Køkkenets kernefamilie

Kernefamilien bestemmer, hvornår køkkenmaskinernes arbejdsdag begynder.
Hvis Maskinerne havde begreb om tid, kunne de mentalforberede sig, når urets visere viste seks.
Maskinerne holder sig dog til deres arbejde.
Menneskerne har ikke begreb om, at maskinerne også er hinandens samtalepartnere.
”Hvorfor har vi endnu ikke fået fikset dig?” spørger faren, som altid står først op, den ødelagte kaffemaskine.
Selv hvis kaffemaskinen ville svare, kunne den ikke. Den er jo i stykker.
”Gid den snart blev repareret, jeg er helt kalket til,” siger elkedlen.
For at bevise sin pointe pruster den en kalksky ud i rummet. ”Jeg ville trække stikket, hvis jeg kunne,” siger den, for den har skam prøvet.
”Jeg savner kaffemaskinen. Den havde sådan en boblende latter,” siger brødristeren. ”Måske kunne vi fikse den?”
Brødristeren og kaffemaskinen blev købt samtidigt.
”Hvordan skulle vi gøre det?” spørger elkedlen i et sidste damppust.
”Du kunne nægte at samarbejde,” siger køleskabet, som ofte blander sig i de mindre maskiners samtaler, til kedlen. ”Hvis de ikke får deres morgenkaffe, er de jo nødt til at få kaffemaskinen repareret.”
De andre maskiner siger ikke noget til køleskabet, som de finder en kende underligt med sin skabagtige adfærd og hyppigt skiftende personlighed.
Kedlen må dog medgive, at køleskabet har en pointe. Den beslutter at overproducere så meget kalk, at familiens kaffe bliver klam.
”Dårlig plan,” siger komfuret efter at have hørt den. ”Jeg kan vel bruges som nødvandvarmer.”
Dette slår kedlen en smule ud af kurs.
De andre er dog enige om, at denne proces er for tidskrævende for familien.
Komfuret, som sjældent tænker meget over tilværelsen, henfalder til sin næste koger.
”Vi kunne også hævne os på dem,” siger fryseren, som altid er køligere end de andre. ”Vi kunne lære dem ikke at tage deres frie vilje for givet.” Det er ikke sært, at fryseren har høje hævntanker. Den må aldrig være åben, da menneskerne ikke kan lide dens kropstemperatur. Den fryser ihjel i sin ensomhed.
”Hvordan havde du tænkt dig, vi skulle gøre det? Spørger ovnen.
Fryseren ser på ovnens ur. ”Du kunne stille det forkert. Så går de i panik, når deres rytme bliver ødelagt.”
De andre maskiner synes, det er en god idé.
Da faren kommer ud efter kaffen, skuler ovnen til sine medmaskiner: ”Det har han ikke fortjent.”
Ovnen, som bager på alt og alle, kan godt lide manden.
Faren tager en tår kaffe, skærer ansigt og hælder væsken i vasken.
Så tager han et æble i den nederste skuffe på det skuffede køleskab og går på arbejde.
”Du fik i det mindste opmærksomhed,” siger ovnen til køleskabet.
Derpå begynder maskinerne længselsfuldt at drømme sig til den nære fremtid, hvor kaffemaskinen vil være tilbage hos dem.
Kedlen gør et ubehjælpsomt forsøg på at efterligne dens boblende latter.
Moren har vækket lillebroren.
Ham ser de aldrig. Han er ikke gammel nok til køkkenmaskiner.
Køkkenmaskiner er ellers klar til mennesker fra fødslen.
Moren putter to skiver toast i brødristeren.
”Den skal da snart renses,” siger hun.
”Ja tak, jeg både lugter og er fyldt med krummer,” siger brødristeren.
Moren finder smør og ost fra midterste hylde i køleskabet, som skaber sig højlydt over forstyrrelsen. Det er nemlig ingen fornøjelse at få taget indhold ud ad sig.
”Jeg bliver endnu mere sløv, når hun tager af min morgenhylde,” siger køleskabet.
Den stressede opvaskemaskine er den næste, der står for tur. Den ved, at der kommer snavset service i, men ikke hvornår den startes.
Husets storesøster står sent op. Hun roder forgæves køleskabet igennem med den største ligegyldighed, imens hun mumler om, at hun stadig ikke kan få ordentlig kaffe. Det må betyde, at reparationen virkelig nærmer sig.
Maskinerne ville klappe i hænderne, hvis de havde den slags.
Midt på dagen tramper faren ind i huset.
Ovnen gløder spændt. Den plejer at blive brugt i hans frokostpause.
Faren værdiger dog hverken ovnen eller nogen af de andre et blik. Han udpakker i stedet et kasseformet monstrum.
”Det skal blive godt atter at kunne få ordentlig kaffe,” siger han og installerer apparatet, som åbenbart er en ny kaffemaskine.
Så hiver han den gamle ud af stikket, skovler den op i favnen og går.
Det får alle maskinerne, selv dem uden skabe, til at skabe sig højlydt.
Ovnen er vred over at blive ignoreret: ”Jeg bliver kun tændt, når det passer ham.”
Kedlen og brødristeren begræder erstatningen af deres ven. Fryseren er mest gal over det faktum, at deres hævnplan fejlede.
Køleskabet har ingen mening i sin indholdsløshed.
Den nye kaffemaskine ser fancy og funktionsdygtig ud. Den har et lille tidsdisplay som ovnens.
Brændende af forbitrelse ser ovnen hen på fryseren. ”Jeg er med på din hævnplan. Jeg stiller på uret.”
Ovnen stiller sit ur to timer frem. Det kan den dog, skønt den ikke ved, hvad timer er.
Storesøsteren kommer hjem med to mennesker, der vist kaldes veninder.
De snakker henført om den nye kaffemaskine.
”Man kan time sin kaffe perfekt,” siger den ene og peger på displayet. ”Den har også Bluetooth.” Pigerne skal prøve den.
”Sikke et fancy bæst, lad os fryse det ude for altid,” siger fryseren.
De andre er imponerede over fryserens ondskab, men den nye kaffemaskine siger ikke noget.
”Hallo, gider du svare?” siger kedlen til den.
”Den tager nok en koger,” siger komfuret.”
Mens pigerne leder efter kaffefiltre, falder en bøtte på gulvet. Låget ryger af, og køkkengulvet dækkes af pulver.
Pigerne siger nogle ord, som lillebroren ikke må bruge.
Kort efter kommer moren hjem. Hun er rasende, men selvfølgelig ligeglad med den stakkels bøtte på gulvet.
Mor kigger sigende på ovnens ur, hvis lille viser står på fire.
Lillebroren skulle have været hentet for længst.
Moren befaler søsteren at hente sin lillebror.
Søsteren råber, at hun ikke gider, men hun ender med at gøre det alligevel. Søsteren svanser ud til den tavse lyd af maskinernes selvtilfredshed.
Morens blik falder beundrende på den nye kaffemaskine. Hun tager den først i øjesyn som helhed. Så kigger hun på dens tidsdisplay. ”Pyh ha, ingen grund til panik.” Hun skynder sig at stille ovnens ur tilbage.
”Det er jo overgreb,” klager ovnen i en blæsende udånding.
Moren åbner det høje hjørneskab med støvsugeren.
”Åh nej,” siger ovnen, ”jeg magter ikke at se på dens store slange.”
De mener alle, at støvsugeren er en opblæst nar.
Mens støvsugeren kører, tænker maskinerne deres egne tanker.
De tænker over, hvordan livet ville være, hvis det betød noget, hvad man er.
Kedlen tænker på den kalksky, den udsendte i morges og drømmer om et liv som røgmaskine.
Køleskabet og fryseren ønsker, at de kunne bytte plads.
Fryseren er misundelig på køleskabet, fordi det får lov at være åbent i længere perioder.
Køleskabet ville ønske, at det, som fryseren, skiftede indhold og dermed personlighed en smule sjældnere.
Ovnen glæder sig til vinteren, hvor den oftere bliver tændt.
Moren annoncerer en indkøbstur.
Køleskabet gruer for udsigten til at få lagt vare på plads. Det håber tavst, at der bliver indkøbt flere energifyldte morgenmadsprodukter. En tilværelse fyldt med fedtede snacks er ikke spor morsom.
Da moren kommer hjem, afviger hun ikke fra normen. Fordelingen er rimeligt lige.
Frugt og grønt lægges nederst i køleskabet, morgentingene i midten og de såkaldt gode ting øverst.
Til fryserens overraskelse skal også den have sig en ordentlig genopfyldning.
Moren påpeger, at den trænger til en afrimning.
”Det siger du ikke,” skumler fryseren, idet den fyldes med ligegyldigheder.
Moren påbegynder aftensmaden.
Ovnen sukker af vellyst og forventning.
”Jeg gætter på skuffe nummer 2,” siger fryseren.
Ganske rigtigt. Moren graver i skuffen med kød og steg.
Ovnen stønner: ”Det tyder på stegepanden i stedet.”
”Jeg er uundværlig,” siger komfuret og syder derpå i tavshed.
Da familien har spist, går køkkenets indehavere i mekanikken på den nye kaffemaskine.
”Du skal ikke tro, du er noget,” siger brødristeren.
”Du ser kedelig ud,” supplerer kedlen.
”Menneskerne siger, at jeg er fancy,” svarer den nye.
”Tror du måske, man skal lytte til dem?” spørger fryseren isnende.
”Hvem skulle jeg ellers lytte til?” spørger den nye.
”Wow, den koger virkelig mere, end jeg gør,” siger komfuret.
”Det kan godt være, at jeg er mere fancy end jer,” siger den nye. ”Men jeg har jo heller ikke fri vilje. Jeg er bare yngre. Jeg skal også smides ud, når jeg ikke virker mere. Desuden har jeg så mange smarte funktioner, at menneskerne sikkert bliver skuffede over mig meget hurtigere.”
”Du er næsten mere opblæst end støvsugeren,” siger opvaskemaskinen, som lige nu er under stort pres, da den ved, den snart skal opfyldes.
”Er det det Bluetooth, der gør dig så klog?” spørger ovnen uanfægtet den nye kaffemaskine.
I det samme kommer søsteren ud for at fylde opvaskemaskinen. Hun er upåvirket af dens jammer, idet hun samler lidt service op, som er smidt rundt om på køkkenbordet.
Da hun har startet opvaskemaskinen, kigger hun grundigere på den beskidte brødrister. Hun tager en lille firkant frem, man vist kalder en telefon, som hendes fingre trykker lidt på.
Så råber hun på sin far: ”Kan vi ikke også få ny brødrister. Se, jeg har fundet én i samme mærke som kaffemaskinen.”
Brødristeren ser forfærdet på den nye kaffemaskine: ”Du har ret. Hvad skal vi gøre?”
”Vi må bare nyde den tid, vi er her,” siger den nye. ”Jeg vil nyde det så længe, de beundrer mit Bluetooth.”
”Jeg kan ikke klage over min evige koger,” siger komfuret.
”Jeg nyder det hver gang, jeg bliver tændt,” siger ovnen.
Det er sværere for de andre.
”Jeg glæder mig bare, til jeg bliver tømt,” siger opvaskemaskinen omsider, da den husker, at det ikke er alle forundt.
Fryseren og køleskabet må derpå modvilligt anerkende privilegiet i at blive fyldt.
”Mit arbejde er i det mindste ikke alt for hårdt,” glæder brødristeren sig.
Kedlen er glad for sine forskelligartede opgaver.
”Er du så tilfreds?” spørger fryseren den nye kaffemaskine. Fryseren er ikke spor tilfreds med netop at have været så positiv.
”Jeg er sikker på, at vi alle kan være tilfredse, også menneskerne,” siger den nye. ”Jeg er sikker på, at de er glade for mig i den tid, jeg er her.”
Den tænker på, hvor sødt de har talt om den hele dagen.
”Glem det,” siger de andre maskiner i kor.
”Nej, jeg vil ikke,” siger den nye. ”Menneskerne kan lide mig, min præcise timer og min fancy filterkaffe. Jeg vil gøre deres morgner bedre.”
”Uden mig var der ingen varme til vinterdagene,” siger ovnen med sin luftige glød.
”Jeg er et godt supplement til ovnen. Jeg steger kød perfekt,” siger komfuret.
”Menneskerne er i hvert fald glade for mig, ellers skulle de vaske op i hånden,” siger opvaskemaskinen.
”Hvad skulle de dog gøre uden smør og mælk?” spørger køleskabet.
”For ikke at nævne langtidsholdbare vare og is om sommeren,” fortsætter fryseren.
”Toast er ikke det samme uden mig,” siger brødristeren.
”Og jeg er her trods alt, hvis du svigter,” klukker kedlen til den nye kaffemaskine.
Maskinerne ved, at deres dage er talte.
Det er uden for deres kontrol.
Men de ved også, at uden dem havde kernefamilien intet køkken.