Bøgetræet

Det skulle være her. Det var fuldstændig oplagt, tænkte Merle. Hun kiggede op på det store træ over sig. Den lavthængende sols stråler fandt flere steder vej ned gennem grenene og nåede jorden i små, ensomme pletter midt i træets skygge. Det ville give en perfekt stemning: trist og smuk.
Merle tjekkede Instagram på sin telefon. Line havde for en halv time siden lagt et billede op af sig selv: en legende finger på vej gennem de lange, lyse lokker, de røde læber spidset på den helt rigtige, sexede måde og et totalt ubekymret blik i de store øjne. Line vidste præcis, hvordan hun skulle få mange likes. 120 på bare ti minutter. Og så havde hun nede i kommentarerne skrevet ”de bedste i verden” og tagget Veronika, Thea og Nikita. Selvfølgelig havde hun det. Men ikke Merle – ikke længere.
Merle knugede telefonen og stirrede ind i Lines blå øjne. Alt den ubekymrethed skulle hun nok få pillet ud meget snart. Merle gik rundt om træet et par gange. Hvad var det, deres lærer havde sagt, det var? Eg, elm, bøg? Bøg var det vist. Ja, bøg. ”Som I løbet af romantikken blev Danmarks nationaltræ”. Hold kæft, hvor kunne han ævle, deres biologilærer. Ævle og ævle uden nogensinde at opdage, hvad der i virkeligheden foregik i klassen. Men hvad kunne han også gøre, hvis han fandt ud af det?
Både Veronika, Thea og Nikita havde lavet flere hjerter og kyssende smileys nede i kommentarerne. Det var sket få minutter efter opslaget. Havde de ikke andet at give sig til end at bekræfte Line i, hvor populær hun var?
Merle modstod fristelsen til at lave en smiley formet som en knytnæve og stillede i stedet telefonen op ad sin taske små ti meter væk fra det store træ. Hun sikrede sig, at kameraet fangede hele træet. Og så startede hun en livevideo på Instagram.
Femten skridt tog det at komme tilbage til træet. Merle sørgede for at gå både langsomt og yndefuldt – nu var der jo publikum på. Hvor mange mon fulgte med? Uden tvivl en del allerede. Hun begyndte at mærke sveden pible frem på hænderne, og hun lukkede fingrene hårdere om taburetten i sin højre hånd. Og om rebet i den venstre.
Hvor mange likes mon Lines billede havde fået? Nok tæt på 200 allerede. Line fulgte sikkert ikke engang med i udviklingen af likes – hun var bare så vant til at være midtpunkt. Ligesom Merle også havde været indtil sidste uge. Sådan var det bare at være venner med Line. Alle pigerne ville tale med én, og alle drengene var ved at dreje hovederne af skuldrene, når man gik igennem skolegården. Line havde den effekt.
Men hvad var gået galt? Merle havde jo været den perfekte veninde. Altid hjulpet Line med den matematik, hun ikke kunne finde ud af, dukket op hjemme ved hende en halv time efter, hun ringede og liket alt, hun lagde på Insta. Det var umuligt at sige, hvad det var – Lines humør skiftede hurtigt og ofte. I mandags i sidste uge havde klassen været på udflugt til Engmarken. Da de satte sig ved det store bøgetræ for at spise frokost, havde Line bedt Merle om at sætte sig lidt væk, så hun kunne tale med Nikita og Thea i fred. Merle, der dagen før havde hjulpet Line med lektierne, troede først, det var en joke og havde grinet. Men så spurgte Line, om hun var idiot, sådan som Merle sad og fnisede som en spasser?
Dagen efter fandt Merle ud af, at Line og de andre piger havde fortalt alle 7. klasserne, at hun var sammen med ældre mænd for penge og havde flere kønssygdomme. Dagen dukkede der en Instagram-side op, der hed ”Klamme Merle”. Dagen efter begyndte folk at skrive ”Klamme Merle” til hende i private beskeder. Om fredagen blev Merle hjemme fra skole.
I dag var det lørdag. Og i dag skulle de alle sammen komme til at fortryde. Merle blev helt opstemt ved tanken. Hun stillede sig på taburetten og fastgjorde rebet til en tyk gren. Hendes bror var spejder, og hun havde bedt ham lære hende, hvordan man lavede en løkke. Det viste sig at være ret let.
Merle kiggede over på sin telefon, der begyndte at ringe i samme øjeblik. Godt, tænkte hun. Folk var begyndt at blive nervøse. Hun gik over til telefonen og læste de første kommentarer til sin livevideo: ”Merle, hvad fanden laver du?”, ”Hvor er du henne?”, ”Merle, stop!”
Hvor havde de godt af det alle sammen. Merle kiggede kommentarerne igennem. Thea og Veronika havde også skrevet. Men ikke Line. Det skulle nok komme, tænkte Merle. Line skulle nok komme til at skrive.
Rebet kradsede mod hendes hals, da hun stak hovedet ind i løkken. Hun trak lidt i rebet, og den store bøgegren over hende knagede dramatisk. Mon folk kunne høre det? Hun håbede det. Line måtte også være begyndt at se med nu.
”Jamen så farvel alle sammen,” sagde Merle højt og smagte på hvert ord. ”Farvel,” gentog hun og løftede den ene fod ud over kanten af taburetten. Telefonen ringede igen. Flere gange. Sådan skulle det være. De måtte være så kede af det alle sammen. Det kunne heller ikke vare længe, før nogen huskede, hvor det store bøgetræ stod henne og kom herud. Line måtte i hvert fald kunne huske det.
Merle hørte vinden suse over sig og kiggede op i de mange blade, der bølgede rundt mellem hinanden som et oprørt hav af grønne nuancer. Hun havde virkelig valgt et smukt sted, tænkte hun og greb ud efter løkken for at løsne den. Nu måtte Line da have skrevet.
Merle stillede sig på tæer for bedre at kunne nå knuderne. I det samme raslede bladene igen, da en kraftigere vind fik fat i dem. Vinden greb også fat i Merles åbne jakke og skubbede hende tilbage. Under sig hørte hun lyden af gummisåler, der gled mod træ og en taburet, der væltede rundt på siden. Små lysende stjerner dukkede op alle steder i det grønne hav, mens luften forsvandt fra hendes lunger. Hun hørte telefonen ringe en sidste gang.