Det har vi ikke råd til

− Hvad hedder du?
Det spørgsmål fik altid Ea til at krumme tæer i skoene. Hun ville ønske, hun kunne sige noget langt og flot. Cecilie… eller måske Mathilde.
Det var flotte navne, men sådan et fik Ea ikke. Hun kom bare til at hedde Ea.
Ea, så kan det vist ikke blive kortere. Eas forældre havde altid været
sådan nogle sparenørder. Selv navne havde de sparet på. Eas storebror
hed Bo.
Eas onkel, altså hendes fars lillebror, kom nogle gange på besøg. Det
var ikke så tit, men det skete, og engang hørte hun sin far spørge, om han kunne låne nogle penge af Benny, altså hendes onkel. Det kunne han ikke.
Benny sagde, at Eas far og mor skulle tage sig sammen og spare noget mere.
Det var ret frækt, syntes hun. Man kan sgu da ikke spare på penge,
man ikke har.
− Tag dig et arbejde, sagde hendes onkel en anden gang.
Det kunne han sagtens sige. Han havde sin egen virksomhed, og man
fyrede jo ikke sig selv.
− Tror du ikke, jeg har prøvet? havde Eas far sagt. − Jobbene hænger
ikke på træerne.
Ea kunne ikke lade være med at fnise lidt. Det ku’ da se fedt ud, hvis
der hang job på træerne. Så kunne man bare gå hen og plukke et af. Hun forestillede sig, at de ligesom hang i nogle kugler, hvor man kunne se, hvilket job, der var tale om.
Ea vidste, at hun vrøvlede, men det kunne da være fedt.
Nåh, den dag havde hendes onkel nu været meget flink. Han havde
spurgt, om hendes far ville arbejde for ham i hans tømrerfirma. Eas far skulle hjælpe med alt muligt på en byggeplads.
Faren var blevet mega glad. Da Eas mor var kommet hjem fra kontoret, hvor hun arbejdede, var hun også blevet glad.
De havde fejret det med frikadeller, ærter og gulerødder, en flaske vin og cola til Ea og Bo.
Efter et halvt år havde hendes far fået stress. Hendes onkel havde
sendt ham hjem og sagt, at han ikke skulle komme mere.
Det var ikke sjovt at få stress. Det var faktisk ret ubehageligt.
Eas far havde i den grad fået en nedtur. Hun kunne huske, at han sad
på sengekanten og græd. Ea havde aldrig før set sin far græde. Hun havde fået ondt i maven af det.
Eas mor var kommet farende. Hun havde skubbet Ea væk, så hun
ikke skulle se farens tårer, men det havde været for sent. Bagefter havde hun i lang tid haft lyden fra farens gråd i ørerne. Det var ret sørgeligt. Hun kunne næsten ikke holde ud at tænke på det.
Om dagen kunne hun skubbe det fra sig, men når hun kom i seng,
vendte det tilbage… lige før hun faldt i søvn, hørte hun det igen. De hivende åndedrag, og gråden, der på en eller anden måde lød tør, selv om gråd jo er våd.
Ea vidste ikke, om alle med stress græder, hendes far gjorde. Det var
synd for ham, og det var dødpinligt.
Når hun kom hjem fra skole, lod hun, som om hun ikke så det, hvis
hendes far havde røde øjne. Hun havde lyst til at give ham et kram, men hun gjorde det ikke. Hun gik bare forbi ham, mens hun kiggede til den anden side. Hun glædede sig sådan til, at alting skulle blive normalt igen.
Det blev det bare ikke. I hvert fald ikke, hvis normalt var alt det der
med at have et arbejde.
Måske var det ret normalt at bo i en familie, hvor der ikke var råd til
så meget. Det kunne man vel godt sige. Ea kendte mange, der havde det på samme måde.
Der var bare ikke nogen i hendes nye klasse, der havde det sådan.
Det troede hun i hvert fald ikke, men hun kunne jo ikke vide det. Hun
kendte ikke rigtig de nye kammerater endnu. Hun vidste bare, at ingen så fattige ud.
Eas far fik altså stress. Han blev ved med at have det, selv om han
bare sad derhjemme og i hvert fald ikke havde det mindste travlt.
Det irriterede Eas mor. Hun prøvede at skjule det, men Ea og Bo
kunne både se og høre det, når hun snerrede, at far skulle tage sig sammen.
En dag havde Ea og Bos mor heller ikke noget job. Hun sad på et
kontor, men fabrikken lukkede, og efter et stykke tid var det familien,
der… ja, ligesom lukkede ned. De skulle flytte. De havde ikke længere råd til den lejlighed, Ea havde boet i hele sit liv. De var nødt til at flytte i noget mindre og billigere. Det betød, at Ea og Bo skulle skifte skole.
Eas far og mor fik stadig en slags løn. Engang fik hendes far noget, han kaldte sygepenge. Hendes mor fik penge fra hendes… Ea mente, hendes mor havde kaldt det en fagforening.
Siden fik de begge to kontanthjælp. Det var også en slags løn. Den
var ikke særlig stor, så det var derfor, de ikke havde råd til noget. Eller…det var derfor, de havde råd til endnu mindre end før.

− Hvad hedder du?
Ea havde helt glemt, at der stod et par piger foran hende. Deres
spørgsmål havde fået hende til at tænke på alt det, der var sket de sidste par år, men hun kom hurtigt tilbage til virkeligheden.
− Ea, svarede hun.
Hun burde vel spørge, hvad de hed, men det var, som om det lille
bitte Ea, stod og skælvede i luften mellem dem.
Ea nåede lige at tænke, at nu ville de begynde at grine. Så sagde den
ene, at hun hed Emma.
− Og jeg hedder Vicky, sagde den anden.
De stod lidt og kiggede på hinanden.
Lynhurtigt vidste de en hel masse om hinanden. Når Ea selv skal sige det, syntes hun, at hun var ret god til at spotte folk, og hun kunne tydeligt se, at de havde flere penge hjemme hos Vicky end hos Emma. Hun kunne også se, at det ikke betød noget for deres ven-
skab.
− Har du en kæreste?
Det var Vicky, der spurgte. Ea nåede at tænke en hel masse. Vicky havde garanteret en kæreste, ellers ville hun ikke spørge.
Hvis Ea sagde, at hun havde en kæreste der, hvor de boede før, ville hun sikkert komme ind i varmen, men… det var så mega besværligt at lyve. Hun sagde derfor, at hun ikke havde nogen kæreste.
− Nå, sagde Vicky.
Ea kunne se, at Vicky og Emma ville gå nu. Vicky havde allerede lagt en hånd på Emmas arm.
− Jeg droppede ham, jeg havde, skyndte Ea sig at sige. Hun ærgrede
sig med det samme. Hvorfor sagde hun nu det?
Emma og Vicky blev stående.
− Hvorfor gjorde du det? spurgte Emma.
− Fordi vi skulle flytte, og de der… lang-distance-forhold holder al-
ligevel ikke.
Langdistanceforhold. Hvor pokker kom det ord fra? Ea var pludselig bange for, at de to andre skulle synes, hun prøvede at spille sej på en
dum måde, og hun skyndte sig at sige noget om, at hun og Jeppe allerede havde været lidt trætte af hinanden, inden alt det der med at flytte blev aktuelt.
Emma grinede. Det gjorde Ea også. Hun forsøgte at ligne en, der
ikke havde lyst til at stikke af.
− Jeg har en kæreste, sagde Vicky. − Han går i syvende, tilføjede
hun.
− Wauw, sagde Ea, mens hun spekulerede på, hvad hun skulle spørge
om, hvis hun altså skulle spørge om noget, men hendes hjerne var helt
tom. Heldigvis ringede klokken.
Ea skulle ind og have sine første timer i Sønderby Skolen.
Klassens lærer, Alberte, trak selvfølgelig Ea op foran alle de andre, så de rigtig kunne kigge på hende.
− Hvis I ikke alle sammen har hilst på Ea, så får I mulighed for det
nu. Det her er Ea, jeres nye kammerat. Alberte lagde en arm om Eas
skuldre, som om de var gamle venner. Ea så ud over klassen. Det var heldigvis ikke alle, der kiggede på hende. Et par af drengene sad og boksede hinanden på skuldrene. Nogle af pigerne sad med hovederne sammen. De fnisede. Var det Ea, de grinede af? Ea kunne mærke, at hun var rød i hovedet. Hun ønskede, at gulvet ville åbne sig under Alberte og hende, så de bare forsvandt ned i et sort hul. Det var mega pinligt.
− Og nu er det, vi skal huske, at vi her på skolen ikke mobber nogen,
fortsatte Alberte, mens hun lod, som om hun troede på, at alle eleverne hører efter.
− Ingen bliver mobbet her, heller ikke nye elever.
Ea vidste ikke, hvor mange der hørte, hvad Alberte sagde, men hun
blev glad, da Alberte slap hende, og hun kunne liste ned på sin plads.
Desværre sad hun langt fra Emma og Vicky. Dem kendte hun da en lille smule. I stedet for skulle hun sidde ved siden af en pige, der havde et sejt tørklæde slynget om halsen på den helt rigtige måde.
Ea mødte pigens øjne. De så ligegyldigt og ligesom lidt træt på Ea.
Pigen sagde ikke noget, og Ea kunne se på hende, at hun var helt ligeglad med om hun lærte Ea at kende. Så nemt skulle hun ikke slippe.
− Hvad hedder du? hviskede Ea.
− Amanda, svarede hun. Så kiggede hun i bogen, hun havde taget
frem.
Alberte kom ned til dem.
− Nu skal du se. Jeg har en bog til dig. Amanda kan vise dig, hvor
langt vi er nået.
Amanda sukkede dybt. Men hun gjorde dog, som hun blev bedt om.
Timen gik forholdsvis roligt. Der var et par af drengene, der ikke kunne sidde stille. På et tidspunkt kom den ene tæt forbi Eas bord. Han lod en hånd glide hen over bordpladen, så hendes penalhus røg på gulvet.
− Idiot, snerrede Ea.
Amanda fnisede, men Ea så ikke på hende. Hun skulle bare have fat
i sit penalhus. Hun bukkede sig ned efter det, først da opdagede hun, at drengen kun stod et lille stykke væk. Ville han komme tilbage? Ville han måske ligefrem træde hende over fingrene?
Det var, som om tiden stod stille. Eas hånd hang ubevægelig i luften
et stykke fra penalhuset. Drengens ene fod bevægede sig langsomt hen mod penalhuset og hendes hånd. Hun turde ikke røre sig. Så gjorde hun det alligevel. Lynhurtigt… Selvfølgelig så hurtigt, at hun fik overbalance, så både hun og stolen røg på gulvet med et brag. Hun rakte ud efter penalhuset, fik fat i det og kom højrød i ansigtet på benene.
− Hvad sker der? Albertes stemme var på grænsen til at knække
over.
Ea svarede ikke. Der var ikke rigtig noget at sige.

Der var gået en uge. Ea havde det fint nok i den nye skole. Den var hverken værre eller bedre end den gamle. Det der Alberte sagde med, at ingen blev mobbet, det var noget bullshit. Hvis Alberte ikke kunne se, at der var mindst to af drengene og en pige i klassen, der ikke ligefrem havde det mega fedt, så var hun naiv eller også var det bare for besværligt at gøre noget ved det.
Det var ikke sådan, at de tre elever blev drillet rigtig meget, det var
mere det, at ingen rigtig snakkede med dem. Det var, som om de slet ikke var i klassen.
Ea havde det okay. Hun snakkede mest med Emma og Vicky. Det
vil sige, hun snakkede bedst med Emma. Men Emma kiggede altid efter Vicky, hvis det kun var Ea, hun lige stod sammen med. Det var, som om Emma var lidt bange for Vicky.
Vicky var ligeglad. Hun havde i det mindste ikke noget imod at Ea
og Emma gik en del sammen. Vicky havde også travlt med ham drengen fra syvende. De var jo kærester, men Ea var nu sikker på, at Vicky var mere kæreste med ham end omvendt.
− Vil du med ned i genbrugen i eftermiddag?
Klokken havde lige ringet ud efter sidste time, da Emma spurgte.
− Jeg har ingen penge. Ea sukkede lidt. Det var brandirriterende, at
hun altid var nødt til at sige det samme.
− Det har jeg heller ikke. Vi skal bare kigge.
Ea så på Emma. Der var et eller andet i hendes øjne, Ea ikke helt
kunne gennemskue. Var det nu Ea, der skulle mobbes? Havde Emma et eller andet i baghånden, som Ea ville få smidt i ansigtet?
− Kom nu, sagde Emma. − Det koster sgu da ikke noget at kigge. Jeg
går med dig hjem, du bor tættest ved den gode genbrug. Så kan vi sætte taskerne hos dig. De tror altid, vi er ude på at stjæle noget, hvis vi har en taske med ind i butikken.
Ea så længe på Emma. Der var ingen skjult dagsorden i venindens
ansigt. Var det, fordi hun boede i det skide Uglehus, at hun var blevet så forsigtig og mistænksom?
Ea vidste det ikke, men… Hun var ikke meget for at tage Emma med hjem. Eas mor var blevet sådan lidt sjasket at se på. Da hun havde job på kontoret, var hun altid pæn i håret og sådan, nu var det, som om hun var ligeglad. Hun gik også altid rundt i et par gamle
joggingbukser og en T-shirt, der havde været Eas fars. Ea kunne ikke
forstå, det skulle være sådan. Hendes mor havde masser af tid til at klæde sig ordentligt på.
Emma kunne vist se på Ea, at hun ikke var meget for hendes ide, men
Emma var ikke sådan en, man bare kunne feje af vejen.
− Kom nu, sagde Emma. − Du skal sgu da se byens mest besøgte
butik. De har vildt meget smart tøj.
− Det er bare det, at… jeg er ikke særlig interesseret i tøj, svarede
Ea.
Hun kunne godt se på Emma, at hun ikke rigtig troede på hende, men
det var altså bare meget lettere at sige, at tøj ikke interesserede hende, end det var at sige, at hun ikke havde råd.
− Okay, men det er jeg altså, og jeg vil gerne se, hvad de har. Går du
ikke med?
Ea nikkede, men hele vejen hjem krydsede hun fingre for, at hendes
far ikke havde en af sine rigtig dårlige dage.
Mens de gik mod blokkene, fortalte Emma om netop Uglehuset, den
første femetagers ejendom, som kommunen lod bygge engang for længe siden. Hun behøvede ikke at fortælle, at netop den blok var ejet af kommunen. Det vidste Ea alt om.
Emma kunne alligevel ikke lade være med at sige, at det ellers mest
var mennesker, der var totalt på røven, der fik henvist en lejlighed i Uglehuset. Ea kunne mærke, at Emma kiggede på hende, men Ea lod, som om hun var helt ligeglad.
− Der har boet rigtig mange forskellige familier i Uglehuset, slutte-
de Emma. − Folk flytter ud og ind af de lejligheder.
− Hvad rager det mig? sagde Ea. − Vi har i hvert fald tænkt os at
blive boende.
Emma stak sin hånd ind under Eas arm.
− Det er jeg glad for, sagde hun.
Ea vidste godt, at Emma sagde sådan for ligesom at undskylde alt det
andet pis, hun lige havde fyret af, men så nemt skulle hun ikke slippe.
− Jeg vil hellere bo i Uglehuset end i de der nye blokke i
Svendstrup-kvarteret, sagde Ea. − Der er altid så meget ballade der.
− Det er nu ikke så slemt. Folk har altid mega travlt med at sige
sådan. Emma trak hånden til sig. Hun var fornærmet. Hun boede nemlig i en af Svendstrupblokkene.
Kort efter fnisede Emma. Det gjorde Ea også. De behøvede sgu da
ikke at være uvenner på grund af nogle boligblokke. Det var jo ikke dem, der havde bestemt, hvor de skulle bo. De havde bare prøvet hinanden lidt af.
− Ved du godt, at der for nogle måneder siden sprang en dreng ud fra
taget af Uglehuset? spurgte Emma lidt efter.
Ea rystede på hovedet og gøs lidt − Jesper, hed han, altså ham, der
sprang ud. Hans mor bor stadig i lejligheden.
Ea sagde ikke noget, der var ikke så meget at sige.

Så var de hjemme. For en gangs skyld havde Eas mor ikke de hæslige
joggingbukser på. Heller ikke den der T-shirt. Hun havde en nederdel og en bluse på.
Hun så helt pæn ud, og hun smilede både med munden og
med øjnene, da hun hilste på Emma. Det var ret tydeligt at se, at hun var glad for, at Ea havde fået en veninde. Ea var også glad for, at hendes mor havde normalt mor-tøj på. Hun var især glad for, at de ikke så skyggen af hendes far.
Bo var også hjemme. Ea forsøgte at se på ham, som om han ikke var
hendes bror. Det var lidt svært, men det lykkedes alligevel nogenlunde.
Hun kunne i hvert fald se, at han så rimelig godt ud. Ea kiggede hurtigt på Emma. Emma kunne også se, at Eas bror var
ret pæn. Hun rettede i hvert fald ryggen og missede lidt med øjnene. Ea havde lagt mærke til, at Emma gjorde sådan, når der var fyre i nærheden. Altså fyre, der så godt ud.
Ea blev så lettet, at hun havde lyst til at grine. Nu gjorde det ikke så
meget, hvis Emma en dag så hendes mor i de gamle joggingbukser. Nu vidste hun, at Eas mor også kunne se helt almindelige mor-agtig ud.
Genbrugsbutikken var mega sej. Alle mærkerne var der. Noget af tøjet så helt nyt ud. Emma stirrede på et par Levis-jeans. De var seje. Der var også et par D-XEL, der så helt nye ud.
− Må jeg godt prøve dem her?
Ea kunne næsten ikke genkende Emmas stemme. Den var sød på en
meget speciel måde.
De fik et lynhurtigt blik. Sådan et, der så det hele. Pigerne havde
ingen tasker med. De så vist meget søde og ærlige ud.
Ea masede sig med ind i prøverummet. De kunne lige være der. De
fnisede helt hysterisk. Så lagde Emma en finger over læberne. Hun prøvede først D-XEL-bukserne. De sad godt. Ea ville gerne have sådan et par, men hun forsøgte at se ud, som om hun ikke var rigtig interesseret. Bagefter prøvede Emma de mørkeblå Levis-jeans
− Jeg vil have dem her. Det kan godt være, Levis er et lidt overrendt
mærke, men de sidder godt.
Ea sagde ikke noget. Hun vidste jo, at Emma ikke havde nogen penge.
Så spærrede Ea øjnene op. Emma trak sine egne jeans uden på de der Levis. Det var besværligt, men det lykkedes. Ea turde ikke længere se på hende. Hun ville bare komme til at grine helt vildt.
Der var ikke nogen, der lagde mærke til, at de kun havde et par buk-ser med ud fra prøverummet. Emma gjorde et stort nummer ud af det, da hun hængte D-XEL-bukserne på plads.
Nu havde ekspeditricen fået øje på dem. Hun kom hen til dem og
spurgte, om vi havde fundet noget.
− Jeg ved i hvert fald, hvad jeg skal spare sammen til, svarede Emma
og smilede sødt.
De fik begge to et smil retur. Så gik de ud af butikken. Ea havde lyst
til at spurte, men Emma slentrede ganske roligt af sted. Hun gav sig endda tid til at stå stille ved et stativ med bluser.
Først da de havde gået et lille stykke, begyndte hun at løbe. Ea
styrtede efter hende. De nåede hele vejen rundt om hjørnet ved Islandsgade, før Ea indhentede hende.
− Hold da kæft, stønnede hun. − Jeg gjorde det. Jeg gjorde det sgu.
Hun grinede højt, og Ea grinede sammen med hende.
Inde i en port tog Emma sine egne gamle jeans af. Nå ja, de der Le-
vis-bukser var jo også hendes nu. Hun kiggede ned af dem. Så så hun på Ea.
− Du siger det ikke til nogen, vel?
− Selvfølgelig ikke, svarede Ea. Hun stak hånden ind under Emmas
arm. Hun kunne ikke lade være med at skæve til de smarte jeans. Ea ønskede det var hendes, men hun vidste også, at hun ikke turde gøre som Emma. Seje Emma.
Ea ville sige til Emma, at hun var sej, men da Ea mødte hendes øjne,
blev det ikke til noget. Emma havde tårer i øjnene. Jo, det havde hun altså.
− Jeg ville bare ønske, jeg havde betalt for dem, siger hun. − Men vi
har ikke råd til noget. Vi har ikke råd til en skid.
Ea gav hendes arm et lille klem. Hun kendte det. Hjemme hos Ea
havde de heller ikke råd til noget.