Gæster

Sandra vågnede med en sær fornemmelse i kroppen. En slags indtrængende uro, der krævede en handling af hende, hun ikke kunne præcisere. Hun blev liggende, registrerede ud af øjenkrogen vækkeurets røde tal, der meddelte hende, at klokken var 9:03, og at det var på tide at tage hul på dagen. Hvis hun altså havde i sinde at nå alle forberedelserne.
Det var hendes 40-års fødselsdag. Den var heldigvis faldet på en lørdag. I det mindste ville hun ikke blive nødt til at slæbe sig ind på kontoret. Sidde der og tælle timerne, indtil hun kunne slippe væk fra sine kollegaer, der alligevel ikke rigtigt bemærkede hendes tilstedeværelse. Hun var ganske tilfreds med sit arbejde, men hun havde for længst affundet sig med, at hun ikke rigtigt passede ind. Der lod til at være en mur mellem hende og de andre medarbejdere. Formentlig tolkede de hendes stille og lettere indelukkede natur som et udtryk for reservation eller måske endda arrogance. Sandheden var, at hun så langt tilbage, hun kunne huske, havde været en enspænder. Siden de første skoleår. Hun kunne bruge timevis på at lege alene, tale med sine dukker og tøjdyr, og forsvinde ind i en separat virkelighed, hvor andre børns selskab ikke var en nødvendighed.
Hun var kommet igennem både folke- og handelsskole med denne evne til at være opfindsom. Kreativ. Hendes ungdom syntes at være en evighed siden. Som en grumset sø af ubehag, hun stadig kunne skimte i det fjerne, hvis hun strakte nakken. En gang imellem dukkede stemmer og ansigter op i hendes bevidsthed, viste sig i hendes drømme som kolde spøgelser fra fortiden. Minder om råben og skubben fra de andre børn, der kaldte hende tyk og grim og dum. Skældsordene udviklede sig i hendes teenageår til skæve blikke og rynken på næsen, udelukkelse fra fester og venindeaftener. Tendensen var fortsat i hendes arbejdsliv. På et eller andet tidspunkt var hun stoppet op og havde ransaget sin hjerne med spørgsmålet, om det virkelig var sådan, hendes liv var bestemt til at forløbe. Hun henvendte sig endda til en Gud, hun med tiden var kommet til at miste troen på.
Hendes liv ændrede sig først, da hun mødte Daniel. For et uvist antal år siden, dog ikke længe efter, at hun havde landet sit nuværende job, trådte han ind i hendes tilværelse. Som en sagte og behagelig brise dukkede han op som ud af ingenting og placerede hende i en tosomhed, hun aldrig havde kendt til. Med tiden blev hun en del af hans vennegruppe, en flok søde og rare mennesker, der hverken dømte hende på hendes udseende eller tolkede hendes stille natur som en afvisning.
Lykken blev for alvor fuldendt, da deres datter, Ellen, kom til for fem år siden. Hun havde egentlig troet, at hun for længst havde opgivet drømmen om en dag at blive mor. Frem for at være død, havde den ligget og sovet et sted dybt inde i hende. Da Ellen dukkede op, føltes det på forunderlig vis som om hendes ankomst blot var en naturlig følge af kærligheden til Daniel. Kærligheden til det fælles liv, de havde fået opbygget. Med tiden var hun kommet til at forstå, at det var ligegyldigt, hvordan resten af verden opfattede hende. Kollegaerne på arbejdet, tilfældige mennesker på gaden, enhver fremmed, hun kom i kontakt med – den fremmedgørelse, hun oplevede hvor end hun befandt sig, blev lidt lettere at bære, så længe de trygge rammer, hun havde skabt sammen med Daniel, var intakte.
Hun svang benene ud over sengekanten, rejste sig og kastede et blik på pladsen ved siden af sig. Han havde endda redt sin side af sengen, inden han tog på arbejde. Hun smilede. Sikke en ordentlig og betænksom mand, hun havde fundet sig. Hun følte sig med ét opfyldt af taknemmelighed. Der syntes at være flere og flere gode grunde til at genoverveje den der tro på Gud.
Hun redte sengen og gik derpå ind for at kigge til Ellen. Hun var ikke på sit værelse. Der var næsten helt mørkt derinde. Kun en lille stribe gult lys trængte ind mellem gardinerne. Hun trak dem fra og missede med øjnene mod sollyset. Det lod til at blive en smuk dag. Hun måtte have været overordentligt sød det seneste år. Tanken fremkaldte et skævt smil på hendes læber. Et øjeblik stod hun og betragtede børneværelset. Det var så fint indrettet, væggene malet violette, børnesengen placeret i venstre bagerste hjørne med det hvide myggenet af tyl over. Disney-prinsessekommoden fyldt med farveblyanter, tuscher, krøllede papirer og enkelte tegninger, der vel egentlig var for godt tegnet af en 5-årig. Hendes fødder skrabede hen over det bløde, lyserøde gulvtæppe, hendes fingre rørte let ved lampen, der hang over hovedet på hende. Den havde de købt for ganske nyligt, efter Ellen havde plaget om den i ugevis. Hvis hun skulle være ærlig, havde den været alt for dyr. Daniel havde protesteret og indvendt, at hun forkælede deres datter for meget. Bevares, det havde han vel nok ret i. Det var alligevel endt med, at Ellen fik sin vilje, og mens Sandra nu stod og betragtede lampen, følte hun ingen fortrydelse. Heller ikke over de brokkerier fra Daniel, hun havde måttet lægge øre til. Uenigheder opstod i selv de bedste, mest velfungerende familier. Tanken fik en varm følelse til at brede sig i hende. Hun lod blikket løbe gennem værelset en sidste gang, inden hun gik ud og lukkede døren forsigtigt efter sig.
Hun kaldte på Ellen et par gange. Pigen var hverken i stuen eller udestuen, hvor hun en gang imellem kunne finde på at sætte sig med sine dukker. Så måtte hun være ude i haven. Sandra kunne da også høre en pigestemme udenfor. Det kunne næsten kun være hendes datter.
Sandra gik ud på badeværelset. Hun tissede, vaskede hænder et par gange og pjaskede derefter koldt vand i ansigtet. Det var som en lussing, der alligevel føltes rar. Hun mødte sit blik i spejlet. Kunne på en eller anden måde ikke fastholde det. Hendes ansigt var let hævet, øjnene en anelse røde og ophovnede. Man kunne vel ikke påstå, at hun ikke havde fået tilstrækkeligt med søvn. Hvorfor så hun ud, som om hun var på grådens rand? Det var jo en god dag. Det var hendes fødselsdag. De skulle have gæster i aften.
Hun duppede sit ansigt med et håndklæde, børstede tænder og redte en børste et par gange igennem det tynde, brune hår. Inden hun forlod badeværelset, kastede hun et sidste, mismodigt blik i spejlet. Hun havde aldrig været specielt glad for sin krop. Hun var vel egentlig ikke overvægtig mere, slet ikke som dengang, hun stadig gik i skole og havde fundet trøst i mad. Men der syntes alligevel altid at være et par kilo for meget på siderne, maven, bagdelen. Hun forsøgte sig med et smil til reflektionen i spejlet og mindede sig selv om, at Daniel elskede hende, præcis som hun var.
Der forekom hende at gå en evighed, inden Ellen kom ind igen. Der var gået så lang tid, at hun var begyndt at fornemme en ulmende mavepine. Hun havde nået at smide to portioner bløde cornflakes i skraldespanden og varme den samme kop kakao tre gange, da hendes datter endelig trådte ind i køkkenet. Lettelsen skyllede igennem hende. Den knugende fornemmelse i maven aftog langsomt. Hun løb hen til den lille pige, trykkede hende ind til sig, som havde hun i sinde aldrig at give slip på hende igen.
”Hvor blev du af, lille skat? Jeg bliver jo så bekymret, når jeg kalder og du ikke kommer,” hviskede Sandra. Hun aede sin datter over de let lyserøde kinder, strøg hendes brune lokker om bag ørerne og måtte undertrykke gråden, der var ved at opstå et sted i hendes bryst.
Ellen trak på skuldrene og smilede ubekymret til hende.
”Hvor er far?” spurgte hun.
”Far er taget på arbejde.”
”Jamen, det er jo lørdag. Og det er din fødselsdag.” Ellen skød underlæben frem. Sandra grinede. Tårerne havde banet sig vej til hendes øjne, men hun forsøgte ikke at blinke dem væk.
”Ja, det er nemlig rigtigt. Det er min fødselsdag i dag, og senere skal vi hygge så meget. Men først er far nødt til at arbejde. Hans arbejde er vigtigt. Han er læge, og hans patienter har brug for ham. Kan du huske, at vi snakkede om det på et tidspunkt?” Hun gjorde sin stemme så blid som muligt. Pigen så ikke ud til at kunne huske noget som helst. Hendes brune øjne lignede enorme tekopper. Hun gav hende endnu et lille klem.
”Lad os få noget at spise, skat. Og så kan du komme med ud at handle ind til festen, hvad siger du til det?”
Ellen sendte hende et blik, der indeholdt en vis undren. Hun ignorerede det.
”Drik din kakao, inden den bliver kold igen,” mumlede hun.

Der vrimlede med mennesker i byen. I sit stille sind forbandede hun sig selv for ikke at have ordnet indkøbene dagen inden. Lørdagstravlheden kom egentlig ikke bag på hende, men der syntes alligevel at være endnu flere mennesker, end der plejede. Overalt. Stemmerne, lydene, lyset – der lod til at være blevet skruet tredobbelt op for det hele. De mange indtryk fik hjertet til at banke hårdere i brystet på hende.
Hun betragtede et ungt par, som havde slæbt deres tre børn med i supermarkedet. Børnene teede sig, rev ting ned fra hylderne og kastede sig på gulvet, når forældrene forsøgte at få ro på dem. Hvor var det fantastisk, at der var så meget gang i den, så meget liv omkring forældrene. Faren så lige så træt ud som moren. De måtte have været oppe med børnene hele natten. Kunne man forestille sig noget mere forbindende, et stærkere bånd?
Hun havde nær glemt, at Ellen var med, så dybt var hun faldet i staver over familien. Det var heldigt, at pigen ikke var løbet væk. Det kunne hun godt finde på en gang imellem, når der ikke blev holdt øje med hende. Hun knugede hendes hånd. Den føltes betryggende.
Hun rettede igen sin opmærksomhed mod indkøbslisten. Trak Ellen med gennem den ene gang efter den anden. Kurven blev hurtigt fyldt til randen. Hun havde da også sat sig noget for. Et sandt festmåltid. I virkeligheden havde det nok været nemmest at bestille mad udefra, men det duede jo ikke. Det skulle være rigtigt. Hun havde lovet Daniel og Ellen at lave alle deres livretter. Og hvad med hendes og Daniels venner? Sommerfuglene baskede rundt i maven blot ved tanken om deres ansigtsudtryk, når hun præsenterede alle sine hjemmelavede herligheder for dem. De ville blive imponerede, ville de.
Bagefter tog de et smut forbi bageren. Hun betragtede rækken af flødekager og kløede sig i håret. Måske skulle hun have bestilt i forvejen. Sandheden var vel nok, at hun indtil sidste øjeblik havde været i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet skulle holde festen. 40 år forekom nu alligevel at være en vigtig milepæl. Desuden havde hun ikke fejret nogen af sine andre runde fødselsdage. Hun fortjente den her fest.
Ellen plagede selvfølgelig, som hun plejede, en god påmindelse om, hvorfor Sandra som regel ikke tog hende med ud at handle.
”Hvad med den her, mor? Eller nej, dén! Øj, hvor ser den bare lækker ud!” udbrød pigen og pressede en pegefinger mod kølemontren. Sandra betragtede hende med et træt smil. Hvor var hun heldig at have sådan en livlig datter med masser af selvtillid og spilopper i øjnene. Hun ville ikke have haft det anderledes. Stille, indelukkede børn havde det med at blive mobbet, det var vist.
”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte den unge ekspedient bag disken. Hun var iført forklæde og havde et venligt, men lettere usikkert blik i øjnene. Sandra genkendte det fra sig selv. Hun undgik ekspedientens blik. Kiggede i stedet ned på sin datter, der åbenbart med tankens kraft forsøgte at smage den nøddeflødekage, hun havde udset sig. Hun stak tungen så langt frem, at dens spids næsten rørte ved kølemontrens glas.
”Skal det være den der?” Sandra bøjede sig let ned til Ellen. Hun fornemmede ekspedientens blik brænde på sin hud, forsøgte at ignorere det.
”Nøddetærten, mener du?” spurgte ekspedienten. Hun pegede på kagen, mens hendes øjne flakkede et sted omkring Sandras. Hun kiggede med et strejf af forvirring i ansigtet fra Sandra til udvalget i kølemontren.
Ellen nikkede ivrigt og bankede på glasset.
”Ja, ja! Mor, den!”
”Ja, en af de nøddeflødekager, tak,” mumlede Sandra til ekspedienten. Ellen udstødte et hvin af glæde. Sandra tyssede på hende og smilede undskyldende til ekspedienten. Den unge pige pakkede kagen ned i en æske, lukkede den forsigtigt til med tape og langede den over disken til Sandra. Ekspedientens kinder rødmede let.
”God dag,” sagde hun og skyndte sig videre til næste kunde, uden at vente på svar.
Sandra klemte hårdere om Ellens hånd.

En halv time senere var de hjemme igen. Hun sendte Ellen ind i huset med et par af de letteste indkøbsposer, hvorefter hun selv parkerede bilen i garagen. Mens hun stod med de resterende poser i hænderne og ventede på, at garageporten rullede ned, fik hun øje på deres nabo, Irene. Den gamle dame stod på fortovet uden for indkørslen og granskede hende.
Hendes mave knugede sig sammen. Hun orkede ikke at smalltalke med den alt for snaksalige nabo. Ikke nu. Ikke i dag. De første par år efter at hun havde arvet huset fra sine forældre, var Irene jævnligt kommet forbi med en tallerken hjemmelavet mad. Til jul kunne hun også finde på at komme med småkager. Det var vel blot en venlig gestus; udtryk for et ønske om godt naboskab. Det vidste Sandra godt. Og Irene havde jo også kendt hendes forældre, de rare, arme mennesker.
Problemet var at besøgene fortsatte, efter at Daniel flyttede ind, og da de heller ikke aftog efter Ellens fødsel, var det begyndt at blive anstrengende. På et tidspunkt var hun holdt op med at åbne døren for Irene. Forsøgte at undgå den gamle dame i videst muligt omfang. Når de en sjælden gang løb ind i hinanden udenfor på fortovet, mumlede hun som regel blot et hurtigt, knap hørbart ”Hej”, slog blikket ned og skyndte sig videre. Hun havde ikke behov for at se Irene i øjnene, ej heller lyst til at indlade sig på hendes inkvisitoriske spørgsmål. Hun ville jo helst have undgået at fortælle naboen om Daniel og Ellen, dengang, for snart mange år siden. Skæbnen havde villet det, at hun en gang glemte at tage Ellens barnevogn med ind i huset. Og næste gang hun var stødt på Irene, var spørgsmålene væltet ud af den gamle, nysgerrige dame i stride strømme.
Nu stod hun altså dér ude på fortovet og strakte sig, så hun kunne få et bedre udsyn over hækken. Det ville blive svært at slippe for hende denne gang. Tanken blev bekræftet, da Irene uden videre begyndte at gå hen mod Sandra med let krumbøjet ryg.
”Hold da op, sikke en indkøbstur, du har været på,” sagde Irene. Hendes blik gled fra poserne i Sandras hænder, til et par stykker, der var blevet sat op ad husmuren ved hoveddøren. Fandens. Havde hun ikke bedt Ellen om at tage dem med ind?
Der lød et højt klik fra garageporten, idet det sidste stykke nåede jorden.
Sandra nikkede. ”Ja, øh, det kan man vist godt sige.” Hun følte sig ilde til mode. Fornemmede en trykken for ørerne, en klemmen om hjertet.
”Skal du holde stor familiefest?” Irene sendte Sandra et blik, der indeholdt noget, hun ikke brød sig om. Den gamle dames øjne var blå. Alt for blå. Den skarpe farve skar sig ind under huden på Sandra, så hun måtte se væk.
”Ja, det er min 40-års fødselsdag,” mumlede hun og fortrød i samme sekund. Jo flere informationer, Irene fik, jo mere kunne hun finde på at grave.
Irene nikkede langsomt, uden at fjerne blikket fra Sandras ansigt.
”Jaså, ser man det. Jamen, tillykke med den runde dag. Så skal der være fest. Det glæder den lille sig vel også noget så gevaldigt til. Hvad er det nu, hun hedder? Emilie?”
Hankene var begyndt at gnave sig ind i fingrene på Sandra, men det faldt hende ikke ind at sætte poserne fra sig. Hun bed smerten i sig og overvejede, hvordan hun hurtigst kunne få jaget den gamle krage bort.
”Hun hedder Ellen, og hun glæder sig meget,” svarede hun med en stemme, der var mere sikker, end hun følte sig.
”Javel, ja. Men hende får jeg måske også en dag fornøjelsen af at møde,” sagde Irene. Det dér granskende elevatorblik og munden der smilede, mens øjnene fortalte en anden historie, stillede andre spørgsmål.
Den smule tålmodighed, hun havde haft med den gamle dame, var nu for alvor sluppet op.
”Det kan sagtens være. Hun er bare meget genert,” sagde hun og hankede op i poserne. Hun ømmede sig overdrevet. Irene hævede et busket, gråt øjenbryn.
”Jeg må nok hellere komme ind til hende. Vi har meget at forberede,” tilføjede Sandra og forsøgte sig med et smil, der endte med at føles som en ubehjælpsom grimasse. Hun drejede uden videre om på hælen, greb de to resterende poser og skyndte sig ind i huset.
Irene blev stående foran garagen. Hun kiggede hen mod køkkenvinduet, forsøgte at fange et glimt af noget mellem de ikke helt tillukkede gardiner. Uden held. Dagslyset åbenbarede intet af, hvad end det var, der foregik i huset.
”Mage til mærkværdigt kvindemenneske …” mumlede den gamle dame for sig selv, mens hun begyndte at gå hjemad.

Hun sendte Ellen ind på sit værelse med en is i hånden, hvorefter hun selv begyndte at stuve indkøbene af vejen. Hun kiggede op på køkkenuret, faldt et øjeblik i staver på viserne, der pludselig syntes at bevæge sig alt for hurtigt. Forhåbentligt ville hun kunne nå at være færdig med både oprydning og madlavning til tiden. Daniel ville nok snart være hjemme. Han arbejdede aldrig særligt længe om lørdagen. Sådan havde hun ønsket det.
Hun brugte den næste time på at gøre badeværelset rent, støvsuge i hele huset, lægge friske lagner på sengene, sætte blomster i vaser og fordele dem i stue og køkken. Hver gang hun havde fuldført en opgave, skævede hun nervøst til uret, lyttede efter låsen i hoveddøren, lyden af fodtrin i entreen. Da der var gået over to timer, og Daniel stadig ikke var dukket op, vendte den urolige fornemmelse fra om morgenen tilbage. Den opstod et sted i hendes bryst, som en iskold pegefinger, der trykkede ned på hendes hjerte, så hun for en kort stund ikke kunne få vejret. Hun kunne ikke engang høre Ellen lege inde på værelset mere.
Hun satte sig ved køkkenbordet, lukkede øjnene og masserede sine tindinger. Duften af blomsterne, hun havde sat i vindueskarmen og på bordet, forekom hende pludselig tung og kvalmende. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at synke ubehaget i luftrørene væk, mens hun tænkte på Daniel. Hun fokuserede sine tanker på ham med en sådan intensitet, at kvalmen blot blev værre. Sådan sad hun i nogle minutter med en underliggende bevidsthed om, at stilheden ville flå hendes sjæl i tusind stumper, hvis der ikke snart skete noget.
Så lød nøglen i hoveddøren. Da hun åbnede øjnene igen, stod Daniel foran hende. Hun havde ikke engang nået at høre hans fodtrin på det lyse trægulv. Han holdt en buket hvide roser i den ene hånd. Den anden rakte han frem mod hende, gjorde tegn til hende om at rejse sig. Noget, der føltes som en ufuldkommen lettelse, skyllede igennem hende.
”Daniel.” Hendes stemme havde fået noget grødet over sig. ”Hvorfor var du så længe om at komme hjem i dag?”
Han sagde ikke noget. Smilede blot til hende og vedblev at række blomsterbuketten frem. Hun tog den tøvende og mærkede et ubehageligt sug i maven, da hendes fingre greb fat om stilkene. Der var noget, der ikke var helt, som det plejede. Hun kunne ikke mærke dem. Kunne ikke mærke ham, ikke som normalt. Glimt af Irenes ansigt jog forbi hendes nethinde. Hun forsøgte at blinke mindet om den gamle dames dømmende øjne bort. Det ville ikke forsvinde helt, blev hængende som et ekko i hendes indre. Hun begreb ikke, hvorfor mødet med den nysgerrige nabo på den måde havde bragt hende ud af kurs. Det var jo ikke første gang, Irene stillede for mange spørgsmål eller sendte granskende blikke i hendes retning.
I dag var dog ikke en hvilken som helst dag. Det var hendes 40-års fødselsdag, en milepæl, der skulle forløbe som smurt, og hun havde ret til at tilbringe den på samme vis som alle andre. Sammen med sine kære. Sammen med dem, der havde hende kær. Uden at blive belemret med gamle Irenes nyfigenhed. Det var jo i virkeligheden så sårbart, det hele.
Daniel tog plads over for hende. De sad i nogle minutter og så hinanden tavst i øjnene. Hun havde lyst til at røre ved ham, køre fingrene igennem hans tykke, brune hår. Noget afholdt hende fra det. Hvad hvis hun forsøgte, og hendes fingre greb ud i ingenting? Han forsvandt en gang imellem, og så kunne det være så svært at få ham hjem igen. Nej, det var jo ikke en hvilken som helst dag. Hun blev pludselig overmandet af træthed. Måske havde hun alligevel sat sig alt for meget for med madlavningen, gæsterne. Måske hun bare skulle aflyse.
”Du må ikke engang tænke det,” sagde Daniel og gav hendes hånd et klem. ”Nu er jeg her jo. Så skal vi nok klare det hele.”

Da hun havde hængt guirlander op, dækket spisebordet og stillet rødvin frem, gav hun sig i kast med madlavningen. En tung følelse bredte sig i kroppen. En spinkel tvivl i sindet, der havde ligget og ulmet og nu formået at vokse sig større. Det var, som om det først nu blev alvor, sådan rigtigt. At se sine hænder langsomt omforme ingredienserne til en overdådig buffet af lasagne, kyllingespyd, pasta og salat fik hende til at tænke, om hun ikke virkelig var gået for langt denne gang.
Daniel havde tilbudt at hjælpe til i køkkenet, men hun havde afslået. På en eller anden måde føltes det alligevel for overvældende at have ham rendende lige nu. Det samme med Ellen. Hun var stadig på sit værelse, lå formentlig og sov. Hun havde ikke kunnet få sig selv til at gå derind og se til hende. Det hele var så skrøbeligt i dag. Det forekom hende, at den mindste forstyrrelse ville kunne spolere alting. Som et korthus, der kun behøvede et lillebitte pust for at kollapse. Med let tilbageholdt åndedræt satte hun den sidste ret i ovnen, hvorefter hun besluttede sig for at tage et hurtigt bad og iklæde sig den kjole, hun allerede havde lagt frem for flere dage siden. Det kunne heller ikke vare længe, inden gæsterne ankom.

Badet havde den opfriskende virkning, hun havde håbet på. Verden føltes allerede meget lettere, da hun stod foran spejlet på badeværelset og føntørrede sit hår. Hun skruede op på højeste styrke, nød at mærke den hede luft, der slog hende så hårdt i ansigtet, at hun ikke kunne tænke på meget andet end at snappe efter vejret. Bagefter tog hun den mørkegrønne, blomstrede kjole på, som hun havde købt specielt til lejligheden. Det skete ellers ikke ofte, at hun undte sig selv nyt tøj, slet ikke noget i de prisklasser, kjolen tilhørte, men man fyldte vel kun 40 år én gang. Og mens hun nu stod og betragtede sig selv, var hun for en sjælden gangs skyld ganske tilfreds med det, hun så i spejlet. Hun blev opfyldt af en boblende fornemmelse i kroppen, der spredte sig hele vejen til hendes ansigt og kulminerede i et bredt smil. Hun fornemmede sit hjerte banke hurtigere, sin puls stige. Som om den var blevet frembragt af denne pulserende rus i hende, en nærmest eksplosiv blanding af glæde, spænding og frygt, hørte hun nu lyden af stemmer i entréen.
Gæsterne var her.

*

I nabohuset tog Irene den sidste slurk af sin kamillete. Den var blevet kold for længst. Hun havde siddet den seneste times tid og nippet til den, langt borte i tanker. Hendes gamle hankat, Teodor, lå og sov i skødet på hende. Udenfor var mørket begyndt at falde på, og der var så godt som komplet stille i nabolaget. Kun en gang imellem hørte man en bilmotor i det fjerne, eller lyden af en hund, der gøede fra et af de andre huse i kvarteret.
Med ét blev den stille atmosfære brudt. Et sted i nærheden blev der tændt for musik. Det gav et lille spjæt i Teodor, men han sov ufortrødent videre. Det varede ikke længe, inden det gik op for Irene, at lyden kom fra naboen. Inde fra Sandra Hermansen. Hvor var det trist med den unge kvinde. Hun havde vel heller aldrig haft det nemt. Hendes forældre havde været gode mennesker, ingen tvivl om det, men de havde ikke rigtigt kunne magte livet. Nej, Sandra manglede i løbet af sin opvækst de gode, stærke relationer, et velfungerende voksenliv krævede. Det var ganske vist, tænkte Irene og aede Teodor over hovedet.
Hun sad et øjeblik og kiggede ud på gaden, hvor lygterne var blevet tændt. Ud af øjenkrogen bemærkede hun chokoladekagen, som stod på spisebordet. Den havde hun selv bagt i dagens anledning. Duften af den hang så rart i luften, så rart og hjemligt. Det var længe siden, hun havde haft nogen at bage til. Der var hverken børn eller børnebørn at glæde med den slags. Og hendes Henrik havde forladt denne verden for snart mange år siden. Siden da havde det bare været hende og Teodor.
Hun rejste sig pludseligt, opfyldt af en uafvendelig beslutsomhed, og Teodor dumpede ned på gulvtæppet med et skingert MJAV.
”Godt naboskab, Teodor. Det går man aldrig galt i byen med,” mumlede Irene, idet hun på usikre ben trissede hen til spisebordet og gav sig til at dække chokoladekagen med noget stanniol.
Katten lagde sig dovent ned på siden. Inden dens øjne atter faldt i, nåede den at sende den gamle dame et skeptisk blik.

Det kunne vel bedst betegnes som en form for ekstase. Maden, musikken, Ellen, Daniel, deres tre venner, som var dukket op med en kæmpe buket blomster – hun svømmede, flød, fløj i det alt sammen. Aldrig havde hun følt sig lettere, hendes sjæl adskilt fra den tunge følelse, der hver evig eneste dag ikke lod til at forlade hendes krop. Hun skiftevis lo, talte og sang, mens hun skovlede maden indenbords uden den ellers vanligt medfølgende dårlige samvittighed.
Da ringede det på døren. Den skarpe, melodiske klang kæmpede sig igennem musikken. Hun var ikke sikker på, hvor mange gange dørklokken havde lydt, inden hun hørte den. Hun lod sine slørede, ufokuserede øjne scanne en gang rundt om bordet. Ingen manglede. Vennerne plejede desuden aldrig at ringe på. Det kunne hun have svoret på, selv i sin halvberusede tilstand.
Musikken virkede pludselig øredøvende. Den gjorde hende svimmel og ør i hovedet, som om bassen hamrede direkte ned på hendes hjerne. Hun skyndte sig at slukke for anlægget. Stuen lå hen i komplet stilhed. Hvorfor var de alle sammen holdt op med at snakke?
Hun nærmest vaklede hen til hoveddøren. Kunne knapt nok holde sig oprejst. Den satans vin. Hun kastede et halvt blik bagud. Følte sine hænder og ben sitre en anelse. Så åbnede hun døren på klem og kiggede direkte ind i Irenes rynkede ansigt. Den gamle dame stod på det øverste trappetrin, alt for tæt på. Lyset fra entréen oplyste hendes ansigt, så de blå øjne fremstod endnu mere klare. I sine hænder holdt hun en aflang bageform, dækket af stanniol.
”Tillykke med fødselsdagen, Sandra,” sagde Irene og rakte bageformen frem mod hende. Sandra sendte endnu et hastigt blik bagud. Hun havde mest af alt lyst til at smække døren i for næsen af Irene, men hun blev stående, ubevægelig, stadig med hånden på dørhåndtaget.
”Det er bare en lille chokoladekage i anledning af din særlige dag,” sagde Irene og sendte hende, hvad der nok var forsøget på et opmuntrende smil.
Sandras skuldre sænkede sig. Måske var det rødvinen, der var med til at gøre hende en anelse mere afslappet. Med et opgivende suk åbnede hun døren helt og tog imod bageformen.
”Hvad siger du til, at vi lige får en bid kage sammen og fejrer, at du fylder rundt, hva’?” sagde Irene med et snarere konstaterende end spørgende tonefald. Inden Sandra nåede at svare, havde naboen mast sig forbi hende og ind i entréen, hvorfra hun straks gav sig til at spejde ind i stuen.
Det føltes, som om hjertet var på vej op gennem halsen på Sandra. Som om det ville komme med op, hvis hun gav efter for kvalmen og tømte sin mave for indhold. Uden at Sandra kunne gøre meget andet end at følge efter hende, stadig let vaklende, gik Irene uden videre ind i stuen. Hun lod blikket glide hen over de dekorerede vægge, spisebordet dækket med diverse retter, seks tallerkner der var blevet øst op på, alle uberørte på nær én.
Irene sukkede, næsten uhørligt. Hendes hoved sænkede sig og blev hængende sådan i nogle sekunder. Så vendte hun sig langsomt om mod Sandra. Denne gang var hendes blik ikke dømmende, ej heller granskende. Der var en tristhed i de gamle, blå øjne, som for første gang gjorde det udholdeligt for Sandra at møde hendes blik.
Ingen af dem sagde noget. For en stund blev de stående sammen, indhyllet i en nu ikke helt så fuldkommen stilhed, hvis vægt på forunderlig vis var blevet lettere af, at de begge bar den.