Det glattede hår

Hvis man så hende udefra, og det kunne man vel ikke andet, ville ens øjne først hvile på de må fine kragefødder, hun havde ved begge sine øjne. Ved bordet på caféen på Frederiksberg sad hun alene med sin store café latte og rørte rundt i den med den lange ske. Rundt, rundt, samle skummen op, lægge den fint ned igen, grave rundt ved kanten af glasset, rundt igen, mere rundt, samle skummet op igen.
En form for meditativ stemning emmede om bordet med kvinden på omkring de 30 år, og hun gjorde ikke ansats til at tage en tår af den i forvejen lunkne mælkekaffe. Hun sad der bare, kiggede ud i luften, lod hånden med skeen udføre det så vigtige ritual, som hun havde
set andre kvinder gøre så ofte: Røre rundt, samle skum op, grave langs glassets kant, forfra igen.
Man ville skulle tvinge sig selv til at bryde den hypnotiske stemning fra glasset og tvinge sine øjne tilbage til kvindens indtagende ansigt for at få øje på det næste. Hendes mundvige var fuldstændigt horisontalt ud for hinanden, hendes kinder fyldige på den sunde måde, hendes kindben runde og perfekt placerede lige under de nøddebrune øjnes yderste kant. Under hendes hage, der hverken var for rund eller for firkantet, for fremtrædende eller for vag; den
var helt perfekt, så man den slanke hals, som forsvandt mellem to lyseblå skjorteflipper. Umiddelbart maskuline identitetsmarkører med det lyseblå og skjorten, men for dem, der iagttog denne skabning, var der ingen tvivl om, at hun havde indkapslet femininitet, forfinelse og fordelagtighed i sin petit krop.
De på grænsen til tynde håndled, der med de allerfineste bevægelser samlede skummen i latten, de lange fingre med de selvgroede og utroligt velplejede negle, den sandfarvede trenchcoat fra Calvin Klein, der var henslængt over stoleryggen, og de brede stumpebukser i en koksgrå eller måske dyb marineblå farve viste mig en kvinde i 30’erne med karriere, en herskabslejlighed i en villa her i bydelen og planer om børn med kæresten med Brian Laudrup-hår. Hun havde samlet sit tykke og mørkt-skinnende glatte hår i en hestehale, der
gemte sig bag sideskilningen. En smule pandehår lod hun samle omme bag det højre øre.
Jeg selv sad på caféen og forsøgte at stable de små pakker med økologisk rørsukker i et futilt forsøg på at genoplive en tid fra Illum. En tid, min far havde fortalt mig om. En tid før dating-apps og al den der ligestilling. En tid, hvor han i hverdagene havde samlet ind til
weekendernes strabadserende aktiviteter med stabling af sukkerknalder.
Mine kakifarvede bukser gik kun lige til den øverste kant af de hvide strømper og min skjorte med button-down-flipperne gemtes lidt under den hvide og sartblå træningsoverdel fra Asics.
Jeg havde dagen forinden fået klippet mit hår i den perfekte normcore-grydefrits, og jeg brugte nu min fridag fra sociologi-studiet på DPU på at prøve at få øjenkontakt med kvinden, der var ældre end mig og syntes at være et bedre tidsfordriv end at læse pensum til i
morgen. Måske kunne hun bruge mig til noget.
Da hun kiggede direkte på mig og lod sin mundvige bevæge sig næsten umærkeligt opad, gengældte jeg hendes blik kort, men kiggede så ned på mine sko og lod mine forestillinger fortsætte.
Hun var sikkert vokset op i et hjem uden for byen. Ikke som mig med utallige tomme Hof på køkkenbordet, men i en pertentlig ren og pertentlig indrettet et-plansvilla fra 60’erne eller 70’erne i gule
mursten og i en forstad til Roskilde. Osted. Hvalsø. Kirke Hyllinge havde jeg også været i på mine mange ture med ungdomspensionen. Fra sådan et sted. Jeg forestillede mig, hvordan hun mere end solbrun pjattende havde løbet rundt på familiens store grund lige op til skovbrynet hver sommer.
Der var helt sikkert ikke blevet røget indenfor, men hendes far kunne godt have taget en god cubaner fra tid til anden, når han med en cognac i hånden havde underholdt gæsterne i den opvarmede udestue. Og selvom hendes mor på overfladen havde våndet sig over den kraftige røg og sagt: “Karsten, der er altså børn til stede,” havde faren så meget charme og i det daglige vist sin familie så meget omsorg, at man ikke rigtigt kunne blive gal på ham.
Jeg nippede til min juice og så hende pille ved sine skjorteflipper. En tænksom pillen. Ikke nervøs. Hun var ikke nervøs. Vores øjne mødtes igen, mens jeg havde glasset med juice ved mine læber, og jeg nikkede tilbage.
Da hun først kom til København, fordi hun havde fået optagelse på drømmestudiet med sine perfekte karakterer, havde hun intet problem haft med at finde venner. Anlægge sig en helt
ny vennekreds. Studiekammeraterne elskede hende. Lektorerne elskede hende. Brian Laudrup-håret kom til at elske hende. Dybt og inderligt og smerteligt. Jeg rømmede mig, og nogle af pakkerne med rørsukker faldt på gulvet. Vores blikke mødtes igen. Hun kom over.
“Sidder der nogen her?” sagde hun.
“Nej,” svarede jeg. “Vil du sidde?”
“Gerne,” sagde hun og gik tilbage efter sin kaffe, hvor skummet næsten var borte.
På vej tilbage til mit bord tæt ved et vindue med udsigt til Smallegades rolige eftermiddagstempo nikkede hun med hovedet til tjeneren for at lade denne vide, at hun skiftede plads.
“Jeg så dig bare og tænkte, at du havde en fed stil, og så – ja, hvorfor ikke. Så kan vi nydeeftermiddagen sammen,” sagde hun.
“Ja, klart. Hvorfor ikke,” svarede jeg i det samme som tjeneren kom over til bordet.
“Noget mere?”
“Ja, vi skal have Aperol. Ikke? Aperol Spritz,” sagde hun og kiggede på mig med de nøddebrune øjne, mens hun hængte sin jakke over den stol, der i snart én time havde stået tom overfor mig.
“Jo, klart. Altså..”
“Jeg betaler,” sagde hun hastigt.
“Hvad laver du her sådan en kedelig eftermiddag?”
“Jeg har ingen forelæsninger i dag, så jeg tænkte…”
“At du kunne fordrive den tid, du skulle bruge på at læse, på Café Svejk,” afbrød hun mig og smilede.
“Ja, netop. Fordrive tiden. Kede mig lidt. Du ved. Det er vigtigt at kede sig.”
“Ja.”
“Hvad laver du her?” sagde jeg og forsøgte at kigge hende dybt ind i øjnene.
“Jeg havde ingen møder i dag,” svarede hun kortfattet, mens hun slubrede let til den blotlagte kaffe og slog ud med armene.
“Her kommer vores Aperols. Så kan dagen begynde. Det er i hvert fald ikke for tidligt at starte – vi er jo på Frederiksberg,” sagde hun.
Jeg spurgte ikke mere til hendes job.
“Hvad læser du?”
“Sociologi. Altså pædagogisk sociologi. Det er bare på DPU.”
“Aj, det er da også fint. Fint nok i hvert fald. Hvad bruger man så tiden på, på sådan et studie?”
“Man fokuserer meget på socialisering af børn. Opdragelse. Der er en masse teorier om kultur og ulighed. Kapitaler. Samfundsmæssige diskurser og den slags. Primær og sekundær…”
“Hvad kan man så blive, når man bliver stor med det studie?” sagde hun ublu og tog endnu en stor tår af sin Aperol.
“Jo..”
“Ved du det ikke?”
“Jo, altså.”
Jeg vidste det faktisk ikke. Eller, jeg vidste ikke, hvad jeg ville blive.
“Nu skal du ikke sidde der og være nærig med det. Det har du vel tænkt over?”
Jeg kiggede på Aperolen foran mig, løftede den og skålede.
“Skal vi ikke hellere tale om noget andet?”
“Jo, naturligvis,” sagde hun.
“Når du ikke studerer, hvad laver du så?”
Jeg begyndte at fortælle hende om mit band. At jeg godt kunne lide at spille bas. Om de filmaftener vi holdt – nogle af os fra ungdomspensionen. Det sidste undlod jeg at fortælle.
Jeg sagde bare, at vi hver anden uge mødtes hos Troels for at se en film, som vi hver især på skift valgte.
“Aj, er du en filmbuff? Hvad er din yndlingsfilm?”
“Jeg kan jo godt lide David Lynch,” sagde jeg. Det var mens jeg forsigtigt drak den anden tår af min Aperol Spritz, og hun bestilte to nye.
“Åh, ja. Ham. Hvem ellers?”
“Altså, Lars von Trier har også lavet nogle ret gode film. Antichrist er virkelig god.”
“Og sexistisk,” sagde hun henslængt.
“Det er der nogle, der siger. Men hvis man kigger dybere…”
“Vil du høre min yndlingsfilm?”
“Ja da.”
“Kill Bill. Strong, independent woman, ikke sandt? Hov, hvad hedder du forresten?”
“Marcell.”
“Ligesom ham fra Ama’r?”
“Ja. Hvad hedder du?”
“Kamille”
Herfra tog hun over med sin historie om, hvorfor hun elskede Uma Thurmans karakter i Kill Bill, så jeg undlod at bemærke overfor hende, hvor mange gange jeg i mit liv havde mødt
denne pseudo-filmintelektuelle tilgang fra kvinder, der lod deres blik stoppe brat ved Quentin Tarantino og samtidig troede, at denne banale tilgang til film vandt dem indpas hos mig. For hun havde overhånden. Hun havde sin opvækst med de økonomiske og kulturelle og sociale kapitaler, som hun brugte instinktivt. Nådesløst. Jeg blev bekræftet i min indledende tese om, at kvinder som hende godt kan bruge en mand som mig. Om ikke andet så til én ting.
Og kun én. Men dertil var vi ikke nået. Ikke endnu.
Det var vel kun hendes tid på en højskole, jeg ikke havde forestillet mig, ellers havde jeg fuld plade og bingo-banko på alle mine fordomme. Hun var godt nok fra Kregme, men Frederiksværk kunne være det samme som Roskilde, tænkte jeg.
“Og da min søster så fik muligheden for at købe denne her andelslejlighed, hjalp vores forældre hende med at betale, og så kunne jeg jo lige så godt flytte med til Nørrebro.”
Jeg selv boede i nogle barakker på Reffen, der alle var hundekolde om vinteren.
Nørrebro-lejligheden var blevet dem skænket, så hvorfor ikke tage imod den.
“Havde du da sagt nej til sådan et tilbud?”
“Er du gal, nej,” svarede jeg og skålede med hende igen. Jeg var i gang.
Det var ellers længe siden, jeg havde drukket alkohol. Efter aftale med min studievejleder og den mentor, kommunen havde tildelt mig efter at det hele kom frem, skulle jeg forsøge ikke
at opsøge fester og anden aktivitet, hvor alkohol var indblandet. De vidste godt, det ville blive svært at afholde sig her i Danmark, men jeg havde jo klaret mig så flot igennem livets mange udfordringer indtil da, som de sagde.
Hendes historie fortsatte om sabbatåret, hvor hun havde tjent penge til rejsen i Sydamerika inden CBS og om Musik i Lejet og det at have venner, hun kunne overnatte hos, så hun var fri for at sove i et telt. Den summende fornemmelse fra alkoholen og udsigten til
eftermiddagens fjerde Aperol på en andens regning fik mig til ikke at tænke for meget over hendes historier, men bare sluge dem sammen med den frugtige og bitre drik. Kamille virkede også fornøjet, og jeg stoppede hende ikke på noget tidspunkt under hendes
uddybende forklaring af al den kunst, hun sammen med Brian Laudrup-håret havde hængende på væggene i herskabslejligheden.
“Men altså,” sagde hun med blanke og våde øjne.
“Det har heller ikke altid været let.”
“Nej da.”
“Altså. Min oldemor var tater.”
Jeg havde godt hørt om udtrykket før, men jeg smilede bare til hende for at vise, at hun kunne fortsætte.
“Og jeg har jo arvet hendes hår. Min søster har det fineste, mellemblonde hår. Du skulle se det. Så fint hår. Så let at vaske og rede. Så aldeles glat, hendes hår. Og hun er mellemblond. Hver gang jeg går i bad, så står mit hår ud til alle sider, og jeg har efterhånden
talt med gud ved hvor mange frisører for at finde lige netop DET hårplejemiddel, der kan dæmpe mine krøller.”
Men ak og ve, tænkte jeg.
“Men nej,” fortsatte hun. “Intet andet end glattejernet virker.”
“Det må da have været hårdt at vokse op med sådan en omgang krøllet hår,” sagde jeg ironisk, nu hvor alkoholen havde afstivet selvtilliden, men hun fangede det ikke.
“Ja, ikke? Kan du forestille dig det? Efter idræt i skolen, efter vi havde været i vandet med fritidshjemmet, hver gang jeg var i bad efter badminton eller håndbold strittede mit hår ud til
alle sider. ALLE kunne se det.”
“Sagde de noget?”
“Nej, men de tænkte det helt sikkert,” fnøs hun og bundede sin femte Aperol.
“Vi skal have noget andet. Hvad vil du have?”
“De har gode øl her, har jeg set. Hvad med én…”
“Aj, nu holder vi lige en gang. Selvom alle ølbarerne forsøger at gøre øl til noget, der er åhhh så fint, så er øldrikning stadig bare én ting og kun én: Skide prollet. Sådan er det. Du kan få en G&T eller en Gin Hass? Den, der betaler gildet, må vel også have lidt at sige bare en gang imellem, ikke?”
“Jo, klart,” sagde jeg og trak på skuldrene.
Inden længe fik vi vores drinks, og inden længe sippede vi til de næste, mens vi delte nogle tapas. Når Kamille tog en oliven til munden og puttede den ind, suttede hun på sine fingre og
bed efterfølgende lidt i sine negle. Jeg havde ikke lagt mærke til det før – det var kommet snigende. Enten var det kommet på grund af alkoholen, eller også var det noget, hun gjorde, når hun spiste. Den forfærdelige historie om taterbaggrunden og hendes modbydelige hår kunne også være årsagen – der var unægteligt kommet et nervøst træk over det ellers så skridsikre ydre.
“Og det med håret betyder altså også – og nu må du have mig undskyldt, men det bliver en smule privat, men det er, så du forstår – at jeg skal barbere mine ben dagligt. For slet ikke at tale om min kønsbehåring,” sagde hun med et smil, uden at det egentlig var et smil. Der var noget bedrøvet over hende. Og jeg forstod hende. Hvem ville ikke forstå Kamille. Det lød da bestemt ikke rart at have haft det åg at bære på i sin opvækst.
“Jeg har simpelthen så voldsom en kønsbehåring, men det har jeg aldrig vist nogen. Og du er den første, jeg siger det til.”
Jeg nikkede. Det var dét, jeg kunne bruges til.
“Men hvad med dig – hvordan er du kommet hertil i livet? Du må da også have haft nogle bump på vejen?”
“Tjoeh,” sagde jeg, mens Kamille tyggede på en negl, så den røg af. Det så ikke ud til at overraske hende. Hun gnaskede bare nervøst videre, og jeg indså, at jeg havde taget fejl – hun havde haft så perfekt anlagte kunstige negle hele tiden, at de vitterligt lignede the real
deal, og indenunder alt det kunstige var der ti nedbidte neglerødder tilbage.
“Det er ikke vigtigt med mine bump,” sagde jeg.
“Lad mig høre mere om dig, din stakkel.”