Sandheden slipper ud

Cylinderen sprækkede hele vejen ned. Han så på revnerne, der formede mønstre som spindelvæv, idet reptilnæverne slog imod den. Glasset splintrede. Tusindvis af stumper blev indsmurt i den tyktflydende gule væske, som sivede ud over gulvet.
Roberts muskler låste sig fast, imens hans hjerte hamrede så hurtigt, at det føltes som, det ville springe ud af brystkassen. Hans svedige fingre gled ned ad håndtaget på instrumentbrættet. Hvad havde han dog gjort?
Han så imod den ødelagte cylinder. Skårene knasede under vægten af reptilfødderne, og en lang skygge tegnede sig hen over gulvet. Modvilligt hævede Robert blikket, imens et klynk undslap hans mund. De skællede ben var tykke som okselår. Klørene hang som sorte knive langs den muskuløse krop. De sylespidse tænder, stak ud over den firkantede hage. I få tunge skridt tårnede den sig op foran ham, og han så sin egen skælvende krop reflektere i de gule øjeæbler. Den trak vejret i raspe stød. Ånden imod Roberts ansigt efterlod en stank af forrådnelse i næseborene. Klatter af savl klæbede sig til hans kind, da det tre meter høje reptil åbnede gabet over ham.
Endelig fik Robert sine ben til at lystre og bakkede væk fra konsollen. Hvorfor havde han også deaktiveret lockdown funktionen? Med sin højre arm dækkede han for ansigtet, da klørene rev fat i kittelærmet. Benene rystede så meget under ham, at han knap nok kunne holde sig oprejst. Lige om lidt så … så ville den dræbe ham.
Men skabningen standsede sin bevægelse. Forsigtigt sænkede Robert armen og så op på den.
Dens pupiller klemte sig sammen til smalle streger. Den lænede sit hoved på skrå, imens den udbrød hæse gurglelyde. Det lød som et sprog. Forsigtigt strakte han hånden frem. Måske var der håb endnu?
Døren gik op bagved, og han genkendte sin kollega Bolettes stemme. ”Dr. Kotz? Er alt som det skal v…” Hun udstødte et gennemtrængende skrig.
Monstret brølede og slog ud med armene. Robert kastede sig til siden, inden klingerne jog ned i instrumentbrættet, og apparatet slog gnister. Imens monstret trak klørene fri af metallet, søgte han dækning bag et kabinet.
Da han så sig over skulderen, sprang monsteret imod Bolette. Før hun nåede at flygte, greb den om hendes ben og slyngede hende om på maven. Hylende strakte hun sine arme frem og krængede fingrene i underlaget som modværge, da den slæbte hende ud af lokalet. Robert lænede hovedet imod kabinettet og prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. Han krummede sig sammen i fosterstilling og trykkede hænderne imod ørerne, men hendes rædselsskrig borede sig stadig ind i hans hjerneskal.
Lydene flyttede sig ud i gangen, og der blev stille i laboratoriet. Tankerne hvirvlede rundt i Roberts indre og gjorde ham ør. Han skulle … han skulle … slå rød alarm. Ja, det var hvad, han skulle og så få spærret alle faciliteterne af. Han nikkede til sig selv og forsøgte at rejse sig, men da benene nægtede at reagere, måtte han kravle ud af sit skjul.
Store plamager af blod lå i døråbningen. Straks krøb han baglæns og slog ryggen ind i konsollen. Tænk, hvis hun var … Han rystede på hovedet for ikke at gøre tanken færdig. Et andet billede rodfæstede sig i hans bevidsthed, da han fumlede med kæden om sin hals. De gule øjne og dens mimik. Der var stadig noget menneskeligt over den.
Med sitrende fingre famlede han efter prøven, der var forseglet i et reagensglas i konsollens panel under instrumentbrættet. Hvis han forfinede RNA-sekvensen kunne han fikse fejlen og redde sin kollega.
Forskellige formler løb igennem hovedet, mens han brugte væggen som støtte for at komme op at stå. Panikken byggede sig op i hans mave, da han så det flimrende display med ledninger stikkende op fra metallet. Shit, shit shit. Han rev sig i det gråsorte hår. Uden en transfusionskapsel ville det ikke virke.
Han travede et par skridt frem og tilbage, samtidig med han tappede fingrene imod sin flade, glatbarberede hage. Så kom han i tanker om den botaniske have. Ja, hvis han kunne skaffe et kalibreringskort, kunne han tilpasse den.
Han gned to fingre imod sit øjenbryn. Åh, han burde fokusere på at få faciliteterne spærret af.
Blikket vandrede over på tøjbunken ved siden af den smadrede cylinder. Øverst lå den sorte hætte og rebet. Han tog en dyb indånding og knugede om prøven, inden han lagde den i lommen. Han kunne fikse det her.
Rester af blod klæbede til siden af de hvide kondisko, som han vovede sig ud i gangen. Der var ikke nogen, som havde slået rød alarm endnu.
Det udtværede blod formede sig til lange striber ned gennem gangen. Et øjeblik stod han stille. Hans krop forsøgte at trække ham i den modsatte retning af blodsporet, men der var ikke andre muligheder. Den anden vej endte blindt. Det var hele årsagen til, at han havde valgt dette laboratorie, så han kunne arbejde uforstyrret.
Langsomt gik han fremad. Blodsporet fortsatte, men efterhånden blev det tyndere og mere pletvis. Der var ingen mennesker. Pis, hvorfor valgte han også at udføre projektet på dagen med mindst bemanding. Han bed sig i læben, for han vidste udmærket hvorfor. Han så på kortet over basen. Han var nødt til at skaffe et kalibreringskort først, men hvorhenne?
Lamperne blinkede over ham, hvorefter en hel stribe af dem gik ud. Gangen blev mere dunkel, så han måtte knibe øjnene sammen. I den svage belysning fornemmede han en sammenkrøbet skikkelse i en blodpøl. Bolette?
Han knælede ved kroppen, der vendte med ryggen til. Idet han drejede personen, så han tarmen stikke op som en streng af pølser fra den opsprættede mave. Store lunser af kød var skrællet af Bolettes ansigt. Et vidtåbent øje stirrede tomt op i loftet, imens det andet hang i et par sener ned over kinden.
Halsen trak sig sammen, og han holdt sig for munden for at undertrykke brækrefleksen. Men den brændende svie pressede sig op gennem spiserøret, hvorefter de gulbrune klatter blandede sig med blodet. Han skubbede sig væk fra liget og tog sig til sin krampende mave. Fuck, han måtte ud herfra!
Knap havde han fået vejret, da en skudsalve rungede igennem gangarealet efterfulgt af reptilets brølen. Han sprang op på benene og hev i det nærmeste dørhåndtag. Pis, den er låst! Febrilsk rykkede han atter i det.
Rundt om hjørnet blinkede et maskingevær i hænderne på en soldat. Monstret sprang imod ham og slog ud med sine klinger. Soldaten afværgede de første angreb, men der gik kun et øjeblik, før kløerne flåede hans militærjakke i stykker. Et par skud gennemhullede loftet, før våbnet faldt ned på gulvet. Soldaten tog sig til maven og sank ned på knæ. Skabningen løftede sin modstander op i en arm, og åbnede gabet.
”Nej,” gispede Robert, men holdt sig straks for munden, da han indså, at han havde gjort opmærksom på sig selv.
Reptilet smed soldaten fra sig og drejede hovedet, imens den snerrede.
Det var som hjertet sad oppe i halsen på Robert, da den med dundrede skridt kom imod ham.
”J… jeg ved, du er derinde,” mumlede han og bøjede sig underdanigt sammen.
De gule øjne låste sig fast på ham.
Robert hyperventilerede så meget, at det svimlede for ham. Kom, nu sig et eller andet! ”D… du kan ikke …” pustede han. ”Du kan ikke blive her.” Han måtte støtte sig til væggen for ikke at falde.
Så lød et brag lige ovenover hans hoved. I det sekund stoppede han med at trække vejret. Et lag støv fra betonvæggen kløede i næsen. Klingerne skrabede ned over væggen.
Hans hals var tør som sandpapir. ”D…d… den bo… taniske have,” gispede han. Han måtte synke flere gange for at få ordene frem. ”Du… du er nødt til … at gå … derhen.”
Klørene stoppede lige ved hans hår og igen udbrød skabningen en gurglen. Robert lukkede øjnene og talte i et hurtigt og skingert toneleje. ”Der er ikke varmt nok her. Du bliver svækket.”
Reptilet brummede.
”D…d… den vej,” stammede han og pegede om hjørnet.
Tunge skridt bevægede sig væk fra ham. Robert turde ikke røre sig i frygt for den ville ombestemme sig.
En kærkommen stilhed omsluttede ham, og han lod sin krop glide ned langs væggen, imens han pustede ud. Sikke en lettelse.
Han fik øje på vagten, som lå og vred sig i smerte. Hænderne, som han pressede ind mod sin mave, var smurt ind i blod.
”Er den væk?” gispede han.
Robert nikkede. Efterfølgende rev han et stykke stof af sin kittel og kravlede hen til den sårede for at stoppe blødningen.
Soldaten bed tænderne sammen. ”Hvad var det for en … tingest?”
Robert lagde en hånd på hans skulder. ”Kan du gå?”
”Jeg kan prøve,” svarede soldaten og begyndte at støde fra med hænderne.

Vægten af den afkræftede mand, gjorde det svært at bevæge sig fremad, og det føltes som en evighed, før de ankom til receptionen.
Løse papirer, clips og kuglepenne lå spredt ud over gulvet.
” Klinikken,” gispede en kvindelig medarbejder. Hun kravlede ud fra sit skjul under skrivebordet og pegede. ”Den er herovre.” Hun fejede sit lyse hår om bag skuldrene og stavrede hen for at hjælpe Robert. I fællesskab slæbte de soldaten hen til et lokale med tonede glasvægge.
”Min… min radio,” mumlede soldaten, da han landede på briksen. Han løftede sin dirrende hånd i vejret.
Det løb koldt ned ad Roberts ryg. ”Har du tilkaldt forstærkninger?”
”Nej,” gispede han. ”Jeg tabte den her et sted.”
Kvinden pillede ved sin diskrete næsering. Hendes ansigt var helt blegt. ”V… vi… må finde den.” Det blå skilt ved kitlens brystlomme afslørede, at hun var en ny medarbejder.
En skratten lød ude fra receptionen.” Kom ind … knas … hallo … knas … løjtnant?
Robert bed tænderne sammen.
”Min radio,” mumlede løjtnanten igen.
”Jeg henter den,” skyndte Robert sig at sige.
Han lod blikket glide ud over receptionen, som var en slagmark af kontorartikler og flænsede møbler. Han rodede rundt mellem tingene på gulvet. Igen hørte han den skrattede radio.
”Løjtnant … knas … Dr. Augus han er … skraaat.”
Robert spærrede øjnene op, da han hørte navnet på sin tidligere samarbejdspartner. Hvor kom lyden fra? Så fik han øje på indgangen, de var gået igennem. Først nu lagde han mærke til, at den ene af dørene hang og dinglede i et enkelt hængsel. Da han kom ud på den anden side, fandt han radioen liggende bag den smadrede dør. Den havde allerede fået nogle ordentlige slag, og dens antenne var ved at knække af.
Han samlede den op og lyttede.
”Skraaat … Vi … vestvingen sammen med Dr. Augus,” lød det fra apparatet.
Robert kløede hagen. Vestvingen lå ikke langt fra den botaniske have, og han manglede stadig et kalibreringskort. Hans gamle partner havde uden tvivl et.
Så skævede han ind mod glasvæggene til klinikken og tilbage på radioen. Han klemte vedhænget om sin hals. Situationen var allerede kompliceret. Med et smæld lod han radioen dumpe ned på gulvet og stampede på den.
Så snart han trådte ind i klinikken, fornemmede han kvindens øjne hvile på sig og sænkede blikket. Han satte sig på en træstol ved siden af hende. På briksen overfor lå løjtnanten og holdt sig for maven, imens han udstødte gisp af smerte.
Robert rystede på hovedet og lagde den smadrede radio på sit skød. ”Den er i stykker.”
Dybe rynker tegnede sig i panden på kvinden. ”Pis,” mumlede hun igennem de sammenbidte læber. Hun flyttede blikket over på løjtnanten. ”Han har brug for en læge. Hvad fanden gør vi?”
Robert skævede til kortet på væggen og så efterfølgende på hende. ”Var der andre end dig her?”
”Der var skud, og så var der det her væsen.” Hun klemte hænderne så hårdt sammen, at knoerne blev hvide. ”Jeg stod og diskuterede med en kollega. Først kiggede den meget intenst på mig. Men så …” Hendes stemme blev til en hvisken. ” … tog den hende.”
Robert sank en klump spyt. ”Det gør mig ondt.” Han lod sit blik glide ned på det blå navneskilt. ”Lisa.”
Bølgede streger formede sig som spørgsmålstegn i hendes pande, mens hun kneb øjnene sammen.
Han pegede på brystlommen.
Da Lisa fumlede med navneskiltet, blødte hendes ansigt op. ”Åh, selvfølgelig.” Igen klemte hun om næseringen og pressede et smil frem. ”Og du er?”
”Dr. Robert Kotz,”svarede han og gav hende hånden.
Hun lænede hovedet på skrå og rynkede brynene uden at sige noget.
Det var da utroligt, hvor lidt anerkendelse man fik som en kompetent videnskabsmand!
Hun nikkede imod løjtnanten. ”Hvad med ham?”
”Jeg fandt ham bare. Bæstet angreb ham.” Han overvejede sine næste ord. ”Kommunikationen virkede altså heller ikke her?”
Hun rystede på hovedet og slog blikket i gulvet. ”Forbindelsen røg.”
Robert skævede til døren i den anden side af lokalet. ”Ifølge protokollen skal vi forsegle området.”
”Men hvad med forstærkninger og evakuering af personalet?” spurgte Lisa.
”Vi er nødt til at isolere, hvad end det er.” Han klemte om sin skælvende hånd. ”Det må ikke gå ud over nogen civile.”
Hendes stemme sitrede. ”Men hvad så med os?”
Blidt klappede han hende på håndryggen. ”Militæret har sandsynligvis allerede tilkaldt nogen, og ellers bruger vi radioen i kontrolrummet.” Han kastede et blik op på kortet. ”Som ligger i den … botaniske have.” Shit, han syntes ikke selv forslaget lød særlig overbevisende.
Stolen hvinede, da Lisa rejste sig fra den. ”Så må vi skynde os at finde det.”
Robert pegede med hovedet imod den sårede. ”Måske skal du blive her og se til ham, så tilkalder jeg hjælp.”
”Er du vanvittig.” Lisa rykkede ham i armen. Du kan ikke gå derud selv!” Hendes udspilede pupiller reflekterede i lyset fra loftslampen.
”Bare gå,” stønnede soldaten.
Robert lagde en hånd på hans skulder, imens han rystede på hovedet. ”Du skal have hjælp. En af os er nødt til at blive, og jeg er den eneste, som kender stedet nok t…”
”Nej,” hviskede løjtnanten og trak en pistol op af sit bælte. ”Der er stadig nogle skud i. Gå!”
Robert mærkede, hvordan soldatens hånd rystede, da han tog imod den.
Han lukkede sin hånd om det kølige metal. ”Tak.” Han klappede forsigtigt soldatens skulder. ”Vi kommer tilbage efter dig.” Han så ned på håndvåbnet. Forhåbentligt var det ikke nødvendigt at bruge den.
Robert lænede sig ud ad gangdøren. Kun et par enkelte lamper lyste det ellers mørklagte område op.
I noget tid stod han og lyttede. Stilhed. Det var underligt at tænke på, at de var ved at nedlægge basen. I så mange år havde han arbejdet her for at gøre en forskel og for hvad? Han tog en dyb indånding. Det var for tidligt at give op. Langsomt gik han med pistolen i brysthøjde foran sig.
Lisa skævede til våbnet i hans hånd. ”Kan du skyde med sådan en?”
Han strammede om den. ”Det ved jeg ikke.”
Lisa løftede øjenbrynene, og hendes mund formede sig til en smal streg. Han forstod hende godt. Det var ikke betryggende.
Fodtrinene genlød hult, da de bevægede sig ned gennem arealet. Undervejs skimmede han skiltene på dørene, så han vidste, hvor de var henne i forhold til kortet. De kom til et kryds, hvor de kunne vælge imellem tre veje.
”Vi skal denne vej.” Robert vinkede i retningen af vestvingen.
Han klamrede om pistolen. Mon Dr. Augus stadig var der? En begyndende frustration boblede i hans mave, men han havde brug for svinet, hvis han skulle skaffe det kalibreringskort.
Så gik det op for ham, at der var stille. Han kunne ikke længere høre Lisas trin. Pulsen steg. Langsomt drejede han hovedet. Hvor var hun? En trykken opstod i hans bryst, og vejrtrækningen blev hurtigere. Lige da han var ved at blive panikslagen, så han hende stå længere nede ad gangen. Det var svært at se ordentligt i den svage belysning. Studerede hun et af kortene over bygningen?
Hun fik øje på Robert og skyndte hun sig hen til ham. ”Øhm, kontrolrummet ligger da den vej.” Hun pegede i den modsatte retning.
Det dunkede i Roberts tindinger. Han havde ikke tid til det her. Jo længere der gik, desto større var chancen for, at reptilet ville miste den sidste del af sin menneskelighed. Han lod fingrene glide ned over smykket. Han turde stadig ikke sige navnet. Det ville være som at forsegle personens skæbne. Nej, han måtte gøre alt for at fikse det. Eksperimentet kunne stadig virke!
”Vi har to,” sukkede han, imens han masserede sin pande.
Lisa hævede det ene øjenbryn. ”Okay, men det andet ligger tættere på. Vi bør gå derhen i stedet for.”
Han spændte i kæben. Hvorfor kunne det nævenyttige kvindemenneske ikke være blevet ved soldaten? Dråber af sved brød frem i hans pande.
”Fordi …” han lod blikket glide rundt. ”Det andet er spærret af.”
Lisa sænkede sit blik. ”Nå.”
Et smil krusede på hans læber. Han rankede ryggen og fortsatte med en selvsikker stemme. ”Ja, det vidste du selvfølgelig ikke, men vores kort er ikke opdaterede, netop på grund af faciliteterne er ved at blive nedlagt.”
Hun klemte øjnene halvt i. ”Så alle mister deres arbejde?” Han opfangede en snært af medlidenhed i hendes blik. ”Og du mister dit livsværk?”
Ordene ramte som en knytnæve i mellemgulvet. Hvad var det for et spørgsmål at stille? Tankerne flakkede i hans hoved. Nej, han havde ikke tid til at tænke på det nu.
Han kløede sig i nakken og undveg hendes blik. ”Det er nu bare et arbejde.”
Betænkeligt prikkede hun en finger imod hagen. ”Nå jo, men alligevel. Et arbejde er jo en stor del af vores liv.” Hendes blik hvilede på smykket om hans hals, hvorefter hun hævede brynene, og hendes stemme svingede op i en lysere tone. ”Vent, dit navn var Dr. Kotz, ikke?”
Robert klemte om prøven i sin lomme. Ikke alt det her sniksnak. De havde vigtigere ting for. ”Ja, det ved du allerede,” snerrede han. Hastigt fortsatte han videre imod vestvingen. ”Vi må skynde os.”
Lisa småløb for at følge med, men ligesom hun igen var ved at åbne munden, blev hun
afbrudt af råbende soldater.
”Identificer jer!”
Robert gemte pistolen i bukserne under kitlen.
De hævede begge armene i overgivelse.
Robert tog ordet. ”Vi er Dr. Robert Kotz og Lisa …”
”Johansen,” tilføjede hun.
Vagterne sænkede deres geværer.
”Vis mig jeres ID.” Den ene af dem strakte hånden frem. Robert tog sit kort frem fra brystlommen og rakte det til soldaten.
”Der er et monster. Den tog Erika og… og en soldat er såret,” udbrød Lisa og fægtede med armene.
”Ro på!” råbte den anden vagt og hævede igen sit våben.
”Men der er ingen tid at spilde,” fortsatte hun.
Vagterne udvekslede et blik, hvorefter den ene nikkede godkendende.
”Kom med.” Han vinkede dem med sig ind i lokalet bagved. ”Alt personale skal opholde sig herinde i K4, indtil vi kender truslen og evakuerer området.
”I bliver nødt til at tilkalde forstærkninger.” Lisa greb vagten i armen, som straks løsrev sig.
”Hey, stop det,” vrissede han.
Lisa hyperventilerede og foldede hænderne sammen i en bedende gestus. ”Men jeg leder efter en.”
Soldaten klappede hende på skulderen, og hans stemme blev blid. ”Slap af og tag en dyb indånding.”
Robert mærkede nogle sammentrækninger i sit venstre øjenbryn, da han iagttog hende puste ud og forklare om deres hændelser.
Hendes snakken flød ud for ham, da det skramlede ovenover. Han kiggede op mod de sølvfarvede ventilationsskakter i loftet.
”Dr. Kotz?” lød det fra en velkendt stemme.
Han kneb øjnene sammen og vendte sig imod sin gamle samarbejdspartner. ”Dr. Augus.” Han pressede et bredt smil frem. ”Godt at se Dem.”
Dr. Augus gav ham hånden og sagde i et muntert tonefald. ”Du bærer vel ikke nag over, vi måtte afslutte projektet, gamle dreng.” Han klappede ivrigt Robert på skulderen.
Robert skar tænder, imens han knyttede sin frie hånd til en næve. Fokusér nu på opgaven! Han tog en dyb indånding og smilede igen. ”Nej, du havde ret …” Han lod sit blik glide rundt i lokalet. ”… det var nok for det bedste.”
”Godt, godt.” Lidt for ivrigt klaskede Dr. Augus ham i ryggen.
Robert blev tør i halsen, så han måtte synke. ”Gamle ven, der er noget i vejen med sikkerhedssystemet.”
Han hævede det ene øjenbryn. ”Jaså?”
”Der er noget galt med mit adgangskort. Så tænkte om jeg kunne låne dit kalibreringskort til at fikse det?”
Dr. Augus kløede sig i håret. ”Jamen hvis vagterne evakuerer os, så er det jo ikke nødvendigt.”
Robert fumlede med sine fingre omme på ryggen. ”Jooo, men tingene er kompliceret.” Han bed sig i læben. Formler havde han styr på, men social interaktion var så trættende. ”Vi er jo kun slået på nødgeneratorer, så scannerne ved dørene virker ikke, derfor bliver vi nødt til at gå igennem den botaniske have.”
Hans kollega spærrede øjnene op. ”Jamen så burde vi jo bare tage hen til kontrolrummet.”
Robert fornemmede Lisa se over på dem. Pis! Han tog en hånd igennem håret og rømmede sig. ”Ja, men det er ude af funktion.”
”Ude af funktion?” Dr. Augus hævede stemmen.
Robert kneb øjnene sammen og bevægede sig tæt på ham. ”Passagen er spærret,” hviskede han.
Dr. Augus slog blikket over på vagten. ”Vi har noget mere at rapportere.”
Nej, nej, nej. Samtalen gik ikke som Robert forventede. Han førte sin hånd ind under kitlen. Hvorfor skulle den mand være så modstridende?
Hans blik flakkede rundt i lokalet, da soldaten kom over til dem. ”Øhm, jo der er noget, I bliver nødt til at tjekke.” Han talte lavere i håb om, Lisa ikke fangede detaljerne ovre i den anden side af rummet. ”Der er spærret i sektion C.”
”Sektion C? Jamen der var ikke noget, da vi tjekkede med de andre vagter.”
Han sænkede blikket. ”En væg er styrtet sammen derovre. Har lige været der.”
Soldaten nikkede. ”Ok, så må vi hellere få en melding igen.”
Robert lagde en hånd om hans arm og gjorde sin tone blød. ”Har Lisa ikke lige fortalt dig om ..?”
Vagtens mund blev til en smal streg. ”Jo, et reptil af en slags.”
”En vagt blev dræbt, fordi nogen forsøgte at kontakte ham.” Han holdt en kort pause og sank en klump spyt. ”Hvis jeg var jer, ville jeg undersøge det nærmere. Det kan være ude med dem, inden I får skaffet forstærkningerne.”
Et par dybe rynker formede sig ved soldatens næse. Han drejede stift omkring og gik hen til sin kammerat. ”Hummel, vi er nødt til at afdække området.” Derpå forlod de rummet.
”Et reptil?” Dr. Augus hævede det ene bryn. ”Ikke ligesom det projekt vi arbejdede på?”
Robert strammede grebet om våbnet under kitlen. ”Jeg aner lige så lidt som dig,” hvæsede han en anelse for højt.
Lisa kom hen til dem. ”Er det noget fra et eksperiment?”
Robert undgik hendes blik. ”Det er svært at sige.” Derefter henvendte han sig til sin gamle kollega. ”Vi har brug for det kalibreringskort.”
”Hvorfor? Hvis det er et reptil, vi er oppe imod, så er det jo fuldstændig tåbeligt at gå hen til den botaniske have.”
”Men det er den bedste vej for os at komme ud, når scannerne ikke virker.”
”Soldaterne kan da brække det op.”
”Hørte du ikke, hvad jeg sagde! Det er spærret.”
Nu brød Lisa ind. ”Spærret? Var det ikke bare nedlagt?”
Han trykkede neglene ind i sine håndflader. Et par sveddråber sprang frem på hans pande. Hvordan skulle han bortforklare det? Tænk! ”Jo, ser du …” Hans bryn tyngede ned mod øjenlågene. ”Jeg ville ikke gøre dig bange.” Hans blik gled rundt i rummet. ”Men kontrolrummet er blevet blokeret af det der … Monster.”
Hun så på ham med let åbnet mund, imens hun trådte et skridt baglæns. ”Hvorfor sagde du så ikke det?”
Han gned et par fingre imod sine bryn. ”Netop som jeg siger, for ikke at gøre dig bange.”
Lisa pegede på ham med en sitrende hånd. ”Du sætter vores liv på spil.”
”Hun har ret.” Dr. Augus rømmede sig og kløede sig sit grå skæg. ”Især fordi du også foreslår, vi skal gå hen i den botaniske have. Hvis vi er oppe imod et reptil, så har den bedre vilkår der. Vi må have en mere fornuftig plan.”
En åre dunkede i panden på Robert. ”Vi har ikke tid til det her!”
De to andre stivnede ved hans udbrud.
Dr. Augus krængede munden nedad og foldede sine arme. ”Tid? Vi bliver da nødt til at tænke os om. Eller er der noget, du ikke fortæller os?”
Robert trak pistolen og lagde fingeren på aftrækkeren. ”FOR HELVEDE. SÅ HØR DOG EFTER!”
Lisa gispede.
”N… nu må du ikke gøre noget forhastet.” Dr. Augus brugte sine håndflader som skjold.
Robert gik helt tæt på ham og borede løbet ind i tindingen. ”Gi’ mig så det skide kalibreringskort.”
”Hvad er det dog, du gør,” snerrede kollegaen med rystende hænder.
Robert hev ham i kraven. ”FATTER DU IKKE ALVOREN?” En spytklat ramte Dr. Augus mellem øjnene.
”Hold nu op,” indvendte Lisa og tog ham i armen. ”Vi er nødt til at arbejde sammen.”
Straks vendte Robert sig imod hende og stak pistolen op i kæben på hende. ”HOLD KÆFT, KÆLLING!”
Hendes vejrtrækning blev hurtig. ”Sli… slip mig,” hylede hun.
Det buldrede ovenover. Hjertet galoperede i brystkassen, da Robert så op på metalgitteret til ventilationsskakten. De gule øjne lyste op i mørket. Klør dukkede frem og greb rundt om åbningen. Med en dyb syngen ramte gitteret gulvet.
Et skrig tvang sig ud af Roberts hals og blandede sig med de andres paniske stemmer. Han sprang i dækning bag et rullebord, før den enorme krop landede på gulvet. Han lukkede sine tomme hænder. Pokkers. Hvor var pistolen?
Forsigtigt lænede han sig ud for at se efter. Reptilet gurglede hæst, som den trak sig op at stå foran Lisa. Hun rystede over hele kroppen. Først stirrede hun op i de gule øjne, derefter flyttede hun i hakkende bevægelser blikket nedad. Så kneb hun øjnene sammen, for omgående at spærre dem op igen.
”Nej, nej, nej, nej. Det kan ikke være rigtigt,” mumlede hun, samtidig med hun klemte om sin skælvende hånd.
Der lød klik fra aftrækkeren. ”La… la… la hende være,” gispede Dr. Augus fra sit gemmested under et metalbord. Få sekunder efter tordnede pistolskuddet i lokalet. Kuglen efterlod et mærke i gulvet ved reptilets fødder.
Skabningen skød brystet frem, farede hen og væltede bordet om på siden. Nedenunder sad Dr. Augus sammenkrøbet.
Pistolen dumpede ned ved hans fod. ”JEG VIL IKKE DØ,” hylede han med hænderne ovenpå hovedet.
Han spærrede øjnene vidt op og skreg, da den ene klo lukkede sig om hans hjerneskal. Blodet boblede ud af munden på ham, da den anden klinge borede sig ind i hans vom. Derefter hang den slatne krop og dinglede i reptilklørene.
Dørene slog op, og al lyd blev overdøvet af skrald fra maskingeværer. Pupillerne i de gule reptiløjne blev helt smalle.
Det rungede igennem Roberts rygsøjle, da liget blev slynget over i det rullebord, han gemte sig bagved. Fra sit skjul så han den røde sø, der formede sig under Dr. Augus flænsede krop. Han tog hånden for ansigtet, men alligevel blev han draget til at se efter igen. Noget hvidt stak op fra pølen. Halsen trak sig sammen, som han kravlede ud. Med al sin viljestyrke holdt han opkastet tilbage og fiskede det indsmurte kort op. Lange striber af blod smittede af på kitlen, da han tørrede det af.
De to vagter cirkulerede om reptilet, mens deres geværer klikkede rytmisk. Reptilet langede ud efter en af sine angribere. Der lød et højt knæk, idet soldaten blev slynget ind i væggen, og han sank sammen i en forvredet stilling.
Den anden soldat så med vidt opspærrede øjne i retning af sin kammerat. Våbnet rystede i hans hænder, så kuglerne fløj ukontrolleret rundt.
I mellemtiden var Robert listet hen til det væltede bord, hvor han samlede pistolen op og fortsatte ud ad døren.
Ligesom han drejede ud på gangen, satte han i løb. Der gik ikke mange minutter, før han gispede efter luft, og han blev tvunget til at sagtne farten.
Det værkede i knæene, da han tog i dørhåndtaget til den botaniske have.
Men så hørte han en stemme bag sig. ”Hvorfor lige herinde?” pustede Lisa.
Robert stivnede. Havde hun virkelig overlevet angrebet?
Han vendte sig mod hende og fumlede med sin halskæde. Måske kunne hun alligevel være nyttig for ham?
”Fordi hovedafbryderen er her. Vi har mulighed for manuelt at lukke hvert rum ned herfra og derved fange monstret.”
Hendes øjne vandrede hen på hans hænder. Hendes mundvige hang nedad, imens hun rystede på hovedet. ”Det lyder komplet vanvittigt.” Hun talte hurtigere og højere. ”Hvordan vil du på nogen som helst måde kunne styre det? Du så selv, hvordan den kom igennem den FUCKING luftskakt!”
”Schhh, ikke så højt.” Han trak hende med sig ind ad døren.
Varmen ramte ham som en mur, hvor den sivede igennem hans tøj og lagde sig som en klam hinde på huden. Et væld af farverige planter dukkede op omkring de enorme bregner, der formede sig som et tag over deres hoveder. Utallige blomsterdufte trængte ind i næsen og kæmpede om opmærksomheden. Blandt bladene funklede violette øjne.
”Hvad er det?” mumlede Lisa og klamrede sig ind til ham.
Han vred sig fri af armlåsen. ”Nogle af vores eksperimenter.” I raske skridt bevægede han sig hen ad den hullede metalsti, hvor de frodige planter ragede ind over.
”Hvilke eksperimenter?”
”Vi fusionerer racer.”
Lisas hage droppede. ”Hvorfor dog det?” Hun hævede stemmen. ”Hvad vil I med dem?”
Han bed sig i læben. Det forbandede kvindemenneske stillede for mange spørgsmål. Han pustede ud og gentog i sit indre, at han havde brug for hende. ”Det som alle mennesker higer efter …” Hans stemme blev dybere. ”… at afkode dna og udnytte det til menneskers fordel.”
Hendes øjne voksede sig store. ”Men det … det er jo sygt.”
Robert fnøs og skyndte sig videre. ”Hvad havde du regnet med, da du tog dette job?”
Bagved mumlede Lisa. ”Jeg troede, det handlede om klimaet og at skabe en bedre verden.”
Han drejede ansigtet over skulderen. ”En bedre verden for mennesker.”
Først var hun knap nok hørlig. ”Det her er jo …” Så svingede hendes stemme op til et råb. ”En grotesk måde at gøre det på!”
Han rystede på hovedet. ”Nogle gange er man nødt til at tage nogle drastiske midler i brug.”
Lisa gentog med en skinger tone. ”Drastiske midler?”
Robert fejede et stort blad til side, hvor et panel med store lysende skærme ovenover kom til syne. Ved siden af stod fire glascylindere på række, der nåede næsten helt op til loftet. Med tykke stålkabler var de forbundet til instrumentbrættet.
Han satte reagensglasset ned i panelet og åbnede en af cylinderne.
”Hvad er alt det her?” spurgte hun.
I den fjerne ende af lokalet afgav metallet nogle høje, rytmiske dunk. Hans hals snørede sig sammen. Shit. De var nødt til at skynde sig. Kom nu, bild hende et eller andet ind!
Lisas ansigt blev blegt ved lyden. ”Nej, nej, nej.” Hun begyndte at pille ved næseringen.
”Jeg har en plan,” mumlede Robert. “Tag den der.” Han pegede ind i cylinderen.
Hun stavrede nogle skridt derhen. ”Øhm, hvad?”
Plantestængler blev knækket over i baggrunden, samtidig med dunkelydene gradvis blev højere. Sveden perlede i panden på Robert.
Så skubbede han Lisa ind.
”Nej, vent.” Med et gonk ramlede Lisa imod beholderens inderside.
Hun udbrød et par støn i smerte, imens hun tog sig til hovedet. Fingrene rutsjede over ruden, da hun prøvede at kante sig op at stå.
Robert kastede sig hen til konsollen og hamrede den gule knap i bund. Glasset lukkede i for næsen af hende.
”NEEEJ! LUK MIG UD,” skreg hun og bankede løs på glasset.
Roberts ene mundvig krøb op. ”Det skal jeg nok. Når du har tjent dit formål.”
Hun trykkede håndfladerne imod cylinderen og rynkede brynene. ”Formål?” Igen slog hun på glasset. ”Hvad har du tænkt dig? Dit svin!”
Robert holdt blikket på prøven i panelet. ”Du skal hjælpe mig med at fange den.”
”Den?” udbrød hun, men talte derefter i et langsomt og dybere tonefald. ”Så det hele er kun et stort eksperiment for dig?”
Med en hævet knytnæve drejede han sig imod hende. ”Nej, du tager fejl.”
Lisa strakte sin hånd frem og lod en kæde hænge ned fra den.
”Men… men hvordan har du?” Febrilsk klappede han sig ved halsen og brystet. Musklerne spændte i hans ansigt. ”Din lille møgkælling.”
Hun åbnede det lille vedhæng og klaskede det mod glasset, så han kunne se billedet af sin smilende søn.
”Er han virkelig kun en den for dig?”
”Du ved ingenting!” Glasset dirrede, idet han slog næven imod cylinderen.
Hun rykkede et skridt baglæns. ”Jeg var i tvivl først. Men så kom jeg i tanker om, at Patrick havde taget sin mors efternavn. Du er hans far.”
Robert lod sin hånd glide ned ad ruden. ”Du … kender ham?”
Hun undgik hans blik. ”Jeg har ledt efter ham i næsten et halvt år.” Hun lavede et par synkebevægelser, før hun fortsatte med sitren i sin stemme. ”Netop på grund af hans tilstand var jeg ved at tro, han var død.” Hun lænede hovedet tungt imod glasset. ”Indtil jeg fik et spor fra en privatdetektiv om basen, hvor jeg tog et job i receptionen.” Hun drog et langt suk og knyttede sine hænder. ”Hvordan kunne du …” Derefter så hun op på ham med lynende øjne. ”… gøre det mod ham?”
”Ingen ville hjælpe ham,” skreg Robert, men så blev stemmen spinkel. ”Lægerne gjorde intet. De praktisk talt dræbte ham.”
Hun klaskede sine hænder imod glasset. ”Så du kidnappede din søn?”
Igen mærkede han sammentrækningerne i sit venstre bryn. ”Jeg opdagede noget i firbenets gener, som kan helbrede Romors.”
Lisa lagde hænderne over kors. ”Ingen kan helbrede Romors. Den ætser jo en op indefra. Den som kunne ville være stenrig.”
”Krybdyrenes genetik er svaret.”
Hendes øjne blev til smalle sprækker. ”Hvad fanden er det værd … for det, du har gjort ham til?”
”Jeg … jeg var nødt til at prøve. Det er mit livsværk.”
Metalunderlaget gav efter for de tunge skridt, og det rystede hele vejen op igennem hans ben. Snart omsluttede skyggen ham. Han stivnede. Den raspende ånde i nakken, fik det til at løbe koldt ned ad hans ryg. I refleks krummede han sig sammen, da klingerne hvinede ned over glasset.
”Patrick, jeg kan stadig fikse det her,” klynkede han.
Ligesom reptilet skulle til at slå ud, holdt den kloen hængende i luften, som den lyttede til hans ord. De gule øjne så lige forbi ham. Det var nu, han havde chancen. Langsomt lod han sig glide ned langs den glatte overflade og kravlede hen til konsollen.
Men skabningen registrerede hans bevægelser og langede ud efter ham. Robert hylede i smerte, da klørene borede sig ind i hans ben. Han faldt foran displayet, hvor pistolen dumpede ned ved foden. Han strakte sin arm efter den, men klørene holdt for godt fast om ham. I stedet for famlede han efter den gule knap på instrumentbrættet. En mekanisk brummen åbnede kapslen, og Lisa væltede ud.
Reptilet strakte halsen. Den brølede så højt, at det lød som torden i Roberts ører, mens den vristede klørene fri. Roberts ben dunkede så meget, at han kun var i stand til at kravle.
”Dit svin!” Koldt metal bankede ind i hans tinding. ”Tænk sig at udnytte andre på den måde.” Lisa trykkede pistolløbet hårdere imod hans hoved. ”Du har ødelagt vores liv med dine syge eksperimenter.” Hun skreg ham i ansigtet. ”Vi skulle giftes!” Tårer perlede i hendes øjne.
Roberts blik vandrede ned på hendes højre hånd, hvor der ganske rigtigt sad en guldring med en lilla sten i. Var Patrick forlovet?
Reptilet stillede sig ved siden af hende. Den tiltede sit hoved på skrå og så på hende. Igen gurglede den. Det lød som en bøn, hvorpå den lagde sin klo på pistolen.
Robert hev efter vejret. ”J… jeg forsøgte at redde hans liv. Jeg kan stadig få ham tilbage.” Han foldede sine hænder. ”Lad mig gøre forsøget.” Han så op på sin søn. ”Det var for dit eget bedste.”
Reptilet blottede sine tænder og snerrede ad ham.
Lisas kæbe bævrede. ”D… du gjorde det her imod hans vilje. Han var ikke andet end et forsøg for dig.” Derpå strammede hun grebet om pistolen. ”Du kendte ham overhovedet ikke. Han ønskede aldrig at leve på den måde!”
”Please, lad mig leve.” Robert løftede hænderne op over sit hoved.
Da han hørte aftrækkeren, klemte han øjnene i.
Lisa skreg. ”Han ville bare have lov at dø i fred … dit fucking monster!”
Pistolskuddet bragede i hans indre. Hele hans krop skælvede. Vent! Var han stadig i live? I stadig krumbøjet tilstand åbnede han øjnene. Underlaget vibrerede under ham, da reptilet faldt. Der var et stort skudhul imellem dens øjne.
”N… n… NEJ!” gispede Robert og strakte armen frem.
Lisa spyttede ham i ansigtet og hev fat i hans ben.
Han gned klatten væk. ”Hvad … laver du?” Men før han vidste af det, havde hun trukket ham ind i cylinderen og lukket den.
Hun gik over til displayet. ”Hvad mon de her knapper kan?”
Lyset fra skærmene tegnede mørke skygger i hendes ansigt, da hun så over på ham.
”Nu er det din tur.”