Thors hammer

Thor havde selv sagt fra, da kammeraterne sidste efterår begyndte at gå til præst. Han ville ikke konfirmeres.
For det første troede han ikke på, at der sad en gammel mand med hvidt skæg og holdt øje med, at alt gik rigtigt til på jorden. Hvis det virkelig var sandt, hvis ham Gud så sådan ud, og hvis det var meningen, at han skulle holde øje med alt og alle, så var han sgu da faldet i søvn for flere hundrede år siden. I hvert fald hvis Gud, som nogen påstod, skulle forestille at være god. Men måske… hvis han altså virkelig var der, lukkede han bare øjnene for alt det, der skete på jorden. Måske kunne han ikke længere holde ud at se på al den djævelskab, der fandtes.
For det andet ville han ikke konfirmeres i andres aflagte tøj. Han ville ikke se på, at hans mor blev mere og mere ked af det, fordi hun ikke kunne skrabe penge sammen til en ordentlig fest.
Det havde han selvfølgelig ikke sagt til hende. Han havde bare sagt, at det med konfirmation ikke var noget for ham. Hans mor havde set lettet ud, men hun var alligevel begyndt at lægge penge til side, for hvis nu Thor ændrede mening.
Thors far havde fundet morens lille opsparing, da han en dag havde splittet stuen ad i et af sine berømte raserianfald. Først havde han grinet højt og triumferende, så var han blevet helt hvidglødende.
− Hvor fanden har du de penge fra, Majken, havde han råbt. − Det er måske din nye stil, at du stikker penge til siden til dig selv?
Den gamle havde slynget moren gennem stuen. Han havde knap nok lagt mærke til, at Thor og Thors lillebror, Noah, havde forsøgt at forsvare deres mor. De var sprunget op på farens ryg, man han havde rystet dem af sig, som om de bare havde været nogle irriterende insekter.
Så var han gået. Han havde taget pengene med. Thor, Noah og deres mor havde vidst, at han senere ville komme plørefuld hjem. Thor havde foreslået sin mor, at de forsvandt mens svinet var væk, men hun havde bare rystet på hovedet.
− Hvor skal vi tage hen? havde hun opgivende sagt. − Der er ingen, der vil have os.
Thors kammerater var blevet konfirmeret. Thor havde cirklet rundt ved kirken. Han havde set vennerne komme ud, så var han smuttet.

I sommerferien fik Thor job hos en gartner. Det skete lidt tilfældigt. Han var ude at cykle, væk fra Uglehuset, væk fra byen. På landevejen små fem kilometer uden for byen stod han af ved en vejbod. Han kiggede lidt på de fristende jordbær, han havde stor lyst til at smage på dem, og han ville nok også havde hugget en bakke, hvis ikke en lille pige i det samme kom ud fra huset, der lå bag boden.
− Skal du købe nogen? spurgte hun. − De smager rigtig godt.
− Jeg hviler mig bare lidt, svarede Thor.
− Er du ham, der skal hjælpe min far?
− Næh, jeg kender ikke din far.
− Trine. Trine, hvor er du henne? En mand kom rundt om huset.
− Nu kommer min far, sagde pigen.
Manden vinkede til sin datter og Thor, så kom han over til dem.
− Der står sørme en rask ung mand. Trines far smilede. − Hvis du ikke har travlt, min unge ven, så har du måske tid til at give mig en hånd? Min bil er punkteret, og som du ser, så… Han viftede med sin gipsarm, og først nu lagde Thor mærke til, at den fremmede havde den ene arm i gips. Thor havde ikke andet at lave, så han kunne da godt give en hjælpende hånd. Manden, der hed Bjarne, så rar ud, og så var der jo også det, at han havde kaldt Thor min unge ven, det var der sgu aldrig nogen, der før havde gjort. Bjarne vidste selvfølgelig heller ikke, hvor Thor kom fra.
Det var skide let at skifte hjulet på Bjarnes bil. Alligevel voksede Thor et par centimeter, da Bjarne sagde, at han havde hænderne skruet godt på.
Thors lærer havde på et tidspunkt sagt, at Thor havde et godt hoved, men det sagde han til så mange i klassen. Det regnede Thor ikke rigtig for så meget, men at Bjarne sagde, at han havde hænderne skruet rigtigt på, det gjorde Thor mega glad.
Bagefter spurgte Bjarne, om Thor eventuelt havde mulighed for at komme og hjælpe ham lidt med forefaldende arbejde. Thor havde straks sagt ja. Han følte sig meget heldig. Han var cyklet hjemmefra, fordi han kedede sig, og nu… tænk at møde en mand som Bjarne. Det var bare så fedt, hvis han kunne tjene sine egne penge.
− Sådan lidt af hvert. Bjarne grinede. − Der er altid noget at lave, når man er gartner.
Dagen efter begyndte Thor at arbejde hos Bjarne og hans kone Lis. Thor hjalp til med at veje de bakker med jordbær, som jordbærpluk- kerne fyldte. Jordbærplukkerne kom fra flere forskellige lande i Europa. De smilede til Thor, og selv om de havde travlt, havde de altid tid til lige at veksle et par ord med ham. I hvert fald dem der kunne tale engelsk. Det var en helt ny verden, der åbnede sig.
Det var lidt trist, da jordbærsæsonen var forbi og alle plukkerne for- svandt, men der var mere arbejde til Thor. Bjarne og Lis havde også solbær. Ikke så mange men nok til, at Thor, Lis og Trine havde nok at lave med at plukke dem. Der var også porrer og kartofler, der skulle tages op, pakkes i bundter og sælges i vejboden eller inde på torvet i byen.
Bjarne undrede sig lidt, da Thor spurgte, om Bjarne ville opbevare de penge, Thor tjente, og for første gang fortalte Thor lidt om sin far. Han blev ildrød i hovedet. Det var bare nederen at have en fordrukken far, en far der slog og sandsynligvis ville tage Thors penge, hvis han fandt dem. Bjarne lagde en hånd på Thors skulder, så ruskede han ham let i håret.
− Du har ikke noget at skamme dig over, sagde han roligt. – Børn vælger ikke selv deres forældre. Der er krummer i dig, Thor. Du skal nok drive det til noget.
Sommeren igennem havde Thor frugt og grønt med hjem til sin mor.
Hans far kaldte ham en idiot, at han arbejdede for så lidt, men han vidste heller ikke noget om den lille opsparing, der lå gemt hos Bjarne, og han åd da godt nok af kartoflerne og alt det andet.
Kort før skolen igen begyndte, fortalte Bjarne, at han skulle overtage sin fars noget større gartneri, fordi faren var blevet ramt af en blodprop.
− Det har altid været meningen, sagde han. − Stedet her har vi kun forpagtet, så…
− Hvor ligger det? afbrød Thor.
− Det ligger desværre ret langt væk. Bjarne bed sig i læben.
− Jeg er sgu ked af det, Thor, men du skal vide, at du altid kan komme, hvis du får lyst til det. Vi vil altid have plads til dig i vores familie.
Thor tvang sig selv til at smile. Han burde have vidst, at det gode ikke ville vare så længe. For fanden da også, han burde have vidst det.
− Vi mener det, Thor, sagde Lis. − Vi vil altid have plads til dig. Hvis det bliver for svært derhjemme, så kan du bare… Hun gjorde ikke sætningen færdig, hun viftede bare lidt hjælpeløst med hænderne.
− Det er vildt uretfærdigt, sagde Trine med tårer i øjnene. − Jeg har ikke lyst til at skifte skole. Jeg har mine venner her.
Thor forstod hende godt. Børn skulle altid gøre det, de voksne fandt på.
− Du kan også flytte med, sagde Bjarne. − Måske kan vi finde en
måde, så du…
− Det kan jeg ikke, sagde Thor, da Bjarne tav. − Jeg har en lillebror, jeg kan ikke bare lade ham blive her.
Han så ned på sine fødder. Sig nu, at I har plads til os begge to, fløj det gennem hans hoved, men selvfølgelig sagde Bjarne ikke det. Han kendte jo heller ikke Noah. Thor var også nødt til at blive hos moren.
− Jeg har en gave til dig, Thor, sagde Trine og snøftede lidt. − Mig og mor har købt den. Hun rakte en lille pakke frem. − Du skal åbne den nu, sluttede hun.
Rød i hovedet rev Thor gavepapiret af og kiggede på den lille æske. Han løftede låget og så på smykket. Det var en sølvkæde med en lille hammer. En meget speciel hammer. Thors hammer.
− Du skal tage den på med det samme, sagde Trine og smilede gen- nem tårer.
− Vi holder selvfølgelig kontakt, sagde Bjarne. − Og vi er heller ikke flyttet endnu. Du er altid velkommen her, Thor. Så er der din opsparing. Skal jeg blive ved med at gemme pengene, eller vil du have dem med hjem? Har du måske en konto, jeg kan sætte dem ind på?
Thor havde ingen konto. Han ejede heller ikke et hævekort.
− Jeg vil hellere have dem i kontanter, sagde han lidt utilpas. − Hvis det altså er okay.
Thor fik sine penge. Han havde tjent næsten 6.000 kroner, og et split- sekund følte han sig næsten som millionær.
− Har du et godt sted, hvor du kan gemme dem? spurgte Bjarne.
Thor nikkede. Han var ikke klar over, at han havde tjent så meget, og han havde lyst til både at grine og græde. Han var også taknemmelig for, at Bjarne lod, som om det var ganske normalt, at en dreng på 14 år var nødt til at gemme sine penge væk, så hans far ikke skulle hugge dem.
Bjarne, Bjarne, for fanden, jeg elsker dig sgu, fór det gennem ham, men det var selvfølgelig ikke noget, han sagde højt. Han tog bare mod kuverten, der indeholdt de mange penge. Han tog dem ind på brystet under sin bluse og så fra den ene til den anden.
− Tak, mumlede han. − Tak for alt, så fik han fat i sin cykel og suse- de ind mod byen uden at se sig tilbage. Han cyklede så stærkt, at vinden tvang tårer frem i hans øjne. Jo, det var vinden, der gjorde øjnene fugtige. Han græd ikke, selvfølgelig gjorde han ikke det.
Thor besøgte ikke Bjarne og Lis igen. Flere gange var han på nippet til at tage sin cykel og kører derud, men han vidste, at det bare ville gøre alt for ondt at se dem igen.
Pengene gemte han bag det løse panel bag sengen. Kun han vidste, at de lå der. Han fortalte det hverken til sin mor eller sin lillebror, og kun når lejligheden var tom, tog han dem frem og talte dem. Der manglede aldrig nogen, men på et tidspunkt ville han købe en ting til sin mor og en ting til Noah.
En dag ville han også rejse hjemmefra. Han ville fortsat undgå de kammerater, der ikke troede på, at der lå en fremtid uden for Uglehuset.
Det gør der, tænkte han, og han kunne ikke lade være med at smile. En lang vej lå foran ham. Han blev helt forpustet af at tænke på de mange dage og nætter, han stadig skulle bo i Uglehuset, men det ville få en ende, og en dag ville han rejse væk. Måske ville han en dag få sin egen, helt almindelige familie. En familie, der fulgtes ad, når de skulle ud at handle. En familie, der købte fredagsslik og så fjernsyn.
Det lød kedeligt. Der var ikke meget fest og ballade i Thors drøm, men han vidste, han ville holde fast i den. Han vidste, at han kunne, for han havde set, at en ganske almindelig familie langt væk fra Uglehuset kunne fungere.
− Man kan, hvad man vil, hviskede han frem for sig. Et nyt smil gled over hans ansigt. Han knyttede hånden om den hammer han bar om halsen, og han vidste bare … med hver eneste nerve i kroppen vidste han, at hans fremtid lå uden for Uglehuset.