Glitch

Det meste her i livet starter med de små ting, uanset hvor stort at slutresultatet måtte føles. Et menneskes rejse begynder med gråd, en glemt p-pille eller et kærligt blik mellem to mennesker – alt efter hvor du trækker stregen der definerer “begyndelse”.
Det samme gør sig gældende for slutningen af livet, enden på turen. En let hovedpine, en smule træthed om eftermiddagen – måske en lidt for spændende podcast i volvoen i den modsatte kørebane, et ulåst våbenskab fordi at nogen ringede på det forkerte tidspunkt, eller en flymekanikers skænderi med konen en torsdag morgen.
For Andreas startede det med et æg.
Et enkelt æg.
Og ikke engang et der manglede.
Tværtimod.
Der var et for meget i bakken.
Indtil da har det været en morgen som alle andre, i hvert fald alle de andre i denne uge, måske endda en af de bedre.
Andreas er kommet ud af sengen uden at snooze og har lige lavet kaffe, den sidste sprutten fra maskinen akkompagnerer duften, der spreder sig i køkkenet.
Han holder koppen op til munden med begge hænder, nyder varmen, der spreder sig ud i fingrene. Dampen står op fra koppen og smyger sig over ansigtet, mens en af varmebølgerne splitter sig i to ved næsen og entrerer hver sit næsebor. Han tager en slurk og mærker varmen i maven og hjernens første reaktion på at få koffeinen, den hungrer efter.
Der er god tid til at han skal møde ind på arbejde, så en sjælden morgenmad foran TV’et virker både overskueligt og hyggeligt.
Han finder skivet bacon, ost, en bakke æg og appelsinjuice frem fra køleskabet, betragter det opstillet på køkkenbordet, som en sejrsparade for et sjældent anfald af overskud.
Andreas slår et æg ud i skålen, smider skallen i vasken, som han ved at Malene hader – det er en dårlig vane, men uanset om den er dårlig eller ej, så er den svær at slippe af med. Hun må nøjes med alle de andre (og dårligere) vaner han har lagt fra sig, rygning, neglebidning og banden som de, der gjorde hende mest utilfreds. Han rækker ud efter det næste æg til omeletten og stopper op.
Hvad fanden i helvede er nu det?
Bakken er fuld.
Han blinker og tæller efter, jo der er stadig tolv æg i den. Han tjekker vasken, der er den knuste skal stadig. Og i den lysegrønne Margretheskål flyder en ufødt kylling stadig rundt i hvid masse, helt gul og rund.
Det giver jo ingen mening.
Hans første tanke er at nogen laver sjov med ham, men hverken Malene eller børnene er i huset; de er stadig hos svigermor i Nordjylland, for at “give ham luft” som Malene udtrykte det. Det er fin formulering, måske tror hun selv på det, eller bare håber at børnene gør.
Ingen tror sgu på det.
Det vil, uanset hvad, heller ikke gøre en forskel, løbet er kørt. Han ville et eller andet sted nok gerne, at han kunne kæmpe for det. Men til hvilket formål?
Og med hvilke kræfter?
Og var han i stand til at kæmpe for noget, så var de nok aldrig nået hertil i første omgang. Som Malene så tit siger “Du ville sidde og se på mens verden gik under omkring dig.”
Tja, hun har nok ret. Det plejer hun at have.
Det har bare ikke altid været sådan. Hvornår det skete ved han ikke, det kom ligesom snigende, som en tyv i natten. Men i stedet for at stjæle, så efterlod den her indbrudstyv mere og mere i hjernen, indtil den ikke kunne rumme mere, ikke kunne bære vægten af information, indtryk og tanker.
Han ryster hovedet, prøver at komme tilbage til udfordringen foran ham.
Bakken med æg, hvoraf der altså stadig er tolv styks.
Han sætter sig ved køkkenbordet og tager en slurk kaffe, han bør nok prøve at lave en af de mentale øvelser som coachen har anbefalet. Han springer de indledende over og går direkte til den, der skal stoppe et angstanfald.
“14. 7. 55. 27. 99.”
Oprindeligt var han temmelig skeptisk over øvelsen med at tælle tilfældige tal, der ikke hænger sammen, men den har hjulpet ham ud af flere angstanfald. Det er vist noget med at hjernen ikke både kan være bange og tælle udenfor sekvens på samme tid. Men det her er ikke rigtigt et angstanfald. Det føles ikke sådan, nok nærmere en mild psykose af en slags. Han afslutter seancen med at knibe øjnene godt sammen.
Når jeg åbner dem, er verden normal igen. JEG er normal igen.
Forsigtigt åbner han sine øjne en ad gangen. Herfra kan han ikke se om ægget er væk.
Han rejser sig og træder forsigtigt de tre skridt frem over linoleumsgulvet, forestiller sig at han nok mest ligner en af politiets bomberyddere på vej mod noget sprængfarligt.
Men den er der stadig, det tolvte æg.
Bakken er stadig fuld.
Hvad end der sker, så er det virkeligt.
Men tænker alle, der er blevet sindssyge, ikke det?
Han beslutter at han ikke har lyst til omelet alligevel. At sund kost må være en opgave for i-morgen-Andreas. Ham, der er lige nu og her, skal forbi Cirkel K i stedet.
Tasken står stadig ved døren, hvor han stilte den sent i går aftes, efter en tolv timers arbejdsdag, hvoraf de sidste fire timer gik med at tage sig sammen til at køre hjem. Han tjekker sig selv i spejlet inden han går ud. Som morgenen er skredet frem, bliver han nødt til at være sikker på, at han har husket bukserne, eller ikke er på vej på arbejde i fastelavnskostume. Men han er fuld påklædt og kostumet fra fastelavn, hvor han raslede med Rasmus som superhelten The Flash, er sikkert stadig på loftet.
Villavejen ligger roligt hen, kun en enkelt bil triller forbi, nogen vinker inde i den, men han når ikke at registrere hvem det var. Eller hvilket bilmærke. Eller farve, for den sags skyld. Han vinker halvhjertet efter den uidentificerede bilist, der allerede er drejet rundt om hjørnet.
En blå himmel varsler om at foråret er kommet for at blive, at sommeren nærmer sig. Og med den, måske et håb for fremtiden?
Håb om hvad?
Han ved det ikke, men prøver at blive i optimismen. Uanset hvad, så ville flere måneder med mørke og kulde være den sikre billet til endnu en tur i depressions-karrusellen, og han ved ikke om han kan stå af den næste gang. Slet ikke, hvis han ikke engang kan lave en omelet uden at hallucinere. For det må være svaret, hjernen var overophedet. Når han kommer hjem i eftermiddag, vil bakken stadig stå på køkkenbordet, men der vil kun være elleve æg i den.
Ved nabohuset går garagedøren knirkende op og lyden bliver hurtigt afløst af skramlen af maskine og piven fra gamle hjul. Det er åbenbart tid til at den pensionerede pedel igen skal slå sin græsplæne, der ellers ville få de fleste greenkeepers til at kaste sig i søen af misundelse. Eller “laken”, som golf-tosserne nok vil sige.
“Godmorgen Peter.”
Peter hilser igen og hiver i startsnoren til den gamle benzinplæneklipper, han er så glad for. Det er en ordentligt krabat, der larmer og sviner tilsvarende. Det har været jævnligt genstand for debat i beboerforeningen, men Peter nægter at bøje sig. Malene hader også plæneklipperen, hun er sikker på at den forgifter dem alle både fysisk og mentalt. Men hun hader endnu mere, at Andreas ikke greb hverken høtyv eller fakkel og sluttede sig til den vrede pøbel i beboerforeningen. At han bare så passivt til, lod andre føre det forgæves korstog.
Som om at jeg ville kunne have gjort en forskel.
Han ser ned på fortovet, på den plet ved kantstenen, som han plejede at sidde på, dengang han røg. Oprindeligt var det omme i haven, men så forbød Malene det, børnene kunne jo se ham fra stuen. Og til sidst for tre år siden blev også den her plet ulovlig at frekventere, forbuddet mod rygning blev permanent og allestedsværende. Han har ingen beviser for at det var der det hele startede, bare at han husker kun at være lykkelig, mens han sad herude.
Seaten står i carporten og ser lettere farlig ud, som har nogen kørt markræs i den. Et tykt lag af støv og skidt har samlet sig i løbet af det seks måneder lange efterår, der aldrig rigtig ville blive til vinter. Den må nok hellere blive vasket, inden Malene kommer hjem.
Men gør hun så det?
Han bør nok køre forbi en vaskehal i eftermiddag uanset hvad, inden at nogen begynder at skrive sjove beskeder i skidtet.
Som plæneklipper-elskende anale pensionerede pedeller.
Hvis så bare det ville være noget rart eller sjovt, en joke skrevet i skidtet som kunne give et smil, inden man satte sig i bilen. Men det ville sikkert være klassikere som ”vask mig” eller en grimt tegnet kønsdel. I det mindste starter bilen uden brok som altid.
Trafikken glider pænt på en halvtom motorvej, en uventet bonus ved at flygte fra sin morgenmad. Selv på tankstationen var der ingen mennesker at forholde sig til, udover den rare dame der solgte ham to chokoladecroissanter.
Radioen fortæller om at der drikkes champagne i Schweiz, hvor et banebrydende forsøg på Cern reaktoren har været en gigantisk succes. Andreas forstår ikke hvad de jubler over, avanceret fysik har aldrig været ham.
Men godt for dem.
Han skifter station, hvor en lidt for morgenfrisk vært er ved at fortælle om sin oplevelser på en cykeltur gennem København. Han skifter igen og finder en station med popmusik fra 80erne. Cyndi Lauper er lige gået i gang med sit måske største hit.
Meget bedre.
Andreas synger med og glemmer for en stund alt om virkeligheds-udfordrende æg, skilsmisse og gamle plæneklippere.
“If you’re lost, you can look and you will find me”
“Time after time”
Han parkerer ved Company House i Søborg og holder vejret, mens han kører adgangskortet igennem. Normalt møder han ikke så tidligt ind, og risikoen er, at låsen vil forlange den firecifrede adgangskode, som han ved, at han ikke kan huske, om så børnenes liv afhænger af det.
Men låsen blinker bare grønt og lader ham gå ind.
Han beslutter at drive chokoladecroissanterne væk ved at tage trappen op til tredje sal. Han pruster, da han låser sig ind på kontoret og et par svedperler har formet sig på ryggen, men det føles godt.
Chefen Allan står allerede ved kaffemaskinen, der hakker og sputter i processen med at brygge en latte. Allan retter på slipset og kigger på Andreas med et underligt blik, der enten udstråler forundring eller bekymring, måske begge dele.
“Andreas?”
“Godmorgen Allan. Hvad så?”
Allan kører en hånd gennem det grå hår og løfter et øjenbryn.
“Men, er du ikke syg?”
“Hvad mener du?”
“Ja, din kone ringede da for to minutter siden og sagde at du ikke kom?”
“Æh, hva?”
“Ja. Hun sagde at din stress var tilbage.”
Har den nogensinde været væk?
“Altså. Det var jo flere måneder siden. Jeg har det jo noget bedre nu.”
Nej, du har ikke.
Andreas skynder sig at tilføje.
“Desuden så, er hun i Nordjylland.”
For altid?
Allan hæver også det andet øjenbryn, overvejer sikkert, om han skal ringe efter en blå ambulance. Andreas er lige ved at bryde ud i grin over tanken om at blive båret gennem receptionen i spændetrøje, mens han plaprer om et ekstra æg i bakken, konen i Nordjylland og igen og igen erklærer at han ikke er syg. Chefen trækker til sidst på skuldrene og afbestiller tilsyneladende gummicellen for den her gang.
“Jamen, det forstår jeg så ingenting af.”
Andreas tager pladsen ved kaffemaskinen og sætter en americano i gang.
“Heller ikke jeg.“
Chefen puster sin kaffe og taler nok mest til selv.
“Nå, det er sgu en mærkelig dag. Receptionen troede også at jeg allerede var mødt ind da jeg kom, selvom jeg ikke har mødt så tidligt i flere år. Hun var klar til sværge på det.”
Andreas overvejer om han skal dele sin egen historie, men der er ingen grund til at give chefen en grund til at ombestemme sig for tilkaldelsen af de rare mænd med beroligende medicin.
Andreas slår ud med armene.
“Min morgen var også lidt off.Verden er nok bare lidt langsom om at starte op i dag. Måske det er Microsoft der er i gang med at opdatere.”
Allan griner nervøst og retter igen på slipset.
“Ja. Ja, det lyder vel rigtigt.”
Chefen lyder ikke helt som en, der tror på sine egne ord, men det gør Andreas heller ikke selv. De to står lidt i stilhed, inden chefen går tavst tilbage mod sit kontor.
Andreas sætter sig ved de to skærme, tænder op og ser på dagens opgaver. Han skal igennem et cloud miljø for en rengøringsgigant og følge op på en henvendelse fra en kunde der er endt i et audit hos Microsoft.
Noget er ikke som det plejer?
Et eller andet føles off og der går lidt før det kommer til ham. Tingene på bordet står forkert, rengøringsdamen må have rykket om på dem. Familiefotoet i sølvrammen står på den forkerte side af skærmene, ud mod gangen. Han flyttede den til at stå på siden mod vinduet, efter at den røg på gulvet og fik en grim ridse. Han samler den op og stiller den rigtigt, men slipper den med et ryk.
Ridsen er væk.
Måske jeg selv skulle bestille den blå ambulance der.
Han mærker hele vejen rundt på rammen, skaden er ganske rigtigt helt væk. Den ser ud som ny.
Han ser op, da nogen kommer ind i lokalet.
“Godmorgen Kjetil.”
Kjetil sætter ved siden af og mumler et spagt godmorgen. Nordmanden, der normalt er en humørbombe, kaster en snus i munden og stirrer fjernt ind i en slukket skærm.
“Hvad er der med dig i dag?”
Kjetil tager sine briller af og gnider sig i øjnene.
“Synes bare, altså, det. Jeg kan ikke rigtig forklare det.”
“Det kender jeg godt. Har også oplevet flere mærkelige ting. Som om at jeg er blevet småskør.”
“Du er ikke alene så. Min søns skoletaske var blevet væk. Eller, den er ikke blevet væk. Det var bare ikke hans taske, det var en jeg er helt sikker på blev smidt ud sidste år. Men bøgerne, alt i den, var det rigtige.”
Andreas mærker et sært suk af lettelse indvendigt.
“Mit var lige så sært.”
Han fortæller Kjetil om det ekstra æg, viser ham rammen med ridsen, der stadig ikke er der. Kjetil supplerer sin snus med et bap på en e-cigaret.
”Måske alle andre også oplever det, men bare ikke taler om det. Det jeg oplevede var i hvert fald et rent glitch in the matrix.”
“Hvad betyder det?”
“Det er en sådan en internet ting at sige. Du ved, når verden opfører sig underligt.”
Kjetil vender tilbage mod sine egne skærme og Andreas åbner for browseren, mens hans sipper til americanoen.
Han taster ”glitch in the matrix” ind i google og et link leder ham ind på forummet reddit, et sted han mest kender fra memes og ekstreme holdninger. Der er kommet mere end fem millioner indlæg det seneste døgn. Faktisk ser det ud til at de fleste kun er et par timer gamle.
Alle sammen oplevelser, der ligner hans egen. Ting, der er dukket op, forsvundet eller har ændret sig. Flere fortæller om, at de har set personer, der ligner dem selv på en prik, eller har talt med for længst afdøde personer. Alt sammen er nok den sædvanlige slags tosseri man vil kunne finde på nettet, det har bare en mærkelig troværdighed lige pludselig.
I det mindste er jeg ikke alene.
I løbet af den halve time, han har brugt herinde, er der kommet næsten en halv million flere indlæg.
Han falder over et indlæg fra en mand der kalder sig for “Timelord0”. Manden påstår at han er professor i kvantefysik og vedkommende er overbevist om at det må være forsøget i Cern der har revet tiden i stykker. Ødelagt kontinuiteten i virkeligheden, så alt nu flyder sammen, fortid, nutid og fremtid. Manden slutter af med at erklære verdens undergang. Det lyder som det rene vanvid, endnu en tosset internet-konspiration, i det mindste skal den have point for ikke at give jøderne eller reptilfolk skylden. Men der er trods alt ikke et eneste bevis for teorien. Alligevel kan Andreas ikke slippe uroen i maven.
Imens han trawler videre gennem nettet, kommer flere kolleger ind på kontoret, alle virker lettere forvirrede, modløse eller bare mutte.
Han finder telefonen frem og ringer op til Malene. Måske vil hun snakke med ham, berolige ham, fortælle at det bare er ham, den er gal med. Terapeuten vil vel betegne det som et slags gennembrud. Og om ikke andet, så vil han gerne høre børnenes stemmer.
Men hun tager den ikke.
Han sender en SMS og lægger telefonen fra sig.
Han vender sig mod Kjetil, men nordmanden er der ikke. Andreas har ikke bemærket at kollegaen har forladt sin plads og han mærker et panikanfald begynde et sted i mellemgulvet.
Og tak guderne.
Kjetil kommer ind med en kop kaffe i hånden, mens snusen kører hidsigt under overlæben.
“Andreas kom lige og se.”
Flere af de øvrige medarbejdere står alle samlet om TV’et ved kaffemaskinen. Lise og Line, de to humørbomber fra Support, står med store øjne og åbne munde, mens de stirrer på skærmen. Den kører som altid på TV2 News. De gule bjælker melder om uforklarlige hændelser over hele verden. Værten fortæller at al kontakt tilsyneladende er mistet til Line Islands, en øgruppe i Stillehavet, som Andreas aldrig har hørt om.
Et nyt sæt BREAKING NEWS fortæller at flytrafikken er indstillet i store dele af Europa, efter at flere fly er forsvundet og mindst et styrtet ned.
Andreas kanter sig forbi et par kolleger over til kaffemaskinen og sætter den til at brygge en dobbelt espresso. Han har ikke brug for mere kaffe lige nu, men et eller andet skal der til.
“Hvad tror I det handler om?”
Line sætter en utændt cigaret i munden og ryster på hovedet.
“Det må fandme da være terror.”
Kjetil byder ind.
“Kan være et vulkanudbrud eller sådan noget. Ellers så har Putin trykket på knappen.”
Er det forkert at håbe at de har ret?
Chefen Allan slutter sig til dem, han har smidt slipset, håret er i uorden, knoerne på den ene hånd er hvide, mens de knuger om en telefon.
“Det her ligner ikke ligefrem et terrorangreb. Det er noget helt andet.”
Kjetil finder fjernbetjeningen frem fra skuffen og skruer lyden op. Værten ser fuldstændigt perpleks ud, mens han rapporterer, at regeringen har indført nødretstilstand, efter at statsministeren tilsyneladende er forsvundet sporløst fra sit kontor.
Allan tager ordet, hans stemme ryster.
“Jeg tager hjem. I andre gør, hvad I vil, men I har fri hvis I vil. Men min familie har brug for mig.”
Så er chefen ude ad døren. De andre ser forvirret på hinanden og så forsvinder folk en efter en fra arbejdspladsen, de fleste uden at sige farvel. Selv Lise, hvis hjertelige grin normalt kan høres fra den modsatte ende af kontoret, forsvinder tavst.
Andreas går ind til sin plads, hvor fotoet igen står på den venstre side af skærmen. Han samler rammen op, ridsen er tilbage, men billedet er et andet, fra før Anna blev født, da Rasmus var to år gammel. Både Malene og han smiler stort.
Det gjorde vi jo engang.
Han prøver igen at ringe op til Malene, telefonen dutter optaget.
Han smider rammen fra sig og løber ned på parkeringspladsen.
Trafikken er tung og snegler sig afsted, han er åbenbart ikke den eneste der akut vil hjem. Folk dytter utålmodigt og indimellem prøver en desperat at zigzagge mellem bilerne, eller tage nødsporet, der allerede har en ødelagt bil for hver kilometer. Mest mærkværdigt er det, at flere af de smadrede biler er af typer som Andreas aldrig har set, gamle veteranbiler og en enkelt, der er helt sølvskinnende og uden ruder.
Andreas tænder for radioen hvor den normale sendeflade er blevet ryddet og eksperter sammen med værter prøver på at berette om hvad der sker. Tilsyneladende er det ikke kun flytrafikken der er ramt, men det vælter ind med meldinger om mystiske hændelser fra alle steder. 112 og 114 er lagt ned af henvendelser fra borgere og der opfordres til kun at ringe ind ved absolut akut livsfare.
Han prøver flere gange at ringe op til Malene, men hun tager den stadig ikke.
Endelig vibrerer telefonen aggressivt, mens Malenes navn kan ses på displayet.
Tak guderne!
Han tager telefonen og halv råber.
”Malene?!”
Der går et par sekunder, inden personen i den anden ende svarer.
”Nej, det er Andreas, du snakker med. Hvem er du?”
Forvirringen er total. Har hun fundet en anden mand?
”HVEM FANDEN ER DU?! OG HVORFOR HAR DU MIN KONES TELEFON?!!!”
”Hør her makker, Malene er min kone og har været det i snart ti år. Du må have fået forkert nummer.”
Så lægger vedkommende på.
Han brøler højt af frustration ud i kabinen.
Andreas smider bilen i carporten, i det mindste er Peter færdig med at slå græs, selvom det ikke ser sådan ud. Flere steder vokser græsset vild og utæmmet, andre steder kan man stadig putte på det.
Han smider tasken midt på gulvet og tænder for TV’et.
“Vi afbryder med en katastrofe besked.”
Værten i nyhederne fortæller hidsigt om at Storebæltsbroen er forsvundet i et kort øjeblik og alle bilerne der kørte på broen er styrtet i vandet. En lastbil er tilsyneladende blevet fanget inde i betonen, da broen kom tilbage. En større redningsaktion er lige nu i gang med at redde dem i vandet, mens ingeniører prøver på at regne ud om broen er i fare for at styrte sammen, i virkeligheden er de nok mere paniske for om den igen forsvinder i den blå luft. Inde på Christiansborg er der også vild panik, da statsministeren er dukket op igen, samtidig med at Anker Jørgensen tilsyneladende er vendt tilbage fra de døde og påstår at lede landet. Demokratiet kan håndtere mange ting, men det her står der nok intet om i de mange manualer og lovsamlinger.
Nyhedsværtens stemme er alvorlig.
“Vi advarer om stærke billeder.”
Videoen, der er optaget med en mobiltelefon, viser panikken på Rådhuspladsen, da en tysk Tiger Kampvogn dukker op ud af ingenting og kører ind i pølsevognen. Pølser, brød og hvide forrevne rester af pølsevogn bliver kastet i alle retninger, sammen med ekspedienten, der som en kludedukke flyver gennem luften og ud af billedet. En politibetjent forsøger i desperation at skyde på kampvognen, men panser er ligeglad med ni millimeter patroner. Da kampvognen gasser op og kører direkte mod betjenten, klippes der væk igen.
Udenfor begynder Peters plæneklipper igen at køre, den metalliske skralden og motorens højstemte hakken overdøver næsten TV’et.
Typisk at den gamle idiot slår græs nu, mens verden åbenbart er ved at falde fra hinanden.
Andreas prøver endnu engang at ringe til Malene, men får bare en optaget-tone, nettet er åbenbart gået helt ned. Han går i køleskabet og finder en øl, hånden ryster mens han åbner den. Han tømmer den i en lang slurk og tager en ny, taler højt for sig selv.
“Nej, fandme bare nej. Kraftedme om jeg vil høre på den idiotiske plæneklipper mens alting går amok.”
Andreas åbner døren og er klar til at råbe af Peter, men synet får ham til at glemme alt om at råbe.
Hvad satan i helvede sker der?!
For der står Peter med et stort smil og skubber plæneklipperen frem og tilbage oven på en mand der skriger desperat. Andreas blinker, manden under plæneklipperen er også Peter.
Han burde sikkert gøre et eller andet, men hvad? Uanset hvem og hvilken version af Peter, der ligger blødende under plæneklipperen, så er vedkommende død, eller rettere døende, manden skriger trods alt stadig. Blodet sprøjter til alle sider og en kvalmende lyd sætter ind, mens rotorbladene flænser sig ned i knoglerne. Stadig smiler den version af Peter, der kører plæneklipperen, så de hvide tænder fylder en unaturlig stor del af ansigtet. Andreas vender sig væk, da plæneklipperen får fat i ansigtet på den liggende version af naboen. I det mindste stopper skrigene hurtigt.
De to chokoladecroissanter finder sin vej fra maven og ender på havegangen. Da Andreas kigger op igen, er den smilende, og tilsyneladende morderiske version, af den pensionerede pedel væk sammen med sin plæneklipper. Men liget fra den anden ligger der stadig.
Andreas stavrer et par skridt frem, mens maven prøver at få ro på igen. Han tager mobiltelefonen frem og undrer sig ikke, da den spritnye iPhone er blevet erstattet af en Nokia 3310, som den han fik i konfirmationsgave af sin far. Desværre er også den her uden mobildækning.
Andreas sætter sig på fortovet og ser op ad vejen. En nabo er ved at pakke bilen med tasker og familie, som tror de at det her er noget man kan flygte fra. Han overvejer et kort sekund, om han kunne tage et spil snake på den gamle telefon, men den er blevet til støv i hænderne på ham i mellemtiden. I det mindste er bilen i carporten ikke længere beskidt, men står fuldstændigt som ny, som den var for fire år siden.
Godt jeg ikke tog den til vask så.
En duft af tobak rammer næseborene. Han trækker røgen ind i næsen, og mærker lysten til at ryge, den er aldrig helt forsvundet.
Han ser på manden, der er dukket op ud af det blå og nu sidder ved siden af og ryger. Det er mindst tre år siden han stoppede, men der sidder han nu alligevel på fortovet som i gamle dage. Der er lidt færre rynker og maven er mindre, men blikket er den største forskel – så han virkeligt så meget mindre bekymret ud dengang?
“Kan jeg bomme en?”
Den yngre udgave af Andreas siger ikke noget, men tænder en cigaret og rækker ham den. Andreas suger tungt på den, mens huset overfor forsvinder. Det blinker først et par gange og så er der kun en græsplet tilbage. Med rekordfart vokser der mærkelige bregnelignende planter op, de ligner ikke noget, Andreas nogensinde har set. Han mærker en let svimmelhed, som nok skyldes nikotinen, men lige så vel kunne være den fart som planterne igen forrådner med. I næste nu er der en ruin, hvor bregnerne var, måske resterne af et hus fra middelalderen, at dømme ud fra de tunge kampelignende sten.
Han tager en slurk af øllen og rækker den til sit yngre selv. Det summer behageligt i kroppen af nikotin og alkohol.
Længere oppe af vejen forsvinder endnu et hus, eller i hvert fald halvdelen af det, med en lyd som papir der rives midt over. En række kæmpe grantræer står i stedet for et par sekunder, inden de også forsvinder igen. Så kommer den manglende halvdel tilbage i en sammenfalden og forladt version.
En af beboerne kommer stavrende ud, mens den ene arm kun er gullige knogler, der hænger slapt ned langs siden. Manden, der vist nok hedder Bent og engang har råbt af Andreas til en vejfest, fordi at Rasmus larmede for meget, stirrer kortvarigt opgivende på sin knoglede arm, inden han falder om på jorden. Andreas ville egentlig gerne rejse sig, hjælpe, men det ti år gamle førstehjælpskursus havde ingen punkter om kropsdele, der visner på sekunder.
Et sted ude i horisonten et sted, måske over Ballerup, begynder en voldsom snestorm, mens solen stadig skinner her på villavejen. Faktisk er temperaturen væsentligt over hvad det burde være her først i marts, en svedperle triller ned ad ryggen.
Han tænker på Anna, Rasmus og Malene. Håber at de har det godt.
Bare de ikke er bange.
Omme fra baghaven kan han høre latter, en fodbold der bliver sparket til, Anna der hviner af fryd. Han holder sig fra at løbe derom, selvom alt i kroppen skriger på det. Det vil ikke føre noget godt med sig. Snart forsvinder lyden igen, mens malingen på huset begynder at skalle af, eller rettere, ikke skalle af, det mere opløses i små flager, der svæver op i luften som aske.
Under det opløste maling og vandskuring er der gule sten, som der var for 10 år siden, da de købte det. Da han ser tilbage er store dele af asfalten på vejen foran ham erstattet af vildt voksende blomster, i farver og former som han ikke anede eksisterede. En guldsmed på størrelse med en undulat flyver tilfreds rundt. Snestormen over Ballerup er forsvundet, i stedet glinser en gigantisk sølvskinnende bygning, der strækker sig som en pegende finger op mod himlen.
Andreas ser på sin sidemakker. Han sidder der stadig, tavs og tilfreds. Jo, det er blikket der er den største forskel.
Og smilet.
Hvornår har han selv sidst smilet sådan?
Mindst tre år siden. Måske mere.
“Er du lykkelig?”
Den yngre Andreas vender sig mod ham, smiler bredt og nikker.
Det må være godt nok.
De sidder sammen i stilhed og ryger.
Deler en øl og ser på verden, der går under omkring dem.