Jeg siger det til mor

− Tosse-Lars! Tosse-Lars! Ungernes skingre hyl trængte ind i hans hjerne som små, irriterende nålestik.
Han kneb øjnene sammen og forsøgte at gøre det samme med ørerne.
Det var umuligt. Det var, som om stemmerne blev højere og højere.
− Ikke tosset, mumlede han. − Ikke tosset. Han så sig over skulderen. Der var kun tre unger, men det lød, som om der var halvtreds. De var ikke store. I hvert fald ikke så store, at de måtte køre på en af de der scooter- knallerter. Måske gjorde de det alligevel.
Møgungerne, som hans mor kaldte dem, gjorde mange ting, der var forbudt. Det var ikke forbudt at drille, men det burde det være.
Lars kunne mærke, at han savlede. Det gjorde han altid, når han var bange. Men der var jo ikke noget at være bange for. Hvis han ville, kunne han tage en af ungerne og tæve de andre med. Det måtte han bare ikke. Mor sagde, at han var alt for stærk. Hun sagde, at han var så stærk, at han kunne komme til at skade dem. Og hvad så? Det var dem, der var dumme. Han mærkede et slag i ryggen. Sten, tænkte han. De kaster med sten.
En ny sten ramte ham. Denne gang på skulderen. Han fik tårer i øjnene. Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi han blev rasende. Han blev så rasen- de, at han stod stille og vendte sig mod dem.
Den tredje sten ramte ham i panden, og det begyndte at bløde.
− Møgunger, råbte han. − Forbandede møgunger.
De blev ikke bange. De grinede bare hysterisk af ham.
− Tosse-Lars. Tosse-Lars, hylede de og kastede med flere sten.
Blod, snot og tårer silede ned over Lars’ ansigt. Han råbte ord, han ikke selv forstod. De fossede bare ud af ham med samme fart, som når regnvandet løb ud over nedløbsrøret. Grimme ord, sjofle ord.
− Han tuder sgu, råbte den ældste af knægtene. − Tosse-Lars tuder.
Skynd dig hjem og knep din mor.
Lars greb ud efter ham, men drengen var for hurtig, han undveg Lars’ kluntede angreb og grinede endnu højere.
− Tosse-Lars. Tosse-Lars.
Lars forsøgte igen at få fat i drengen. Igen mislykkedes det, og tredje gang… tredje gang faldt Lars, så lang han var. Han slog hovedet ned i asfalten og blev liggende ganske stille.
− Lad os hellere gå, hørte han en af de andre sige. − Det er sgu ved at blive for meget.
− Du er vel ikke bange for den åndsvage skiderik? spurgte den stør- ste af drengene hånligt.
− Nej, men jeg vil ikke være med mere. Jeg er den, der er gået.
Lars kiggede forsigtigt op. Det var næsten, som om ungerne havde glemt ham. Nu skændtes de i hvert fald, og en af dem begyndte at gå væk, efter et øjebliks tøven fulgte de to andre efter. Den største kiggede sig tilbage over skulderen.
− Du kan godt rejse dig op, Lars. Du fejler ikke en skid, du er bare så fucking dum i hovedet, at du burde spærres inde.
Lars adlød automatisk. Kluntet kom han på benene, og med armene hængende løst ned langs siderne stirrede han efter sine tre plageånder. De var alle tre blevet gode venner. De gik med armene om hinandens skuldre. De grinede.
Lars så ned ad sig selv. Han havde slået hul på knæet i sine jogging- bukser. Han stak en finger ind i hullet. Det var møgungernes skyld. Så ret- tede han sig op. Han ville gå hjem, hjem til mor og trygheden. Han ville aldrig mere bare gå ud alene. Mor sagde, at de skulle følges ad, for ingen gjorde ham noget, når de bare gik ved siden af hinanden. Måske var han dum i hovedet, når han så tit glemte, at mor ikke brød sig om, at han gik ud alene. Men de drillede jo også, når han fulgtes med mor. Nogle gange råbte de efter dem begge to, så
sagde mor, at han skulle lade som ingenting.
Lars nærmede sig forsigtigt den bygning, de kaldte Uglehuset. Ha,
det kunne han i hvert fald huske, altså at han boede i Uglehuset. Der stod nogle børn foran huset, og Lars besluttede, at han ville gå om i det store skur, der var fyldt med cykler. Bagerst i cykelskuret stod en gammel sofa. Der ville han sidde og vente på, at der blev helt stille foran bygningen.
Han krabbede sig forsigtigt af sted. Ingen havde fået øje på ham, og med et sus af lettelse fortsatte han ind i cykelskuret. Han famlede sig vej gennem halvmørket og ned til sofaen. Ingen vidste, hvem der ejede sofaen. Den stod der bare. Måske var det nogen, der var flyttet, der havde ladet den stå.
Lars lod sin store krop falde tungt ned på sofaen. Så lukkede han øjnene. Der blev helt tomt i hans hoved.
− Hvem er du? Den spinkle stemme fik det til at give et sæt i Lars. Han åbnede øjnene og fik øje på pigen, der stod et lille stykke fra ham. Hun havde grædt. Der var hvide striber ned gennem snavset i ansigtet. Han svarede hende ikke, ventede bare på, at hun skulle sige de grimme ord, der altid lød fra børnene. Der skete ikke noget. Pigen sagde ikke Tos- se-Lars, hun stod bare der og så på ham med store, runde øjne.
− Jeg er blevet væk, snøftede hun. − Jeg kan ikke finde den blok, der
er min. De ligner alle sammen hinanden.
Lars vidste ikke, hvad hun mente. Jo, at hun var blevet væk, det for- stod han, men det der med en blok?
− Er du også blevet væk? fortsatte hun.
− Ja, mumlede Lars. Det var meget lettere bare at give hende ret.
− Må jeg sidde ved siden af dig? Så kan det være, at de finder os.
Lars ville ikke findes af nogen. Han ville bare være i fred. Hvis han igen lukkede øjnene, kunne det være, hun forsvandt, men han mærkede, at pigen satte sig ved siden af ham. Hun satte sig helt ind mod ham. Hen- des tynde krop rystede lidt, som om hun frøs, og selv om hans mor havde sagt, at han aldrig, aldrig, aldrig måtte røre ved nogen af børnene, lagde han forsigtigt en arm om pigens spinkle skuldre. Hun snøftede lidt.
− Jeg kan ikke forstå, at min mor ikke leder efter mig, når jeg er blevet væk, sagde hun, − for jeg tror da, at hun savner mig. Tror du ikke det?
− Hmm, mumlede Lars.
− Hvorfor ligner alle husene hinanden?
− Fordi… det gør de, svarede Lars.
Pigen sukkede, og det spændte lidt i hans krop, ville hun nu sige, at han var dum i hovedet?
− Min mor skal finde mig, hviskede pigen. − Hun glemmer mig nogle gange, men hun skal finde mig. Må jeg sidde på dit skød? Hun ventede ikke på svar, kravlede bare op på hans skød og lod sig falde tungt ind mod hans bryst.
Noget blødt og dejligt faldt på plads i Lars. Han ønskede, at de kunne blive siddende i sofaen altid.
− Alice! Alice, hvor fanden er du?
− Det er min mor. Pigen, der hed Alice, rettede sig lidt op. − Så leder hun alligevel efter mig.
Og selv om den ukendte kvindes stemme lød vred og utålmodig, kunne Lars nærmest mærke, at pigen blev glad. Hun vred sig lidt i hans arme, men det var, som om han ikke kunne slippe hende. Nu havde de det lige så rart.
− Jeg skal ud til min mor, sagde Alice, og hun begyndte igen at græ- de. − Du kan vel høre, at hun alligevel ikke har glemt, at hun har mig.
I det samme blev lyset tændt i cykelskuret. En mand og en kvinde kom ind, og Alice kaldte på sin mor.
Kvinden skreg højt, da hun fik øje på Lars og Alice.
− Har han gjort dig noget? skingrede hendes stemme gennem rummet.
– Nej mor, begyndte Alice, men hendes protest druknede i mandens brøl
− Hvad fanden er det for et svin, der holdet til her? Den fremmede mand råbte så højt, at der blev helt hvidt inde i Lars’ hoved. Han slap den grædende Alice og kom på benene.
− Hjem, mumlede han. − Jeg vil hjem.
Gennem den hvide tåge sansede han, at cykelskuret nu vrimlede med mennesker. Spredte sætninger trængte gennem alt det hvide.
− Tosse-Lars er gået fucking amok.
− Tosse-Lars har taget en pige.
− Tosse-Lars er en skide børnelokker.
− Ring til politiet, så han kan komme væk.
Lars slog om sig. Hans stærke arme gik som møllevinger, af og til ramte hans knyttede næver blødt kød, og ophidselsen spredte sig blandt dem, der var kommet ind i cykelskuret.
− Nu skal det perverse svin fjernes.
− Kommer panserne ikke snart?
Og så, hans mors stemme. Skinger og fyldt med en gru, Lars ikke genkendte, men han vidste, at hans mor endelig var hos ham, og han be- gyndte at hulke.
− Han gjorde mig ikke noget, hylede Alice, men ingen hørte hende.
Ingen ville høre hende.
− Næh, vær du glad for, at vi nåede at finde dig, Alice.
− Lars! Lars, hold så op med at slå. Det var morens stemme igen, men… Hvorfor kom hun ikke hen til ham? Hvorfor sagde hun ikke, at de skulle lade ham være i fred?
− Mor, hviskede Lars, men hun så bare på ham med bedrøvede øjne. Hun sagde ikke, at de mænd, der nu havde tvunget hans arme om bag hans ryg, skulle slippe ham. Hun stod bare der og så på ham. Hun stod der stadig, da han blev hentet, og hun protesterede ikke, da de førte ham væk og ud til en bil.
− Nu slapper du bare af, sagde en stemme, der både var venlig og træt og en smule anspændt.
−Mor, hviskede Lars. − Mor, hjælp mig.