Halloween-ønsket

Det hele ville være så meget nemmere, hvis jeg kunne være alene med ham. Jeg stirrer nervøst ud ad vinduet. Lygtepælenes orange skær flyder sammen, mens Vera gentager adressen for sin mor.
”Og hvad skal du så forestille, Sif?”
Veras mor søger mine øjne i bakspejlet.
”Dødens engel,” sukker jeg. ”Det er åndssvagt.”
”Det er det overhovedet ikke. Viktor kommer til at elske dig!” Vera ler sin boblende latter. ”Er du klar til at tage ham med storm?”
Jeg piller ved englevingerne i mit skød. En sort fjer river sig løs og svæver ned mod mine fødder.
”Storm og storm…”
Vera ryster smilende på hovedet. Hun retter på sin krumme heksenæse og det uglede, blonde hår. Hun har ikke redt det i dagevis for at passe bedre ind i rollen, men når man ser ud som Vera, kan man have hvad som helst på. Gøre hvad som helst. Bare det var mig.
”Det er nok også bedst med et snigeangreb,” siger Vera alvorligt. ”I aften når I sidder lår mod lår i mørket, hvor ingen kan se jer.”
Jeg gisper forskrækket, da hun rækker bagud og griber om mit bare knæ.
”Filmen når sit klimaks, og Victor…”
”SÅ er vi vist fremme,” siger Veras mor.
Den røde murstensvilla ser dyster ud i tusmørket. Hækken er pyntet med flagermus og store, hvide net, der skal forestille edderkoppespind.
”Næ, se lige hvem der står klar til at tage imod os.”
Vera åbner døren, men jeg bliver siddende i bilens mørke og stirrer ud på Victor. Lampen på husmuren fanger ham i sit spotlys, og han ligner en filmstjerne med de lyse krøller, der svajer i vinden.
I det samme flår Vera min passagerdør op.
”Kom så, min engel.”
På vej op langs indkørslen bakser jeg med vingerne. De strammer over ryggen. Jeg når lige at hive ned i min kjole, før Vera skubber mig hen foran hoveddøren.
Viktors smil vokser, da han ser mig. Jeg synker en ekstra gang. Mine håndflader er allerede svedige. Bare han ikke finder på at give hånd?
”Hej Sif.”
”Hej,” svarer jeg.
Viktors falske vampyrtænder lyser op i mørket. Skjorten er blodig og åben ned til midt på brystet, og jeg stirrer alt, alt for længe.
”Er du klar til et gys?” spørger han.
”Ja, klart.” Jeg rømmer mig. ”Elsker bare gyserfilm.”
”Så er du kommet til rette sted.” Viktors far træder frem med favnen fuld af blodrøde velkomstdrinks. Hans sweater er fuld af små plastikedderkopper. ”Efter mig, de damer.”
Jeg går bag Vera hele vejen gennem den smalle gang mod stuen, der i dagens anledning er indrettet til hjemmebiograf. Det aflange lokale er godt fyldt op med zombier og Scream-masker. To blodige brude fra parallelklassen sidder på en madras midt på gulvet, og en håndfuld spøgelser hænger ud foran det store vinduesparti.
”Hurra, der kommer min yndlingsheks!”
Kalles vibrerende stemme kommer fra sofaen under vinduet, og da han slår hætten tilbage og vinker, skynder Vera sig derhen. Jeg bliver stående i døren. Smalltalken stikker min bevidsthed som vrede bier, og luften er tung af parfume.
Jeg tripper ubeslutsomt fra fod til fod. Vera og Kalle er allerede i fuld gang med at flette tunger og andre kropsdele, og de fylder det meste af sofaen. Kalles to meter lange le fylder resten. Længst væk fra fjernsynet står en ledig sofa til to.
I det samme træder Viktor ind i rummet og lukker døren bag sig. Det suser for mine ører. Er det kun os, der mangler at tage plads?
Jeg haster hen til sofaen. Sædet knaser sagte under mig, og stoffet kilder mine bare ben. Over højtalerne lyder en ildevarslende introsang med tung bas og skinger fløjte. Filmens titel glider langsomt over skærmen med røde bogstaver: ”Den sidste nat”.
Viktor slukker lyset. Gennem mørket fornemmer jeg, at han har retning imod mig, og mit hjerte slår dobbeltslag. Måske får Vera ret. Måske sker det endelig i aften?
”Ryk en balle, så er der plads til alle.”
En høj fyr i klovnekostume møver sig ned mellem mig og Viktor, så armlænet maser mine ribben. Den krydrede parfume er kvælende og ikke til at tage fejl af. Det er Kalles irriterende fætter.
Jeg tager en tår af min drink for at dulme skuffelsen. Væsken luner behageligt på sin vej gennem svælget, og jeg tvinger mig selv til at trække vejret helt ned i maven. Aftenen er kun lige begyndt. Et blåligt skær lægger sig over stuen, og al snak forstummer. Oppe på storskærmen er seks venner brudt ind for at overnatte på skolen.
Klovnen læner sig interesseret frem, og Viktor virker også opslugt af filmen. Ud ad øjenkrogen kan jeg se det mørke omrids af hans brystvorte i skjorteåbningen, og det snurrer behageligt i hele kroppen.
I det samme strækker Viktor sig og lægger armen langs ryglænet. Hans fingerspidser rører næsten ved min skulder.
”Lad nu være med at gå ned i den kælder!” råber Vera. ”Hvorfor går de altid frivilligt ind i faren?”
Ingen svarer hende. Alle stirrer op på skærmen, hvor en smuk, blond pige leder efter sine venner. Hun kalder desperat ud i mørket, men kælderen kaster ordene tilbage til hende som et ekko. Den stigende bas vibrerer i mit bryst.
Bang! Bang! Bang!
Tre hårde slag rammer ruden lige til højre for mig.
Vera skriger så højt, at det skærer i ørerne. Der bliver vådt i mit skød. Hurtigt retter jeg glasset op, inden resten af drinken går tabt. Tænk, hvis Viktor tror, jeg har tisset i bukserne?
Kalle slår sig på lårene af grin. Han peger ud i mørket. På den anden side af ruden står Victors far og laver grimasser over lommelygten. Glasset dirrer stadig fra de hårde slag.
Viktor tager sig til hovedet.
”For helvede, altså. Kan han ikke få sig et liv?”
”Eller miste et liv?” Kalle løfter den enorme le over sit hoved. ”Du siger bare til, Viktor. Hvad du ønsker, skal du få.”
Et skingert skrig afbryder dem begge. Denne gang kommer det fra skærmen.
Jeg drejer ansigtet lige i tide til at se blondinens smukke hoved trille tre trin. De lyse lokker er smurt ind i blod. Det er bare en film, siger jeg til mig selv. Bare en film og Viktors kiksede far. Mit hjerte finder langsomt tilbage mod sin normale rytme.
Vera kravler op på Kalles skød, og de to blodige brude rejser sig for at gå på toilettet. Klovnen bunder endnu en drink. Skal han ikke også snart tisse?
Jeg sutter på en isterning og overvejer, om jeg overhovedet tør rykke tættere på Viktor, hvis der nogensinde bliver fri bane.
”Her, Sif.”
Viktor rækker mig en skålen med popcorn over klovnens ryg. Da hans hånd strejfer min i luften, giver det stød.
I det samme lyder et hyl ude fra haven. Skriget er langtrukkent som en gris, der véd, den skal slagtes. Hårene rejser sig i nakken på mig.
”Fuck!” udbryder en af zombierne. ”Hvad fanden var det?”
”Denne gang var det altså ikke mig.” Viktors far træder leende ind i stuen med drinksbakken mellem hænderne. ”Det må være en af naboerne.”
”Eller en af de døde,” tilbyder Kalle dramatisk.
Veras hænder ryger op foran munden. Hendes grønne øjne er helt opspilede.
”Det er jo Halloween.” Kalle smiler skævt. ”Den ene nat om året, hvor de døde vender tilbage.”
”Ja, helt sikkert,” ler Viktor.
Klovnen bøvser brutalt og rejser sig op.
”Hvem vil med ud at fange en afdød?”
Vera hviner højt på Kalles skød.
”Lad os nu bare se filmen færdig,” mumler Viktor.
”Jeg vil også hellere se filmen,” siger jeg lidt for højt.
”Shit, mand.” Klovnen slår opgivende ud med begge arme. ”Jeg er omringet af tøsedrenge.”
”Vi går med dig,” tilbyder zombierne. De har siddet uroligt, siden de to brude gik på toilettet. ”Nogen skal jo redde damerne. De må være faret vild, for så lang tid går ingen mennesker på toilettet – ikke engang piger.”
Da klovnen forlader stuen med sit følge af både spøgelser og zombier, ånder jeg lettet op. Endelig har vi sofaen for os selv. Vera må have tænkt det samme, for der lyder høje smaskelyde fra den anden sofa, og mine kinder bliver varme. Viktor holder blikket stift rettet mod skærmen. Det blålige lys smyger sig om hans stærke næse.
En grødet, gurglende lyd trækker mine øjne tilbage til filmen. Den høje fodboldfyr er faldet død om, og blodet fosser fra hans overskårne hals. De er kun fire venner tilbage nu. Tre af dem græder af skræk.
”Det er garanteret ham den kølige, der er morderen,” siger Kalle.

I det samme lyder to skudsalver, og den omtalte fyr falder død om.
”Nå, ikke alligevel,” ler Kalle.
Da kameraet zoomer ind på den udsplattede hjernemasse, kravler mit hjerte helt op i halsen, men jeg tvinger mig selv til at se videre. Der må komme et øjeblik, hvor det virker naturligt at gribe Viktors hånd. Dét er min chance.
Pludselig rejser Kalle sig.
”Jeg tror sgu, jeg har brug for en smøg.”
”Ej, Kalle. Du efterlader mig ikke her.” Vera smiler indforstået til mig. ”Så går jeg med ud.”
De forlader stuen arm i arm, og Viktor og jeg er endelig alene, men resten af selskabet kommer nok snart tilbage. Med bankende hjerte propper jeg munden fuld af popcorn. Salten prikker på min tunge, og jeg bider mig selv hårdt i læben. Det er nu eller aldrig. Kom så, Sif.
”Kalle banker garanteret på ruden lige om lidt.”
Viktor blinker til mig, og jeg får en majskerne i den gale hals.
”Helt sikkert,” hoster jeg.
Da han smiler, smelter jeg ud over sofaen. De falske vampyrtænder har han smidt for længst, og hans egne tænder er bare så flotte.
”Jeg hader Halloween,” siger han.
”Hader du Halloween?” Jeg kommer til at grine. ”Ej, men hvorfor har du så…”
”Skal jeg være helt ærlig?”
Viktors ansigt er så tæt på mit, at jeg kan mærke hans lune ånde. Han dufter sødt af pebermynte, og jeg svømmer rundt i de lysegrå øjne. Gulvet gynger, da han læner sig fremad.
I det samme går strømmen, og huset bliver dødstille. Min egen hæse vejrtrækning er alt, jeg kan høre.
Viktor griber min hånd. Hans fingre er kolde og klamme, og det føles slet ikke, som jeg havde forestillet mig.
”Hvad… hvad skete der?” stammer jeg.
”Jeg ved det ikke.”
Viktor tænder lygten på sin mobil. Han ser bleg ud i det skarpe lys, men det er nok bare sminke. Jeg er tør i munden. Bare jeg havde gemt lidt af min drink.
”Jeg sværger, hvis det er min fars platte humor igen…”
Viktor trækker mig op at stå, og vi lister gennem den smalle gang. Noget strejfer min overarm. Det giver et sæt i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig skal tisse. Jeg klemmer benene sammen, da Viktor drejer lygten. Det var bare en jakke.
”Far?” kalder Viktor lavmælt.
Mens lyskeglen glider langsomt hen over køkkenet, ser jeg filmens hovedløse blondine for mit indre blik, og jeg får svært ved at trække vejret. Heldigvis er der ingen spor af blod på det ternede linoleumsgulv.
”Hvor er de alle sammen henne?” mumler Viktor for sig selv.
Min hånd bliver svedig i hans greb, som vi står der ubeslutsomme sammen i halvmørket. Tættere end nogensinde før.
Dunk.
Jeg farer sammen. Lyden er afdæmpet men faretruende nær.
Dunk.
”Det kommer inde fra spisestuen,” siger Viktor.
Dunk.
Han løfter langsomt armen, så lyset rejser langs panelerne. Havedøren står på klem, og vinden leger med hængslerne. Der er blodige fingeraftryk overalt på det matterede glas.
”Er det der…?” Jeg peger mod døren, men han ryster bare på hovedet.
”Det må være min far.”
Hængslerne knirker højlydt, da Viktor skubber døren helt op. Vi træder sammen ud i natten. Vinden flår i mit hår, og gåsehuden popper frem på mine arme. Jeg savner min jakke, men den hænger stadig i entreen, og jeg tør ikke gå derind alene. Viktor virker upåvirket af kulden, så jeg fortsætter fremad med klaprende tænder. Imens ringer Veras ord i mine ører: ”Hvorfor går de frivilligt ind i faren?”
Grusset knaser i protest, da Viktor snubler over noget på jorden. Jeg stirrer ned på den to meter lange pind. Det er Kalles le. Han må være lige i nærheden.
Med skuldrene oppe under ørene, lader jeg Viktor føre mig rundt om hushjørnet. Her møder vi et flakkende lys. En ensom fakkel stråler midt på græsplænen.
”Det er ikke vores,” siger Viktor. ”Jeg ved ikke, hvor den kommer fra.”
Jeg kniber øjnene sammen. Der står noget eller nogen i bunden af haven – lige udenfor lysets rækkevidde.
”Jeg tror ikke, vi er alene,” hvisker jeg.
Som kaldet bryder fuldmånen fri af skydækket og oplyser en række høje skikkelser. Tavse og ubevægelige. Der er noget bizart ved deres form: De er alle slanke som pæle. På tre af dem blafrer håret i den kolde nattevind.
En pludselig hoste bryder tavsheden. Mine knæ truer med at give efter.
Jeg klemmer Viktors hånd, da en mindre skikkelse træder frem foran de andre. Den rallende hoste bliver højere og højere, jo nærmere personen kommer. Gangen er svajende og usikker, næsten som om benene har glemt, hvordan man går. Pulsen dunker i mine tindinger. Hele min krop skriger ”flygt”, men mine fødder er som limet til det våde græs.
Endelig træder den fremmede ind i lyset. Det er en kvinde. Hun er iført en lang, mørk kjole, og det stålgrå hår hænger i en uglet fletning. Det er bare et kostume, messer jeg for mig selv. Bare et kostume. Måske er det Vera, som tager pis på mig? Gemmer Kalle sig dernede i skyggerne? Jeg vil gerne spørge Viktor, men ud af min mund kommer i stedet en ynkelig pibelyd.
Imens gynger kvinden let fra side til side i faklens orange skær. Skyggerne kravler som ånder over hendes rynkede ansigt.
”Det – det kan ikke passe,” stammer Viktor.
”Jeg er kommet for at hjælpe,” knirker kvinden.
Den hæse lyd får min ryg til at stivne. Anspændtheden stråler ud i arme og ben.
”Hvem er hun?” hvisker jeg.
Viktor svarer mig ikke. Mit hjerte galopperer vildt rundt i brystet, og jeg rykker ham utålmodigt i armen.
”Viktor, hvem er hun?”
”Det ligner min farmor.” Viktor tørrer svedperler af panden med sin frie hånd. ”Men hun er jo…”
En ugle tuder alarmerende i det fjerne.
”Jeg hørte ønsket,” fortsætter kvinden. ”Og jeg kom for at opfylde det.”
”Kalle talte så meget om de døde,” mumler Viktor. ”Men jeg troede… Passer det virkelig?”
Jeg ryster forvirret på hovedet, og kvindens øglelignende øjne glider over på mig. Et tandløst smil breder sig på hendes læber. Hun lægger hovedet let på skrå.
”Ønsket er opfyldt. I er helt alene.”
Jeg stivner. Er det mit ønske, hun taler om?
”Hvis to mennesker ønsker det samme på netop denne dag…”
Viktor knuger nu min hånd så hårdt, at det gør ondt.
”Ønskede du det samme, Sif?”
Vinden tager til, og noget kommer flyvende imod mig, så jeg tager hastigt et skridt baglæns. Genstanden lander for mine fødder. Det er en sort heksehat. Jeg kan ikke få blikket fra den.
”Sif…” Viktors stemme lyder fjern.
Det er jo Veras hat. Mine øjne flakker frem og tilbage mellem kvinden og de tavse skikkelser. Tårerne glider lydløst ned ad mine kinder. Hvor er Vera?
”Lad den hellere være, Sif…” siger Viktor.
Jeg bukker mig alligevel. Med iskolde fingre griber jeg om hattens spids. Stoffet føles varmt og klistret, så jeg drejer hånden mod lyset. Mine fingre er røde af blod. Det svimler for mine øjne.
”Hvad mente hun med ”helt alene”?” Min stemme lyder skinger. ”Det var ikke sådan her, jeg mente!”
”Nu er der kun jer.” Kvinden bryder ud i en vanvittig latter. ”De vil aldrig forstyrre jer igen!”
Viktor trækker mig så tæt ind til sig, at jeg kan høre hans hjerte slå. Hele min krop ryster, som om jeg har feber.
”Jeg vidste, jeg kunne regne med dig,” siger han.
Jeg drejer forvirret ansigtet op imod ham, men det er ikke mig, han taler til. Hans stærke arme holder mig oprejst. Noget vådt og varmt løber ned ad mine lår. Den skamfulde stank af tis rammer min næse.
”Tak for hjælpen, farmor.”