bryde den varme sprøde overflade. Han havde forventet en lyd forbundet med sprødstegt velvære, men det forekom ham, at lyden var forkert. Smagen var den rigtige, men lyden var anderledes. Han måtte have set forbløffet ud ved opdagelsen af den rigtige rejesmag kombineret med den helt forkerte sprødhedslyd. Han kiggede sig lidt forlegent rundt. Den unge kvinde overfor lod ikke til at have erfaret noget usædvanligt. Den ældre japanske tjener kiggede ned mod ham med et spørgende blik parat til at opfylde det mindste vink. Han rakte en finger i vejret, og tjeneren stod straks ved bordet med et let buk. – A beer, please, sagde han og kiggede smilende til tjeneren, der udførte endnu et let buk og sendte et nyt mekanisk ”Hai” ud mellem læberne. Da tjeneren drejede om på foden for at gå tilbage til disken, var lyden der igen. Det var den samme lyd, der havde forvirret hans rejeoplevelse. En svag gummiagtig knirken, som når man skal holde fast på en ballon, eller når nye gummisko bremser på et linoleumsgulv. Han kiggede over på den unge japanske kvinde, der uanfægtet havde travlt med sit eget.

Tjeneren stillede et stort nedkølet glas påtrykt navnet ”Asahi” med sine velkendte skråtskårne bogstaver og nogle tilsvarende japanske skrifttegn i samme fontstørrelse samt en dåse af samme fabrikat på bordet med et ”Hai”. I samme øjeblik ordene forlod den ældre mands mund, hørtes atter den gummiagtige skrabelyd. Nu højere og mere velkendt. Han kiggede på tjeneren med en stille undren, men den ellers så opmærksomme tjener lod til at ignorere ham. Det lød umiskendeligt som den helt specielle og meget karakteristiske lyd, der frembringes, når en menneskekrop vender sig på en luftmadras. En gummiagtig lyd fyldt med modstand, der vrides ud af overfladen på en luftmadras. Det er ikke en lyd, man støder på til hverdag, og alligevel er den så karakteristisk, at man aldrig glemmer den. Han huskede barndommens ferieture i telte fyldt op med luftmadrasser og skurende gummilyde. Hvordan nattens mørke stilhed sænkede sig over de svenske skove, mens lyde af luftmadrasser og kroppe blandede sig i et kunstigt signal om civilisation på den simple måde – som om lydene afslørede, at man var sårbart uden for sit territorium. Den store mørke skov om natten og de små ynkelige menneskeskabte kontrastlyde.
Han skævede rundt i lokalet, og først nu noterede han sig rigtigt det kvadratiske aflukke med de tæppetunge gardiner, som han sad op til. Han havde først tænkt, at det nok var en måde at lukke af for en buffetafdeling i restauranten eller lignende. Noget til en restaurant naturligt hørende, der af lige så naturlige årsager ikke var i brug lige nu, og derfor blev skærmet af. Han huskede tilbage på en oplevelse på et hotel, hvor morgenbuffeten varede til klokken 10, hvilket ikke var usædvanligt i sig selv. Det usædvanlige havde været, at personalet klokken 10.00 havde trukket et forhæng for buffeten for på den måde på en lidt klodset måde at signalere, at tiden var udløbet. Herefter havde personalet fjernet buffetens halvfyldte fade, skåle og bakker fra knap en meter bred gang bag forhænget. Det var en pinlig måde at drive forretning på, og man fik da virkelig udstillet sin smålighed og sat spot på skålen med pernittengryn. Hoteldirektøren måtte utvivlsomt have haft en diagnose.

Men det var helt tydeligt ikke sådan, det var her. Det var ikke bare en afskærmning for noget, der ikke var i brug lige nu. Det var noget, der tilsyneladende skærmede for noget, som faktisk var i brug.
Man skulle ikke skånes for at se det, der ikke blev brugt, mens man sad i restauranten og nød sin mad. Man skulle skånes for at se det, som rent faktisk blev brugt, fornemmede han. Gardinet var tungt og solidt som sjældent set, og det havde helt sikkert en vis funktion som lyddæmpende foranstaltning, og fjernede man først det, som øjet kunne fange, så retoucherede man sikkert også i opfattelsen af lyd.

Der var typisk japansk ris i den store skål. I Danmark får man altid langkornede løse ris som basmati eller jasmin, mens man i Japan altid får kortkornede ris, der indeholder mere stivelse og derfor klistrer sig sammen i en klump. Det er lidt henad grødris, hvilket gør det lettere at spise med pinde, men det kræver sgu lidt øvelse tænkte han, mens kan kæmpede med at dyppe lidt i den japanske soya for at få noget smag til risen, og tænkte at han måske gjorde det helt forkert. Men panko-rasp kunne altså noget. Ja, det var jo ikke fordi, at panko-rasp var noget specielt. Det var jo bare en grov type rasp, der var høvlet inden tørring, i stedet for den danske udgave, hvor det tørrede brød blev mere eller mindre kværnet til ukendelighed. Det var ofte sådanne små tricks restauranter tyede til, når de skulle lave noget, der adskilte sig lidt fra de hjemlige kødgryder. Pankopaneret hvidfisk er jo blot fiskefingre med en grovpanering. Det er sådan man laver forretning, når det ikke handler om at skærme kunden af med et forhæng efter minutretfærdighed, tænkte han underfundigt.

Bevægede forhænget sig lige der? Lyde kan noget specielt, når de står alene. En dryppen fra en vandhane kan føre til søvnløse nætter. En lille uskyldig lyd, man ikke kan lokalisere, kan sætte hele sanseapparatet på overarbejde. Et menneske med tinnitus kan drives til vanvid, for når først en lyd fanger opmærksomheden, så suger den sig fast som en tæge. Der var noget levende i lokalet, som han ikke kunne se, det var han klar over. Denne næsten arketypiske lyd af en menneskekrop mod en luftmadras var ikke til at tage fejl af. Eller det kunne måske også være et dyr? En stor hund, måske? En kat var for lille. Lyden kunne heller ikke udelukke, at det kunne være en gris, om end det var en af de mere pudsige muligheder. I Tokyo havde de jo pindsvinecaféer og grisecaféer med det ene formål at kunne kæle for dyr, som man normalt ikke havde en dyb personlig relation til. Men alligevel; en gris på en luftmadras bag et forhæng i en restaurant på anden sal i Tokyo? Nej vel! Men levende det var det, og en luftmadras var det også!

Nu sad han så her i Tokyo omkring Ginzadistriktet ganske få timer efter sin ankomst og spekulerede over en lyd, som var på en måde så velkendt og på en anden måde, så meget uden for nummer i denne her sammenhæng. Lyden af et levende væsens gnidninger mod en oppustet luftmadras bag et forhæng i en restaurant uden vinduer på anden sal i en bygning på en befærdet gade i centrum. Ja, man kunne jo blive helt forpustet bare ved at tænke den løjerlige tanke. Det havde været hans mening at bruge tiden lidt fornuftigt med at sætte sig ind i det her halløj med koikarper, som jo var derfor, at han var her. Sagen var jo, at han intet vidste om koikarper, men var blevet sendt afsted, fordi han som indkøber og forhandler var vant til at begå sig rundt om i verden, og fordi at han var en dygtig afslutter, når en handel skulle lukkes. Nu var det i den grad ikke fordi, at det var en stor handel i økonomisk forstand – det var vel ikke noget, der ville dreje sig om mere end en million danske kroner eller to, der skulle skifte hænder til gengæld for nogle fisk til en fiskedam i en baghave i Hjørring. Nej, det specielle var nok nærmere, at det var virksomhedens stenrige grundlægger, der havde sendt ham afsted. Bare sådan med halvandet døgns varsel og uden nogen nærmere beskrivelse for opgaven end, at han skulle købe de smukkeste koikarper med henblik på opdræt, som der var til at opdrive på markedet – og det marked var jo i Japan. Sådan var Bent, og det måtte man leve med, hvis man skulle have en rolle i hans virksomhed.

Der var vel halvanden meter mellem hans bord og gardinet. Det var tungt og meget solidt vævet, og hang i nogle solide ringe i en metalstang, der så ud til at følge aflukket hele vejen rundt. Og det var lavet til akkurat lige at røre gulvet uden at stoffet på den måde lå på gulvet, så man kunne træde i det. Bygningen måtte være meget nøjagtigt opført uden det mindste fald på gulv eller loft overhovedet. Den eneste åbning mellem aflukket og resten af restauranten var faktisk ved ophænget, hvor ringene lod en smule luft kunne passere – ellers var det hermetisk lukket. Gardinet var så tykt, at han tænkte, det måtte sluge alt lys, såfremt man tændte en projektør på den anden side. Men der var ingen projektør tændt på den anden side, for de små lufthuller ved ringene røbede ingen glimt af lys omkring det mørke loft. Gardinet afgrænsede altså et kvadratisk rum, der lå i mørke. Og her i dette mørke var der noget levende på en luftmadras, eller kunne det mon være noget andet end en luftmadras?

Han tog sin Ipad op af tasken og koblede den til nettet via sin telefon med det nye sim-kort. De fleste på forretningsrejse ville nok bare bruge løs af telefonabonnementet, selvom det var dyrt i roaming. Sådan var det ikke i Bents virksomhed. Her kunne man godt bruge rigtig mange penge på at sende en medarbejder til Japan for at købe specielle koikarper til en havedam i Hjørring, men man skulle på samme tid spare penge på roaming. Sådan ville han selvfølgelig også gøre, såfremt han rejste privat, men han ville så heller ikke rejse til Japan for at købe fisk. Nu skulle han så til Nagoya for at besøge en af de helt store auktioner for koikarper; Narita Koi Farms, og han vidste intet om genstandsfeltet. Han vidste kun, at mange af Japans store koiopdrættere solgte på denne auktion, og at der her fandtes nogle af de mest gennemførte kontroller i forhold til sygdomme. Han fandt ruten på Google Maps. Shinkansen fra spor 17 på Tokyo Station, der lå i gangafstand fra, hvor han opholdt sig nu. To stop – et i Tokyoforstaden Shinagawa og et i Yokohama, og så for fuld fart til Nagoya Station på 1 time og 37 minutter for at tilbagelægge de 370 kilometer. Det svarede næsten til at køre fra Skagen til den tyske grænse på den tid, det tog at køre i tog fra Aalborg til Århus.

Han kiggede op og betragtede den unge kvinde, der var helt opslugt af telefonen, mens hun med kyndige hænder styrede spisepindene uden så meget som at skæve til maden. Hun læste blot videre og scrollede ihærdigt med venstre, mens spisepindene gik som trommestikker i den højre. Et stille og kontrolleret host lød nu bag forhænget. Og herefter lyden af et menneske, der vender sig i en nylonsovepose på en luftmadras. Denne her syntetiske lyd af nylon mod nylon – højfrekvent og tørt. Og måske også en næsten uhørlig flig af den specielle lyd som en kraftig metallynlås udsender, når lynlåshaspen rammer lynlåsens metaltænder? Der var ingen tvivl længere. Det var et menneske. Et menneske, der lå i en sovepose på en luftmadras bag et forhæng midt inde i en restaurant på anden sal i Ginza, mens der sad gæster ved bordene rundtom og spiste. Lyden var nu helt blottet og åben – havde givet sig fuldt til kende med sin historie. Derinde lå et menneske. Han stirrede på kvinden, der måtte have hørt lyden. Han kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at hun ikke havde hørt det, men hun fortsatte sine gøremål ufortrødent og uden at udvise disse lyde den mindste opmærksomhed. Hans blik var låst fast på kvinden for den mindste reaktion, men han var tilsyneladende den eneste, der reagerede. Hun kiggede pludselig op med en hurtig bevægelse og mødte hans øjne med et konfronterende blik, før han kunne nå at aflede sin stirren. Han nåede lige at registrere et stort sort mærke på hendes venstre kind, der før havde gemt sig i skyggesiden ind mod væggen. Han fik travlt med at kigge ned i bordet og tørre sig om munden med servietten, mens han mærkede en blussen i kinderne brede sig. Sad han lige her fuldstændig uhæmmet i et fremmed land og overbegloede en yngre kvinde, der var alene på restaurant?

Han sørgede høfligst for, at spisepindene ikke blev efterladt i risskålen, da han rejste sig, hvilket han vidste var meget dårlig stil i Japan. Mens han gik hen mod tjenerdisken for at betale, sørgede han for ikke at se mod den unge kvindes bord, da han passerede hende. Han overvejede, om han skulle spørge tjeneren om forhænget, men han kunne ikke finde nogen passende sproglig åbning for at bringe emnet på tale. Han betalte og modtog og afsendte det obligatoriske ”Hai” og et par lette buk og nik begge veje, inden kan gik ned ad trapperne og ud i sollyset og den friske luft.

Park hotel Tokyo lå fra 25. sal og 10 etager opefter i Shiodome Media Tower. Han var lige kommet tilbage fra Narita Koi Farms i Nagoya, og stod nu i den udvendige panoramaelevator, mens han blev løftet lydløst opad, og vrimlen forsvandt under ham. Turen med både undergrundsbanen og Shinkansen havde været et studium i trafikakkuratesse, som man bare måtte tage hatten af for, og han havde fået købt de koikarper, han skulle. Men hver eneste gang han havde haft et ledigt øjeblik, var hans tanker vandret tilbage til restauranten på anden sal i Ginza, og den sovende bag forhænget. For hvad var historien, og hvorfor var det kun ham, der havde reageret på denne besynderlige konstruktion inde midt i en restaurant? Da han havde forladt restauranten dagen før, havde han hurtigt slået oplevelsen ud af hovedet. Faktisk havde han mest være optaget af sin egen uhøflige stirren på et andet menneske i restauranten, hvilket han vidste var grænseoverskridende i et land præget af stor høflighed. Og at det oven i købet var en midaldrende mand, der overbegloede en yngre kvinde, der sad alene på en restaurant, gjorde nok ikke handlingen bedre. Men han havde jo bare eftersøgt en reaktion på disse omstændigheder, der foregik bag gardinet, og som han slet ikke kunne få til at give mening, men det kunne man jo aldrig forklare sig ud af.

Dørene åbnede på 25. etage, men der var ingen, der stod og ventede på, at han skulle forlade elevatoren. Han tøvede lidt, og så trykkede han som ved en pludselig indskydelse på -2, og ventede et par sekunder til dørene lukkedes og elevatoren på ny satte sig i bevægelse. Han stod ud på undergrundsniveau og gik igennem dørene, hvor de højfrekvente alarmer skulle holde flagermus på afstand. Det skar ham i ørerne som syle, men han havde trods sin alder også stadig en virkelig god hørelse. Tokyo var en fantastisk oplevelse af ingeniørkunst – det var ikke kun togsystemet, som var i en klasse for sig. Her inde mod centrum var byen bygget i lag for at få mest udnyttelse ud af de sparsomme kvadratmeter. Over ham lå et parkeringsdæk, og oven over dette kørte bilerne på gaden. Over dette niveau igen kørte togforbindelserne på broophæng og fulgte deres egne regler og systemer, og for at det ikke skulle være løgn, så var der herover endnu et fodgængerniveau, der forbandt Shiodome Station med Shimbashi Station og alle deres individuelle linjer. Han havde valgt undergrundniveauet, da det var begyndt at småregne.

Det var en helt lille by, der fandtes hernede under jorden. Restauranter, tøjbutikker, dagligvarebutikker, souvenirboder og alt muligt andet, mens strømmen af mennesker på vej mellem stationerne flød igennem de store underjordiske haller. Et stort grønt område med levende planter i kunstigt lys og tomme bænke omkring lå og skinnede, så det så helt uvirkeligt og plastikagtigt ud, og han måtte helt hen at røre for at forvisse sig om, at det var rigtige levende planter. Hvis han fulgte mylderet hen mod Shimbashi Station burde han kunne finde tilbage til restauranten derfra. Måske ville gardinet ikke længere være trukket for, måske kunne han spørge den ældre tjener om historien, eller måske skulle han bare bestille noget mad, og så selv tage et kig ind bag forhænget, når tjeneren kiggede den anden vej? Han ville kende denne historie – det var han fast besluttet på.

Det tog ham syv minutter at komme fra Shiodome Media Tower til trapperne op ved Shimbashi Station ved Ginzaudgangen. Herefter vandrede han rundt i gaderne i halvanden time, men han fandt aldrig restauranten på anden sal med den soveposesovende person på luftmadrassen bag gardinet. Han havde ellers en veludviklet stedsans, men restauranten var som sunket i jorden.

Yumis mislykkede date

Yumis kollegie lå tæt på Sendagi Station i et forholdsvist roligt beboelsesområde med smalle veje fri for Tokyos karakteristiske larm. Hun vidste godt, at hun var privilegeret i forhold til mange af hendes medstuderende, der skulle arbejde for at få det hele til at løbe rundt og desuden boede meget langt væk fra universitetet. Hendes forældre var velhavende, da faderen igennem mange år havde drevet en succesfuld kæde af skobutikker spredt over næsten hele Aichi-præfekturet, og det var naturligvis også dem, der finansierede hendes sociologistudier, og betalte kollegieværelset og alle hendes øvrige udgifter for hende. Hun var deres eneste barn, og de ville gøre alt for, at det skulle gå hende godt. Hun vidste nok, at deres drøm om en succesfuld datter var anderledes end hendes egen. Deres lille Yumiko skulle naturligvis bruge sine evner på en uddannelse i storbyen Tokyo, men de drømte jo nok mest om, at hun efterfølgende ville skænke dem nogle børnebørn, og at hun ville ofre sin egen karriere for den livsopgave – som en veluddannet mor og børneopdrager samt en veluddannet hustru og livsledsagerske for den mand, som hun endnu ikke havde fundet, tænkte hun. Men i dag havde hun en date.

Hun havde mødt Mitsuaki i forbindelse med et oplæg omkring fokusgrupper på universitetet. Han arbejdede på et stort reklamebureau i Ginza-distriktet, og havde været en del af en delegation fra det private erhvervsliv, der skulle holde oplæg i forbindelse med en studierække. Hun var ikke helt klar over, hvordan de var kommet i snak, men det var endt med, at de var gået en tur sammen i parken, og han havde været let at tale med, havde virket sympatisk, og så kunne han få hende til at le med en lethed, der virkede befriende. Han havde fået hendes telefonnummer, og nu havde han altså inviteret hende på en sen frokost på en restaurant, der lå tæt på sit arbejde.

Han kaldte hende Yumi, som alle andre unge mennesker. Det var faktisk kun forældrene og den ældre del af familien, der kaldte hende Yumiko. Hun kunne egentlig godt lide den første halvdel af navnet, fordi Yumi betød jagtbue. Det var sådan et navn, der fortalte, at hun kunne tage vare på sig selv, at hun var selvstændig, og at det var hende, der var jægeren. Men endelsen –ko hadede hun, fordi det betød barn og ligesom tog alt indholdet ud af Yumi. Det var slet og ret en punktering af navnet, når forældrene havde insisteret på denne pysse-nysse-endelse. Da hun flyttede ind på kollegieværelset i Tokyo langt væk fra familien, havde hun samtidig klippet båndet til Yumiko og sprunget ud som Yumi.

Værelset var ikke særlig stort i forhold til de rammer, hun havde haft som ung i barndomshjemmet. Her havde hun haft to selvstændige værelser, hvor hun havde indrettet soveafdeling og påklædningsværelse i det ene og hyggestue i det andet, og hun havde haft adgang til sit eget store badeværelse med badekar direkte fra soveafdelingen. Her i Tokyo var forholdene mindre, selvom hun havde langt bedre rammer end de fleste, da hun havde sit helt eget værelse med et lille skabslignende aflukke med toilet og brusebad. Værelset var lille men meget effektivt designet. Der var et lille te-køkken i indgangspartiet, hvor hun havde to kogeblus, en mikroovn og et lille indbygget køleskab. Herefter havde hun lige plads til en to-mands sofa med et lille bord foran, hvis der stadig skulle være plads til, at sengen skulle kunne vippes ned fra væggen. Sengen var bygget ind i et skabsarrangement, der fyldte hele den ene side af rummet, og her var der også blevet plads til et indbygget skrivebord udover selvfølgelig masser af skabsplads. Men værelsets helt store luksus var altanen i 3. sals højde, hvor der akkurat lige kunne stå et lille cafésæt bestående af to stole og et rundt bord.

Det eneste problem, hun egentlig havde med værelset, var, at der ikke var plads til et rigtigt spejl i fuld kropsstørrelse, som man kunne komme i fornuftig afstand af. Nu stod hun her og skulle klæde sig på til en date, og det eneste spejl hun havde, var på bagsiden af en skabslåge, som hun uanset, hvordan hun vendte og drejede sig altid stod alt for tæt på for at få et helhedsindtryk. Hun ville gerne se godt ud. Hun ville gerne være smuk, men det skulle se naturligt og tilfældigt ud, for det måtte endelig ikke se ud som om, hun havde gjort sig alt for megen umage. Men fremfor alt ville hun gerne udstråle uafhængighed.

Mitsuaki var en flot fyr, der havde været ulasteligt klædt i jakkesæt og slips den eneste gang, hun havde mødt ham. På en eller anden måde havde hun en svag fornemmelse af, at han måske ikke helt passede ind i hendes forestilling om et parforhold, hvor kvinden havde sin egen karriere, men det var selvfølgelig alt for tidligt at sige. Hun ville have en fyr, der var i kontakt med sine bløde sider, og som havde lyst til at tage aktiv del i børnenes liv og opvækst, fra de var helt små. Det skulle ikke være en mand og far, der aldrig kom hjem fra arbejde før midnatstid, når den hjemmegående mor for længst havde puttet dem i seng. Han skulle være ikumen, som fænomenet hed, hvis man tog de sociologiske briller på. Det var et af de store modefænomener, der kørte i samfundet lige nu, på samme måde som den metroseksuelle trend havde kørt over Europa efter årtusindskiftet. Tidligere ville man nok lidt nedladende have kaldt ikumen for sooshokukei, grøntsagsspisere, mens den traditionelle karriereorienterede he-man naturligvis var en kødspiser, der åd alt råt. Men om Mitsuaki kunne være ikumen, det var hun selvfølgelig lidt usikker på. Hun havde det med at blive tiltrukket af de forkerte mænd. Som om hendes hjerte agerede i en anden verden end hendes hjerne.
Hun blev enig med sig selv om en løs hvid skjorte, stramme sorte bukser, et par rød- og hvidternede sko med hæl og så selvfølgelig hendes sorte læderjakke. Hun vendte og drejede sig krampagtigt for at se resultatet i spejlet, men opgav til sidst. Hendes makeup var nedtonet og forfinede hendes træk. Specielt hendes øjne var hun glad for. Hun havde fra naturens side store mandelformede brune øjne, der tiltrak sig masser af positiv opmærksomhed, men hun var ked af sit runde modermærke på kinden, som hun ville ønske ikke tiltrak sig opmærksomhed overhovedet. Det var ikke en skønhedsplet som Cindy Crawfords eller Marilyn Monroes. Det var en klat af et modermærke på omkring 2 centimeter i diameter på den venstre kind. Hun kunne gøre lidt med sminke for at nedtone det, men det sad alligevel der og skreg til himlen, så hun måtte prøve at leve med det.
Restauranten lå på anden sal i en bygning i Ginza. Klokken var 10 minutter over 2, hvilket betød at hun var planmæssigt forsinket. Mitsuaki sad sikkert allerede ved et bord og ventede på hende, tænkte hun. Hun forcerede trapperne på de høje hæle og blev straks mødt af en ældre tjeners øjne, da hun trådte ind. Hun gik langs et gardin ved indgangen, og tjeneren kom hende i møde. Hendes øjne spejdede hurtigt rundt i lokalet uden de fandt hvile. Mitsuaki var ingen steder at se. Tjeneren gjorde et buk og slog ud med hånden mod lokalet, og hun valgte efter et tilsvarende buk at pege over mod den anden side af gardinet, der afgrænsede et rum i restauranten – måske gemte han sig på den anden side. Tjeneren fulgte straks hendes vink og anviste hende et bord ved den modsatte væg, men der var ingen Mitsuaki. Hun forklarede tjeneren, at hun ventede på en ven, der måtte være forsinket, men at hun gerne ville have et glas hvidvin og lidt vand, mens hun ventede. Tjeneren tænkte sikkert sit, men udadtil var han høfligheden selv.

Hun tog telefonen op og skrev kort og kontant til Mitsuaki; ”Jeg sidder på restauranten, hvor er du?”. Der gik små 10 minutter, hvor hun fik sin vin og et glas koldt vand, så kom der svar.
Mitsuaki: Undskyld Yumi! Chefen kom med ekstra arbejde. Håber at kunne gå lige om lidt.
Yumi: Jeg sidder her og flagrer.
Mitsuaki: Undskyld!
Yumi: Du kunne have aflyst!
Mitsuaki: Chefen kom bare med en opgave for lidt siden. Jeg håbede på at kunne nå det.

Selvom hun var en selvstændig og uafhængig pige, så følte hun, at alle øjne hvilede på hende med en snert af ynkelighed og mistro. Her sad hun om eftermiddagen alene i en restaurant med et glas vin. De fleste var nok gået igen, men ikke Yumi. Det var ikke fordi, at det var et underligt tidspunkt at drikke vin, for det havde hun tit gjort med veninderne på alle tider af døgnet. Det var mere fordi, at hun følte alle kunne se ynkeligheden og forsmåelsen i, at hun var blevet brændt af. Hun kiggede lidt på spisekortet for at gøre noget og besluttede sig for at spise. En blandet salat med laks og tamagoyaki, en lille skål med ristede stykker tofu, ris og misosuppe.

En enlig europæisk udseende herre blev anvist et bord to borde fra hendes. Han satte sig med ryggen op mod væggen i det bagerste hjørne, så han havde overblik over hele restauranten.
Han var vel i slutningen af halvtredserne, lidt kvabset omkring livet, og den sparsomme hårpragt var gråt.

Mitsuaki: Min chef skal præsentere et oplæg for en kunde i morgen, så jeg kommer ikke herfra. Jeg havde glædet mig til at se dig.
Yumi: Jeg har bestilt mad.
Mitsuaki: Lad mig gøre det godt en anden dag?
Mitsuaki: Jeg har arbejdet så meget i den sidste tid. Man kan ikke gøre noget, når det er chefen.
Mitsuaki: Yumi, jeg havde virkelig glædet mig!
….

Hun vidste godt, at Mitsuaki havde ret. Når chefen kaldte, var der ikke noget at stille op i den branche, hvis man ville beholde sit arbejde. Sådan var det mange steder, hvis man havde bare de mindste ambitioner. Japan havde et af verdens største problemer med dødsfald, der var direkte relateret til arbejdet. Karoshi, som man kaldte det, når folk faldt om og døde af slagtilfælde og hjerteanfald, fordi kroppen ikke kunne holde til det umenneskelige arbejdspres. Og så var der alle dem, der valgte at tage livet af sig selv, fordi de ikke kunne følge med, det var jo også karoshi, tænkte hun. Det var absolut ikke sådan, hun ville leve sit liv. Yumi følte europæerens øjne hvile på sig. Sådan en lidt ubehagelig oplevelse af at blive tjekket ud i det skjulte.

Europæeren så mest af alt ud som en turist. Lyse lærredsbukser, en lyseblå skjorte, brune bløde lædersko og en tynd windbreaker over sidestolens ryglæn. Men den slags kunne nemt snyde. Det var nok de færreste i den alder, der rejste alene som turist på den anden side af kloden, så han var her sikkert i forbindelse med noget arbejde. Han var i hvert fald uden for sit almindelige habitat, sådan som han klodset forsøgte sig med spisepindene.

Selvom hun nu havde fået noget i maven og havde vænnet sig til, at hun nu skulle sidde alene at spise, så følte hun sig stadig underligt udstillet. Som om alles øjne var rettet mod hende, som var hun et ukendt eksotisk dyr i zoologisk have. Det var stadig som om, europæerens øjne var klistret til hende, hver gang hendes egne øjne hvilede på telefonen. Som om han med blikket spørgende undersøgte dette eksotiske dyr, der sad to borde fra ham i restauranten. Hun kiggede også på ham, når han kiggede væk, men det var jo fordi, at hun følte sig en smule intimideret af hans tilstedeværelse på en eller anden måde, som hun ikke kunne sætte nærmere ord på. Som om han ville sige noget til hende, som om han sendte hende en kodet besked. Eller måske var han bare en eller anden perverteret stodder, der var i sit lidt uhyggelige voyeuristiske hjørne. Der var så mange underlige mennesker i verden, tænkte hun. Hvad ville der mon ske, hvis hun konfronterede ham på en eller anden måde?

Yumi: Vi får se, jeg har en del opgaver på studiet den næste tid.
Hendes besked stod bare på skærmen og grinte lidt overbærende af hende, syntes hun. Uanset hvor lukket hun skrev, var det udelukkende distancen til hende selv, som hun så.

Hun tjekkede universitetets studieintra, og læste nogle beskeder. Det var jo ikke engang løgn. Hun gik en tid i møde med masser af afleveringer.

Mitsuaki: Hvad med på lørdag? Drinks og dansesko?
Mitsuaki: Jeg skal bære dig på hænder!
Mitsuaki: Jeg kan hente dig på kollegiet?

Hun havde intet planlagt i weekenden udover studier, og han virkede oprigtigt ivrig efter at gøre det godt igen. Og en mand, der vidste, at der fandtes sko til forskellige lejligheder, var måske heller ikke at foragte. Hun smilte selvtilfreds, og besluttede sig for at styre afslutningen på dialogen.

Yumi: Okay. Hent mig klokken 22, og overrask mig med et godt drinkssted – og sko, der ved, hvordan man danser!
Mitsuaki: Det gør jeg. Glæder mig!

Nu var europæerens klistrende blik der igen, som sad han der med svedige hænder og fulgte med i hendes beskeder. Fanden tog ved hende. Hun hævede ansigtet op fra skærmen med et pludseligt ryk og søgte direkte kontakt med mandens øjne. I et ganske kort øjeblik, så hun direkte og brutalt konfronterende ind i et sæt forbløffede europæiske øjne, der lignede alle andre europæeres farveløse blik. Sådan, tænkte hun, hvad vil du?

Den omgang vandt hun på overraskelsesangrebet. Han kiggede straks forfjamsket væk, og fik travlt med at kigge på sin Ipad, der stod på bordet ved siden ham. Nogle ganske få minutter efter forlod han restauranten. Creep, tænkte hun.

Daigos vilde nat

Det trak ud med det sidste hold gæster. En række sorte jakkesæt med hvide skjorter og slips drak øl, selvom restauranten for længst havde lukket, og døren var aflåst for at forhindre yderligere forlængelser af arbejdsdagen. Daigo hjalp kokken i køkkenet med at forberede næste dags arbejde, mens han af og til skævede over mod bordet, så han ikke fejlagtigt undgik blot det mindste signal om opbrud og afregning. Chefen var gået hjem for længst og havde overladt resten til de to. Chefen var Ishikos onkel. Da de havde stiftet familie, og han havde haft svært ved at finde arbejde hjemme i Kushiro, havde onklen været ham en stor hjælp ved at tilbyde ham arbejdet på hans restaurant her i Tokyo. Det var selvfølgelig upraktisk, for han måtte ofte undvære familien i flere uger i træk, mens han arbejdede i restauranten, men det var den eneste måde at få det hele til at løbe rundt på. Det lille selskab i restauranten var sandsynligvis kolleger, der var gået ud efter arbejdsdagens ophør. De var kommet omkring klokken 22, og klokken var nu over midnat. De var alle ulasteligt klædt, arbejdede helt sikkert på kontor, men deres sko røbede, at de ikke var fra toppen af hierarkiet. De havde alle fornuftige bløde sko på, der egnede sig til lange arbejdsdage, henten og bringen af papirer fra kontor til kontor, og de evindelige ture frem og tilbage mellem hjem og arbejde. Havde de været højere i hierarkiet havde de haft sko, der sagde klak-klak i bydeform, når de gik over gulvet, men så havde de nok heller ikke været gæster på Daisukes restaurant.

Han vidste ikke, hvornår han atter ville komme hjem til Ishiko og ungerne. Hun var en fantastisk mor for deres børn, det måtte han give hende. Hun lavede skolens bedste bentobokse til børnene – smukke og originale og forskellige fra dag til dag. Hun kunne lave små verdener af maden – ansigter på de mest kunstneriske faconer, pandabjørne af ris med mørke øjne af tang, rosenknopper af kunstfærdigt rullede laksestrimler og tegneseriefigurer, rumraketter og fabeldyr skåret ud med præcision af grøntsager og frugter. Hun havde gået på arkitektskole, og var egentlig langt bedre uddannet end ham, men da hun ventede sig med datteren, havde hun straks sagt sit job op, og hendes onkel havde senere fundet denne mulighed til ham. Han havde tidligt i forløbet forsigtigt foreslået, at hun måske kunne have taget en halvtidsstilling, men det ville hun ikke høre tale om. Det ville også være helt umuligt at leve op de moderlige ambitioner, hvis hun også skulle gå på arbejde. De havde måske ikke det store samvær længere på denne måde, men han vidste, at han skulle være onklen taknemmelig. Selskabet rejste sig, og han tørrede hænderne i et viskestykke og bevægede sig hastigt over til disken med kasseapparatet.

Han afregnede med selskabet, fulgte dem mod udgangen og låste døren op for dem, mens han bukkende tog afsked, inden de bevægede sig videre ud i Tokyo – de skulle måske hjem til deres familier, eller måske de skulle de videre i nattelivet? Han vidste det ikke, men han var glad for at kunne låse døren af. Ovre fra køkkendisken stod kokken allerede og var i færd med at åbne to kolde Asahi fra køleskabet. Daigo mødte kokkens øjne, der smilede ham i møde, og han smilte tilbage med hele kroppen. Han trængte til noget rigtig koldt øl.

Jeg skal lige gøre klar til min soveplads, sagde han, så er jeg klar på nogle øl. Han rykkede et par borde til side, fandt soveposen og luftmadrassen frem og tændte for stikket, og så trak han gardinet hele vejen rundt, så det dannede hans lille aflukke for natten. Han kunne efter aftalen sove bag forhænget indtil klokken 10 næste dag, så skulle han være i gang med at gøre klar til restauranten åbnede klokken 12. Men ganske ofte hjalp han til i køkkenet med forberedelserne fra klokken 8, for det kunne være svært at sove bag forhænget, når kokken gik i gang med sit.

Daigo så ham med det samme, han åbnede døren. Han sad i baren ulasteligt klædt som altid. Sort jakkesæt, hvid skjorte og slips. Det var et lille sted, hvor baren lagde beslag på temmelig meget af den sparsomme plads. Mitsuaki sad på barstolen op mod muren længst væk fra toiletterne. Det var sådan en typisk hjørneplacering med venstre albue på disken, venstre fod hvilende på fodstøtten, ryggen mod muren og kroppen halvt vendt mod det åbne lokale. Det var gunslinger-placeringen, beskyttet mod baghold og højre side af kroppen åben for at trække. Håret var også en skuespiller værdigt. Han var glad for at møde ham her, for han trængte til at give den gas.

Mitsuaki var hans ven. Eller det troede han da, at han var, men hvornår deres bekendtskab lige havde ændret sig til et venskab, var han ikke klar over. Han kaldte ham ved fornavn, og han vidste med hvilke tegn, man skrev hans navn; Mitsuaki, glans af succes – det var næsten for tykt. Deres veje var tilfældigt begyndt at krydse hinanden i nattelivet for omkring et år siden, og de havde fundet ud af, at de delte en forkærlighed for gamle jazzplader på vinyl. Daigo havde besøgt Mitsuaki i hans lille lejlighed, hvor de havde lyttet hans samling igennem nat efter nat, når arbejdet i restauranten var ovre. De havde drukket whisky og snakket sammen på en måde, som han aldrig havde snakket med noget menneske før. Og tavsheden havde de også dyrket. Bare musikken i ørerne og den stille klirren af isstykkerne i glasset. De havde vel fundet en eller anden mystisk fortrolighed, selvom de var et umage par. Selv var han en del år ældre end Mitsuaki, han var gift og havde børn og levede et rakkerliv som tjener i Tokyos storbypuls, mens resten af hans liv var blevet efterladt på Hokaido, hvor livet var langsomt. Ved første øjekast stod det klart for enhver, at Daigo aldrig ville blive en succes, mens Mitsuaki var selve formlen på samme. Håret, tøjet, smilet, øjnene, holdningen – det hele skreg bare på, at her kom en ung mand, som man skulle lægge mærke til. At han ville bruge sin sparsomme fritid på at høre gamle jazzplader med ham, var en gåde for Daigo. Men han vidste jo også, at Mitsuaki havde andre sider. Der gemte sig et meget følsomt menneske et sted langt inde bag succesfacaden, men det var et menneske, der meget sjældent fik lov at vise sig i offentligheden. For det meste udfyldte de deres roller hver for sig – roller som bare havde været der fra starten, som om det var noget, de var genetisk prædisponeret til. Mitsuaki var den, der talte og gestikulerede, og Daigo var den, der lyttede og nikkede og rystede på hovedet på de rigtige steder. Når Mitsuaki gik, sagde det klak-klak i bestemte skridt, og rummets lys drejede sig automatisk over og kastede sig for fødderne af hans færden, mens hans egne skridt forblev umærkelige i rummets skygger.
Mitsuaki rakte en knyttet næve frem mod ham med et stort smil, og han knyttede hånden og gjorde gengæld, så knoerne kyssede hinanden.
– Hva’ så, hvad drikker vi, spurgte han?
– Øl, svarede Mitsuaki, og nikkede mod den halvtomme flaske på bardisken. – I stride strømme!
Han bestilte to øl, og stillede sig ved siden af Mitsuaki, mens han prøvede på ikke at virke alt for påtrængende på det unge par, der sad på barstolene ved siden af i den overfyldte bar.
– Nej, det er bare fis. Jeg skal snart videre, men vil da ikke gå glip af en sidste runde, når nu græskarhovedet har fundet vej hertil.
Mitsuaki kaldte ham græskarhovedet, fordi han kom fra Hokkaido, og fordi man på engelsk kaldte Uchiki Kuri-græskar for Hokkaido-græskar. Han havde læst to år i England i løbet af sit studie, så han elskede den slags referencer, selvom græskarhoved måske ikke lød særlig flatterende. Men når det blev udtalt med et stort smil fra Mitsuaki, lød alting godt.
– Jeg har bare vildt travlt for tiden, forklarede Mitsuaki, der her lidt tættere på måske manglede en smule af sin sædvanlige glød. Han så træt ud, og hans øjne var en smule indfaldne, selvom det også kunne være det dunkle lys, der bedrog ham.
– Det er selvfølgelig fedt, fordi vi har succes med de ting, som vi gør på bureauet. Vi er ved at lande en stor kunde, forklarede han. Jeg må ikke sige hvem, det er, men det er en af de helt store, og vinder vi den, så skal vi levere hele kommunikationspakken for de kommende 5 år. Jeg tror sgu aldrig, at vi har haft en kunde, som vi kunne lave en 5-årsplan med. Og vi taler samtlige kanaler, og alt hvad der bimler og bamler.
– Skål og tillykke, sagde han og gjorde en gestus med flaskehalsen mod Mitsuaki.
– Ja, nu er den jo ikke hjemme endnu, sagde Mitsuaki med noget, der kunne lyde som et uvant, svagt suk.
– Jeg skal møde tidligt ind i morgen for at have et oplæg færdigt inden frokost. Det er derfor, at jeg ikke er taget hjem. Tænkte at jeg lige ville have et par øl, inden jeg tager tilbage og får et par timers søvn på kontoret. Chefen har givet mig lov til at gå tidligt i morgen – jeg skal på date, sagde Mitsuaki med et smil.
– Nå da da, så er det sgu da ikke her, du skal opholde dig lige nu, sagde han grinende, og tænkte at der røg muligheden for at give den gas i byen med Mitsuaki. Hvis han både var træt efter lange arbejdsdage, skulle møde tidligere ind dagen efter og igen på date senere på dagen i morgen, så skulle han nok ikke nøde ham til at vælte byen med ham, selvom han ikke tvivlede på, at det var muligt at få ham med på idéen.

Mens Mituaki begyndte af fortælle om morgendagens date, der havde den mest søde og charmerende skønhedsplet på kinden, lod han sig langsomt synke ned i sine egne tanker. Det var lang tid siden, han sidst havde været hjemme i Kushiro. Og det var heller ikke nogen billig rejse. Han savnede børnene – Sanyu på 9 og Ryuu på 7 – men han måtte også erkende, at han måske mest savnede at kende dem. Da de havde fået pigen som den førstefødte havde han lært det lille nye væsen at kende med skrig og skrål, men også med grin og smil og varme om hjertet. De havde været en rigtig lille familie. Da drengen kom til, var de nødt til at få en større bolig, ligesom der skulle tjenes flere penge, og derfor havde de fundet på denne Tokyoordning med Ishikos onkel Daisuke. Når han kom hjem, følte han sig fremmed, når børnene blev stillet op til modtagelse i entréen. De glædede sig også til at se ham, men det var mere som en eksotisk forventning. Hvad har ham manden med til os i tasken – som et hurtigt møde med julemanden inden han skal videre til alle de andre børn i verden. Og Ishiko? Han havde elsket hende over alt på jord, men om han gjorde det længere, kunne han ikke svare på simpelt. Det, de havde sammen, var efterhånden mere et arrangement, en ordning, en organisering, en plan. Det var et kompromis for at få tingene til at fungere, men han var kommet i tvivl om, hvorvidt han selv var en del af det kompromis. Et kompromis skulle jo gerne basere sig på at mødes på halvvejen i en gensidig aftale, hvor ingen vinder det hele, og ingen taber det hele. Men var kompromiset fra hans side ikke bare en ren kapitulation? En rullen om på ryggen med blottet strube? Og hvad med Ishiko, havde hun det mon bedre? Var dette, hvad hun havde drømt om?

Mitsuaki rejste sig med en afslutningsreplik, som han ikke rigtigt ænsede. Han løftede blot sin knyttede hånd og daskede knoerne ind mod Mitsuakis. Mitsuaki sendte ham et stort smil, men det var, som om der var et filter for øjnene, der ikke rigtigt lod glæden komme med ud.
Han huskede, hvordan hendes krop havde reageret på hans berøringer. Et par fingerspidser i en lang, rolig bevægelse ned langs rygraden kunne få hendes krop til at reagere. På en gang drillende og samtidigt æggende berøringer, der satte lystcentret i gang med alerte synapser og nærværende receptorer. Hun kunne gå ind i nydelsen og lade den omslutte sig som en væske, der annullerer alle forskelle og bare smelter ind i en fælles opløsning. Hun havde haft en sanselighed i sin lyst, der gjorde hendes krop fuldstændig formbar i hans hænder. Sådan var det ikke længere. Når han kom hjem, var det sex som på film. Det var en del af arrangementet.

Han tog telefonen op af lommen, og skrev til Yuuka. Han savnede hendes nærvær og hendes helt fortryllende duft.

Der var næsten helt mørkt i rummet. Så blev rummet badet i rødt. Vinduesrammen, det lille sminkebord og lænestolen i langluvet kunstig pels stod i rødt. Den halvt lukkede dør til badebadeværelset, og fliserne der anedes bagved i rødmende rødt. Yuukas nøgne skulder, det krøllede lagen og spejlet i loftet. Så mørke i et splitsekund efterfulgt af gult i kort tid, så blåt i lidt længere. Så mørket igen inden det lange røde lysbad. Hovedet værkede og halsen var ru. Han måtte have sovet, men det var stadig ikke blevet lyst. Om det var det skiftende lys kombineret med alt for meget alkohol, eller det blot var alkoholen i sig selv, vidste han ikke, men hele rummet drejede rundt for ham.
Yuuka var en god veninde. Hun var der altid, når han havde brug for hende. De havde aftalt at mødes i Shinjuko, efter at have skrevet sammen først på natten, og så var de ellers gået på turné. Efter et par hurtige shots havde hun indhentet ham, og så havde de ellers ikke set sig tilbage. Denne nat havde de været alene, men de havde før mødtes med Yuukas veninde og nogle af hendes mandlige bekendtskaber, når de skulle ud at more sig. Det endte altid på samme måde med nogle timer på et lovehotel, inden han skulle tilbage til restauranten, og måske hvis han var heldig også en enkelt times søvn eller to i soveposen på luftmadrassen bag forhænget, hvis Ishikos onkel mødte sent ind. Men han kunne godt mærke, at han var hårdere ramt i dag end normalt. Tanken om, at han skulle igennem en hel lang arbejdsdag indtil midnat, fik kvalmen til at rumle i ham og mavesækken til at trække sig truende sammen i kramper.

Hun lå ved siden af ham og sov med en let rallende vejrtrækning, der vidnede om, at alkoholen også havde en bedøvende og knap så feminin virkning på hende. De var ikke kærester, men han holdt meget af Yuuka. Hun var smuk og frigjort og med på den værste. Nogle ville måske sige, at han var for gammel til at te sig på denne måde, og andre ville nok også belære ham om hans ansvar. Men han nød det, når hun klatrede op på bardisken for at styre barens publikum igennem en fællessang, eller når hun med forrevne strømpebukser kravlede under bordene på alle fire og bandt folks snørrebånd sammen. Det var som om, hun havde besluttet ikke at blive voksen. Og så havde hun altid det fulde fokus på ham, hvilket fik ham til at føle sig fuldstændig fri og rolig i hendes tilstedeværelse.

Han vidste ikke, hvor hun boede, og han vidste heller ikke, om hun så andre mænd. Men han vidste, at han normalt lagde rammerne, bestemte tid og sted, og han vidste, at deres uudtalte aftale var, at det var ham, der betalte festen. Det var ham, der skulle betale for byturen, middagen, lovehotellet, og så havde han også for vane, at lægge en skilling til hende af velvillighed, når han var nødt til at forlade hotellet før hende. Typisk var det hende, der skulle tjekke værelset ud på kortet i maskinen, når hun forlod værelset efter ham, så han plejede som minimum at lægge det dobbelte af beløbet i kontanter på natbordet. Men det var jo ikke sådan, at hun var prostitueret. På den anden side havde han heller ikke fortalt nogen om hende – heller ikke Mitsuaki.
Kunne han dog bare blive liggende, tænkte han. Vågne ved siden af Yuuka på den rigtige måde. Lade sin næse bore sig ind mod hendes hud. Få livet tilbage i små bidder.

– Du skal passe dit arbejde, og så kommer du væltende her klokken snart 10, og ligner en bums og lugter af bordel, råbte han ind i hovedet på ham. Daisuke havde lagt vægten frem på det forreste af tæerne, så det løftede ham nogle centimeter, mens Daigo af ren og skær høflighed sank lidt sammen over for den lille mand, så han nemmere kunne spy sin galde direkte ud i hovedet på ham. Kokken stod på afstand med ryggen til og signalerede sig travlt beskæftiget i en helt anden verden.
– Hvis jeg havde vidst, at Ishikos mand var sådan et skvat, der brugte sin alt for store løn til at feste i Tokyo i stedet for at spare op til familien, så havde jeg aldrig ansat dig, skummende den gamle mand.
– Men… forsøgte han sig, men kom ikke videre, da kvalmen buldrede ind over ham. Hvis han skulle stå sådan meget længere med den gamle mands frådende ånde ind i ansigtet, ville han nok skulle knække sig. Hvis bare han kunne lægge sig bag forhænget og lukke øjnene bare nogle minutter, ville han være lykkelig, tænkte han. Men han sagde ingenting – forsøgte blot at fokusere på overlevelse.
– Nu forlader jeg restauranten for at ordne nogle småting i byen. Imens lægger du dig og sover. Og du skal skynde dig med at sove, for når klokken er 12, så står du nyvasket og omklædt og åbner restauranten for mine gæster. Du stinker ikke! Du ligner ikke et levende lig! Har du forstået, Daigo?
– Ja, Daisuke!
– Og tak, Daisuke!