Det var ikke med vilje

Malou sad som sædvanlig i centret og stirrede på folk, der gik forbi.
− Fede kælling, sagde hun halvhøjt, da en ret kraftig kvinde kom gå- ende med en indkøbsvogn og to skrigende unger.
Kvinden sendte hende et vredt blik, og Malou gav hende automatisk fingeren. Et øjeblik kriblede det af spænding gennem kroppen. Hvis kællingen sagde noget, skulle hun få ren besked. Malou glædede sig allerede til at sende en strøm af skældsord mod hende.
Kvinden sagde ikke noget. Hun gik bare videre. Hun hev det ene barn hårdt i armen. Ungen blev så forskrækket, at hun holdt op med at skrige. Hun var nok ikke vant til, at hendes mor tog så hårdt i hende. Forkælede møgunge.
Malou fandt sin mobil frem og sendte Jenny en sms.
Hvor bliver du af?
Der gik en rum tid, inden Jenny svarede. Endnu før Malou åbnede be- skeden, vidste hun, at Jenny ikke ville komme. Sådan var det altid. Hvis Jennys mor havde lagt planer for eftermiddagen, glemte Jenny alt om alle aftaler.
Jennys mor var tandlæge. Jenny påstod, at hun selv kunne planlægge, hvornår hun gad arbejde.
Det var i grunden mærkeligt, at Jenny gad have noget med Malou at gøre. Jenny boede med sine forældre i et stort, flot hus, mens Malou bare boede i Uglehuset. Det var, som om Jenny følte sig tiltrukket af den verden, der var helt anderledes end hendes egen.
Malou forstod så meget, at selv om Jenny følte sig tiltrukket af den verden, så kunne hun altid trække sig tilbage til sit eget fine kvarter, når Malous virkelighed blev for meget. Det kunne Malou og de andre, der boede i uglehuset, ikke, og selv om de bare grinede af, at de ikke havde så meget, skurede latteren rent falsk i ørene. Det kunne selvfølgelig også være på grund af de seje drenge, der boede i Uglehuset og de andre blokke. Malou var bevidst om, at de så godt ud, i hvert fald de fleste af dem, men ingen af dem var nogen, Malou selv kunne falde for. Hun kendte dem jo. De var kun seje og farlige, når de gik rundt i en flok. Mødte man en af dem alene, var det bare en lille lort af en dreng.
Malou trak benene op under sig, hun slog armene om skinnebenene og lod hagen hvile mod knæene.
− Er du sikker på, dine sko er rene? Der gik et lille øjeblik, inden det gik for Malou, at den ældre mand, der stod midt på centergangen, talte til hende. − Jeg tænker bare, at den næste, der kommer og sætter sig på bænken, får snavset sit tøj, sluttede han.
Malou så forbavset på ham. Det var ikke ret tit, nogen voksne hen- vendte sig til hende. Det var, som om hun på forhånd skræmte dem lidt. Måske fordi hun altid havde kulsort eyeliner om øjnene og sort læbestift. Hvis hun på et tidspunkt fik mulighed for det, ville hun også have ring i næsen og en tatovering ned over den ene kind. Hun vidste præcis, hvordan den skulle se ud.
− Kom nu, Poul, det kommer ikke os ved.
Malou så på kvinden, der nervøst trak sin mand i ærmet.
− Du har helt ret. Det rager ikke det gamle fjols, hvordan jeg sidder, sagde hun og følte igen denne rislen gennem kroppen.
De to gamle gik videre. Kvinden skævede nervøst over skulderen, men Malou gad ikke engang give hende fingeren. Hun forstod sikkert ikke meningen med det.

Efter endnu et stykke tid gad Malou ikke blive siddende. Hun rejste sig og drev ned mellem butikkerne. Et sted hang nogle ret fede tasker på et rundt stativ. Malou drejede stativet rundt. Ud af øjenkrogen fik hun øje på pigen, der stod i butikken. Hun stirrede ud på hende med nervøs mistro malet i ansigtet.
Malou tog en taske ned og lod den hænge over skulderen. Hun havde lyst til at løbe med tasken, men hun havde for fanden ikke noget at bruge den til. Alligevel lod hun den hænge over skulderen, da hun gik hen og gennem butiksruden stirrede på pigen, der holdt øje med hende.
− Kælling. Malou vidste godt, at pigen ikke kunne høre hende, men hun kunne i hvert fald se, hvad Malou sagde, for hun blev ildrød i hove-det. Så vendte hun sig og sagde noget til én bagved.
Malou kunne ikke lade være med at grine. Pigen var fucking bange. Hun var nødt til at bede om hjælp.
Malou ventede, til pigen igen så op på hende. Nu så pigen knap så skræmt ud, der var noget triumferende blandet med angsten. Malou gav hende fingeren. Så tog hun langsomt tasken ned fra skulderen. Hun holdt den i hænderne, inden hun spyttede på den og lod den falde ned på jorden. Så vendte hun sig og slentrede langsomt videre. Hun ventede på at mærke triumfen som en sød bølge i kroppen, men der skete ikke noget. Det vil sige… en ung mand kom hen i butiksdøren og råbte efter hende.
− Aflever tasken, eller der bliver sendt bud efter politiet.
Malou havde lyst til at gå tilbage og smadre fjolset. Så besindede hun sig. De to mærkenørder var ikke værd at spilde tid på. De kunne jo prøve, om de turde løbe efter hende.
Der skete ikke noget. Malou blev hverken skuffet eller lettet. Hun var ligeglad. Jenny, for pokker. Du havde lovet…
Malou drev videre. Hun gik ned til toiletterne, der lå begravet under torvet midt i centret.
Der var helt tomt, eller var der? Malou hørte papir rasle fra toilettet længst nede i rummet. Hun gik hen til vasken og så sig i spejlet. Hun brød sig ikke om det, hun så. Hun var i det hele taget led og ked af alt det, der var hendes liv. Hjemme gik hendes mor rundt og lavede øjne til Jørgen, der mere eller mindre var flyttet ind. Jørgen var klam, en fucking idiot.
Der blev skyllet ud i toilettet længst nede. Døren blev åbnet og en overvægtig pige smuttede ud. Malou så på hende i spejlet. Det var Annelie fra parallelklassen.
Dumme, fede Annelie. Den anden dag havde hun og Jenny trængt Annelie op i en krog i skolegården. De ville have taget hendes mobil, men Annelie var begyndt at skrige, og da en af lærerne i det samme var kommet gående, havde de været nødt til at lade Annelie gå.
Jenny havde nået at tage et billede af Annelies tykke ansigt. Jenny og Malou havde bagefter grinet af det skræmte udtryk i Annelies øjne og tårerne på hendes fede kinder.
Lige nu så Annelie også bange ud. Hun skævede til Malou, mens hun lod vandet løbe ned over sine hænder.
− Hej, sagde Malou og vendte sig mod den anden. − Er du ude for at handle? Dumt spørgsmål. Hvad fanden gik man i indkøbscentret for, hvis man ikke skulle handle? Det var vist kun Malou, der gik ind i centret for bare at slippe hjemmefra.
−Ja, lød det forsigtigt fra Annelie. − Min mor og jeg… Hun tav. Det var tydeligt, at hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle tackle situationen. Hun var både bange og forventningsfuld. Et spørgende smil gled over hendes ansigt, og Malou mærkede, hvordan en følelse af magt gled gennem hende.
− Det dér den anden dag, sagde hun. − Det må du… undskylde. Jeg ved ikke, hvad der gik af Jenny og mig.
− Det er helt i orden. Det usikre smil i Annelies ansigt blev lidt mere sikkert, men der var stadig en skygge af mistro i hendes øjne. Mistro, men også håb. − Nå, jeg må hellere… min mor venter på mig. Hun tog et forsigtigt skridt hen mod Malou, der gjorde sig bred.
− Nej, vent lidt, sagde hun uden helt at vide, hvorfor hun ikke bare lod den anden gå. Annelie var trods alt et intetsigende pjok. En dum, fed taber, der ikke skulle gøre sig håb om at blive Malous veninde.
− Jamen… min mor…
− Din mor, vrængede Malou. − Er det hende den fede, der altid går
i flade sko?
− Hvorfor siger du sådan? Annelies underlæbe skælvede. − Min mor
er ikke fed, og hun går aldrig i helt flade sko.
− Hvis din mor ikke er fed, hvorfor er du så? snerrede Malou.
− Jeg skal altså gå nu. En tåre trillede ned over Annelies kind. − Du kan ikke være bekendt at være sådan. Jeg troede lige…
− Hvad troede du lige? Malou gjorde sig endnu bredere. Ingen kunne se på hende, at hun, helt uventet for sig selv, græd indvendig.
Hvorfor spørger du ikke, om jeg vil følges med dig og din mor? Hvorfor inviterer du mig ikke med hjem. Måske er din mor sådan en, der laver te og smører boller. Måske vil hun synes, det er godt, at du får en ny veninde.
Malou skubbede de indre tanker langt væk. Det ville jo aldrig ske. Hun var ikke sådan en, søde mødre inviterede med hjem. Selv om Jennys mor aldrig sagde noget, når Malou kom på besøg, kunne hun godt mærke, at hun ikke var vild med, at Jenny kom sammen med hende. Hendes egen mor bekymrede sig ikke om, hvem Malou kom sammen med. Hun var mere interesseret i sine skiftende forhold. Lige nu var det den klamme Jørgen, der betød alt i verden. I morgen var det måske en anden.
− Må jeg ikke godt komme forbi? Annelies stemme afbrød Malous
tanker.
− Jo, sagde hun lavt. − Så gå med dig. Skrub af, for helvede.
Det gav et sæt i Annelie, og hvis hun bare var gået forbi, ville det aldrig være sket, men hun nærmest sneg sig langs toiletdørene, mens hun så på Malou med et par fucking kæmpestore øjne, der var så fyldt med frygt, at noget inden i Malou eksploderede.
Hun vidste knap nok selv, hvad hun havde gjort, da hun knyttede den ene næve og knaldede den ind i Annelies ansigt.
Annelie skreg kort og skarpt. Blodet fossede ud af hendes næse, og Malou huskede, hvordan en af morens kærester for et par år siden var kommet ind på hendes værelse og var krøbet ned under dynen til hende. Hun havde bidt ham i hånden, og han havde slået hende, et hårdt slag på halsen, der havde fået hende til at tabe vejret. Hun havde ikke blødt i ansigtet, som Annelie gjorde det nu. Hun havde blødt mellem benene, og bagefter, da hun var sikker på, hun var ved at gå i stykker indvendig, var morens kæreste begyndt at græde. Han havde været lige så ynkelig, som Annelie var det nu. Så havde han tørret sig i ansigtet og havde sagt til Malou, at det var hendes egen skyld. Han havde også sagt, at hendes mor havde advaret ham mod Malou, der var vild med at vise sig frem.
− Hvis du fortæller, hvad der er sket, vil din mor sende dig væk, hav- de han truende sagt. − Hun har allerede talt om det.
Malou havde ikke sladret. Hun havde været sikker på, at hendes mor ville finde ud af, hvad der var sket. Hun havde været overbevist om, at hendes mor så ville smide fjolset ud. Det var ikke sket. Da Malous mor var kommet hjem, havde hun knap nok set på Malou. Hun havde sat sig på fjolsets skød og ladet en masse små kys regne ned over hans dumme ansigt.
− Malou, havde hun sagt uden at se på hende. − Skal du ikke ud en tur? Hvad med at besøge gamle fru Svendsen på femte. Hun skal sikkert have købt noget ind.
− Jamen mor… Malou var gået i stå. Fjolset havde set advarende på hende, morens øjne havde været utålmodige.
− Smut nu med dig, havde hun sagt, og Malou var gået op til Svend- sen, der vist nok aldrig havde været gift og fået børn, men som alligevel vidste en hel masse om, hvordan piger som Malou havde det. Hvor hun vidste det fra, anede Malou ikke. Måske var Svendsen bare klog på mennesker, alle slags mennesker.
Hun havde selvfølgelig ikke fortalt Svendsen, hvad der var sket. Selv om den gamle var klog på mennesker, vidste hun sikkert ikke, at der fandtes nogen som morens fjols. Og måske… måske var det lidt sandt, at Malou selv var skyld i det. Det var i hvert fald for flovt at snakke om. Det havde bare været så… så ulækkert og fyldt med smerte.
Malou var kommet til at græde, da hun sad hos Svendsen. Svendsen havde ikke spurgt om noget. Hun havde bare ladet sin hånd glide hen over Malous hår. Hun havde set på Malou, som om hun ventede, at Malou ville sige noget. Da det ikke var sket, havde hun spurgt, om Malou ville hente basser til dem fra bageren, altså når hun var i stand til det. Hun havde sagt, at Malou selv kunne finde hendes pung. Den lå i køkkenskabet ved tallerkenerne.
Malou havde hentet den gamles pung. Hun havde kigget i den. Der havde ligget mange penge i det bagerste rum. Mindst to 500-kronesedler. Hvis det havde været alle andres pung, ville Malou måske have hugget den ene af de store sedler, måske dem begge to, men hun havde aldrig stjålet fra Svendsen. Hun havde heller ikke villet gøre det på det tidspunkt.
− Du må ikke gøre mig noget. Jeg vil ha’ min mor. Annelies klyn- kende stemme kaldte Malou tilbage til nuet. Hun så ned på Annelie. Blod, snot og tårer var tværet ud i hendes fede ansigt. Men om lidt ville hun igen være hos sin tykke mor. Annelies mor ville vaske hendes ansigt, hun ville trøste hende og måske kysse hende, og bagefter… Malou vidste ikke, hvad der ville ske bagefter. Hun mærkede bare, hvordan et sort raseri voksede i hende og fyldte hver eneste celle i hendes krop, og hun så, hvordan hendes fod skød ud og sparkede Annelie i maven. En gang, to gange, tre gange. Annelie vrælede op. Det var ikke til at holde ud at høre på.
− Sæk, fede møgsæk, stønnede Malou, og hun sparkede igen til den uformelige bylt, der lå der på gulvet og så så fandens ynkelig ud.
Malou sparkede hende i ansigtet. Nyt blod fossede ud på gulvet. Hun ville trampe på Annelie. Hun ville stoppe den nu svage klynken, der stadig lød fra det forslåede ansigt, men noget dybt inde i hende holdt hende tilbage, og hun vendte ryggen til hende og støttede sig stønnende til håndvasken. Hun så på sig selv i spejlet, og hun hadede det ansigt, der stirrede tilbage. Hun opdagede, at hun havde blodstænk på den ene kind, og hun gned det hårdt væk.
Så vendte hun sig igen mod Annelie. Den tykke pige var blevet tavs, men hendes øjne, der var blevet helt sorte, fulgte Malou. Hun så ikke længere bange ud. Det var, som om hun accepterede sin skæbne, som om hun indså, at hun ikke havde ret til at være så forbandet lykkelig.
Malou bøjede sig over hende. Hun ville sparke igen, men hun gjorde
det alligevel ikke.
− Det var ikke med vilje, mumlede hun. Så rettede hun sig op. Hun måtte væk. Langt væk fra det fucking, åndsvage center.
Hun skyndte sig hen til døren, hun åbnede den og hørte skridt på trappen. En eller anden var på vej ned til toiletterne.
I næste nu så hun, at det var Annelies mor.
− Har du set Annelie? spurgte den kraftige kvinde venligt. − Hun gik herned, men det er længe siden.
Malou svarede ikke. Hun masede sig forbi kvinden og styrtede op ad trappen. Så hørte hun kvinden skrige. Højt og gennemtrængende.
− Annelie, hvad er der sket? Åh Gud. Hjælp… Hjælp.
Malou så sig ikke tilbage. Hun fornemmede, at nogen skyndte sig hen mod trappen til toiletterne i kælderen. Hun var ligeglad. Hun fortrød ikke noget. Hun var, som hun var, og hun banede sig hensynsløst vej gennem vrimlen af mennesker.
Det var ikke med vilje. Det var ikke med vilje, hamrede ordene i hen- de, mens hun løb. Det var ikke med vilje.
En stor klump samlede sig i hendes hals. Hun sank den. Hun havde ikke grædt, siden dengang ham den åndsvage båtnakke var kommet ind på hendes værelse. Måske havde hun heller ikke grædt dengang, og hun ville fandeme ikke gøre det nu. Malou bare løb og løb. Væk fra det skide center, væk fra sig selv.