Himmelflugt
Vinden kom fra den rigtige side. Den smagte salt og fugtigt af hav. Drengen lagde sig fladt på ryggen på græsset og stirrede op i himlen, hvor hvide skyer legede en munter tagfat og ikke behøvede at tænke på andet end legen. Tænk, hvis man bare var en sky.
Han fulgte én med øjnene. Den lignede en tyr. Kantet, stærk og sikker. Tyren var med fnysende næsebor på jagt efter… Skyen foran lignede ikke rigtig noget. Med lidt god vilje kunne den måske godt minde om en hund, en trebenet puddelhund. Wauv mand, tyren var på jagt efter en trebenet puddelhund.
Og så skete det forunderlige. Det, der altid skete med skyerne. Tyren ændrede ganske langsomt facon og var til sidst ikke længere en tyr, den havde fået noget bedstefaragtigt og mildt over sig. Det kantede var blevet rundt og blødt, og… Drengen tabte interessen for skyerne. I stedet for rullede han om på maven og lagde hovedet mod de foldede arme.
En bille pilede lige forbi hans ansigt. Han fulgte den med øjnene, men selv om han prøvede, kunne han ikke etablere nogen interesse for insektet.
Det var lørdag. Lørdag morgen. En lang weekend lå foran ham, og han vidste knap nok, hvordan han skulle komme igennem den. Han ville ønske…
− Jeg ønsker ikke en skid, hviskede han frem for sig og løftede hovedet fra armene for om muligt at få øje på billen igen. Han kunne da altid slå den ihjel. Rejse sig op og trampe på den, så det knasede under hans fødder. Billen var væk. Måske havde den skjult sig, fordi den vidste, at det ikke altid var lige sikkert at komme for tæt på drengen? Måske kendte billen ham, eller måske den kunne læse tanker? Hans øjne gled over på bygningen, der havde været en eller anden tidligere borgmesters stolthed. Fem etager høj rejste den sig mod himlen og rørte næsten ved de hvide skyer. Men det var bare løgn. Drengen havde engang været med en kammerat oppe på loftet, da der havde været håndværkere for at reparere taget. De havde kunnet kigge lige op i himlen, og skyerne havde været langt væk.
Det havde været en skuffende oplevelse, for drengen havde noget med skyer. Han ville gerne have rørt ved en. Han ville gerne have undersøgt, om hånden ville glide lige igennem den, eller om den var fast på en måde, så man kunne holde om den. Han havde ikke fortalt nogen om skuffelsen. Han havde bare grinet, da kammeraten stjal en hammer fra en af håndværkerne.
− Hvad skal du med den? havde han bagefter spurgt.
− Den er god at have, havde kammeraten svaret, men senere havde drengen fundet hammeren på legepladsen foran boligblokken. Tilfældigt kastet væk blandt glemte plastikspande, en ødelagt sigte og en lille trak tor. Drengen havde taget hammeren og banket den ned i traktoren, til den var gået i stykker. Så havde han smidt begge dele ind mellem buskene. Måske lå de der endnu.
Drengens øjne faldt igen på bygningen. Bag den lå der seks bygning er, der lignede den forreste til forveksling. Hold kæft, hvor kunne der bo mange mennesker i syv femetagers bygninger. Et øjeblik forsøgte han på at regne ud, hvor mange lejligheder, der i grunden var i boligblokkene, men han gad alligevel ikke. Han kneb øjnene sammen og så på de vinduer, der skjulte morens og hans liv. Gardinerne var stadig trukket for. Der ville gå mindst en time, inden hun stod op og trak gardinerne fra. Så ville hun kigge frem for sig med øjne, der ikke rigtig så noget. Hun ville sukke let og derefter tage hul på dagen, der lignede alle de andre, men måske kunne der alligevel ske noget rart. Hver morgen havde i hvert fald et svagt sus af, at noget kunne blive anderledes. Midt på formiddagen var håbet om det uventede og storslåede som regel svundet lidt ind. Ved middagstid var det helt væk, og det var glemt, at det nogensinde havde været der. Lige nu var det stadig tidlig morgen. En skikkelse kom gående på fliserne foran boligblokken. Det var Molly. Forsigtigt trippede hun af sted på sine høje hæle. Hun gik en anelse foroverbøjet, som om hun var en gammel kone. Nu nåede hun hen til døren, men i stedet for at gå ind satte hun sig på trappen og rodede i sin taske. Kort efter så drengen den lille røgsky, der steg op fra cigaretten i hendes mund, og selv om han havde besluttet, at han ville ligge halvt i skjul i buskene, til han så gardinerne blive trukket fra i hans lejlighed, rejste han sig og gik langsomt over mod den unge kvinde.
− Hej Jesper, sagde Molly, der i virkeligheden ikke hed Molly, men Lone. Molly var bare noget, hun kaldte sig. Det lyder så poetisk, havde hun engang sagt. Drengen var ikke helt klar over, hvad hun havde ment. Men det lød godt. Det passede ligesom med det, han og Molly havde sammen. Sekunder, nogle gange minutter, af små frikvarterer i hverdagen.
− Tidligt oppe, eller du har måske slet ikke været i seng? fortsatte Molly og så på ham. Brøkdele af et sekund havde drengen lyst til at sige, at han endnu ikke havde været i seng. Det ville på en eller anden måde sidestille ham med Molly. Det ville være, som om de havde en hemmelighed sammen. Han valgte ikke at sige noget. Han sendte hende bare et lille smil og skyndte sig forbi hende ind i opgangen. Hans hjerte bankede vildt, da han lod sig synke ned i den mørkeste krog. Molly, hun var… hun var bare så… Han kunne ikke finde ord, der rigtig kunne beskrive hende, han vidste kun, at han havde lyst til at putte næsen ind mellem de runde patter, hun så generøst lod alle få et glimt af, og så var det alligevel ikke det, han ville. Alt det dér var ikke pænt og rent som de hvide skyer, der legede tagfat på himlen. Det var bare beskidt, møgbeskidt, lige så beskidt som de spændinger han mærkede i underlivet, når alt blodet samlede sig i den latterligt lille pik, alle de andre drenge pegede fingre af, når de havde gymnastik i skolen. Det var ikke altid, de grinede af ham, men det skete så ofte, at han aldrig fik lov til at glemme. Han kneb lårene hårdt sammen, og heldigvis blev alting igen normalt dernede. Han ville ikke tænke sådan i forbindelse med Molly. Han trak vejret dybt og sad derefter bare og ventede på, at noget skulle ske. Helst noget uventet og dejligt. Hvad det skulle være, kunne han ikke helt finde ud af, men han mærkede forventningen som et lille pres i brystet. Døren ind til den lejlighed, hvor TosseLars boede sammen med sin mor, blev åbnet. Lars, der var bange for alt og alle, så sig sky omkring. Han fik ikke øje på Jesper, men det var helt sikkert, at han havde holdt øje med Molly. Jesper havde tit set de to sidde og tale sammen.
− Sæt dig dog ned, Lars, opfordrede Molly derude på tappen. Drengen krøb ud af den skyggefulde krog og lod sig glide hen til hoveddøren, der aldrig gik i af sig selv. Den skulle smækkes hårdt. Han lagde hovedet på skrå og kiggede ud. Molly var bare ganske få centimeter fra ham.
Han så, at lidt af det sorte fra øjenvipperne sad på hendes kinder, som om hun havde grædt. Det kunne bare ikke passe. Molly var ikke en, der græd. Mor kunne finde på at græde. Hun kunne græde så hjælpeløst, at Jesper ikke anede, hvor han skulle gøre af sig selv. Det endte gerne med, at han satte sig ved vinduet og drømte, at han fløj af sted på en sky.

− Hvad laver du dog på denne tid af morgenen, Lars? spurgte Molly og hev røg fra cigaretten dybt ned i lungerne.
− Du er sgu da ikke rigtig klog at stå så tidligt op.
Lars blev ikke fornærmet over hendes ord. Når de kom fra Molly, var de ikke så slemt ment.
− Ved din mor, at du løber rundt på denne tid af døgnet? fortsatte Molly og så på ham med nærsynede, missende øjne. Da Lars spærrede øjnene op, lo hun blødt. Jesper kunne se, at Lars trak på skuldrene. Han sagde ikke noget. Lars var i det hele taget af meget få ord. Kun hvis ungerne i blokken af ren og skær kedsomhed drillede ham så længe, at han pludselig blev helt sort i øjnene, sagde han en hel masse ord på en gang. Så sprøjtede ordene nær mest ud af ham, og han kunne også finde på at løbe efter dem. Jesper havde kun været med til den slags flokdrillerier én gang. Det havde på en gang været forfærdeligt og vildt ophidsende. Han havde ønsket at holde op, men han havde ikke været i stand til det, for han havde også ønsket at Lars ville falde, så han kunne sparke til ham. Og så havde der alligevel været noget i ham, der havde ønsket at forsvare Lars. Det ville Molly have gjort. − Pis unger. Satans yngel. I kommer til at brænde i helvede. Der var kommet mange flere ord af den skuffe. Små spytpartikler havde ramt de børn, der var kommet for tæt på. Jesper var også blevet ramt. Det havde været, som om den lille spytpartikel havde brændt sig langt ind i hans hud. Selv om han havde gnedet og gnedet på sin kind, havde han resten af dagen kunnet mærke den, men da han om aftenen havde set sig i et spejl, havde kinden set ud, som den plejede. Molly sugede igen på cigaretten og lod efter et øjeblik røgen komme retur gennem næsen. − Synes du, jeg er pæn?
Nu lavede hun en serie af røgringe. Jesper nikkede, som om det var ham, hun havde talt til. Han håbede, hun ville snakke om noget andet. Han gad ikke rigtig det der tøsepjat. Molly var sjovere at høre på, når hun fortalte som sin far. En far, hun aldrig havde set, men som var en berømt skuespiller i Amerika.
− Har du hørt noget fra din far? spurgte Lars med et.
− Nej, svarede Molly hårdt.
− Og det kommer jeg heller ikke til. Den dumme skid er død.
Brøkdele af et sekund stod Jespers hjerte stille. Det var ikke så meget det, at skuespilleren var død, der gjorde ham urolig. Det var mere det, at Molly havde kaldt ham en dum skid. Hun plejede at sige, at han var alletiders. Så blev han rolig. Han kendte godt det der med, at man brugte hårde, grimme ord, når man ville holde gråden tilbage. Jesper havde aldrig før rørt ved Molly, men lige nu havde han lyst til det. Det havde ikke noget med hendes patter at gøre. Det var ikke på den måde. Han havde lyst til at røre ved hendes hår eller hendes kind. Sådan… ganske forsigtigt, for ligesom at vise hende, at han udmærket forstod, hvorfor hun kaldte skuespilleren en dum skid. Med et lille gys huskede han, at Molly engang havde forsøgt at kysse ham. Leende havde hun grebet efter ham og sagt, at han var den eneste i hele verden, der var noget værd. Han var smuttet under hendes usikkert famlende hænder, og han havde i flere uger undgået at blive alene med hende, men nu… Han ønskede, han var Lars. Som hun sad der og pulsede på en ny smøg, fik han bare sådan en lyst til at røre hende. Jesper kunne ikke se Lars, han så bare hånden, der blev lagt over Mollys og gav den et lille klem. Tilsyneladende lagde hun slet ikke mærke til det. Hun blev bare ved med at suge ny røg ned i lungerne.
− Du ved vel nok, at man kan dø af at ryge? Det var anden gang, Lars sagde noget.
− Hva’ fanden, døden skal jo have en årsag. Hun lo uden munterhed. Så vendte hun sig pludselig mod døren og så direkte på Jesper gennem den lille sprække mellem dør og dørkarm.
− Hvorfor kommer du ikke herud? spurgte hun.
− Ved du ikke, at man ikke må lure? Først ville Jesper lade som ingenting. Det kunne ikke passe, at Molly hele tiden havde været klar over, at han sad og lyttede. Så vidste han, at sådan var det bare, og med brændende kinder rejste han sig og skubbede døren op.
− Hvad helvede, begyndte Lars, men et blik fra Molly fik ham igen ned på jorden.
− I to, sagde hun stille.
− I er sgu noget for jer selv. I er anderledes.
Hun lagde et kort nu kinden mod Lars’ skulder.
− Du er … du er bare så skide god, Lars, alt for god til denne verden, og dig, Jesper, selv om du lurer, så er du en god dreng.
Hun lo højt.
− Du er en god dreng, Jesper, gentog hun.
− Du skal ikke lade dig trække ned i noget skidt. Du skal passe din skole og… måske skulle du overveje skuespillerskole, så du en dag kan… Hun tav brat. Så gned hun sig over øjnene og bandede sagte. − For satan da, fortsatte hun. − For satan i helvede. −
– Lad være med det, bad drengen.
− Hvad skal jeg lade være med?
− Lad være med at bande sådan. Det lyder ikke pænt.
− Lyder det ikke pænt? Hun begyndte at le, men inden drengen nåede at blive vred, blev latteren til gråd. Lars sendte Jesper et vredt øjekast. Det lignede sgu da ikke noget, at drengen kom her og fik Molly til at græde. Drengen kunne se, at Lars glemte sin vrede. Han slog nærmest krøller på sig selv, for han ville så gerne trøste, men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre det. Det vidste Jesper heller ikke. Han bare kiggede på Molly, mens han ubevidst rustede sig til det, han ikke ønskede at høre, men som alligevel ville komme.
− Det er slut med at fortælle eventyr, Jesper, sagde hun og gned sig under næsen, så der kom en lille smule snot ud på kinden. Han stirrede på det næsten gennemsigtige snot. Han forsøgte at lukke ørene for hendes ord, men de trængte alligevel ind.
− Min far har sgu aldrig været en berømt skuespiller. Det var bare noget, jeg legede. Jeg har leget den leg altid, selv når han kom og… Hun trak vejret dybt og skælvende.
− Min far var et svin, Jesper. Et forbandet dumt svin. En skide drukkenbolt. Troede I virkelig på det med, at han var skuespiller? Hun så fra den ene til den anden. Lars stirrede ned mellem sine let spredte fødder. Hans skuldre var blevet stive, som om han ventede, at nogen ville begynde at slå løs på ham, hvis han ikke svarede, men han kunne helt sikkert ikke finde ord for den smerte, der fyldte ham, da det gik op for ham, at Molly havde fyldt ham med løgn. Jesper sagde heller ikke noget. Han forsøgte sig med et overlegent smil, og så var der alligevel noget næsten bedende i hans stemme, da han fandt på noget at sige;
− Men du er da skuespiller, er du ikke? Det er derfor, du siger, du hedder Molly.
Det føltes, som om der gik flere timer, inden hun svarede. Så kom det endelig. Uendelig blidt og med gråd i hvert eneste ord.
− Jo, Jesper, jeg er skuespiller. Gu’ er jeg da skuespiller. Undskyld I to, tilføjede hun. − Jeg er bare lidt ked af det, jeg…
Hun gjorde ikke sætningen færdig, sad bare der og stirrede frem for sig. Så lo hun kort.
− Ja, jeg er lidt ked af det, sagde hun og rejste sig usikkert. − Men det går over igen, tilføjede hun. − Det gør det altid.
Hun vaklede lidt på de høje hæle, inden hun fandt balancen.
− Vi ses, sagde hun ud i luften.
Lars rejste sig også. Et øjeblik stod han helt stille og stirrede ned i jorden, så tog fanden ved ham, og han løb ned mod gaden uden at se sig tilbage. Jesper sagde heller ikke noget. Han blev siddende på trappestenen længe efter, Mollys skridt på stentrappen inde i opgangen havde fortonet sig. Han sad så stille, at en solsort slet ikke lagde mærke til ham, da den spejdende hoppede rundt for at finde noget spiseligt. Pludselig var der gevinst. Den borede næbbet ned i jorden, hvor græsset var slidt væk og fik fat i en regnorm, som den nådesløst begyndte at hive i. Drengen vidste ikke, om han skulle holde med fuglen eller ormen, men da han lagde panden ned mod knæene, fløj fuglen forskrækket væk. −Møgfugl, skældte han ud og gik ind i opgangen, hvor han tog elevatoren op til tredje. Der lugtede af pis i elevatoren, men han registrerede det knap nok. Han var så vant til lugten. Da han låste sig ind i lejligheden, mærkede han straks, at moren var stået op, og ganske rigtigt, hun sad ved det lille køkkenbord under vinduet og holdt med begge hænder om kaffekruset, som om hun ville varme sig.
− Har du nu været ude at strejfe igen? spurgte hun, men der var ikke nogen bebrejdelse i hendes stemme. Hun havde ikke noget imod det, når det var om morgenen, drengen forlod lejligheden. Hun var mere nervøs, hvis han ikke kom ind om aftenen. Han så på hende. Jo, det var stadig så tidligt, at der var håb i hendes øjne. I løbet af dagen ville der måske ske noget vidunderligt.
− Skal du ikke have noget at spise? Der er havregryn i skabet. Morens stemme lød stolt. Hendes og drengens liv fik et skær af tryghed og noget ganske almindeligt, fordi der var havregryn i skabet.
− Har vi også mælk? spurgte han med den stemme, der passede til en 11årig.
− Der er lidt endnu. Kan du ikke putte lidt vand i? Det kan såmænd ikke smages.
Drengen rejste sig og åbnede lågen til køleskabet. For sent indså han sin fejl. Han ville lukke lågen igen, sige han ikke var sulten, men morens hånd viste sig allerede ved siden af hans. De magre fingre greb om flasken, og han tænkte, at det også kunne være lige meget, om hun drak straks fra morgenstunden, eller om hun ventede en time.
− Jeg tager kun et lille glas, sagde hun et sted over hans hoved. Der var en lille smule frygt i hendes stemme, men drengen vidste, at selv om han hånede hende eller måske græd, ville det ikke ændre noget. Hans mor havde set flasken, som hun havde forsøgt at glemme, og ingenting i denne verden ville kunne få hende til at slippe den igen. Selv lod han mælken stå. Han var ikke længere sulten.
− Lad nu være med at blive sur, bad moren. − Jeg tager kun det ene glas, det lover jeg dig. Jeg må lige have noget at komme i gang på.
En stor sky sejlede forbi oppe på himlen. Drengen mærkede længslen efter eventyret slide i brystet. − Du skal blive til noget, Jesper. Gå på skuespillerskole. Den unge Mollys alt for gamle stemme lød som et fjernt ekko i drengens hjerne, men han vidste ikke, om han kunne holde ud at vente så længe på eventyret. Desuden hed det ikke skuespillerskole. Det var der ikke noget, der hed …
− Skal vi tage på skovtur i dag? spurgte hans mor. − Eller ned til fjorden?
− Ja, lad os det, svarede han automatisk. Så bøjede han sig pludselig indover mod sin mor og strøg hende blidt over kinden. Han forstod ikke selv, hvorfor han gjorde det, men det glædede ham, at hans mors øjne blev bløde og glade, før hun næsten skræmt trak sig uden for hans rækkevidde.
Da han forlod køkkenet, hørte han lågen til køleskabet blive åbnet. Det gjorde ham ikke noget. Han havde hele tiden vidst, at skovturen eller turen til fjorden ikke ville blive til noget. Han gik ud på trappen og fortsatte op til femte, hvor han kravlede op i vindueskarmen og med lidt besvær fik den forbudte låge til loftet skubbet til side. Nu kunne han se lige op i tagstenene. En, to, tre, talte han inde i sig selv og svingede sin krop op gennem hullet. Så var han på loftet. Det var næsten tomt. Kun lidt stivnet mørtel efter håndværkerne på de støvede brædder og nogle gamle kasser fortalte, at det skete, der kom mennesker derop. Solen sendte et par stråler ind gennem tagvinduerne. Støv, lavet af det pureste sølv, dansede en bredstribet, lydløs dans. Drengen stak hånden ind i strålen for at mærke dansen mod sin hud, men måtte skuffet konstatere, at han ikke kunne mærke noget. Han tog opstilling i lyset og kiggede på himlen, der hele tiden forandrede sig. Så trak hen et par kasser hen under tagvinduet og klatrede op på dem. Efter et par forsøg lykkedes det ham at få vinduet op, og på samme måde, som han havde svunget sig op på loftet, kom han videre op på taget. Der var langt ned. Et øjeblik svimlede det for ham. Så tog han sig sammen. Hvis han bare tog det roligt, var der ikke noget at være bange for. Tagstenene var tørre og lidt ru. I virkeligheden var det pærelet at klatre rundt på taget. I løbet af ingen tid var han oppe, så han kunne sidde over skrævs på tagryggen. Han lagde nakken bagover og kiggede på himlen. Der var kommet flere skyer, og de var ikke længere helt hvide. Måske var de grå skyer bedre end de hvide? De var i hvert fald lidt tættere på menneskene, og det føltes næsten, som om han kunne nå dem. I hvert fald hvis han bare strakte sig lidt efter dem. Tænk, hvis man kunne svæve væk fra taget på en sky. Molly og mor måtte gerne komme med, men det var jo ikke sikkert, de troede på, at det kunne lade sig gøre. Og måske ville mor i virkeligheden slet ikke væk fra køleskabet, der næsten altid indeholdt en vodkaflaske. Og måske ville Molly ikke væk fra sin fucking lille lejlighed.
− Det vil de, når jeg kommer tilbage og fortæller dem, at skyerne nok kan holde, sagde Jesper frem for sig. Og han rejste sig og stod lidt usikkert og balancerede på tagryggen, mens han så sig om efter en virkelig god sky. Der kom den. Lidt til højre for ham. Kunne han nå den i et spring? Han lukkede øjnene og koncentrerede sig om at samle alle sine kræfter i lårene, så han kunne foretage et gigantisk spring. Nu skulle det være. NU. Jesper sprang. Han fægtede vildt efter skyerne, der lå meget højere oppe, end han havde troet. Så skide være med det, tænkte han, for han kunne i hvert fald flyve. Vinden rev i hans hår. Den kaldte tårer frem i hans øjne, men han smilede, for nogle få hidsige sekunder oplevede han alt det, hans mor og Molly længtes efter. Frihed. Grænseløs frihed.