Jeg prikkede i de små hvide sten på stien med skosnuden og så på den lave, stramt klippede og eviggrønne hæk overfor. Hækken var en del af et gitter, der indrammede en række grave.
Graven, lige foran mig, var dækket af hvidt ral og en sten stod i hovedenden. Elinor og Herbert Jensen, elsket og savnet, stod der på den. Tal nedenunder fortalte, at Elinor var død mæt af dage i en alder af 85 og Herbert i en alder af 63. Det var så uretfærdigt. Min storebror blev kun 22. Bare fordi han absolut ville være soldat og tog til Afghanistan.
Synet af hans kiste, som den stod i kirkens kapel, tonede frem for mit indre øje. En hvid kiste, dækket af det rød-hvide flag. Vi måtte ikke se ham, for han var dræbt af en bombe. En bombe i et fjernt land. Hvad fanden det så skulle gøre godt for. Jeg sparkede ned i gruset og sten sprang ud til alle sider. Et par af dem ramte hækken og en ramte et af benene under den bænk jeg sad på.
Den bænk vi også sad på, den sidste gang vi talte rigtigt sammen, min bror og jeg. Det var en af de sidste dage, før han skulle af sted. Solen var gået ned og efter vi havde været en tur nede i kiosken, tog han mig med herind på kirkegården. Han kom her ofte, når han ville tænke eller tale med mig. Han sagde, at der var en fred her, som man ikke fandt andre steder.
Den aften var luften kold og lugtede stadig af frost, selvom det var forår og lunt om dagen. Vi havde heldigvis begge to jakker på. Han ledte mig hen til den her bænk. Træet over os, havde grene der hang ned omkring bænken som en kappe. En kappe der skærmede af for vinden og nysgerrige blikke, hvis nogen ellers skulle dukke op. Han satte sig derinde og jeg tog plads ved siden af ham.
I kiosken havde han købt to dåseøl og en halvliters sodavand. Han åbnede den ene øl og rakte den til mig. Det var første gang han havde gjort det. Tidligere havde han altid drillet mig og sagt at jeg var for lille.
Jeg rakte ud efter den og han trak den ud af min rækkevidde, men det at han så alvorligt på mig fortalte, at han ikke gjorde det for at drille.
”Husk nu det ikke er en sodavand,” sagde han.
Normalt ville jeg have givet igen med en smart bemærkning, men jeg var stadig for overrasket. Jeg nikkede og han rakte mig dåsen, før han åbnede den anden. Vi talte om alt muligt forskelligt. Både om hvordan det gik med den stil jeg skulle skrive i dansk, opgaven i historie og håndboldtræningen. Det føltes så tomt nu.
Tårer prikkede bag øjnene. Jeg lagde hovedet tilbage og den våde fornemmelse gled tilbage. Over mig dækkede et lille træs krone for himlen. Bladene raslede let i brisen.
Øllen havde lugtet af metal og råddent brød, og egentlig smagt ligesådan. Jeg fik kun et par slurke ned, mens min bror drak sin. Alligevel følte jeg, at jeg blev varm, lidt ophovnet i ansigtet og ør.
”Er det mere end du kan klare?” havde han drillet mig.
”Nej,” løj jeg. ”Jeg er bare ikke tørstig.”
Han snuppede dåsen og rakte mig sodavanden. Jeg tog en slurk og skyllede taknemligt smagen af øllen ned. Han drak resten af min øl.
”Glem nu ikke at opføre dig ordentligt, mens jeg er væk.” Han rejste sig og smed den tomme dåse i den metalkasse, der stod på en pind ved siden af bænken. Han satte hænderne i siderne og lænede sig frem mod mig. ”Ikke noget med at komme i slagsmål og glemme at lave lektier.”
”Årh hold op.” Jeg rejste mig og skubbede til ham. Rokkede ham selvfølgelig ikke det mindste.
Han lagde armen om halsen på mig og uglede mit hår. ”Det er skam ikke for din skyld. Der er ren egoisme. Jeg gider ikke sidde og terpe med dig, når jeg kommer hjem. Og jeg vil heller ikke høre på far og mor, der er bekymrede for dig.”
Jeg fnøs op mod grenene og bladene over mig. ”Bekymrede for mig. Det var dig der tog i krig og blev slået ihjel.”
Fodtrin knasede i gruset ganske tæt på mig. Et gib gik gennem min krop. Lyden var så tæt på at jeg burde kunne se, den der lavede den. To rynkede militærstøvler dukkede op under spidserne af træets hængende grene. I det mindste var det ikke mor eller far. Alligevel trak jeg mine fødder op på bænken. Jeg var her ikke for at tale med nogen. Jeg var her for at være alene.
Støvlerne gik over i grå bukser og en lang, brun frakke. Det var ikke hedt, men det burde være for varmt til sådan en frakke. Manden indenunder frakken var ikke så høj, men hans skuldre var brede. Han stillede sig foran Elinor og Herberts grav med ret ryg og let spredte ben, som jeg havde bemærket at både min bror og hans soldaterkammerater ofte gjorde. Hans ansigt var rynket og huden vejrbidt og sommerbrun, fuldskægget brunt med masser af gråt og under de buskede øjenbryn var øjnene klart blå. Han lignede en sømand, der havde alt sit tøj fra en af de bedre genbrugsbutikker. Han knyttede sin barkede næve. Det andet ærme var foldet op omkring albuen og hæftet til ærmet midt på overarmen med en sikkerhedsnål. Han manglede altså det halve af den ene arm. Måske var han en gammel soldat? Men fra hvilken krig?
”Hvad sidder du der og gemmer dig for?” Mandens stemme var dyb og skarp. Han vendte sig, så han havde siden til mig og drejede sine blå øjne mod mig.
”Jeg gemmer mig ikke.” Jeg sagde ordene og kom i tanke om at det var løgn. Ja, værre endnu. Det var tydeligt at det var løgn, for jeg havde stadig fødderne på bænken. Men der var en ting der kunne forklare min tilstedeværelse og måske endda kunne gøre manden ilde til mode. Jeg lagde armene om benene. ”Jeg besøger min bror.” Min stemme blev rå, mens jeg talte. Desværre. Mine skuldre spændte, i forventningen om at manden om lidt ville tale om hvor synd det var for mig.
Manden så på mig. Hverken blikket eller kroppen blødte op. Blikket syntes at se ind i mig. Skære sig ind til alt det, der var hudløst og råt af sorg.
”Er det der dine forældre?” Jeg nikkede mod Elinor og Herberts grav, for at få hans blik væk fra mig.
”Nej.” Mandens blik gled over på gravstenen. Der kom en antydning af varme i hans stemme, da han fortsatte. ”Men jeg kendte dem.”
Han bøjede hovedet en smule og slog øjnene ned, som om han ærede deres minde. Stilheden i det var rar.
Stenen stod roligt der for enden af det lille indrammede område. Igen lod jeg blikket glide hen over dens bogstaver og tal. Intet ved den fortalte, hvad de to døde havde gjort for at fortjene mandens respekt.
”Din bror.” Mandens alvorlige stemme trak mig ud at tankerne. Igen så han på mig med det skrå blik. ”Hvordan døde han?”
Uanset hvor gerne jeg ville, kunne jeg ikke høre anklage i hans stemme. Gamle mennesker talte ellers altid dårligt om unge. Dagen efter at min mor havde bedt skolen om jeg kunne få fri til at være på flyvestationen og tage imod min brors kiste, havde biologilærer Alfred, spurgt vores dansklærer, Lise, om min bror var død, fordi han havde kørt for stærkt. Kørt for stærkt! Så dårligt kende han ham. Jeg blev så vred, at jeg kunne have smadret noget, men det gjorde jeg ikke, for jeg ville ikke bekymre mine forældre og jeg ville med til flyvestationen.
”Han var i krig.” Min stemme føltes som sandpapir og jeg kunne knapt kende den. Tårer fik alt til at svømme sammen for mit blik. ”Han skulle holde fred i et land fuld af perkere, der er fuldstændig ligeglade.”
”Hvad ville han sige, hvis han hørte dig tale sådan?” Hans stemme fik en kølig tone.
Det gik op for mig, at jeg ikke vidste det. Han havde talt så meget om, at han elskede våbnene og de store maskiner, og han havde drevet mig til vanvid ved at udpege fejlene i krigscomputerspil og film. De få gange han havde talt om udsendelserne, så lød han som politikerne i tv.
Jeg gned tåreslørret ud af det ene øje. ”Hvad kommer det dig ved?”
”Det kommer ikke mig ved.” Manden så hårdt på mig.
”Hvorfor ser du så sådan på mig?”
”Fordi ord er handlinger.” Han vendte sig helt mod mig. ”Vil du være stolt af dem i morgen eller hvis de blev sagt til en anden person?”
Jeg så Adila for mig. Hun var en stille pige, der oftest sad bagerst i vores klasse og arbejdede omhyggeligt med lektierne. Da vi var på vej hjem fra skole, en af de første dage efter at hun var blevet en del af klassen, havde en mand næsten kørt hende ned på fodgængerovergangen foran skolen. Manden havde klodsede bremserne og råbt efter hende: ”Så se dig dog for, perker.” Hun begyndte at græde og løb hjem. Manden drønede bare videre. Hverken jeg eller de andre, der så det, gjorde noget. Så vidt jeg huskede heller ikke bagefter. Vi talte ikke engang om det, selvom hun var ved at blive kørt ned i skolens fodgængerfelt. Alligevel huskede jeg episoden endnu. Fordi hun brød sammen og græd. Det var noget af det ensomste jeg havde set og det at ingen gjorde noget for at hjælpe hende, gnavede stadig i mig. Også selvom hun nu var en del af en af pigegrupperne og vist faldet godt til.
”Hør, unge mand.” Manden lagde sin næve på min skulder. ”Jeg kan godt se, at du sørger. Derfor vil de fleste lade dig slippe af sted med dine hårde ord.”
Men du vil ikke. Jeg mødte hans blik og kunne ikke sige ordene.
”Det vigtige er ikke hvad hverken jeg eller din bror synes.” Manden klemte min skulder og satte sig ved siden af mig på bænken. ”Det vigtige er at du er den, du selv gerne vil være.”
Hvad i alverden skete der egentlig her? Folk delte sgu da ikke ud af den slags livserfaringer på den måde. Den slags stoppede de i bøger eller holdt foredrag om.
Manden pillede ved den sikkerhedsnål, der holdt det halve af ærmet oppe omkring den halve arm. Ærmet på den lange, brune frakke, der så ud til at være købt i en genbrugsbutik. Ligesom resten af hans tøj. Måske med undtagelse af støvlerne. Militærstøvlerne.
”Har du også været soldat?”
Manden trak hånden væk fra armen og lagde den mod knæet. Han så ud i luften ovenover gravstenen. ”På en måde,” sagde han. ”Men det var ikke i krig, at jeg mistede min hånd.”
Hvordan var man soldat på en måde? Jeg lod blikket glide hen over hans rynkede ansigt. Var han gammel nok til at være modstandsmand under anden verdenskrig? Nej. Han måtte være for ung. Modstandsfolkene var ved at være døde alle sammen og de få, der var tilbage, var tudsegamle.
Manden skævede til mig og var der et glimt af humor der forsvandt, så snart jeg kiggede på ham?
”Jeg mistede den, for at sikre andre.” Manden rettede blikket mod det fjerne punkt i horisonten ovenover gravstenen.
Hans ord skubbede til noget en af militærfolkene sagde til mor, da kisten kom hjem. Eller måske kom ordene fra et af de mange mareridt, jeg havde haft om det. Jeg huskede egentlig kun ordene selv og det at de blev sagt af en alvorlig mandsstemme: ”Tak, for dit offer.” Uanset hvor de kom fra, så vækkede de vreden.
”Hvad så hvis dit offer var forgæves? Hvad hvis du bare døde til ingen verdens nytte? Hvad hvis alle bare er ligeglade?”
Han lagde hånden på min skulder. Den var så tung, at den skubbede mig ned mod bænken. Samtidig bredte varme sig fra den.
”Jeg var nødt til at gøre det.” Han klemte min skulder. ”For jeg mente, at det var det eneste der var at gøre, og derfor valgte jeg at gøre det.”
Gråd gjorde min hals tyk, og tårer prikkede i næsen og bag øjnene. Min bror valgt også at tage af sted. Men han ville ikke vælge at forlade mig. Jeg rystede på hovedet.
”Jeg kunne være død af det.” Manden bevægede sin armstump frem, så jeg kunne se den. ”Det kunne let være sket. Det vi prøvede kunne også have vist sig fuldstændig nytteløst. Vi vidste det ikke.” Han klemte min skulder endnu en gang og slap den så. ”Vi vidste bare, at vi var nødt til at gøre noget ved faren dengang, ellers ville det blive for farligt senere og måske endda for sent, at prøve at gøre noget.”
Var han også en af dem, der var sikker på at der blev flere terrorister, hvis vi ikke blandede os? Selvom han lige havde reageret kraftigt på ordet: perker.
”Indtil videre virker det.” Manden nikkede som for at understrege det for sig selv. ”Selvom vølven har spået for os, at det ikke vil vare for evigt.”
Vølven? Var det ikke det man kaldte en troldkvinde i vikingetiden? Jeg stirrede på ham, men han rettede blikket mod himlen over gravstenen og så det vist ikke. Noget ved ham kunne godt lide en viking. Især en af de der nye fremstillinger af dem, som der var tegnet i vores historiebog. Dem uden horn i hjelmene og i kedeligt brunt tøj. Dem der var lige så meget søfarende købmænd som blodtørstige krigere.
”På en måde er det betryggende, ikke?” sagde manden mod gravstenen. Der var noget stolt og sørgmodigt i hans blik. ”At intet varer evigt.”
Jeg gennemgik det, jeg vidste om vikinger og ledte efter historierne om de nordiske guder dybt nede i min hukommelse. Var der ikke noget med en gud, der mistede hånden? En gud? Talte jeg med en gud?
Manden flyttede øjnene mod mig. Øjnene var lige så blå som himlen og var det ikke også som om han var blevet større? ”Selvom intet varer evigt, så betyder det ikke at det man gør hver især er nytteløst. Det der er vigtigt er, at man kan stå inde for det man gør.”
”Står nazister og religiøse fundamentalister ikke også inde for, hvad de gør?” Ordene overraskede mig. Endnu mere fordi de var mine.
Manden vendte ansigtet mod mig. Hans ene øjenbryn gled længere op i panden og mundvigen i modsatte side krøllede op i et halvt smil. ”Gør de? Er de ikke bare vrede, bange eller gemmer sig bag andres ideer?”
Jeg vidste ikke, om hans ord passede og lige nu kunne jeg heller ikke tage stilling til dem. Jeg studerede hans ansigt. Rynkerne i den solbrune hud, de spredte grå hår i skæg og hår, og fornemmelsen af en enorm styrke lige bag det hele. En gud. På den ene side var det svært at tro, for han lignede en der kunne være min bedstefar, og på den anden side var der fornemmelsen af større kraft i ham, end jeg før havde mærket hos et menneske.
”Vær tro mod dig selv, tænk dig om og gør hvad der skal gøres.” Manden rejste sig. ”Så mødes vi måske igen.”
Han var ved at gå. Jeg rejste mig også. Greb om et håb, jeg knapt turde tro på. ”Har du mødt min bror? Er det derfor du taler med mig?”
”Hvad hvis jeg har?” Mandens, gudens, ansigt var alvorligt som før.
Tankerne om at min bror havde lovet at lære mig at køre bil, lovet at tale med mig om fester og kærester, fyldte mig. Sammen med bevidstheden om, at jeg havde forestillet mig, at han altid ville være der. Ligesom han altid havde. Min store, stærke storebror, der kunne alt. Tankerne gjorde ondt, men de gjorde mig ikke vred som før.
”Vil du så fortælle ham.” Min hals snørede sig sammen og tårerne vældede frem. De forvandlede manden til en sløret silhuet. Jeg tvang de sidste ord frem. ”At jeg savner ham.”
Mandens hånd lagde sig på min skulder og en lys streg dukkede op i den slørede silhuets skæg. Han trykkede min skulder og trak hånden til sig. Så rettede han sig op igen. ”Det vil jeg.”
Silhuetten begyndte at blive mere og mere grålig. Han var ved at forsvinde. Jeg tørrede tårerne ud af mine øjne. Manden var et gennemsigtigt billede. Det så ud som en film der blev projekteret op på en skærm af støvregn. En støvregn der var ved at holde op. Han smilede endnu.
”Jeg elsker ham.” Ordene kom halvkvalt frem og tårerne slørede mit syn igen.
”Det ved han, og han elsker også dig.”
Jeg gned hastigt tårerne væk, ville ikke gå glip af øjeblikket hvor han forsvandt.
Antydningen af en regnbue spillede i de dråber der dannede billedet af ham. Billedet syntes at opløses nedefra. Smilet blev hængende i luften et stykke tid og så forsvandt selv det.
En brise skyllede forbi mig. Den var varm og tæt af duften af honning og hø. Farverne fra de buketter og blomster, der var sat på gravene, strålede mod mig. Mine mundvige trak opad og jeg smilede, for første gang siden vi hørte, at min bror var blevet dræbt.