Gammel Hejre

De to drenge stirrede intenst på det scenarie, der udspillede sig for øjnene af dem. Der var et genskær af frygt i de fire udvidede pupiller, de tilsammen havde. Havde de været alene, ville slagene fra deres hjerter have givet genlyd.
Men de var ikke alene. De havde ventet tålmodigt i over en time netop på ikke at være alene, og nu, da deres offer var dukket op, og stilheden var brudt, havde de ikke anden mulighed end at stå helt stille med øjnene rettet mod deres fælles fikspunkt.
En hvilken som helst voksen person, der havde overvåget optrinnet, ville have givet de to drenge en skideballe, de aldrig ville glemme – og samme person ville samtidig håbe på, at den skræk, der lyste ud af øjnene på de to, ville være lærestreg nok til, at de aldrig nogen sinde ville finde på noget lignende. Samtidig ville denne fiktive voksenperson også være nødt til at kigge på scenariet, simpelthen fordi det kan være svært ikke at betragte det, der er frygteligt.
Men der var ingen voksen. Der var kun de to drenge og den hæst skrigende hejre, der stod i lys lue. Den store fugl forsøgte at få fodfæste mellem stenene ved bredden, men den var på en umulig opgave. Den baskede febrilsk med sine vinger, hvilket kun medvirkede til at holde flammerne i gang og sprede dem yderligere. Blandingen af benzin og olie sørgede for resten, og hejrens desperate forsøg på at undslippe var umulig. Den ville dø – og de to tilskuere var fuldt bevidste om det.
Hvis nogen havde konfronteret drengene, ville de undskylde sig med, at de ikke havde set fuglen. At de ville afprøve deres hjemmelavede brandbombe tæt ved vandet, og at fuglen pludseligt, ud af det blå, var dukket op. De havde ikke haft en chance for at undgå den, selvom de havde villet. Sådan ville deres ord lyde.
Men det var løgn. En løgn af den slags, man bruger, når man ikke tør indse sandheden om sit eget væsen. En frygtens løgn, der efterfølgende gnaver i samvittigheden og binder en lille men meget stram knude på ens følelser. En knude der, jo længere tid der går, bliver sværere og sværere at løse.
De to vidste meget vel, at hejren holdt til netop der, sådan som den havde gjort det i mange år.
Den havde ikke været der, da de var kommet ned til vandet, og de havde skjult sig og tålmodigt kigget ud over vandet fra deres buskskjul på Sydhavnstippen. Mens de ventede, havde de gumlet på de boller, den ene drengs mor havde bagt til deres påståede fisketur. De havde talt lavmælt sammen, mens de havde rodet med fiskestængerne, der var medbragt for syns skyld. De havde fortalt vittigheder, talt om ting, der var hændt i skolen. Drengesnak om fodboldspillere, motorcykler og om piger.
De havde ikke i første omgang set, da hejren var kommet flyvende med sit imponerende grå vingefang og roligt var landet i vandkanten. Først da den havde siddet på sin sædvanlige sten og pudset fjerene et øjeblik, havde drengene opdaget den. Den havde været rolig at se på, nærmest majestætisk, som den havde spejdet ud over Kalvebodernes blanke vand, og de to drenge havde betragtet den med bankende hjerter.
Men ikke længe.
Steen havde ikke villet forspilde muligheden, og han havde prikket til Karsten. En glasflaske, de havde stillet klar, blev samlet op. Steen selv holdt sin fars Zippolighter frem.
Der gik kun et øjeblik, fra han havde tændt lighteren, til flammen fik fat i den hjemmelavede væge, og Steen havde mærket hjertet banke hårdt i brystet. Et langt øjeblik var fulgt, hvor han havde kigget betaget på flammen, og en underlig opstemthed havde bredt sig i ham.

Sidst han havde oplevet noget lignende, havde ikke været mere end et par dage forinden, da han havde siddet i vindueskarmen og kigget ned på Mozarts Plads, hvor tre af de lokale fulderikker havde været oppe at skændes. En ung mand på den ene side og en mand og en kvinde, der vistnok udgjorde et par, på den anden. Den yngre mand og kvinden havde råbt højt ad hinanden, og Steen havde opfanget enkelte ord som ”luder”, ”møgso” og ”forpulede stodder”, indtil kvindens kæreste pludselig havde lagt sig imellem og havde slået den yngre mand i ansigtet. Bare sådan.
Steens hjerte havde banket ukontrolleret i brystet på ham ved denne pludselige og voldsomme vildskab, han havde været vidne til, og han havde haft et brændende ønske om, at der skulle ske mere, at den allerede påbegyndte vold ville udvikle sig. Blive voldsommere.
Men det var ikke sket. Rivalerne var gået hver til sit, og Steen havde siddet tilbage med en underlig følelse i kroppen. Opstemt men uforløst.
Det var først senere, da han klædte sig af for at gå i seng, at han af uforklarlige årsager var kommet til at tænke på den gamle hejre nede ved Sydhavnstippen, og en mærkelig trang til at skade den store fugl var opstået. Det var her, fantasien om at brænde hejren havde taget form, og det var i denne fantasi, at opstemtheden var kommet tifold tilbage.
En fantasi Karsten straks havde været med på, da han havde præsenteret ham for planen den efterfølgende dag. Selvfølgelig. Karsten havde altid været med på den værste.

De to drenge sikrede sig, at hejren stadig var der. Betragtede den stolte fugl et øjeblik. Så trak Karsten armen tilbage, og kastede af al kraft flasken i retning af fuglen.
Hejren opdagede brandbomben for sent. Den nåede lige akkurat at dreje hovedet mod den genstand, der gled gennem luften, og instinktivt bredte den vingerne ud som forstadie til himmelflugt, da flasken knustes mod stenene ved dens fødder. Brandbare væsker, ild og glas sprøjtede op på fuglen. Derfra kunne den ikke andet end at kæmpe bravt, og nu sang den på sidste vers. Bogstaveligt talt. En himmelråbende ubehagelig lyd forlod dens næb, et skrig der virkede nærmest unaturligt i drengenes ører.
De to drenge rørte sig ikke.
Det var her, en følelse tog fat i Steen. En følelse, han ikke selv kunne sætte ord på, men som en mere erfaren person ville genkende som enten eufori eller ekstase – eller en blanding af de to – idet små ukontrollerede ryk bevægede hans krop, fra underlivet og op, mens et bredt smil plantede sig tværs over hans ansigt.
”Wow,” sagde han og var fuldstændig opslugt af det, der foregik inden i ham, mens han på afstand betragtede den døende fugl.
De stirrede begge på den forkullede fuglekrop, der lå mellem stenene lidt væk fra dem. Den lå i en unaturligt akavet stilling, og flere steder på dens krop så det ud, som om kød og brændte fjer var smeltet sammen. Den lignede de fugle fra nyhederne, der var dækket af et olielag på grund af et udslip fra en olietanker i farvandene omkring Canada eller Sydamerika.
”Er den død?” spurgte Karsten.
”Det tror jeg.”
De gik ned ad den lille skråning, der adskilte dem fra stenene, hvor fuglen lå, og gik helt tæt på for at bukke sig ind over fuglekroppen. Stanken af brændt kød fik dem til at holde sig for næsen.
Steen kiggede på fuglens ene øje, der var omdannet til en klistret plamage af gult, sort og hvidt. Så kiggede han op på Karsten, der ligeledes kiggede ned, og han så Karsten række en arm ned mod fuglen og prøvende tage i den ene, let udfoldede vinge. Så lagde Karsten hele sin hånd på fuglens bryst.
”Den er stadig varm,” sagde han og kiggede på Steen, der havde sat sig på hug på den modsatte side af fuglen.
”Der har været ild i den.”
Euforien var så småt faldet til ro, men adrenalinen dunkede stadig gennem Steens krop. Smilet lå som en maske hen over hans tynde læber, mens han så, hvordan Karsten ligeledes satte sig på hug, stadig med hånden på fuglens bryst.
Pludselig bevægede fuglen det klistrede øje og skræppede svagt. Det gibbede i Steen. Karsten tog et hurtigt skridt bagud, gled på en sten og var lige ved at glide i vandet bag ham.
Så lå fuglen stille igen.
Dødstille.
Karstens ben rystede, og han satte sig ned på en sten ved siden af fuglen. Steen satte sig ved siden af. De sad sådan et langt øjeblik, begge lidt på vagt, i tilfælde af at hejren igen skulle bevæge sig.
Til sidst rejste Steen sig op.
”Det så vildt ud, hva’?” lo han og prikkede til fuglen med spidsen af sin kondisko.
Karsten nikkede udtryksløst. Han havde pludselig fået kvalme.
”Det gør jeg aldrig igen,” sagde han så.
Steen stirrede på ham et øjeblik, usikker på hvad Karsten mente.
”Hold da kæft,” sagde han og lo igen. ”Det er sgu da bare en gammel hejre.” Han sparkede igen til fuglen. Denne gang så hårdt, at han flyttede dens krop.
”Lad være med det der!” råbte Karsten pludseligt så højt, at Steen for sammen og instinktivt løftede blikket. Han kiggede ind i et par mørke, alvorlige øjne. Der var noget nyt i dem. Noget han ikke kunne genkende hos sin gode ven.
Et øjeblik var Steen bragt ud af fatning. Men kun et øjeblik. Så kiggede han ned på fuglen igen og lagde an til et endnu hårdere spark. Mere nåede han ikke, før han registrerede Karsten træde et skridt frem mod ham. Skubbet var hårdt, og han faldt bagover og slog sin højre albue mod en af stenene. Smerten sang i hele underarmen.
Steen havde mest lyst til at rejse sig og slå fra sig, men han blev, hvor han var, halvt siddende, halvt liggende. Karsten var større end ham selv, og blikket der mødte ham, gjorde det klart, at han ville blive skubbet omkuld igen, hvis han forsøgte på noget.
Opstemtheden, euforien, den uforklarlige følelse, som hejrens død havde indgydt i ham, forsvandt som dug for solen.
Så trak Karsten sig baglæns. Steen så ham bukke sig ned til fuglen igen, hvorfra han forsigtigt løftede den op fra jorden. Fjer og stykker af kød faldt fra hejrens krop, idet den blev trukket fri af stenen. Steen stirrede forundret efter sin ven, da han gik op ad skrænten og tilbage mod busken, som de tidligere havde skjult sig bag.
Han blev siddende lidt, før han rejste sig op, og allerede inden han var kommet op til buskadset, havde Karsten fået gravet et hul, der var stort nok til, at hejren kunne begraves i det.
Karsten stod med ryggen til, vendt mod fuglen, og han skulle til at samle den op fra jorden, da Steens stemme afbrød hans bevægelse:
”Hvorfor helvede gør du så meget ud af det? Det er en skide fugl, der ikke var en skid bedre værd. Den har alligevel bare siddet herude de sidste mange somre og ventet på, at et eller andet skulle ramme den…”
Han nåede ikke længere i sin talestrøm, før knytnæven ramte ham i maven, og han bukkede sammen. Karsten slog igen. Denne gang på skulderen og med en kraft, så Steen atter faldt til jorden. Karsten var over ham med det samme og holdt hans krop nede med sin egen kropsvægt.
Steen begyndte at græde.
Karsten holdt ham fast længe, men slog ikke mere. Så rejste han sig op. Steen krøllede sig sammen og drejede sig bort. Snot og tårer blandede sig med den bløde jord under ham, og han kunne mærke Karstens blik stadig bore sig ind i ham.
”Vi har slået den ihjel,” sagde Karsten. Hans stemme var ikke højere end en hvisken. ”Det er sgu os, der har slået den ihjel. Hvordan kan du bare være ligeglad?”
Karsten drejede rundt til hejren igen, løftede den fra jorden og lagde den i hullet. Det tog ham et par minutter at dække hullet til. Så samlede han sin taske og fiskestang op og så på Steen, der stadig lå sammenkrøllet på jorden.
Steen mærkede, Karstens øjne undersøge hans ansigt. Vennens læber bevægede sig, men han var ikke i stand til at høre, hvad der blev sagt. Hvis han da sagde noget.
Så drejede Karsten omkring og gik derfra.
Steen blev liggende i lang tid uden rigtigt at forstå, hvad der var sket.
Først da en skade landede på en gren nær ved, glemte han alt om den gamle hejre og Karsten. I stedet fyldtes han op af raseri, og han kom på benene med en mellemstor sten i hånden.
”Forbandede lortefugl!” skreg han og slyngede stenen af al kraft mod skaden, der hastigt lettede fra grenen og fløj videre.