Møgso

Jesper er vred. Rigtig inderligt fucking pissevred. Og det er Tanjas skyld. Det er jo for helvede altid hendes skyld, den dumme møgso. Hvad kunne han ikke være blevet til, hvis det ikke var for hende – det evige forpulede anker bundet om benet.
Han trykker på speederen, rykker bilen hårdt til venstre og kører over for rødt i krydset ved Enghavevej og Vigerslev Allé. En idiot dytter og Jesper dytter igen, holder hornet nede i mindst et halvt minut. Han rammer den sædvanlige kø ved Carlsberg Byen. Som altid kan ingen bilister, udover ham, tilsyneladende fatte det simple princip det er, at lette røven i trafikken.
Han ruller vinduet ned og råber.
“Fucking søndagsbilister. Flyt nu for helvede jeres lortebiler!”
Ingen reagerer. Hele den her møgby er fyldt med tabere. Han tager en dåseøl fra 12-pakken på passagersædet, åbner den, tager en stor slurk og stiller den mellem benene. For satan det er sku et tørt punkt den rammer, rart der stadig er noget man kan stole på her i livet.
Det har været en rigtig lortedag, den tredje i rækken af lortedage i denne uge. Det eneste han har haft at se frem til, er den ugentlige omgang softball med drengene. Et par timer i den fri luft, med nogenlunde intelligente mennesker omkring sig. Og øllene bagefter. Forhåbentlig det bliver til en ordentlig druktur, ikke det sjatpisseri de plejer med to bajer og tidligt hjem.
“Hvis de da kan få lov af deres kællinger” vrænger han højt ud i bilen.
Han fatter ikke, hvorfor de ikke kan slå en skid, uden at skulle spørge deres kvinde om lov først. De kunne sku lære noget af ham. Jesper siger hvad han vil, gør hvad han vil – og han spørger fandme aldrig nogen om lov, mindst af alle Tanja.
Men i stedet for at hygge sig med softball, sidder han her i myldretrafikken, næsten et kvarter for sent på den. Fordi den møgso til Tanja ikke har pakket hans udstyr i bilen, som hun plejer at gøre. Han vil sgu da skide på, at der havde været et alvorligt trafikuheld i Sorø, at hendes vagt trak ud, bare fordi en eller anden stiv bonderøv havde torpederet en anden bil. Det relevante faktum er at han kom for sent op, fordi hun ikke vækkede ham klokken 7.00, men først kom daskende ind ad døren klokken 07.23. Ingen morgenmad eller morgenkaffe stod klar til ham. Kun fucking stress for at nå på arbejde og stadig få en skideballe fra chefen. Jespers chef er måske det eneste menneske i verden, der er mere uduelig end Tanja.
“Peter er en skide homotaber. Kæft den genbrugsplads vil køre på skinner, når jeg en dag styrer lortet. Den fede gamle nar må sku gerne snart få en blodprop.”
Alle Tanja’s fejl til trods, havde han endda kørt forbi Circle K tanken i frokostpausen og købt en buket blomster. Han ville have givet hende den næste morgen, når hun kom fra vagt. Han havde nok været lidt hårdhændet over den forsinkede vækning. Ikke meget, hun havde jo fortjent det for fanden! Men stadig, han var vel en gentleman, en af de få romantikere tilbage i den her lorteverden.
Da han ville putte buketten i bagagerummet, havde han opdaget at udstyret ikke var der, det lå nok stadig i bryggerset, hvor Tanja havde rengjort det sidste uge. Blomsterne var røget ud over hele parkeringspladsen – fandme, om hun fortjente dem.
*
Endelig er han hjemme ved huset i Valby. Han parkerer i indkørslen og tømmer det sidste af hans dåseøl. Tanja ligger sikkert stadig derind og sover, dovne kælling. Han burde vække hende, give hende en lektion, så hun ikke glemmer at pakke udstyret en anden gang. Men der er ikke tid, det må vente til i morgen.
Han låser døren op, smider jakken i entreen og tramper gennem huset. Det føles tomt, så er hun sikkert ude og bruge penge, igen! Fandme en frækhed hun har, at gå og shoppe som fucking Julia Roberts, bare fordi hun hiver flere overarbejdstimer hjem end ham. Han havde kraftedme været chef for Københavns Kommune nu, hvis ikke hun havde holdt ham tilbage med sin uduelighed.
Han stopper op i stuen, kigger sig om. Et eller andet er ikke som det plejer, noget føles… forkert.
Han hører ikke lyden bag ham, af bare fødder, der tripper på deres tåspidser hen over gulvet. Men han fornemmer igen noget, mærker nogen bag sig. Han vender sig rundt, når lige at og se, hvem det er, inden der lyder et swush og noget rammer ham på kæben. Inden han når at registrere nogen smerte, rammer han gulvet med et klask og alt bliver sort.
*
Øjnene kommer langsomt op, men synet er sløret, hovedet værker og gulvet føles koldt mod hans kind. Fuck en druktur det må have været. Det føles som at være blevet kørt over af et godstog.
En lyd når Jespers ene øre. Den stiger kortvarigt i styrke, inden den igen bliver svag. Det er en underlig lyd, svær at identificere. Det lyder skrabende og lidt raslende på samme tid, måske noget der blev trukket hen ad trægulvet. Noget… metallisk? Det begynder at gøre ondt i hovedet, rigtig ondt. Kæben føles som den er gået af led. Munden smager af metal og kalk.
Hvad helvede sker der, har nogen slået ham? Øjnene kan nu registrere en meter lige foran ham, resten er stadig utydeligt. Der ligger noget lige foran. Små hvide og røde stumper er strøet ud på trægulvet.
Panikken rammer ham, det er hans egne forpulede tænder.
Hvad helvede sker der, har nogen slået ham?
Har Tanja slået mig?”
Han begynder at kunne at se nogenlunde klart igen, i hvert fald et par meter frem. Han ser de bare blodplettede fødder, der går langsomt frem og tilbage i en halvcirkel om ham. Han ser også kilden til både den raslende lyd og hans smerte. Et aluminiumsbat, sit eget forpulede bat, der bliver slæbt hen ad gulvet, mens det trækker et spor af blod – hans blod. Tanja stopper op. hun kigger direkte på ham, Jesper prøver at vende hovedet en lille smule, det er en kraftanstrengelse og smerten vælter over ham. Men det lykkedes og Han får det ene øje op til at møde hendes blik. Tanjas øjne er ikke vrede, de er tomme, døde – som en dukkes, eller måske en hajs. Hun står bare der og stirrer på ham, hovedet let på skrå.
Fucking kælling, hvad tror Tanja at hun laver. Når han kommer op herfra, så skal hun få sit livs røvfuld. Hvis hun synes at de blå mærker hun render rundt med nu er slemme, så får hun kraftedme et chok lige om lidt.
Men kroppen vil ikke lystre, hverken arme eller ben gør som de får besked på. Den eneste respons er en summen i hele kroppen, smerten begynder at tage til.
Vreden fordamper igen, den bliver erstattet af noget andet, først tvivl, så frygt.
Hvorfor står hun der bare?!
Hvorfor hjælper hun mig ikke?
Jesper prøver at sige noget, men kæben vil ikke bevæge sig, det eneste resultat er en skarp smerte, der skyder op gennem hovedet. Han hyperventilerer af panik og angst, blod og tandstumper bliver suget ned i svælget og han er ved at kaste op.
Tanja siger stadig intet. Hun har ventet på, at Jesper skulle vågne. Hun vil være sikker på, at han ved, hvem der står bag det her. At hans sidste sekunder her i livet reflekterer bare en lille smule af den frygt, hun har måtte leve med i så mange år nu.
Den sidste tanke, der ryger gennem hjernen på Jesper, splitsekundet inden battet knuser hans kranie og hjernen bliver druknet i blod, er lige så simpel og patetisk som resten af det ynkelige korte liv…
“Møgso”