Efter sommerferien

Mandag var den værste dag i hele ugen. Den første dag efter sommerferien var den allerværste.
Victor havde haft ondt i maven en hel uge. Han vidste præcis, hvor- dan det ville blive. Først ville alle kammeraterne helt uopfordret fortælle om alle de oplevelser, de havde haft i sommerferien. Han ville ikke sige noget. Han ville bare lade, som om det ikke interesserede ham en skid. Han ville daske rundt i yderkredsen og lade, som om han ikke hørte noget, men hvert eneste ord ville alligevel trænge ind, og så… Det var nu mest synd for hans lillesøster, Laura. Laura var kun ni år. Hun havde endnu ikke fundet ud af, hvordan hun skulle bære sig ad med at lade som ingenting. Sidste år var hun begyndt at tude, da hun hørte, hvor meget de andre i hendes klasse havde oplevet. Det vil sige, hun var først begyndt at tude, da en af pigerne havde spurgt hende, hvor hun havde været henne i sommerferien. Laura havde fortalt, at de bare havde besøgt deres mormor, der boede i en mindre by kun ti kilometer væk. Det gjorde vel ikke noget, at de kun besøgte deres mormor, det ragede ikke de andre, men pigerne i Lauras klasse havde peget fingre ad hende. De havde spurgt, om det var, fordi Lauras far var en fattigrøv, at de ikke rejste til Spanien, Italien eller et af de andre lande, de andre havde besøgt.
− Vi har været i Langtbortistan, havde Laura snøftet.
− Og hvor er så det? En af pigerne havde sat hænderne i siderne og set på Laura med onde øjne, og Laura havde nervøst fortalt hende, at det var i en hule, som de lavede under mormors spisebord.
Åh, hvor havde de grinet og peget fingre ad Laura, og selvfølgelig havde Laura grædt endnu mere. Tårerne havde nærmest sprøjtet ud af hendes øjne.
Dem i Victors klasse havde hørt, hvad pigerne råbte efter Laura, en af dem havde grinet og kigget på Victor.
− Så har du måske også været i Langtbortistan? havde han spurgt.
Victor havde ikke sagt noget. Han havde bare stukket kammeraten en lammer på skulderen.
− For satan da, havde kammeraten sagt. − Er du rigtig klog? Min arm er helt død.
I det samme havde klokken ringet ind. Victor havde sluppet for at sige noget. Ingen havde derefter spurgt til hans sommerferie. Victor var den højeste dreng i klassen, han var også den stærkeste, og det vidste de andre udmærket. Ingen gad rigtig være uvenner med Victor, men der var heller ikke nogen, der rigtig gad være hans ven. Dem, der boede i Uglehuset, havde ligesom et stempel i panden, som alle kunne se, selv om det faktisk var usynligt.
Nu var en ny sommerferie gået. Laura stod nervøst og bed negle. Hun havde lært lektien fra sidste år, og selv om de kun havde været i Langtbortistan igen, skulle hun nok lade være med at sige det højt. Laura havde også lært at tie stille på ganske almindelige mandage. Ligesom Victor skulle hun ikke have noget af at fortælle, at de igen havde oplevet en weekend, hvor der aldrig var sket en skid.
Hvem gad fortælle om en arbejdsløs far, der bare sad i sin undertrøje og et par gamle joggingbukser, der både havde hængerøv og knæ. Hvem gad fortælle om en mor, der aldrig havde råd til at gå til frisør, men nøjedes med at sætte det efterhånden lange hår op i en tynd hestehale. Hvem gad fortælle, at det mest sindsoprivende, der skete, var, når ens far var færdig med at rulle cigaretter og tilfreds samlede dem i en gammel udtjent cigaretpakke.
− Nu ligner det sgu, at det er en pakke, vi har købt, Sonja, sagde han og så uhyre tilfreds ud.
− De er pæne, dine nye sko, brød mors stemme ind i Victors tanker. Han så på hende. Han ville skide på de nye sko, de havde ikke det rigtige mærke. Han havde lyst til at sige det, men den nervøse trækning ved morens ene øje, fik ham til at sluge ordene, inden de kom frem.
Det lykkedes ham at smile.
− De er mega seje, sagde han, og den nervøse trækning ved morens øje holdt op.
Et stort smil voksede frem på hendes ansigt. Hun tog en af de hjemmerullede cigaretter og lod den glide mellem fingrene. Victor vidste, at hun først ville tænde den, når Laura og han var gået. Han mærkede en blanding af vrede, tristhed og medlidenhed skyde gennem kroppen. Det evige omkvæd i huset var, at de skulle spare. De skulle spare på alt, men cigaretter var der råd til. Han kiggede væk fra moren. Det var hendes og farens eneste last. De var ikke som så mange andre, men for fanden, hvorfor prøvede de ikke på at få et job? Hvorfor havde de ligesom opgivet på forhånd?
Han havde hørt moren sige, at hun ikke kunne bruges til noget. Fucking sludder. Hvis hun bare…
− Nu må I vist hellere se at komme af sted. Den påtagede lethed i morens stemme gjorde ondt langt ind i kroppen.
− Jeg vil ikke, sagde Laura pludselig. − Hvad skal jeg sige, når de spørger, hvor jeg har holdt ferie henne?
− Du skal i hvert fald ikke sige i Langtbortistan, sagde Victor mørkt.
− Det er sgu da ellers en meget god ide, lød det fra faren.
Victor bare så på ham. Han kendte ikke sin far mere. Engang havde han haft et job på savværket. Siden det lukkede, havde han bare gået rundt og sukket. Han havde søgt meget andet, men der var ikke ret mange arbejdspladser i det lille lorteprovinshul, de boede i. I begyndelsen havde det ikke gjort så meget. Faren havde været en rigtig far, én, der hver dag tog ordentligt tøj på. Én, der tog Victor med til fodbold, gik tur ved fjorden og fortalte om dengang, han selv var dreng. Nu sad han bare i sin nussede undertrøje. Det eneste, han foretog sig, var at rulle de møgcigaretter, mens fjernsynet dagen lang kørte i baggrunden.
Det var også tændt nu. Smarte piger grinede ud til dem fra skærmen,

mens de lod, som om at der ikke i hele verden fandtes et hus som Uglehuset. Victor så ud af øjenkrogen, at moren tørrede Lauras ansigt. Hun gav hende en krammer og hviskede noget til hende.
− Jeg kan sgu da ikke sige, at vi skal på ferie den dag, vi vinder i lotto, sagde Laura fortvivlet.
− Kom nu, Laura, sagde Victor. − Det er jo kun lige i dag, det er slemt. Allerede i morgen er det anderledes, og det rager sgu da heller ikke nogen, hvad vi laver i ferien.
− Nej, snøftede Laura. − Men de spørger jo.
− Lad, som om du ikke hører det, sagde Victor, selv om han godt vidste, at det var umuligt.
− De kalder mig Taber-Laura.
− Du fik da et fødselsdagskort fra Agnes, du går i klasse med, forsøgte moren at muntre Laura op.
− Ja, men jeg tager ikke med, sagde Laura og rettede ryggen. − Jeg kan jo ikke gøre gengæld, vel? Jeg kan ikke invitere nogen herhjem?
Det sitrede igen ved morens ene øje.
− Det kan du vel. Du og Victor er ikke de eneste, der…
− Det kommer ikke til at ske! afbrød Laura. Hun så rasende fra den ene til den anden. Så fór hun ud på badeværelset. Victor kunne høre, at vandet løb.
− Skynd dig, Laura, kaldte han. − Vi er nødt til at gå nu.
− Jeg kommer, lød det halvkvalt.
Skolegården vrimlede med børn. Et splitsekund blev både Victor og Laura grebet af panik. Så skubbede Victor let til Laura.
− Det skal nok gå, mumlede han. − Bare fuck dem alle sammen.

Victor vidste, hvordan hun havde det, for han havde det præcis på samme måde. Klumpen i maven var tung som bly, men det var jo bare en almindelig skoledag. I morgen ville der ikke blive snakket så meget om ferien, der lige var gået. Det ville blive almindelige skoledage igen. Der ville selvfølgelig komme mange lortemandage, men… dem ville han ikke tænke på nu. Nu skulle han bare gennem denne dag.
Han så på kammeraterne. Store grin på de fleste ansigter, men der var også enkelte, der ligesom Victor havde lukket ansigtet og så ligeglade ud.
Victor søgte ikke hen til dem. De søgte heller ikke sammen. Ingen af dem ville stå ved siden af en taber.
Han fik øje på sin søster. Hun stod med stenansigt uden for kredsen af piger. Hun græd heldigvis ikke. Hun så ud, som om hun kedede sig.
Godt gået, Laura, tænkte han.
Ingen spurgte Victor, hvad han havde lavet i sommerferien. Det var en lettelse, men det fik ham også til at føle sig endnu mere udenfor.
Endelig ringede det ind. Nu skulle de bare have bøger til det nye år. Læreren skulle selvfølgelig også høre om de mange oplevelser, der nær- mest spruttede ud af kammeraterne.
− Hvad med dig, Victor? Tog du så på den lejr, der blev arrangeret for dem af jer, der ikke rigtig skulle noget andet?
Det spørger du mig ikke om, fløj det gennem Victor, mens han stir- rede på Maja. Han mærkede, at han blev varm i kinderne, og han hadede læreren, der ellers var meget flink.
− Det rager ikke dig, sagde han groft. − Det rager fucking ikke dig.
Nu var det Maja, der blev rød i ansigtet. Et øjeblik var der dødstille i klasselokalet. Det var, som om alle ventede på, at Maja skulle skælde ud, men hun sagde ikke noget. Hun vendte sig bare mod en af pigerne, der igennem længere tid havde haft en finger i vejret.
−Ja, Camilla?
− Jeg var det meste af ferien hos min mormor og morfar i Spanien. De har et hus dernede, og jeg lærte også at tale spansk, i hvert fald lidt.
Ansigterne vendte sig mod Camilla, men Victor vidste, at det ikke var forbi endnu. På et tidspunkt ville en af kammeraterne spørge ham direkte, om han slet ikke var nogen steder i sommerferien.
Det ringede ud. Maja bad Victor blive, og selv om han havde mest lyst til at gå, blev han stående. Han så trodsigt på hende.
− Hvad så? spurgte han.
− Jeg vil bare… undskyld, Victor, sagde Maja stille. Han trak på skuldrene.
− Ellers noget? spurgte han.
− Nej, svarede hun usikkert.
−Okay, jamen så… Han gjorde ikke sætningen færdig, vendte bare ryggen til hende og forlod klasseværelset.
Møgkælling, tænkte han, og knuden i maven blev tungere og tunge- re. Nu skulle han bare forbi kammeraterne, og så… Der var bare så helvedes mange mandage i et skoleår, men engang… engang når han selv blev voksen… så… så… Det sved i øjnene, men han tvang tårerne tilbage. Så rettede han ryggen og gik ud i skolegården.