Sjæletræet

Sjæletræet
Når vi dør, forvandler vores sjæl sig til en fugl. Den spreder sine vinger og flyver op i himlen til den åndelige verden. Den historie fortæller hun … fortalte hun mig altid, når vi gik i skoven. Jeg betragter flokken af fugle, der flyver hen over vores hoveder. Et øjeblik bilder jeg mig ind, at hun er iblandt dem. På vej til et bedre sted.
I baggrunden hører jeg kirkeklokkerne ringe, mens jeg går inde imellem mennesker klædt i sort og gråt. Mine ben ryster under mig, men mylderet trækker mig fremad. Jeg kan ikke holde ud at kigge på deres blege nedslåede ansigter, som får knuden til at vokse i halsen på mig.
Mængden standser op, og vi stiller os i en rundkreds. Den hvide kiste er prydet med den smukkeste bårebuket af gule og lilla blomster. Hendes yndlingsfarver. Når jeg står og ser på kisten, kan jeg slet ikke forstå, at hun ligger dernede i. Det hele er så uvirkeligt. Hvordan kan hun forlade mig nu, hvor jeg har allermest brug for hende?
Præsten stiller sig hen med den lille skovl. ”Gunilla Viola Dyreborg … ”
Idet han siger hendes navn, føles det som mit hjerte hopper ud af brystkassen. Nej, det er ikke rigtigt. Det er ikke rigtigt. Det hele er et stort mareridt. En varm dråbe triller ned over min kind. Nede i svælget er klumpen ved at eksplodere.
Til sidst kan jeg ikke mere og tuder så meget, at det kramper i hele min krop. Med et blidt favntag trækker min mor mig ind i hendes arme. Jeg vil slet ikke det her, men har ingen kræfter til at stritte imod.

Da begravelsen endelig er overstået, begynder folkemassen at opløse sig. Nu opdager jeg de giftiggrønne øjne, der stirrer på mig. De sorte lokker bølger ind over det spinkle pigeansigt.
Jeg vil væk herfra, men alligevel fryser mine fødder fast. Vinterkulden trænger ind under jakken, og jeg spænder i musklerne. Jeg knytter mine hænder, da hun kommer hen imod mig.
Hun breder sine arme ud. ”Det gør mig så ondt.”
En ild skyder op i mig, og jeg spytter på hendes sko. ”Forsvind, møgso!”
Hendes arme falder slapt ned langs siderne, og hun bakker to skridt. ”Men Laura …”
”Du har gjort rigeligt,” snerrer jeg.
Med et langt suk slår hun blikket ned, før hun forsvinder blandt de sorte og grå jakker.
Da jeg ser mig tilbage, sætter en rødkælk sig på kisten og pirker til blomsterne. Ubekymret hopper den et par skridt fremad, mens den nysgerrigt vender og drejer hovedet. Fuglen minder mig om hendes historie. Igen trænger gråden sig på. Nej, stop med at tænke på det. Jeg kan smage de salte tårer i min mundvig. Mine fødder nægter at flytte sig. Jeg kan ikke klare flere sammenbrud på en dag. Imens jeg kæmper med at overtale mig selv, kommer den lille rødkælk flyvende, sætter sig på min skulder og pipper opmuntrende toner i mine ører. I min forbløffelse over, at den ikke er bange, står jeg stille som en statue og ser på den.
”Laura,” kalder min mor.
I det samme flyver rødkælken. Med øjnene følger jeg den, idet den flyver op i den gråmalede himmel og forsvinder.
”Farvel, mormor,” hvisker jeg og går ud til bilen.

Igennem vinduet beundrer jeg æbletræets mange hvide blomster omkranset af grønne blade. Vejret er lunt, og udenfor kan jeg høre lyden af summende bier, men idyllen bliver hurtigt brudt. Deres råb nede fra stuen vibrerer igennem gulvet som negativ energi. Jeg smækker døren i, så jeg i det mindste ikke skal høre på deres ord. For det er altid det samme. Mor er træt af, at far drikker, og hun truer med at forlade ham, men alligevel gør hun ikke noget ved det. De tror, det er det bedste for mig, men det ved de ikke en skid om.
Hvis bare jeg kunne søge tilflugt hos mormor. Der er så mange minder forbundet med hendes hus. Det var et helle for mig, et sted hvor ingen kunne gøre mig ondt, og jeg følte mig tryg. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal stille op. Jeg prøver at se mormor for mig, men hver gang jeg stiller skarpt på hendes smalle øjne, der buer let opad som små smil, gør det ondt indeni. Nej, jeg kan ikke det her.
Jeg sætter mig ved det lyserøde skrivebord fyldt med barbieklistermærker langs siderne. Mine lår gnaver mod bordkanten, idet jeg rykker stolen ind under det. Jeg føler mig alt for gammel til det kiksede bord, men der er ikke penge til andet.
Jeg trækker skoletasken frem og kigger på den tykke historiebog, der ligger dernede i. Er der overhovedet nogen grund til at gå i gang? For jeg er allerede så håbløst bagud, at jeg ikke tror på, jeg kan klare eksamenen.
Mit blik vandrer hen på mobilen, som ligger i opladeren. På displayet kan jeg se, at der er kommet fem nye beskeder. Mon det er mere hate fra møgtøserne, eller har de fået at vide af deres forældre, at de skal være flinke ved mig. Bare tanken om dem aktiverer brækrefleksen i min hals. Hvis jeg bare kunne komme på efterskole i stedet for og skride langt væk fra det her hul.
Råbene nedenunder bliver højere efterfulgt af lyden af splintrede flasker. Jeg forsøger at holde mig for ørerne, men det hjælper ikke. Det sitrer igennem min krop, deres vrede smitter af på mig.
Jeg flår vinduet op og kigger ud på æbletræets tykke gren. Den ser solid nok ud til at kunne bære mig, så jeg hopper ud på den. Jeg er lige ved at skvatte, og klamrer mig til stammen. Stakåndet kigger jeg ned på jorden. Der er alligevel nogle meter ned. Mine hænder skælver, da jeg rækker ud efter den næste gren og klatrer nedad. Da mine fødder rammer jorden, buldrer rastløsheden i mig, og jeg løber. Ud ad den hvide havelåge. Væk fra huset. Landskabet omkring mig bliver til udtværede farvestriber. Det eneste jeg fornemmer, er gruset under mine røde kondisko.
Først da jeg når hen til den lille træbro, som fører ind i skoven, standser jeg. Stakåndet griber jeg om gelænderet, men algerne gør det klamt og glat at røre ved. Vi plejede at gå ture her, hvor mormor fortalte mig den ene fantastiske historie efter den anden. I noget tid ser jeg ned på åen, hvor vandet bugter sig udenom en stor sten.
En stemme lyder bag mig. ”Laura?”
Jeg genkender den lyse pigestemme, og jeg føler det som mine indvolde slår knuder i irritation.
”Hvad vil du?” Min stemme er hård, og jeg nægter at se på hende.
I vandets refleksion genkender jeg hendes lange sorte hår fyldt med store bølgede krøller og hagen så spids som en trekant. Når jeg ser hendes radmagre skikkelse igennem vandet, er det næsten svært at tro på, hun har voldt så meget smerte. Men det er det, Annika er allerbedst til. Åh ja, hun indfanger en med sit søde væsen og sine opløftende ord, og når du mindst venter det, så snor hun sig om dig, som den slange hun er, og kvæler dig.
”Er du stadig ked af det med din mormor?” spørger hun forsigtigt.
”Om jeg er ked af det?” Rasende drejer jeg om på hælen og ser lige ind de giftiggrønne øjne. ”Fatter du ingenting?”
Annika slår blikket ned. ”Jeg tænkte bare nu, hvor der var gået et halvt år, så kunne det være …”
”Det går aldrig over. Og da jeg havde brug for dig, så var du en fucking backstabbing lort!” Vreden vokser sig til flammer, der gør min krop gloende hed.
”Jeg prøver jo …”
”Nej!” afbryder jeg og peger på hende med en dirrende finger.
”Laura, vi kan ikke blive ved på den her måde.” Sollyset reflekterer skylden i hendes øjne. ”Seriøst, jeg prøver at være her for dig. Hvorfor kan du ikke se det?”
Min stemme knækker over. ”Du… du skal ikke komme her og tro at dine latterlige forsøg på at trøste mig, gør op for, hvad du gjorde dengang.”
”Det gør jeg heller ikke!”
Halsen snører sig sammen igen. Jeg nægter at give efter for smerten. Hun får ikke krammet på mig. ”Fucking lad mig være,” råber jeg så brat ind i hendes fjæs, at hun stivner i en chokeret grimasse.
Derefter skubber jeg hende væk og spæner ind i skoven. Jeg løber og løber i arrigskab. Den indre mur, jeg har bygget op, styrter sammen. Bag den er en flod af tårer. Følelsen er alt for overvældende, og jeg synker ned på knæ, på en smal skovsti, hvor træerne tårner sig op om mig. Pis, nu vræler jeg igen. Tårerne strømmer ud og tapper mig for alle mine kræfter. Til sidst kan jeg ikke holde mig oppe længere. Alle mine muskler bliver slappe, og jeg vælter ned på siden. Den tørre jord skraber imod min kind, men det er lige meget. Det er som om en kraftig magnet trækker i mig og holder mig nede. Nede i sølet, hvor jeg hører til. Jeg græder, indtil der ikke er flere tårer og lukker øjnene.
En kvidren lyder i mine ører. Min hals er helt tør, så jeg må have ligget her et stykke tid. På min skulder fornemmer jeg noget småt hoppe rundt. Det er anstrengende at åbne øjnene, men da jeg vænner mig til lyset, drejer jeg hovedet, hvor jeg får øje på den lille rødkælk på min skulder. Nysgerrigt vipper den sit hoved frem og tilbage.
”Dig igen?” mumler jeg.
I det samme nikker fuglen og hopper ned på jorden. Jeg kan ikke lade være med at blinke med øjnene flere gange. Ser jeg rigtigt? Da jeg kommer op at sidde, smågriner jeg. Nu har jeg vist slået hovedet, hvis jeg bilder mig ind, at den svarede.
Med mine håndflader støder jeg fra og kommer op at stå. Snavset hænger fast i bukserne, og jeg børster det værste af knæene. Ligesom jeg vil til at gå, får jeg en kriblende fornemmelse ved min ene fod. Nede på min kondisko sidder rødkælken i færd med at pirke til det hvide snørebånd. Den strækker sin hals, ser op på mig og blinker en enkelt gang, hvorefter den flyver en meter foran mig. Igen drejer den sit hoved og ser tilbage. Vil den have mig til at følge efter?
Jeg ryster på hovedet, men alligevel går jeg frem mod den. Hvad er det, jeg laver? Rødkælken spreder sine vinger og flyver lavt hen over jorden. Instinktivt sætter jeg i løb for at følge med og drejer ind på en smal trampesti. Træerne står så tæt, at bladene skraber imod mine arme. Det bliver hurtigt mørkt herinde, og jeg er nødt til at stoppe op. Hvor blev rødkælken af? Træerne bliver til mørkegrå tremmer omkring mig, og jeg føler mig buret inde. Da rødkælken slår en trille på en gren over mit hoved, slapper jeg af og ser mig omkring. Mellem 2 tætstående træer ser jeg en stribe lys trænge igennem dunkelheden. Det er som om rødkælken læser mine tanker, da den letter og flyver ind i lyssprækken.
”Vent,” råber jeg. Hvor er det her vanvittigt, jeg taler til en fugl. Alt imens jeg klemmer mig imellem nogle træer. Det er jo absurd, at jeg …
Kontrasten fra mørke til lys er så voldsom, at jeg er nødt til at klemme øjnene sammen. Da mit syn igen er skarpt, kan jeg se, at jeg står ude i en lysning. Ovenover synger rødkælken sin glædessang, og jeg ser op. Stråler af unaturligt lys glitrer som perler i træernes grønne blade.
Jeg drejer en halv omgang. I midten står et enormt træ, godt 50 meter væk. Stammen er bredere end mine forældres hus. Til forskel fra skovens andre træer har bladene et sølvglinsende skær. Om den kobberfarvede stamme vokser en guirlande af grønne planter prydet med blomster i alle regnbuens farver. Trækronen er så stor, at jeg slet ikke kan se himlen herfra. Træets tykke rødder bølger igennem skovbunden som bakker. De første kan jeg træde hen over, men da jeg bevæger mig tættere på, bliver rødderne så store, at jeg må klatre over dem. De er overraskende glatte, og føles mere som metal end trærødder. Hvad er det her for et træ?
Igen kan jeg høre rødkælkens sang. Den har sat sig i en af grenene. Hov, hvad er det jeg kan se deroppe? Imellem de sølvfarvede blade hænger glødende krystaller sammen i klaser. De glimter i lyserøde og orange farver. Hvordan er det muligt?
Alt for optaget af at kigge op, glider jeg og er lige ved at vælte forover. I ren refleks griber jeg efter noget at holde ved og får fat om en knold, før det går galt.
”Shit altså,” gisper jeg og fortsætter fremad.
Pustende læner jeg mig op ad træstammen. Det var alligevel hårdere, end jeg regnede med. Min finger glider over barkens knoprede overflade. Så mange små fordybninger. Er det tiden, der har sat sine spor?
Mit blik vandrer op imod en klase krystaller, og jeg får en ubeskrivelig trang til at undersøge dem. Jeg træder et par skridt baglæns, mens jeg nærstuderer kæmpestammen. Det er jo helt umuligt.
Rødkælkens sang baner sig vej gennem mine øregange, og et håb spirer indeni. Jeg lukker øjnene, i luften fornemmer jeg en tilstedeværelse. Noget velkendt. Et ønske vokser frem i mit sorte tomrum. Fuglesangen går brat fra langsomme og blide toner til hurtige triller. Jeg slår øjnene op.
På træet bølger barken som et lagen på en tørresnor i blæsevejr. I takt med træstammens knagen runger det i rødderne, og vibrationerne går op igennem mine ben. Lyden minder mig om knækkende grene, men alligevel har det en hul klang. Sådan et megatræ kan da ikke vælte, vel? Bølgerne bliver til humpler, der bukker indad i skarpe vinkler og former en trappe i stammen. Imens skyder nye grene op fra trinene og løfter planteguirlanderne op, så det bliver til et gelænder.
Jeg gnider mine øjne, for det må være synsbedrag. Der går flere minutter. Først da rødkælken pipper på min skulder, vågner jeg af min trance. Jeg rykker i gelænderet af grene og blomster. Det virker solidt nok.

Trinene er høje, og efter noget tid værker det så meget i benene, at jeg må holde pause. Da jeg læner mig hen over gelænderet, bliver jeg svimmel. Der er langt ned. Jeg er allerede 10 meter over jorden, og det virker stadig uendeligt langt op. Så hører jeg klemtende klokkelyde, og det går op for mig, at det er krystallerne på grenene, der siger sådan, når vinden tager fat i dem.
Endelig når jeg langt nok op ad trappen til at røre ved en krystal, som sidder fast på en kvist. Den er på størrelse med min hånd, og jeg kan kun lige lukke hånden om den. Jeg kigger nærmere på dens blanke overflade, hvor jeg ser min krogede høgenæse reflektere, men så forsvinder mit ansigt, og et billede danner sig indeni. Hov, de bevæger sig. En mand og en kvinde går og holder i hånden. Drømmer jeg?
Før jeg når at spekulere for meget over det, aner jeg den velkendte tilstedeværelse blive stærkere. En duft af nelliker kildrer mine næsebor, og jeg føler mig som et barn igen. Nej, det kan ikke passe? Duften kommer længere oppe fra. Med fornyet styrke tonser jeg op ad trappen. Jeg er nødt til at vide det. Kroppen har sin egen vilje, og mit hoved er ikke længere i kontrol.
Imellem sølvbladene ser jeg en orange krystal lyse kraftigere op end de andre. Det dufter af nelliker og citron, de ingredienser som hun brugte til at lave sin egen parfume. Jeg tumler ud på den tykke gren og er lige ved at skvatte over mine egne ben i iver. Da jeg kommer hen til den, er det som jeg kan mærke trygheden fra hendes varme arme rundt om mig. For første gang i lang tid skyder en følelse af lykke så intenst op i mig, at min krop ryster i overvældelse.
Jeg ser ind i krystallen, hvor billederne toner frem for mine øjne. Der er hendes små øjne, som buer opad i smil. Hendes gråbrune hår sidder i en stram knold på hovedet. Fra hver mundvig danner der sig 3 streger, når hun smiler.
Alle vores bedste stunder spiller som en film inde i krystallen. Mit femårige jeg står oppe på en taburet og rører i skålen. Rester af dej klistrer sig fast i mit lyse og krusede hår. Med store armbevægelser dasker jeg til melposen og vælter ned fra taburetten. Melet står op som en hvid sky og lander ud over hele gulvet. Selvfølgelig vræler jeg, men så kommer mormor og rækker mig sin hånd, mens hun griner. Brat stopper jeg med at flæbe, da hun trækker mig op at stå. Hendes milde latter smitter, og jeg smiler. Jeg får et plaster på, hvorefter hun sætter mig i gang med at bruge kosten, mens hun hjælper med fejebakken.
”Så nu får vi det her væk. Vi skal altid rydde op efter os selv,” hører jeg hende sige med sin raspe stemme.
Hun har aldrig pussenusset om mig, men har altid hjulpet mig igennem faldene i mit liv. Som jeg står og kigger ind i krystallen, vokser mit smil sig større. Jeg har lyst til at blive her for evigt og nyde minderne.
Krystallen svinger et par gange frem og tilbage. Så får jeg øje på rødkælken, der har sat sig på grenen ovenover.
”Vil du også se med?” griner jeg.
Forbavset ser jeg den flyve ned. Den forstår, hvad jeg siger. I det samme fuglen lander på krystallen, lyser den så voldsomt op, at jeg skærmer mine øjne for ikke at blive blændet.
Jeg hører mormors stemme, men ikke ligesom i krystallen. Den er meget mere nærværende.
”Åh, min lille Laura.”
Jeg fjerner hånden og ser hvordan den lille fugleskikkelse vokser sig til omridset af en ældre dame.
”Det kan ikke passe,” mumler jeg og træder baglæns.
Den gamle dame strækker armene ud, mens de smalle øjne smiler.
Min forvirring forsvinder øjeblikkeligt, og jeg kaster mig i armene på hende. ”Mormor,” fremstammer jeg imellem mine hulk. ”Er det virkelig … dig?”
”Ja, min pige,” klukker hun og giver min ryg et ekstra klap. Så går hun en anelse tilbage og ser mig i øjnene. ”Men jeg er kun en skygge af mig selv. Snart skal jeg rejse videre.”
”Du må ikke gå,” udbryder jeg og knuger hendes skrøbelige hånd.
Mormor læner sit hoved en anelse på skrå. ”Åh, men min kære. Du skal nok klare dig.”
”Kan vi ikke blive her sammen?”
Mormor ryster på hovedet, og jeg kan se hendes skikkelse flakker. ”Jeg ved, det er svært, men du bliver nødt til at give slip.”
”Nej, nej. Jeg vil ikke,” piver jeg, som var jeg et femårigt barn igen, og presser mig ind i hendes favn.
Vi står længe og krammer uden at sige noget.
Hun stryger mig blidt over kinden, ligesom dengang jeg var lille.
”Hvordan går det i skolen? Får du lavet dine lektier?”
Jeg ryster på hovedet. ”Det går ad helvede til, ” sukker jeg. ”De er så ynkelige at høre på allesammen. Jeg kan ikke holde deres falske medlidenhed ud.”
”Du synes ikke, du er for hård?”
Jeg ser på mormor og aner ikke, hvad jeg skal svare. Hvorfor stiller hun mig sådan et spørgsmål.
”Du er stædig ligesom din mor.” Hun blinker med øjnene og smiler.
”Hun er da den ynkeligste af dem allesammen! Med en rygrad som en regnorm,” sukker jeg og skæver op i luften.
”Åh, min kære Laura.” Mormor ryster på hovedet. Du misforstår, hun kæmper netop for dig.” Hun smågriner og siger med en mild stemme. “Hun nægter at sælge mit hus.”
Det gibber i mig, og jeg ser direkte på hende igen. ”Jeg troede, det var solgt?”
”Nej, hun renoverer det. Men det er hårdt for økonomien.”
”Hvorfor har hun ikke sagt noget?”
Mormor lægger sin hånd på min skulder og giver den et klem. ”Hun er bange for at skuffe dig.”
Jeg bruger lidt tid på at tænke over mormors ord. ”Men for helvede, hun tør jo ikke engang at blive skilt.”
”Hvis hun gør, bliver hun tvunget til at sælge det.”
Jeg tager mig til hovedet og prøver at samle tankerne.
Mormor vender blikket ind i krystallen. ”Åh ja, det var et godt øjeblik,” siger hun.
Jeg stiller mig hen ved siden af hende og ser situationen med melet igen.
”Så fuld af liv, og tillidsfuld.”
Jeg nikker. ”Du lærte mig, at man altid skal klare tingene selv.”
”Selv?” Mormor løfter det ene øjenbryn, idet hun drejer hovedet over mod mig. ”Nej da. Ingen kan klare tingene alene.”
”Men du sagde … Det er mit eget ansvar, når der er problemer.”
”Tage ansvar, ja. Men jeg har aldrig sagt, du ikke må få hjælp. Prøv lige at se der.” Mormor peger på krystallen. ”Du tager min hånd.”
Igen ser hun op på mig. ”Du skal ikke gøre alting selv. Det er okay at få hjælp.”
”Men de sårer mig. Jeg har ikke brug for nogen.”
Mormor fejer pandelokken væk fra mit øje og sætter den bag mit øre. ”Alle begår fejl. Du er nødt til at tilgive dem.”
For mit indre dukker situationen med Annika op. Jeg gider ikke tænke på hende, men jeg kan ikke slukke for min tankestrøm. I korte glimt ser jeg øjeblikket, hvor hun står og sladrer til de populære piger. Jeg glemmer aldrig, da jeg går ind i lokalet, og de vender sig mod mig. Deres hånlige latter genlyder i mit baghoved.
”Kort tid før du … ” Jeg kan ikke få mig selv til at sige ordene færdigt, men mormor ved, hvad jeg mener, og hun nikker til mig om at fortsætte. “Annika, hun… hun pissede på mig og sladrede til snobtøserne,” vrisser jeg og krydser mine arme.
”Har du nogensinde talt med hende om det?”
”Hun kom først krybende, da de populære ikke gad hende mere. Hvorfor skulle jeg?”
”Nogle gange hænger tingene ikke sammen, som man tror.”
”Men jeg vil ikke finde mig i at blive behandlet som lort.” Jeg tramper så hårdt på stedet, at grenen vibrerer under os.
Mormor forholder sig helt roligt og reagerer ikke på min vrede. Åh, det får mig til at føle mig som et umuligt pattebarn, når hun bare står og kigger på mig.
Alle rynkerne bliver tydelige, idet hun smiler til mig. ”Du skal ikke finde dig i alt, men du bliver også nødt til at give folk en chance.”
Jeg har lyst til at sige hende imod, men så ser jeg endnu et minde spille i krystallen. En dag hvor jeg sidder sammen med Annika i sandkassen hos Mormor. Vi sidder med hver vores dukke, men da jeg prøver at presse min ind i en legetøjslastbil, knækker dens arm, og jeg tuder. Uden at tøve rækker Annika mig sin dukke. ”Du må få min.”
Mine tanker slår krøller. Sådan husker jeg hende slet ikke. Når jeg tænker mig om, så ligger den dukke stadig oppe på den øverste hylde i mit skab.
Mormors skikkelse flimrer igen, og hun vender ansigtet mod himlen. ”Det er tid.”
”Tid?” Jeg klemmer igen om hendes hånd og ser ind i de gråblå øjne. ”Du er jo lige kommet.”
”Jeg skal videre på min rejse, lille Laura.”
”Jeg kan ikke klare mig uden dig.”
Med sine krogede fingre prikker hun mig i brystet og ler. ”Jeg vil altid være der.”
”Men mormor …”
Før jeg kan nå at tale færdig, lægger hun sine arme om mig. ”Du skal også videre i dit liv. Du kan ikke dvæle ved fortiden. Du har alt, hvad du skal bruge.” Hun bliver stille et øjeblik. ”Vores minder sammen.”
Jeg trykker mig ind i hendes favn, så længe jeg kan. Da hun begynder at gå, holder jeg stadig fast om hendes hånd. Mit greb løsner sig, og til sidst slipper jeg modvilligt, for jeg ved hun har ret.
”Sig til din mor, hun stadig er min søde flødeskumstrold,” griner hun.
Jeg forstår ikke, hvad hun fabler om, men nikker.
”Farvel Laura. Jeg vil altid være hos dig, selvom du ikke kan se mig.”
Tårerne drypper ned fra min hage. ”Jeg elsker dig mormor,” hvisker jeg, da hendes skikkelse skrumper sammen og forvandler sig til rødkælken.

Stemmer lyder i det fjerne, og jeg spærrer øjnene op. Var det hele en drøm? Igen ligger jeg nede på jorden. I baggrunden hører jeg en pige skrige i frustration. Jeg genkender stemmen. Annika. Hurtigt kommer jeg på benene og spæner efter lyden.
”Slip mig!” hyler Annika.
Jeg kan se ryggen af tre lyshårede tøser foran et bøgetræ. Imellem dem opfanger jeg Annikas skrækslagne øjne. Da jeg kommer tættere på, kan jeg se, at det er Emilie, Ditte og Louise fra klassen.
Emilie holder fast om Annikas arm, imens de andre tegner cirkler på hende med sorte tusser. Hulkende krymper Annika sig sammen. Hendes gråd trænger ind i mit sind, og vreden blusser i mig.
”Ej, der er også en ordentlig klump fedt der.” Ditte skal lige til at tegne på Annikas lår, da jeg flår tussen ud af hendes hånd.
Hun vender sig mod mig. ”Hvad laver du her?” Med sit overlegne blik, forsøger hun at pille mig ned, men raseriet har overtaget min krop.
Da jeg tager hårdt fat om Dittes håndled, gisper hun og forsvarer sig ved at presse sine blålakerede negle ned i min arm. Jeg mærker knap nok hendes vattede forsøg, hvorpå jeg vrider den spaghettitynde arm om på ryggen og skubber hende ned i en mudderpøl.
De 2 andre tøser rykker baglæns og glor på mig med åben mund. Jeg jogger min sko imod Dittes udstrakte hånd i græsset, så hun skriger i smerte.
”Sig undskyld, møgkælling!” råber jeg.
”Undskyld, undskyld,” hyler hun, og jeg løfter foden.
Ligesom Ditte kommer på benene, brøler jeg af mine lungers fulde kraft. ”Jeg vil aldrig hører så meget som et muk fra jer igen! FORSTÅET?”
I chok nikker de og flygter ud af skoven.
Jeg vender mig om og strækker min hånd ud til Annika, som kigger lamslået på den.
”Kom nu,” vrisser jeg.
”Du… du tævede Ditte.”
Jeg smiler skævt til hende og rykker min arm længere frem, indtil hun tager imod den, og kommer på benene.
Annika trykker en ekstra gang om min hånd, før hun slipper. ”Tak.”
”Hvor længe har det her stået på?”
Hun sukker og flytter sit blik væk. ”Siden jeg var lille.”
Måbende ser jeg på hende, før jeg tager mig sammen til at sige noget. ”Som i altid?”
Annika bider sig i læben, og nikker langsomt uden at se på mig.
Jeg griber om hendes skuldre og rusker i hende. ”Hvorfor har du ikke sagt noget?”
”Jeg ville ikke være til besvær,” mumler hun.
”Besvær?” udbryder jeg og hiver mig i håret.
Med skælvende stemme taler Annika hurtigere. ”Du skulle ikke blandes ind i det, men så gjorde jeg noget dumt. Jeg er så uduelig og svag.”
Jeg prøver at afkode hendes flakkende blik.
Hun ser på mig. ”Undskyld, jeg skulle aldrig have fortalt dem om dit crush på Andreas. Jeg forstår godt, hvis du hader mig.”
Jo, dybere jeg kigger ind i de grønne øjne, desto mere fortvivlelse ser jeg. ”De tvang dig, gjorde de ikke?”
”I dagevis snagede de, og så… så lige pludselig ville de hænge ud med mig. Det var rart med et break. Jeg ville bare have ro i mit hoved for en gangs skyld, men det var ikke det værd.” Hele hendes krop skælver, imens hun forklarer sig.
Jeg føler mig så skyldig, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Mormor havde ret. Ikke alting er, som det ser ud. Jeg har været megablind. Jeg vil gerne sige noget, men ordene kommer ikke frem, så i stedet for krammer jeg hende. Overrasket gengælder hun det, mens hun hvisker undskyld igen og igen, indtil jeg tysser på hende.
”Det er mig, som undskylder. Jeg burde have set, hvor hårdt du havde det.” Jeg slipper hende og kigger ind i de rødsprængte øjne. ”Fra nu af så hjælper vi hinanden, okay?”
Små dråber danner sig Annikas øjne, imens hun nikker.
En varme breder sig rundt om min hals, og jeg fornemmer noget tungt lægge sig mod min hud. Med mine fingre mærker jeg efter og finder ud af, at jeg har en halskæde på. Jeg trækker vedhænget op som er en orange krystal. Jeg knuger om det lille vedhæng og ser mig omkring. Ovre ved træbroen lander rødkælken på gelænderet, og jeg smiler.
”Hvad er der?” spørger Annika.
Jeg tager hende ved armen. ”Kom.”
”Hvad skal vi?”
”Jeg skal hjem og fortælle min mor, at det er okay, hun sælger mormors hus.”