Familien

Marie savnede dem. Jamen det gjorde hun altså. Også selvom Ellen fra den anden side af gangen ikke mente, man kunne savne nogen, man nærmest aldrig havde set.
Hvad vidste Ellen om det? Bare fordi de glade stemmer fra hendes børnebørn flød ud gennem hendes dør hver uge, troede Ellen pludselig, hun var ekspert.
Hvor længe var det egentlig siden, Thomas og Laura havde været her? Det var før jul i hvert fald. Sidste jul. Eller var det julen før? Maries hukommelse havde virkelig svigtet hende på det sidste.
Thomas måtte være 9 nu. Laura 11. Måske var det omvendt? Nej, Laura var den ældste.
Maries søn havde lovet, at det snart ville blive til et besøg. Og det kunne vel lige så godt være i dag? Så kunne den gamle hejre til Ellen også med egne øjne se, hvem der havde de sødeste børnebørn.
Marie rejste sig langsomt fra yndlingsstolen, mens dens fjedre konkurrerede med hendes led om at knirke højest. Ude i det lille køkken satte hun vand over til te. Der var kopper nok til flere gæster, og hun havde også kakaopulver i skabet. Det med en grinende kanin på pakken. Marie mente at kunne huske, at Laura og Thomas havde været vilde med lige præcis dét mærke, da de var små. Dengang de sad på Maries skød med de buttede hænder piskende rundt i luften, mens de ivrigt fortalte om en tegneserie, de var vilde med. Følelsen af børnebørnene på skødet; dét kunne Marie huske. Men Laura var 11, og Thomas var 9 nu. Så sad man da ikke på skødet længere? Måske man heller ikke drak kakao?
Elkedlen klikkede, da vandet begyndte at koge. Marie foretrak de gammeldags kedler. Deres hylen, når vanddampen nåede ventilen, fik hende til at tænke på et tog, hun engang havde kørt i. Eller måske havde hun set det i en film?
Her på plejehjemmet havde man kun moderne redskaber, måtte Marie forstå, da hun havde spurgt efter en ”tekande, der kunne pifte”.
Marie tøffede tilbage til stolen med den dampende te i hånden. Duften mindede hende om alting og ingenting. Minder. Hun havde tusindvis af dem, og de flød rundt mellem hinanden som små teblade – dejligt duftende, men umulige at skelne fra hinanden.
Hun satte sig og drak teen, der varmede hele kroppen op. Hun følte sig søvnig, men det gjorde hun efterhånden altid. Så bankede det på døren. Det var ikke hverken frokosttid eller pilletid, så måske …
”Bedstemor!” Børnene råbte i kor, da de fløj ind på værelset og næsten væltede tekoppen i deres iver efter at kramme Marie. De måtte vælte tusind kopper, tænkte hun.
”Ved du hvad, bedstemor?” lød det ivrigt fra Thomas. Gud, hvor var han blevet stor. ”Vi har fået lov til at spise med, og de vil lave spaghetti med kødsovs til os!”
”Det lyder vel nok lækkert,” svarede Marie smilende, mens hun kiggede over på sin søn, der stod afventende et par meter væk. Han var også blevet ældre – det sås især i linjerne omkring øjnene, der var ved at blive til furer.
”Kom nu over og sæt dig, min dreng,” sagde hun til ham og overraskedes over tonefaldet. Det var præcis sådan, hun havde talt til ham, da han var lille.
Hendes søn og Thomas og Laura satte sig omkring hende. ”Fortæl os en historie, bedstemor,” halvråbte Thomas.
”Jaaeee,” stemte Laura i.
”Hvad siger I til en kop kakao først? Jeg har den med kaninen på. Kan I stadig lide den?”
Ovre i døråbningen tørrede en sygeplejerske en tåre væk fra kinden, før hun gik hen til Marie, der sad smilende i sin yndlingsstol med lukkede øjne.