Små dramaer

Du bevæger dig ikke så meget længere,” siger han og kaster et blik henover skulderen i hendes retning. Hun sad som sædvanligt i den brune fløjlsstol i hjørnet, hvor hun havde det fulde overblik over stuen. Tronende som en dronning med alting foran sig. Stuegulvet var scenen, hvor han selv, hofnarren, gjorde krøller på sig selv for at fremtvinge en reaktion. Store og små dramaer fik liv og blev foldet ud her. Eller måske mest de små ved nærmere eftertanke. De små dramaer, der trak spor tilbage i historien til en tid, hvor det ville have været muligt at ændre dem. Hele dem, glatte dem ud, før de blev så dramatiske. Nu næres de af fortiden. De er kommet for at blive. De forsvinder aldrig, det ved han godt. Sådan noget kan man ikke lave om på. Ikke nu i hvert fald. De store dramaer, dem har de begge glemt. Han har ikke lyst til at indrømme det for sig selv, men det er ikke kun hende, der er glemsom. Det kommer af og til også over ham. Men det fanger hun ikke længere.
Selvfølgelig ville hun ikke svare, eller … det var måske heller ikke noget spørgsmål. Det kunne lige så godt være en konstatering, det vidste han naturligvis, men derfor kunne hun vel godt lige komme med et eller andet, så han vidste, at hun havde hørt ham. Bare en lille ytring. Et par ord … en vrissen, et suk … et eller andet. Hun var sikkert sur. Det kunne ligne hende. Bare sidde der i sin brune fløjlsstol og boble af mavesyre dag ud og dag ind. Det var nu heller ikke fordi, det ligefrem gjorde noget længere. Han var for længst holdt op med at blive fornærmet over hendes ligegyldighed. Sådan havde de jo levet i mange år, men det var spørgsmålet, hvor længe han ville have lyst til at fortsætte med at leve på denne måde. En ting var selvfølgelig, at hun ødelagde livet for sig selv, og det hverken kunne eller ville han blande sig i. Noget helt andet var, at han jo stadig havde muligheden for at starte forfra. Hvis han en dag gjorde alvor af sine tanker, så var hun ilde stedt. Det var han slet ikke i tvivl om. Men der må være hjælp at hente for sådan nogle som hende. Han kunne jo selvfølgelig prøve at spørge hende damen om det ved lejlighed.
Der ligger krummer på gulvet omkring hende. De ligner tilfældige høvlspåner strøet fra en høvlebænk, der har tegnet et mønster af overstået aktivitet på gulvet. Den tomme tallerken står på det lille runde bord ved siden af hende. Hun har altid været glad for krydderboller. Æde, det kan hun. Stadig! Han ryster demonstrativt på hovedet og trisser ud i gangen efter støvsugeren. Den står i det høje skab. Den er tung, og da han tager fat i den med et rask tag, falder støvsugerslangen ned over ham fra de åbne bøjler på skabslågen. Han stønner irriteret og fornemmer i det samme hendes fryd, der bobler klukkende ud fra den brune fløjlsstol.
”Så er det godt med dig, du!” snerrer han.
Han fumler med støvsugeren, som ikke normalt er hans gebet. Siden tidernes morgen har han været optaget af at skabe ting med sine hænder på sit lille værksted. Dingenoter, dimser og dippedutter. Små himstregimser og enkelte store javerter. Det, folk stod og manglede, kunne han trylle frem med sine hænders snilde. Han kunne fræse og rømme mangenoter og spliner med en akkuratesse, som ingen anden, og folks benovede ansigter stod soleklart i hans erindring, når aksel og nav gled sammen, som var de guddommeligt forudbestemt til hinanden, og kraften blev overført så konsekvent og direkte, at man skulle tro, det var et og samme stykke metal. Den slags er der ikke mange, der kan. Det ved han, og det er der ingen, der kan tage fra ham.
Maskinen griner hånligt op mod ham fra gulvet, da han endelig har fået den bakset ud af skabet. Den ligger som en dum skildpadde, der trækker sig ind under sit skjold, mens han står og fumler med sine ellers så snilde hænder for at få den startet. Han opgiver hurtigt forehavendet og trækker den med sig ind i stuen som en hund i snor, selvom den jo stadig mest af alt ligner en skildpadde. Det djævelskab må hun kunne forklare ham logikken i.
Da han er tilbage i stuen, er det som om der er kommet endnu flere krummer til omkring hendes brune fløjlsstol. Og døde fluer, fnuller, bittesmå flamingokugler og de der cirkelrunde papirdutter, som man stanser ud med en hulmaskine, hvordan de så end er kommet til. Han kigger på hende og kan selv godt mærke, at blikket er både anstrengt og anklagende. Hvordan hun kan få indtagelsen af en simpel krydderbolle med myseost til at ligne bombekrateret efter en børnefødselsdag, er ham en gåde. Hun kigger bare hånligt på ham, som om hun virkelig nyder hans anstrengelser. Han slår irriteret ud med den ene arm og vælter i bevægelsen standerlampen med de tre forskelligfarvede skærme. Lyset i standerlampen går ud med et pop. Nu ligger der også glasskår på gulvet. Han sukker. Han har altid holdt af den lampe. De fik den til deres bryllup. Det kan han i hvert fald huske. Helt affældig er han nu ikke.
Han vender dyret om på skjoldet. Den ligger og spræller vildt med benene, mens han leder efter mekanismen. Han har glemt, hvad det er, den hedder, men der skal jo være sådan en, for at den kan virke. Så meget ved han da. Så går det op for ham, at han har glemt røret med mundstykket. Han griner for sig selv og smider slangen fra sig. Den ligger og vrider sig ved siden af skildpadden, der gemmer sig under skjoldet. Med alle de døde fluer er det jo snart en hel zoologisk have, siger han højt ud i rummet, selvom han ikke forventer, at hun vil reagere synderligt på det. Men han føler en vis glæde ved at være nyttig, og han er ikke længere så irriteret på hende. Herregud, de har jo altid hjulpet hinanden. I tykt og tyndt, som man siger.
Ude i gangen får han bakset skabslågen op og skramler nu rundt i skabet efter det rigtige rør. Hvis ikke han husker helt forkert, har det en indvendig diameter på 36 millimeter, der passer sammen med griberørets studs for enden af den slange, der vrider sig inde på gulvet ved siden af skildpadden. Men der er mange andre ting i skabet, der står i vejen, og det er ikke til at se noget, når det hele trænger til en grundig oprydning, så han begynder at tage alle remedierne ud af skabet. I bunden af skabet står en række plastikdunke med noget i, som han ikke anede fandtes i det skab. Han åbner en af dem, stikker næsen ned til mundingen. En stikkende og skarp lugt brænder straks op igennem næsepassagen, så han flår hovedet tilbage med et ukontrollabelt ryk. Ved den pludselige bevægelse taber han dunken men øjner så i samme moment lykkeligvis teleskopstangen med mundstykke og det hele. Han lader et professionelt blik danse henover rørenden modsat mundstykket og vurderer den indvendige diameter til 36 millimeter. Der var han heldig, tænker han, mens han bliver helt varm om hjertet ved tanken om, at øjemålet stadig er helt i særklasse – som en skydelære med en nøjagtighed ned til 1/100 millimeter, siger han højt og kniber det ene øje så hårdt i, at det løber en smule i vand. Det gør de tit efterhånden. Øjnene.
Så kommer han i tanke om dunken på entrégulvet. En del af indholdet er løbet ud på gulvtæppet, men man kan næsten ikke se det, for gulvtæppet har en gennemgående farvenuance, der godt kunne betegnes som koksgrå, hvis det da ikke var for de blå cirkler i forskellig størrelse, der bryder billedet. Det tørrer nok, tænker han og tager dunken med ind i stuen.
Hun kigger på ham med en hovedrysten, da han dukker op i døråbningen med støvsugerrøret i den ene hånd og plastikdunken i den anden, men han tager sig ikke af det. Smiler blot til hende og føler sig for en gang skyld i færd med at udrette noget. Hun virrer ligesom også med hovedet på en anden måde nu. Som om der er kommet noget imødekommende over hende. Et lille smil på læben måske? En diskret funklen i øjenkrogen, som vil hun sige, at hun alligevel anerkender ham og sætter pris på ham i sidste ende.
Sofabordet er godt fyldt op med ting og sager, for han har været ved at rydde op. Han var slet ikke klar over, at de havde så mange ting i skuffer og skabe rundt omkring i huset, men han finder alligevel plads til plastikdunken på et hjørne af bordet, hvor der endnu ikke er stablet noget op. Da han træder et skridt tilbage fra sofabordet for at tage fat på støvsugerprojektet på ny, hører han først lyden af glasskår, der knuses, før han mærker smerten i den højre fod.
Der er kommet en forskrækket, måske ligefrem bedrøvet, rynke i hendes pande nu. Den har lagt sig i flere lag oven på hinanden og minder ham om de uendelige små revler på sandbunden, da de dykkede sammen som unge.
Han kigger ned. Blodet pibler ud igennem hans hvide tennissok nu, og da han flytter foden, har han malet nogle af de runde papirdutter fra hulmaskinen røde.
”Av for satan,” siger han så med erkendelsens forsinkelse, og løfter foden op fra gulvet i en skæv vinkel, så han står og jonglerer med balancen. Han mærker, at kroppen bevæger sig dramatisk til den ene side, så han gør et lille hop i kroppen for at genfinde balancen med det resultat, at hans venstre fod træder ned i endnu et stykke glasskår fra de tre knuste lyspærer.
Så beslutter han sig for at bide smerten i sig. Det nytter ikke at kæmpe imod. Han ser ned på sine fødder med de hvide tennissokker, der er ved at skifte farve.
Hun ser på ham, og han læser sin egen smerte i hendes øjne. Hun er ikke vred længere. Solen når hende fra vinduet og kærtegner hendes ansigt med varme og glatter rynkerne ud. Her står han som en anden klovn og jokker i glasskår, når meningen jo bare var, at han ville støvsuge lidt omkring hende i lænestolen. Han sender hende et forlegent smil, og hendes øjne fortæller ham, at han er god nok, at han gør det godt. At hun er med ham hele vejen. Heldigvis. De har haft så meget sammen de to.
På det lille runde bord ved siden af hendes lænestol står det billede, som hun holder så meget af. Det er fra en ferie i Frankrig. De er der alle fem. Jan med dykkermasken i håret, Birgitte med de gule fødder holdt op foran brystet og lille Louise med begge hænder knyttet, pegefingrene strakt ud og samlet som en dobbeltpegefinger i retning af kameraet – dykkerhåndtegnet for ”bliv ved din buddy”. Asta og ham står i centrum og favner deres lille lykkelige familie. Det var en instruktør, der tog billedet, husker han. Cap d’Antibes – den lille halvø mellem Nice og Cannes. Astas lyse, våde hår er redt tilbage fra ansigtet, og solen rammer hende i tindingen og overeksponerer en lille del af billedet, så et slør lægger sig over kontrasterne henover det ene øje, og fremstiller hende på en helt overnaturlig måde. Han har altid tænkt, at sådan så lykke ud. Uforfalsket lykke tappet direkte fra kilden.
Gad vide hvad der er blevet af dem, tænker han kortvarigt, men slår tanken fra sig, da han mærker, at Asta vil ham noget. Det er fjernbetjeningen, men den ligger på den anden side af sofabordet længst væk fra hende. Han får sig stolpret hen til den fjerneste ende af bordet med små forsigtige skridt på de røde strømpefødder. Han tager den op, peger den mod fjernsynet og trykker på 1-tallet.
Der sker ikke noget. Også selvom han trykker flere gange og peger meget indtrængende med fjernbetjeningen i retning af skærmen. Det er efterhånden tit, at han har problemer med det fjernsyn, tænker han, mens han vrisser for sig selv.
”Møgfjernsyn,” råber han ud i stuen efter flere forgæves forsøg. Vreden stiger i ham, og pludselig mærker han, at han bliver helt varm ned ad benene. Da han ser ned ad sig selv, kan han se, at han tilsyneladende har spildt noget på sine bukser. Han ryster på hovedet, mens vreden forlader ham lige så stille. Så opdager han, at der mangler noget af fjernbetjeningen på bagsiden. Nogen har tilsyneladende fjernet de der aflange cylindere, der plejede at ligge inden i fjernbetjeningen bag en lille låge, konstaterer han. Og lågen er også væk. Man kan da heller aldrig have noget i fred, tænker han, mens han afsøger stuen med blikket.
På reolen står en række bøger. Han kniber øjnene sammen for at afkode titlerne, men hans øjne er ikke, hvad de har været. Det kan han trods alt ikke løbe fra. Da han sætter sig i bevægelse for at komme tættere på, hører han døren gå.
”Hej, hej Svend. Det er mig, Ulla!” lyder det fra en gennemtrængende stemme, der når ham midt på stuegulvet. Han kan høre hende rumstere med nøglerne. Den lyd glemmer man aldrig.
Det er hende damen, det ved han godt. Han havde ellers glemt, hvad hun hed, men nu kan han huske det; hun hedder Ulla. Han kan godt lide hende, selvom hun har det med at tage sig nogle friheder. Det er trods alt hans hus. Eller deres hus. Det var jo egentlig Asta, der valgte det i sin tid.
”Hold da op Svend?” Damen står i døren ind til stuen og kigger rundt i rummet. Hun smiler til ham med et stort glad ansigt. ”Hvad har du lavet?” spørger hun med åbenlys interesse i stemmen.
”Jamen jeg har bare ryddet lidt op,” forklarer han så, selvom det selvfølgelig ikke rager hende en høstblomst, men det er nu alligevel rart at snakke med et andet menneske end Asta hele tiden.
”Ja, det kan jeg sørme se,” udbryder hun og kommer ind i stuen med et par raske skridt. ”Hvad er der sket med dig, Svend?” spørger hun og peger på hans blodige strømper.
”Nå, det er ikke noget,” affærdiger han, men han kan ikke lade være med at træde sig selv lidt over tæerne, som om han forsøger at skjule dem for hende. Det lykkedes selvfølgelig ikke.
”Vi skal da vist lige have dig ned at sidde, så vi kan få set på de fødder,” siger hun og tilføjer, da hun bukker sig ned foran ham, ”… og du har da vist også haft et lille uheld.”
”Ja!” siger han bekræftende, ”…fjernsynet … det…” Han peger i retning af skærmen.
”Vi må hellere først lige kigge på de fødder der. Hvis du nu sætter dig ned i den brune stol.” Hun peger over på Asta i fløjlsstolen, som hun altid sidder i.
Det er som om, de aldrig lægger mærke til Asta. Det er vanvittig uhøfligt.
”Hør, hun trænger til lidt hjælp, tror jeg.” Han siger det måske for lavt, for damen reagerer ikke på det. ”Jeg tænker på Asta,” siger han så med lidt mere fynd på stemmen. Hun ser op på ham fra sin position på knæ foran ham. Der er noget sårbart i hendes blik, synes han.
”Nåeerh, savner du hende? Det kan jeg godt forstå, Svend.”
Så rejser hun sig op og tager fat i hans arm, mens hun skubber ham nænsomt men alligevel bestemt baglæns. Da hans lægge rammer stolen, bøjer han automatisk i knæene, mens hun støttende følger hans bevægelse, indtil han sidder solidt plantet i stolen. Den brune fløjlsstol i hjørnet. Hendes stol.