Hjemmebesøg

Max glædede sig til at komme hjem til sin far. Det var en måned siden, han sidst havde været hjemme. Aftalen var ellers, at han skulle besøge sin far hver anden uge, men sidst var der kommet noget i vejen. Max ville ikke tænke på, hvad det var, der var kommet i vejen. Det kunne være lige meget nu. Det var overstået. Frank sagde også, at det ikke kunne nytte noget at fokusere alt for meget på det, der var sket i fortiden. Man skulle måske ikke glemme det, men det kunne ikke laves om. Sket var sket.
− Sket er sket, mumlede Max. − Det sker ikke igen.
Alligevel voksede knuden i maven. Hans far kunne sagtens nå at sende afbud. Han trak sin mobil frem for at se, hvad klokken var. 15.04. Så var hans far kommet hjem fra job, hvis han altså ikke… Max nægtede at tænke tanken til ende. Selvfølgelig gik hans far ikke på værtshus, når Max skulle komme hjem. Det var sket et par enkelte gange, men det ville ikke ske nu.
− Er du klar Max? Har du husket det hele?
Max vendte sig mod Frank. Det var dejligt, at det var Frank, der skulle køre ham hjem. Frank var skide flink. Han kunne godt være skrap, men det var på den gode måde. Frank var helt anderledes end de andre pædagoger. Når det var Frank, der havde haft nattevagt på institutionen, spurgte han aldrig, om Max havde lyst til at gå i skole. Han hev bare dynen af ham og sagde: Så er det op, kammerat. Selv om Max nogle gange blev sur og forsøgte at få fat i sin dyne igen, grinede Frank bare ad ham og smed dynen hen i en krog, så Max måtte stå op for at få fat i den igen. Det endte altid med, at Max også grinede. Selv om han var sur, kunne han ikke lade være.
En enkelt gang havde Frank lånt ham penge, fordi Max var kommet til at bruge sine lommepenge alt for hurtigt.
Max havde hørt en af de andre pædagoger sige til Frank, at han aldrig fik sine penge igen.
− Selvfølgelig gør jeg det, havde Frank bare svaret, og Max havde lovet sig selv, at Frank skulle få hver en krone tilbage.
Da Max næste gang fik lommepenge, havde han betalt Frank tilbage. Det havde været en rigtig god dag.
− Du er så stille, Max, sagde Frank, da de kørte væk fra institutionen for at komme hjem til Uglehuset.
Max svarede ikke. Han trak bare på skuldrene.
Da han og Frank to uger tidligere også var på vej hjem til Max’ far, havde faren ringet, at Max ikke kunne komme den weekend. Han kunne nå at ringe endnu.
Sidste gang havde Frank foreslået, at de tog i svømmehallen, når nu hjemmebesøget var blevet aflyst. Det havde hjulpet lidt på humøret, men Max ville alligevel hellere have været hjemme.
Henne i svømmehallen havde han følt det, som om alle kiggede på ham og Frank og vidste, at de to repræsenterede en pædagog og en dreng fra en institution.
Max vidste ikke, hvor han havde fået ideen fra, men han havde spurgt Frank, om det var i orden, at han kaldte ham far, når de kom indenfor.
− Yes, havde Frank bare svaret. Han havde bokset Max let på skulde- ren og blinket til ham, som om de to havde en hemmelighed. Det havde de jo også.
Det var blevet en rigtig god eftermiddag. Efter en time i vandet hav- de Frank givet kylling og pomfritter i svømmehallens kantine, og Max var blevet ved med at kalde ham far. Først da de igen sad i bilen var far igen blevet til Frank.
Max skævede til sin mobil. Hans far havde stadig ikke ringet. Denne gang ville han ikke sende afbud. Det var helt sikkert. Knuden i maven løsnedes langsomt. Ti minutter endnu og de ville være hjemme. Et kvarter senere parkerede Frank foran blokken
− Så nåede vi så langt, sagde han og smilede. − Skal jeg gå med ind?
Det var noget af det fede ved Frank, han sagde ikke bare, at han ville gå med ind, han lod Max tage afgørelsen.
− Det behøver du ikke. Max så over mod Uglehuset. Han syntes pludselig, at det så skrammet og forsømt ud, men det var her, hans far boede lige nu. Det var her, der var hjem.
− Du ringer bare, hvis der er noget, sagde Frank. Han sagde det på en god måde. Som om det ikke var noget, han forventede, men at han udmærket var klar over, at der kunne ske et eller andet, der betød, at Max var nødt til at tage væk fra Uglehuset igen.
− Det skal jeg nok, lovede Max.
− Godt kammerat. Et kort nu lagde Frank sin hånd rundt om Max´ nakke. Et kort nu lå den varmt og godt mod den varme hud i nakken. Så tog Frank hånden til sig, og Max hoppede ud af bilen.

Max blev stående, indtil Franks bil ikke længere var at se. Så kiggede han mod vinduerne i farens lejlighed. Vores lejlighed, tænkte han, og han mærkede et lille sus af glæde.
Han havde selvfølgelig håbet, at hans far ville komme ned og tage imod ham, men pyt nu med det. Hans far havde i hvert fald ikke sendt afbud.
Han gik ind gennem hoveddøren. Der lugtede af pis i opgangen. Det var ikke noget nyt. Før i tiden, før den fucking skolelærer havde blandet sig i Max og farens liv, havde Max aldrig lagt mærke til lugten af pis. Efter han var kommet til institutionen, havde hans næse ligesom forandret sig. Den fangede noget, der før bare havde været en del af virkeligheden. Nu var det blevet en slags taber-lugt. Eller måske havde hans far ret, når han påstod, at Max var blevet fin på den.
Vel er jeg ej, og det er sgu da heller ikke min far, der står og pisser i opgangen. Max gik op ad trappen. Hans hjerte bankede uroligt, men han ville slet ikke tænke den tanke, at hans far måske ikke var hjemme. Hvis lejligheden var tom, var hans far garanteret bare ude for at handle ind.
Lejligheden var tom. Skuffelsen overvældede et splitsekund Max. Så tog han sig sammen. Han gik ind på sit værelse og smed rygsækken på sengen. Så satte han sig og stirrede tomt frem for sig.
Om lidt kommer han hjem, tænkte han. Han har mad med. Vi skal sikkert have pizza. Det smager megagodt. Han krøb lidt sammen. Satte hælene op på sengekanten og slog armene rundt om de optrukne knæ.
Kom så hjem. Jeg tæller til hundrede, og så er du her. Måske når jeg slet ikke at tælle så langt. Måske når jeg kun til… Max lukkede øjnene og begyndte at tælle. Han blev afbrudt, da hans mobil ringede. Det var Frank.
− Jeg vil bare lige høre, hvordan det går, lød Franks venlige stemme.
− Det går fint, løj Max. − Hvorfor skulle det ikke det?
− Nej, selvfølgelig.
− Min far og jeg er ved at lave mad. Vi skal have… æh, vi skal have frikadeller. Min far er ret god til at lave mad.
− Det lyder rigtig godt, kammerat. Kan I nu hygge jer.
− Det skal vi nok, og nu må jeg løbe, min far kalder på mig.
− Det er i orden, vi ses, Max.
− Vi ses, svarede Max. Så skyndte han sig at afbryde. Han kunne ikke lide at lyve for Frank, men det kom fandeme ikke Frank ved, hvad Max og hans far lavede.
− Hvor langt nåede jeg med at tælle. Han kunne ikke huske det. Han var i hvert fald nået til tyve. − Jeg begynder forfra, besluttede han. − En, to, tre, fire… Han kunne også rydde lidt til side i stuen. Det ville gøre hans far glad. Der så ret rodet og beskidt ud. Man skulle ikke tro, at hans far gik hjemme hele tiden. Det havde han gjort siden moren fem år tidligere havde stået med hænderne i siderne og fortalt dem, at hun ikke magtede dem længere.
− Jeg kommer og henter dig senere, havde hun sagt til Max, men hun var aldrig vendt tilbage.
Lige siden var det gået ned ad bakke for hans far. Det var morens skyld, at det var gået sådan. Den møgsæk.
Max forsøgte at se sin mor for sig, men det lykkedes ikke helt. Han havde aldrig forstået, hvorfor hun var rejst. Faren havde da hverken banket hende eller sådan noget. Han havde heller ikke drukket sig fuld. I hvert fald ikke ret tit.
Max besluttede, at han ikke ville tælle mere. Det var kun pattebørn, der gjorde sådan noget. Han ville rydde op og gøre stuen pæn.

Det tog lang tid at få bare en lille smule styr på stuen, og faren kom stadigvæk ikke hjem. Max fortsatte ud i køkkenet. Det så endnu værre ud. Der var snavset porcelæn over det hele. For fanden da, hvorfor brugte den gamle ikke opvaskemaskinen? Da Max havde fået en del af det snavsede porcelæn proppet ind i opvaskeren, der i forvejen var halvt fuld, gik det op for ham, hvorfor faren ikke brugte den. Lortet var gået i stykker.
Max sparkede hårdt til lågen. Så begyndte han at vaske op på den gammeldags måde.
Det tog lang tid. Han måtte skifte vand flere gange. Et par af gryderne var umulige at få rene.
Det blev næsten midnat, inden han var færdig. Alt så meget pænere ud nu, men det var stadig en beskidt lejlighed. Max´ strømper hang flere steder fast i gulvet, da han gik gennem stuen.
Han har glemt mig, min far har glemt, at jeg skulle komme. Max vid- ste ikke helt, om smerten i maven skyldtes sult eller det faktum, at hans far havde svigtet. Han vidste ikke, om faren i det hele taget ville komme hjem denne weekend. Han vidste ikke ret meget om det liv, hans far levede. Da han havde boet hjemme, havde han haft mere styr på det. Nogle gange havde han haft held til at få sin far til at gå med, når han havde hentet ham på et værtshus. Andre gange havde faren bedt ham skrubbe af. Mon han sad nede på Kahytten? Engang havde det været farens foretrukne værtshus, men så var der noget med, at han var blevet smidt ud. Max vidste ikke, om hans far igen måtte komme på Kahytten. Den gamle var vel ikke værre end nogen af de andre stoddere.
Skal jeg gå ned og se, om han er der? Tanken fik næsten Max til at tabe vejret. Så skubbede han den væk. Han ville ikke starte weekendbesøget med at blive uvenner med sin far. Det ragede ikke de andre, at hans far havde glemt ham. Selvfølgelig ville han på et tidspunkt komme hjem. Han kunne da for fanden ikke blive væk i flere dage.
Max gik tilbage til sit værelse. Han var træt, det havde været et stort arbejde at få bare lidt styr på lejligheden. Nu ville han gå i seng. Måske ville det trods alt blive en god weekend. Når hans far kom hjem og opdagede, at han havde besøg, ville han blive glad. Han sagde altid, at han var glad for at få Max på besøg. Han kaldte ham min søn. Det var noget andet noget end bare at blive kaldt kammerat.
Max så Frank for sig. Tænk, hvis hans far var bare en lille smule ligesom Frank.
Max nappede sig selv hårdt i armen. Han måtte ikke… ville ikke tænke sådan. Det var det samme som at svigte sin far. Dengang i svømmehallen… han skulle aldrig have spurgt Frank, om han måtte kalde ham far. Det havde været et kæmpe, enormt svigt fra Max´ side. Måske var det derfor, at hans far ikke var hjemme, selv om det var aftalt, at Max skulle komme på besøg. Måske havde hans far fundet ud af, at Max havde kaldt en af pædagogerne for far. Hans far var blevet svigtet igen, og denne gang var det Max, der havde gjort det. Som om det ikke var nok, at den møgsæk til hans mor havde svigtet.
Max krøb ned under dynen. Der var ikke noget betræk på. Det var der heller ikke på hovedpuden. Og hvad så? Det betød ikke en skid.
Dynen var vel lige så god uden betræk. Men… måske kunne en dyne bedst lide at have betræk på?
− Hold nu kæft, Max, mumlede Max ud i mørket. Alle ville da tro, at han var skingrende skør, hvis de vidste, at han tænkte på en dyne, som om dynen var et levende væsen, der kunne forstå noget.

Midt på natten vågnede Max. Hans far var kommet hjem. Han hørte den klirrende lyd fra flasker i en plasticpose. Han hørte en dæmpet banden, da faren stødte ind i et eller andet, og han lå musestille under dynen, der nu alligevel virkede sært kold, når der ikke var betræk på.
− Hvad satan er der sket her? Nu var farens stemme helt tydelig, selv om den også var sløret og rusten. Så havde han altså lagt mærke til, at Max havde ryddet op.
Glæden skød som en lille varm pil gennem Max. Han var glad for, at han havde gjort det. Han var mest glad for, at hans far lagde mærke til det. Måske var han skidefuld, men altså ikke mere fuld, end at han sansede, at der var blevet ryddet til side.
I næste nu blev døren til Max´ værelse åbnet.
−Er det dig, Max? Er du kommet hjem?
Max havde lyst til at springe op, løbe hen og slå armene om sin far. Det var, som om det først nu gik op for ham, at han også havde været bange for, at der var sket hans far noget. Tænk, hvis han var blevet kørt ned. Han kunne være blevet slået ihjel. Det rykkede lidt i Max´ arm, men han blev liggende. Han ville ikke omfavne sin far. Det ville bare gøre den gamle forlegen. Det var alt for tøset det der med omfavnelser. Max var jo også næsten voksen. 13 år, han var i hvert fald teenager.
− Jamen for fanden da, jeg vidste jo ikke… jeg har helt glemt… Farens stemme døde ud. Han satte sig tungt på sengekanten, men han rørte ikke ved Max. Sådan noget brugte de ikke. Man kunne for fanden godt holde af hinanden uden at gramse på hinanden, og Max’ far holdt af Max. Det gjorde han bare. Man kunne godt glemme og alligevel holde af.
− Undskyld, min dreng. Farens stemme var nu kun en utydelig hvi- sken, men Max hørte ordene, og de fyldte ham med ubeskrivelig lykke. Alligevel lod han, som om han sov. Han ville ikke ødelægge det frydefulde øjeblik. Man kunne alt for let komme til at sige ord, der ikke skulle siges.
Faren rejste sig igen. Max åbnede øjnene præcis så meget, at han gennem øjenvipperne kunne se sin fars ansigt. Faren var langskægget og usoigneret. Der var striber af gammelt skidt på hans hals, og… Max måtte anstrenge sig, så hans vejrtrækning ikke røbede, at han var vågen… Var der tårer på farens kinder? Græd han, fordi han havde glemt Max?
En far skulle ikke græde. En far skulle være stærk. Faren ville komme til at hade Max, hvis han vidste, at Max havde set hans tårer.
Faren vaklede lidt, da han igen forlod værelset. Måske var han ikke skide-plørefuld, men fuld var han.
Og hvad så? Det var vel hans eget liv. Han havde været gift med en møgsæk, så der var måske ikke noget at sige til, at han var gået lidt i stå. Møgsækken havde ødelagt alt for Max og hans far. Det havde den gamle fortalt en million gange, og hvorfor skulle Max ikke tro ham?

Lørdag middag vågnede Max’ far. Max havde tændt fjernsynet og sad og så en serie, da hans far kom tumlende ind i stuen.
− Så var det sgu ikke nogen drøm, sagde han hæst. − Du er hjemme, Max.
−Ja, vi havde da en aftale.
Max fortrød ordene, så snart de var sluppet ud. Han ville ikke bebrejde sin far noget. Faren havde tit nok fortalt ham, at møgsækken, Max’ mor, ikke havde bestilt andet end at hugge på faren og Max.
Heldigvis lagde den gamle ikke mærke til, hvad Max lige havde sagt. Han spurgte bare, om Max havde fået noget at spise.
− Nej, men jeg har heller ikke været sulten. Max fandt fjern-betjeningen og slukkede for fjernsynet.
−Nu skal du se, min dreng, jeg har vist et par kroner, så vi kan få lidt… gider du smutte hen til bageren? Farens stemme var rusten, og han havde heller ikke vasket sig. Og hvad så? Nu var han i hvert fald hjemme, og han tænkte på morgenmad i stedet for bajere.
Max nikkede. Han huskede pludselig farens undskyldning om nat- ten, og han vidste, at han ville gemme de ord, så han ind imellem kunne tage dem frem og ligesom varme sig ved dem.
Faren rakte ham en tohundredekroneseddel.
− Mon ikke du kan få et par rundstykker for den her? Måske skal du også købe et rugbrød og lidt at smøre på. Leverpostej og sådan. Så kan vi bestille en pizza i aften.
Max nikkede. Han skyndte sig at snappe pengesedlen, inden hans far fortrød. Det var før sket, at faren havde givet ham penge og så fortrudt det, fordi der også skulle være til øl.
− Hov, hov, tag det roligt.
Max svarede ikke, han sprintede hen til døren og videre ned ad trappen. Han ville ikke handle ind hos bageren. Det var alt for dyrt, han ville bare hen til den nærmeste Nettobutik. Det var sgu lige meget med rundstykker nu. Et franskbrød var billigere, og der var meget mere brød for pengene.
Max syntes selv, han havde fået rigtig meget for pengene. Der var mere, end de kunne spise i weekenden. Det betød, at der ville være noget til faren, når han selv blev hentet igen. Et stort smil gled over hans ansigt. Det var næsten, som om de var en rigtig familie.
Mig og min far.
Han fløjtede, da han gik hjemad. Han mødte et par af de gamle kammerater, og det var megarart at snakke lidt med dem.
− Wauw mand, fedt at se dig, sagde Kasper. − Hvordan har du det?
Hvordan går det på det der hjem?
− Det går fint. Hvad med jer?
− Tja, Kasper trak på skuldrene. − Her er som sædvanlig ikke en skid at lave. Hvis man ikke lige gider nørde rundt med en bold, så… Han tav og trak på skuldrene. Så så han nysgerrigt på Max. − Hvordan er der på sådan et… sådan et sted? Er det et børnehjem?
− En slags, svarede Max svævende. Han havde ikke lyst til at tale om institutionen. Han ville hellere høre nyt fra skolen.
− I skolen sker der heller ikke en skid, sagde den hidtil tavse kamme- rat, Adam. − Du kan være glad for, at du ikke længere går der.
Max trak på skuldrene. Hvis ikke Frank havde været en af pædago- gerne på institutionen, så var han for længst smuttet for at bo sammen med sin far igen.
− Vi skal hen på Fabrikken, sagde Kasper og skævede hurtigt til Adam. − Vil du med? Vi har et par joints gemt væk i vores rum.
− En anden gang, sagde Max. Han løftede de to indkøbsposer lidt.
− Jeg har lovet min far… Han lod resten af sætningen svæve væk med vinden.
− Okay, måske en anden gang, sagde Adam. − Fedt at se dig, Max.
− Lige over, Max grinede til de andre, mens længslen efter at være lidt sammen med dem var ved at få ham til at smide indkøbene fra sig. Det var en million år siden, han havde været ude i den nedlagte fabrik. Området omkring fabrikken var afspærret. Det var forbudt at gå derind. Forbudt, men vildt spændende. Der lå alt muligt i bygningerne. Værktøj, nå ja, meget af det var efterhånden forsvundet, maskiner, udslidte støvler og træsko. Det var, som om de mennesker, der den sidste gang havde arbejdet på fabrikken, havde regnet med at komme igen dagen efter. Det var bare aldrig sket. Max vidste ikke, hvorfor det var gået sådan. Han havde et par gange spurgt sin far, men faren havde bare trukket på skuldrene og kaldt fabrikken et lortested, hvor arbejderne var blevet behandlet som slaver. Han måtte jo vide det. Han havde engang arbejdet på fabrikken.
Der lå også meget andet, der bestemt ikke havde ligget der, mens fabrikken fungerede. Nogle gamle madrasser, tøj og tæpper. Det var tydeligt, at fabrikken af og til blev brugt til en slags herberg.
Det var fedt at komme der, men Max var glad for, at han ikke skulle overnatte på stedet. Folk sagde, at mange af lofterne kunne falde ned hvert øjeblik, det skulle være. De sagde, det var en skandale, at sådan en rottesamler ikke blev fjernet fra jordens overflade. Det ville først ske den dag, en af ungerne, der ikke kunne holde sig væk, faldt ned fra et eller andet eller blev mast under noget nedfald. Ingen vidste, hvor ejeren var blevet af. Skide kapitalist, der overlod det til andre at fjerne lortet efter sig. Mange mente også, at jorden under og omkring fabrikken var forurenet. Det var den sikkert også. Det kunne faktisk godt forarge Max, men han syntes alligevel, at fabrikken var et fedt sted at lege. Nu legede de selvfølgelig ikke så meget mere, men det var stadig et fedt sted, hvor man kunne sidde og ryge uden indblanding fra de voksne.
Max smed ikke indkøbene på jorden. Han så langt efter Kaspar og Adam, inden han skyndte sig hjem.
Hans far havde lavet kaffe. Han havde fandeme også været i bad. Glæden skyllede gennem Max. Det lod til at hans far var indstillet på, at de skulle have en rar weekend.
−Det var du sgu længe om, sagde faren og så på de forskellige ting, Max pakkede ud. − Ingen rundstykker?
−De var udsolgt, løj Max. − Er det ikke godt nok med et stykke franskbrød?
− Det er det da, faren tøvede lidt. − Brugte du alle pengene?
− Der er lidt tilbage. Max skyndte sig at finde mønterne frem fra bukselommen. − Jeg brugte næsten dem alle sammen, fortsatte han undskyldende. − Men jeg har også fået meget. Der er mad til hele weekenden og også til dig et par dage ind i den nye uge.
Han mærkede farens fortrydelse, og han ventede bare på, at skældsord eller ord fyldt med skuffelse, ville blive hældt ud over ham. Det skete ikke. I stedet for sagde hans far ganske stille, at de hellere måtte se at få noget at spise.
Max lyste op i et stort smil. Han var hundesulten. Han havde faktisk ikke spist, siden han dagen i forvejen fik frokost sammen med de andre på institutionen.
− Når du æder sådan, bliver der vist knap nok mad nok til weekenden.
Max så lynhurtigt på sin far. Faren grinede mod ham. Det så ud, som om han var stolt over, at Max kunne spise så meget.
− Du er en god dreng, fortsatte faren. − Jeg er sgu glad for dig.
− Lige over, grinede Max, og i det øjeblik var Frank kun en bifigur i hans liv. Det ville ikke gøre det mindste, hvis han ikke så Frank og institutionen mere. Han ville bare bo sammen med sin far.
− Jeg skyndte mig i bad, mens du var væk. Faren så på ham med et mærkeligt udtryk. Det var næsten, som om han ventede ros. Hvad skulle Max svare? Skulle han sige, det var flot? Det var sådan noget, man sagde til et barn. Det var vel ret normalt, at mennesker gik i bad. I sidste øjeblik fandt han de ord, der skulle bruges.
− Du har vel ikke brugt alt det varme vand? Jeg trænger også til et bad.
Faren grinede. Max mærkede, hvordan han igen kunne trække vejret let. Det farlige øjeblik var overstået. Det farlige øjeblik. Indvendig rystede Max på hovedet af sig selv. Det var for fanden da ikke farligt at snakke om at tage et bad.

Max fik besluttet, at han også ville tage et bad. Han nynnede, da han fandt rent tøj frem fra rygsækken. Det var godt at være hjemme. Han og faren var en rigtig familie. Skide være med, at møgsækken var forsvundet ud af deres liv, hun havde alligevel været en mærkelig mor. Når bare Max og hans far var alene sammen, var alt godt.
Badeværelset lugtede ikke godt. Måske var det alt det sorte, der var på fliserne, der lugtede. Måske var det den mørke toiletkumme. Det gjorde ikke noget. Det kunne de altid gøre rent senere, for måske kunne han lokke sin far med ud at gå en tur. De kunne købe en is nede i anlægget eller måske en omgang pommes frites.
Der var kun et håndklæde på badeværelset. Det var det, faren havde brugt, for det var drivende vådt. Det lugtede heller ikke særlig godt.
Max lod være med at tørre sig. Han skulle nok blive tør, selv om han ikke brugte håndklædet. Selv om det bare var hans far, der havde tørret sig i det, var det lidt klamt at bruge det samme.
Max havde lige fået sine cowboybukser på og var ved at trække en T−shirt over hovedet, da han hørte stemmer fra stuen. Han stivnede. Hvis faren fik gæster nu, ville han sikkert ikke med ud at gå. T−shirten klæbede til hans fugtige overkrop. Det var en hel kamp at få den på.
− Hvad siger du, Helmuth, har du drengen på besøg. Det gør vel ikke noget?
Ordene trængte ud på badeværelset, hvor Max langt om længe vandt kampen mod den genstridige T−shirt.
Han kunne ikke høre, hvad hans far svarede. Han håbede… åh hvor han dog håbede, at faren sendte sin gæst væk.
Det gjorde han vist ikke, for nu klirrede det med flasker. Max lod hænderne glide gennem håret. Det måtte gøre det ud for at blive redt.
Hvorfor gik jeg i bad? rasede han indvendig. Det var sgu da ikke nødvendigt. Hvis jeg ikke havde gjort det, ville vi for længst være gået. Det er min egen skyld, at det nok ikke bliver til noget at gå en tur. Jeg er så fattedum, at jeg burde grave mig ned.
Alligevel sad der et lille gran af håb i ham, da han tøvende gik ind i stuen. Måske ville hans far foretrække, at det bare var de to, der var sammen. Måske ville han bede sin gæst om at komme en anden dag.

Max´ far havde ikke bare fået en gæst, der var kommet to, og begge to havde allerede sat øl og sprut på spisebordet. Max kendte den ene. Det var Villy, der altid var dinglende beruset. Den anden mand havde Max ikke set før.
− Hold da kæft, grinede Villy, da han fik øje på Max. − Er det din søn, Helmuth? Han er sgu da godt nok lige vokset. Du er jo blevet en voksen mand, Max.
Max svarede ikke. Han så bare på faren, der undgik hans øjne. Hvis Villy for år tilbage havde sagt sådan til Max, ville han have følt sig beæret. Nu mærkede han bare et glødende had til den mand,
der var ude på at ødelægge Max´ weekend med faren.
− Jeg tænkte, om vi skal gå en tur, far, sagde han ud i luften.
− God ide, dreng, men du kan jo godt se, at vi har fået gæster. Kan vi ikke gå lidt senere?
− DU har fået gæster, sagde Max koldt.
− Hov, hov, Max, grinede Villy. − Mig og Thue vil da også gerne besøge dig. Har jeg ikke ret, Thue?
Den mand, Max ikke kendte, så op med slørede øjne.
− Gu’ har du ret, Villy, snøvlede han.
Max så på Thue. Han havde pisset i bukserne. Der var i hvert fald en stor våd plet i skridtet. Han havde lyst til at vælte bordet, der var fyldt med flasker. Han havde lyst til at smadre det hele i lejligheden.
− Slap nu lidt af, Max, lød farens stemme. − Vi skal bare lige hygge os lidt. Bagefter…
Max hørte ikke slutningen. Skuffelsen hev og sled i ham. Hvis hans far altid havde været sådan, kunne han godt forstå, at møgsækken var rejst sin vej. Hun havde vel regnet med, at Max blev ligesom sin far.
− Tag en bajer, Max, opfordrede Villy. − Lad os se, om du er blevet rigtig voksen.
Max svarede ikke. Han forsøgte igen at fange farens blik, men det var umuligt. Hans far ville ikke se på ham.
Max vendte ryggen til dem og forlod lejligheden. Han knaldede med dørene. Ude på trappegange var han ved at løbe et par piger ned.
− Hej Max, sagde den ene.
− Fuck dig, sagde Max bare. − Fuck jer begge to.
− Hold da op, mand, vi har da ikke gjort dig en skid. Hvad har du gang i?
Max gav dem fingeren. Han hadede dem. Han hadede hele verden.

Solen skinnede varmt. Det var, som om alle andre end Max havde et bestemt mål. Folk omkring ham vidste, hvor de var på vej hen. Selv drev han bare af sted uden helt at vide, hvor han gik hen. Han kunne selvfølgelig besøge et par af de tidligere kammerater fra skolen, men det var, som om de var blevet fremmede. Han var ikke længere med i kliken. Han var bare en, der kom på besøg, og ellers levede et helt andet liv end det, de kendte. Desuden gad han ikke svare på et hav af spørgsmål. Det var alligevel nærmest umuligt at forklare, hvordan der var på institutionen. Der var sådan set fint nok. Nogle af pædagogerne var sindssygt dumme, nogle var flinke, og så var der Frank. Max ville ikke fortælle nogen om Frank. De ville ikke forstå, at en pædagog kunne være noget ganske særligt.
Nede ved anlægget stod en mor med et par unger. De kastede brød i vandet, så ænderne kom farende, som om de aldrig før havde fået mad.

Så, nu hylede den ene unge. Stik ham dog en på skrinet, sagde Max lydløst til kællingen, der havde slæbt ungerne med. Skub den skrigeunge i vandet.
Max rejste sig og drev formålsløst videre. Han kendte byen som sin egen bukselomme, og han undgik de steder, hvor han plejede at hænge ud med sine gamle kammerater.
På et tidspunkt endte han ude ved den gamle fabrik. Der var ikke nogen. Ingen halvskjulte cykler eller knallerter udenfor, og ingen inde fra fabrikken. Alligevel var det med stor forsigtighed, Max gik rundt om bygningen og videre ind gennem en af de døre, der hang skævt på rustne hængsler.
Han lod øjnene glide rundt i den store hal. Alt lignede sig selv. Må- ske lå der en madras mere op mod væggen bagerst i hallen, men han var ikke helt klar over det. Han følte sig meget lille, da han smuttede tværs over cementgulvet. Selv om alt var stille, var det, som om en masse skjulte øjne fulgte hans bevægelser fra de mørke kroge.
Han gik hen til den rustne stige, der førte op til en lang gang, som nogen kaldte en svalegang. Han trak lidt i den. Kunne den holde til, at han kravlede op ad den? Det knirkede i den gamle jernstige, der sad fast i nogle jernstænger cirka en halv meter fra væggen. Hvorfor skulle den ikke kunne holde? Han var før kravlet op ad den.
En af jernstængerne, der holdt stigen, sad ikke længere fast i væg- gen. Nej, der var flere stænger, der ikke længere sad fast.
− Det går sgu nok, mumlede han og begyndte at kravle opad. Han ville op at kigge ind i det store rum, der var en overetage til lokalet bag den væg, der holdt stigen. Før i tiden, før han blev fjernet fra sin far, havde netop det rum været et godt sted at lege. Max var aldrig blevet helt klar over, hvorfor han og kammeraterne havde valgt præcis det rum som deres. Måske fordi de ikke umiddelbart var til at få øje på, hvis nogen kom ind på fabrikken.
Han gik forsigtigt hen ad svalegangen, der rystede faretruende under ham. Så nåede han cementafsatsen, der førte over til den tunge jerndør, der skjulte yndlingsrummet. Den bandt lidt. Max måtte skubbe til den med skulderen. I næste nu gik den op og svingede larmende ind i rummet, der ikke længere var et rum, men bare et stort hul.
Max, der allerede var på vej derind, fik i sidste øjeblik kroppen kastet baglæns. Med bankende hjerte klamrede han sig til gitteret ved svalegangen. Han mærkede, hvordan sveden løb ned ad kroppen fra armhulerne, og et øjeblik sejlede det hele for ham. Så forsvandt svimmelheden, han lænede sig forover og kiggede ned i det, der nu bare var et dybt, mørkt hul. Han kunne svagt ane det ødelagte betongulv og forrevne jerndrager langt under ham. Det var som et tomt helvede, og han mærkede den samme tomhed indeni. Ingen ville savne ham, hvis han sprang. Møgsækken havde sikkert glemt, at hun engang havde haft en søn, og hans far… Max sank en klump. Hans far ville sikkert føle sig skyldig, hvis Max nogensinde blev fundet, og så var der Frank. Frank påstod, at Max havde et langt og godt liv foran sig, hvis han selv ville. Det var svært at forestille sig. Det ville være meget nemmere bare at springe. Vende ryggen til det lorteliv, der var hans.
Han svingede det ene ben ud over afgrunden, men hænderne ville ikke slippe gitteret bag ham. Hans far ville ellers have rigtig godt af, hvis folk sagde, at det var hans skyld, Max var sprunget i døden. Døden, hvad var det? hvad var der på den anden side?
Max trak sig tilbage på svalegangen. Han ville ikke lytte til den indre stemme, der sagde, at han bare skulle lukke øjnene og springe. Han så Frank for sig og vidste pludselig, at Frank ville blive ked af det, hvis Max aldrig mere kom tilbage til institutionen. Frank ville søndag eftermiddag ikke blive siddende i bilen og vente time efter time på, at Max ville komme. Han ville gå ind i Uglehuset, han ville ringe på døren til farens lejlighed, og han ville både se og lugte, hvad faren var for en. Det ville Max ikke have, og på rystende ben gik han tilbage til stigen og kravlede ned. Han løb igen tværs over den gamle fabrikshal, han kom ud i solen, der var dobbelt varm efter den kølige fugtighed i fabrikken.
Max strøg sig over ansigtet. En fugl sang i et af de hyldetræer, der var vokset op og stod midt i det høje ukrudt.
− Kæft, snerrede Max, men fuglen fortsatte bare, og Max gik hen til hegnet og forlod det forbudte område.
Det burde spærres bedre af. Det var efterhånden livsfarligt at gå rundt inde i bygningerne. Hvorfor var der ikke nogen, der tog ansvar for sådan noget gammelt, forurenende lort? Det hele skulle fjernes med en bulldozer, for hans skyld kunne de også godt fjerne Uglehuset.

Max drev rundt i timevis. Han vendte først tilbage til lejligheden hen mod midnat. Han håbede, at han ville finde en far, der med angst i øjnene ventede på ham. Han håbede, at hans far ville skælde ham ud og sige, at han ikke bare sådan måtte gå, at han ikke måtte hænge ud så sent.
Kun Thue var i lejligheden. Han halvt lå, halvt sad i sofaen og snor- kede. Faren og Villy var der ikke. Var de to andre ude at lede efter Max? Det er de ikke. De sidder et eller andet sted og er skidefulde. Max vidste, at det var sådan, men det var rart at forestille sig, at hans far ledte efter ham.
Han havde lyst til at smide Thue ud. Han kunne sagtens gøre det, men bare tanken om at skulle tale med den fulderik fik det til at vende sig i Max. Han overså flaskerne, der lå over det hele. Han ville skide på de fyldte askebægere og de sjatter øl og sprut, der lå på bordet. Han gik ud i køkkenet og drak vand fra hanen, så fortsatte han ind på sit værelse og krøb ned under dynen.
Ud på natten vågnede han ved at høre stemmer fra stuen. Et eller andet væltede, og der lød høj latter efterfulgt af farens hæse: − For helvede, Thue, se så at skrubbe af med dig.
Max trak dynen højt op over hovedet, mens han ventede på, at faren skulle kigge ind til ham for at sikre sig, at han var hjemme. Det skete ikke. Lidt efter var der helt stille i lejligheden.

Søndag. Der var ikke noget at sige til, at faren sov lige til middag. Da han endelig stod op, ragede han mellem flaskerne på bordet for at se, om der skulle være en flaske med noget i.
Max sad ved spisebordet og betragtede ham. Han holdt fast i stole- sædet for ikke at gå hen og smadre sin far. Hele weekenden havde været en stor skuffelse. Det var sket før, og Max forstod ikke, at han ligesom havde glemt det. Det var trods alt mere sådan, det næsten altid gik.
− De er tomme alle sammen, sagde Max tonløst.
− Satans, mumlede faren. Så så han med blodskudte øjne hen på Max. − Den blev lidt høj i går, sagde han.
Max trak på skuldrene. Han forstod ikke, at hans far gad omgås de klamme gutter, han kaldte sine venner.
− Har du spist?
− Ja, løj Max. Så rejste han sig.
− Jeg går en tur. Han tøvede lidt. Vil du med?
− Det magter jeg ikke. Ikke i dag.
Svaret var helt som forventet. Max blev ikke engang skuffet. Han vendte bare sin far ryggen og gik.
Sidst på eftermiddagen kørte Franks bil ind foran blokken. Max havde holdt øje med parkeringspladsen fra køkkenvinduerne. Han havde pakket sin rygsæk. Han havde også spist et par stykker mad. Han havde smurt et stykke til sin far, men det stod urørt på sofabordet. Faren var igen faldet i søvn.
− Jeg tager af sted nu, råbte han og ruskede sin far i skulderen. Faren vågnede og så forvirret ud.
− Hvad fanden, er det allerede tiden? Jamen så… Han kom med lidt besvær op at sidde. Et eller andet sted havde han alligevel fundet en flaske sprut, der ikke var blevet tømt dagen i forvejen. Han satte flasken op til munden og tog en slurk. − For satan da, Max, sagde han grødet. − Det blev vist ikke helt… Han tav, for Max havde allerede vendt ryggen til ham. − Vi ses, min dreng, lød farens stemme bag drengen. − Om to uger.
Max stak en hånd i vejret uden at vende sig. Så forlod han hurtigt lejligheden.
På vej ned ad trappen gned han sig hårdt i ansigtet. Han ville fandeme ikke tude. Det var for dumt. Han ville ikke tude over den drukkenbolt, der kaldte sig hans far. Gamle stodder, fordrukne svin, klamme fjols.
Jeg kommer aldrig mere tilbage, tænkte Max, da han gik over mod Frank, der stod ved siden af sin bil. Aldrig. Så huskede han natten mellem fredag og lørdag. Hans far havde sagt undskyld til ham, da han kiggede ind på hans værelse. Han mærkede det bløde punkt, for hans far havde sin helt bestemte plads, og selvom det havde været en fucking mislykket weekend, tvang han sig selv til at smile.
− Hej kammerat, sagde Frank, da Max nåede hen til ham. − Har du haft det godt?
Max gjorde sit ansigt glat. Det lykkedes ham endda at smile.
− Det gik helt fint, sagde han roligt.
− Og din far… har I hygget jer?
− Jeps, som jeg lige sagde. Det gik helt fint. Min far er… han er god nok. Max satte sig ind på passagersædet og spændte sikkerhedsselen. Han så sig ikke tilbage, da de kørte væk fra Uglehuset.