– Der er mange biler med, så der er nok rift om pladserne deroppe.
Uden at se på sin kone tog manden sin femårige datter i hånden og hastede hen mod trappen til de øverste dæk. Hans kone fulgte efter bærende på posen med madpakker og drikkelse. Den ældste datter gik bagest.
Oppe på salondækket fandt han nogle pladser uden bord, med et stort friareal foran. Han dirigerede pigerne på plads, så de kom til at sidde mellem deres forældre. Da alle havde sat sig, tog moren madpakkerne op af plasticposen, pakkede dem op og fordelte maden på servietter. Den største af pigerne åbnede et stor colaflaske og fyldte engangskrusene, som hun fordelte.
De var lige gået i gang med at spise, da en flok på omkring femten unge kvinder i tyverne kom snakkende og grinende hen og satte sig på gulvet foran den spisende familie. De fleste af dem havde læderbukser, læderstøvler og læderjakker på, og flere af dem havde rygmærker, der forestillede en mariehøne, hvorunder der stod ordet Ladybirds. Nogle af dem lagde sig ned og brugte en kombination af jakker og styrthjelme som hovedpude, andre lagde sig med hovedet i skødet på en af veninderne.
Moren så på sin mand og himlede med øjnene; manden trak på skuldrene og lavede en opgivende grimasse.

Kvinderne fortsatte med at snakke og grine, men var opmærksomme på at rykke benene til sig, når nogle af deres medpassagerer skulle forbi. Ind imellem hentede de på skift mad og drikke i cafeteriet.
Den femårige sad og fulgte med i, hvad der foregik foran hende på gulvet. Hun kiggede op på sin mor.
– Hvad laver de?
– Ja de … de hviler sig.
– Hvorfor har de sådan noget tøj på?
Inden moren nåede at svare kiggede en mørkhåret kvinde med hestehale smilende op på den lille pige.
– Vi har sådan noget tøj på, fordi vi kører på motorcykel.
Hun løftede hænderne og knyttede dem, som om hun holdt på et styr.
– Brum, brum, brummm.
Den lille pige smilede.
– Det er en flot hjelm, du har.
– Den røde, eller den blå?
– Den røde.
– Ja, den er flot. Det er Olivias.
Hun vippede med hovedet hen imod kvinden ved siden af sig.
– Vil du prøve den?
Kvinden, der hed Olivia smilede til pigen.
– Du må godt.
Pigen kiggede op på sin mor, som løftede en standsende hånd og samtidig kom til at skubbe resterne af en spegepølsemad med remoulade ned på gulvet.
– Nej, se nu.
– Olivia trak en klud op af sin jakkelomme.
– Den klarer jeg. Kluden skal alligevel smides ud.
Hun kravlede de få skridt hen til den tabte spegepølsemad, fjernede sporene med kluden og kiggede op på pigen.
– Nikoline kan give dig hjelmen på, hvis du vil prøve den, sagde hun og rejste sig op.
Mens hun gik hen og smed kluden med indhold i en skraldespand, tog kvinden med hestehalen, fat i den røde hjelm, løftede den op og kiggede afventende på pigen.
– Hvad hedder du?
– Maja.
– Nå, da, da. Lige som min mormor. Vil du prøve den?
Pigen rakte sin serviet til moren, hoppede ned og gik hen til kvinden.
– Du kan selv tage den på, sagde hun og rakte hende hjelmen.
– Den er tung, sagde pigen, da hun tog imod den.
– Ja, man kan godt blive træt af at have den på hovedet.
Hun lod som om hun dejsede omkuld af træthed fra sin siddende stilling.
Maja grinede, løftede hjelmen op og tog den på med hjælp fra en af de andre kvinder.
– Hvordan føles det? spurgte Olivia, som var kommet tilbage og havde sat sig.
– Det er mærkeligt.
Maja løftede den af hovedet og kiggede på den røde skinnende overflade.
– Den er flot, sagde hun igen og rakte hjelmen til sin ejer.
– Ja, ikke?
– Hvorfor har i sådan noget på ryggen. Maja pegede ned på Nikolines jakke, der lå på gulvet ved siden af hende.
– Det er vores rygmærke. Det har vi på, så man kan se, vi holder sammen.
Nikoline løftede sit kaffebæger op i luften og sagde højt.
– Er det ikke rigtigt?
Flere af de andre kvinder svarede hende og løftede deres bægre op til en hilsen.
– Kan du se, hvad det forestiller?
– Det er en mariehøne.
– Ja, det er fordi, vi hedder Ladybirds. Det betyder mariehøns på engelsk, men det kan også betyde damefuglene.
– Er I kun damer?
– Ja. Nogle gange er det dejligt kun at være damer.
– Hvorfor det?
– Når der er mænd med, vil de tit bestemme. Vi vil selv bestemme. Vil du ikke også det en gang imellem?
Maja så op på sin far, inden hun svarede. Han så ud, som om han ikke hørte efter.
– Jo, nogen gange. Hvad bestemmer I?
– Vi bestemmer, hvor vi skal hen, og hvor langt vi vil køre. Hvornår vi vil holde pause, og … og vi bestemmer, hvad vi vil snakke om. Lige som nu hvor vi to snakker sammen.
Maja nikkede og satte sig ned ved siden af Nikoline.
– Må jeg prøve at ligge med hovedet på din jakke?
– Ja, værsgo.
Maja lagde sig ned med hovedet på hendes jakke. Nikoline lagde sig halvt ned ved siden af hende med hovedet støttet i hånden.
– Pas på du ikke falder i søvn og glemmer at gå med din far og mor.
Maja smålo, lukkede øjnene og lod som om hun sov.
Olivia viftede med et tørklæde hen over Majas hoved, så det strejfede hendes næse.
– Jeg keder mig. Må jeg godt drille dig lidt?
Maja åbnede øjnene og grinede.
– Nej, du kan drille dig selv.
– Jamen, så gør jeg det, sagde Olivia og viftede med tørklædet foran sit ansigt. – Åh, det hjalp. Nu keder jeg mig ikke mere.
De grinede alle tre.

Faren rejste sig.
– Nå piger, det er vist på tide vi går ud og ser, om vi kan se land. I trænger også til noget frisk luft.
Moren gav sig til at pakke sammen og den store pige rejste sig.
– Jeg skal også på toilettet.
Maja lukkede øjnene og blev liggende med hovedet på Nikolines jakke.