Krigsungen

Drengen løb op ad bakken så langt, han kunne, før det blev så stejlt, at gruset rutsjede væk under fødderne på ham. Han prøvede igen og igen, og selvom han kom lidt længere hver gang, så måtte han se sig slået af det enorme bjerg.
Græsset omkring ham svajede i vinden, omkring hytten, der hvilede i skæringspunktet mellem bjergkæden og den brusende Neretva, der bragte liv til og fra deres hjem. Det sprøjtende vand fangede hans opmærksom nogle øjeblikke, før han tog endnu et tilløb, men standsede, da han mærkede en skygge dække for solen.
”Er det hårdt?” spurgte far.
”Har du nogensinde været helt oppe?” spurgte drengen. ”Helt oppe i bjerget?”
Far så op på bjergets tinde og sukkede. ”Det bjerg der er Brdovica, og der er ingen, der nogensinde har besteget det. Folk har besteget det højeste bjerg i verden, men der er ingen, der har besteget Brdovica.”
”Det højeste bjerg?”
”Ja, men ingen har klaret Brdovica.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Der er ikke så meget at forstå, tror jeg,” sagde far og satte sig ned i græsset. Han gned sig i skægget og så ned på hytten, hvor mor var ved at hænge vasketøj op. De hvide lagener svævede mærkeligt og uhyggeligt, syntes drengen, men så vinkede mor til ham, og han vinkede igen, og det var, som om vinden forsvandt et øjeblik.
”Der er ikke så meget at forstå,” gentog far. ”De eneste, der har prøvet at bestige Brdovica, er folk, der kender Brdovica. Og hvad har vi at bestige bjerge med? Der er noget i verden, som hænder alene ikke kan klare.”
”Men hvordan besteg de så det højeste bjerg?” Drengen tog en sten og smed den op i klipperne, hvor den forsvandt et sted uden at komme ned.
”De havde værktøj, som var særligt lavet til at klare sådan et bjerg. Hvis de tog det med herned, så ville de klare Brdovica, men der er ingen, der ved, at det er her.”
”Har de ikke et atlas?” spurgte drengen, og til det grinte faren en buldrende latter. Drengen så på sin far, men forstod ikke, hvorfor det var sjovt.
”Din mor kalder,” sagde han.
Det var sandt. Mor viftede med begge arme. De hvide lagener blafrede i takt med hende, og drengen syntes, at hun lignede en blomst. Han havde altid syntes, at hans mor var smuk, men ikke på den måde, som han synes pigerne i landsbyen var smukke. De var smukke, så de passede til ham – det vidste han – og mor var smuk, så hun passede til far – det vidste han også.

***

De fyldte peberfrugter dampede. Den søde duft fyldte hytten. De var spækket med ris og kød og var gule og var grønne og var orange og var røde, og drengen ville kun have de allerrødeste. Mor og far lagde ikke mærke til ham, men så i stedet bekymrede ud. Far rakte sin hånd ud til mor.
”Bare rolig,” sagde han. ”Jeg reparerede hegnet.”
”Det er det stadig det samme hegn,” sagde hun. ”Det sker bare igen.”
”Nej, det gør ikke.”
”Hvad er der sket?” spurgte drengen. Han pressede sin gaffel ned i en af peberfrugterne for at mase fyldet ud. Der spildte lidt ud på bordet, men ingen sagde noget til det.
”Der er ikke sket noget, min sol,” sagde mor.
Drengen nikkede, men han forstod stadig ingenting. Han kom i tanke om hønsehuset, og at hans forældre var gået derhen mange gange i løbet af dagen, men han vidste stadig ikke noget. Han proppede sin mund med mere ris og prøvede at tygge sig gennem det, men han havde for meget i munden, og noget faldt ud, og der var stadig ingen, der bad ham spise pænt.

***
Drengen stirrede op i loftet og kunne ikke huske, at han nogensinde havde været så vågen lige inden sengetid. Han havde tænkt på hønsehuset og på sine forældre i lang tid. Gennem sit vindue kunne han se månen hænge ved siden af Brdovicas tinde, og han tænkte, om månen også kunne bestiges, og om nogen havde gjort det.
Han vendte sig i sengen, men følte sig stadig ikke træt. Han var ikke færdig med sin dag, og han følte en mærkelig varme om begge sine øjne, og han forestillede sig, at de så røde ud, og selvom det var en uhyggelig ting at tænke på, så gjorde det ham ikke bange, for han kunne godt lide rød. I stedet stod han ud af sengen og drog for første gang i sit liv ud i natten alene. Han følte sig alene, men stadig ikke bange, så han fortsatte ud af hytten og udenfor, og den kolde luft var noget, han aldrig havde mærket før, og han følte sig voksen.
Månen skinnede ned på ham, idet han listede sig ud i hønsehuset, hvor han blev taget imod af den genkendelige klukken og raslen. Der var meget mørkt, og det var svært for drengen at se noget som helst. Han åbnede lemmen ind til hønsene og gik indenfor, og straks bevægede dyrene sig ud til kanten af hegnet, og han følte sig ikke alene længere. Hønsene klukkede nervøst og bevægede sig rundt blandt hinanden, og drengen gik dybere ind, men dér, på den anden side af hegnet, stirrede noget på ham som to måner i mørket.
Drengen viste godt, hvad det var, for han havde set billeder af ulve mange gange. Han vidste også, at ulve tilhørte natten, og at han netop selv var trådt ud i natten, men han havde glemt at tænke på de to ting samtidig. Hønsene eksploderede omkring ham, da ulven begyndte at bide i hegnet, og drengen trådte lidt tilbage. Drengens øjne føltes ikke røde længere, men i stedet frosne som udtørret stearin, og han ville væk derfra, men ulven havde allerede bidt i ham med sine øjne. Hønsene skræppede og baskede, og fjer svævede, og ulven bed en strøm gennem hegnet, men drengen kunne stadig ikke bevæge sig, og hønsene skubbede til hinanden, og en af dem fløj for tæt på hegnet, og dens blod glødede et øjeblik senere rødt i mørket, idet ulven fik fat i vingen på den gennem hullet i hegnet. En kold vind skar i drengen, det røde blod rindende og rindende og rindende, og han trådte endelig tilbage, tavs og hvid, men hønsene var ikke tavse, og med endnu en raslen i hegnet løb ulven væk. Drengen sad alene i mørket. Hønsene føltes ikke længere som selskab, efter ulven havde været der.

***

Den næste morgen havde drengen ikke lyst til at vågne. Han hørte mor kalde på far, og derefter fars trampende skridt gennem hytten. Han bandede lidt, og drengen kunne høre den umiskendelige lyd af den raslende riffel.
Mor og far forlod hytten, og trangen til at følge med dem sved i maven på ham, så han kunne løbe ved siden af dem og holde dem i hånden, og han smed dynen af sig og skyndte sig ud og så dem stå ved det blafrende vasketøj – han kunne ikke se, om det var nyt vasketøj eller det samme som i går, for det hele var hvidt og lignede alt sammen hinanden, og et øjeblik tænkte han, om mor kunne se forskel.
”Det må være deroppe, den kommer fra,” sagde far og pegede riflen ud i landskabet.
Drengen vidste, at det var ulven, de snakkede om. Han følte sig stolt.
”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte mor.
”Jeg har tænkt mig at gå rundt om hytten, ned langs floden og se om jeg kan få øje på den.”
”Må jeg tage med?” spurgte drengen.
”Ikke tale om,” sagde mor.
”Det er ikke farligt,” sagde far så og lagde en hånd på sin søns hoved. ”Den vil aldrig nå herned, mens jeg står her.”
”Du står med en riffel,” sagde hun. ”Det skal han ikke være med til.”
”Det er et våben, og han skal lære det før eller siden,” sagde far. ”Kom med mig.”
Mor sukkede, og drengen sluttede sig til sin far.
De gik sammen langs det sted ved floden, hvor bjergets rødder hvilede.
”Jeg så den i går,” sagde drengen og smed en sten i vandet.
”Du så hvad?”
”Ulven.”
Far stoppede op et øjeblik. ”Hvad snakker du om?”
Drengen indså pludselig, hvad han blev nødt til at indrømme. Han bed sig selv i læben og fjernede blikket fra Brdovica. Han turde ikke se op på sin far, men han forestillede sig ham stå der, og han undrede sig over, om det at være voksen betød, at man ikke længere kunne have det sådan, som han havde det nu.
”Jeg var ude i hønsehuset,” sagde drengen. ”Og jeg så ulven med hønen.”
Far gned håret fra sin pande og rystede på hovedet.
”Hvorfor sov du ikke?”
”Jeg kunne ikke.”
”Hvem kan ikke sove?”
”Nogle gange kan jeg ikke.”
”Men så du den? Så du ulven, eller så du bare hønen?”
”Jeg så også ulven. Den var ved hegnet, men så løb den væk. Undskyld.”
”Hvad?”
”Undskyld.”
En skarp vind piftede gennem bjergene, skød ned i dalen, og far så op på bjergsiden. Han hævede riflen for så at sænke den igen.
”Du skal ikke undskylde,” sagde han. ”Bare lov mig altid at blive i din seng.”
Drengen nikkede febrilsk med hovedet, og de fortsatte sammen langs floden.
”Hvordan vil du forsvare os?” spurgte drengen.
Far rømmede sig. Han så på sin riffel i afsky og gned sit skæg.
”Det er svært,” sagde han. ”Det er ikke nemt at forsvare sig mod et dyr, som tænker anderledes, end jeg gør. Kan du se de buske langs bjergsiden der?”
Drengen nikkede og forestillede sig ulven i krattet.
”Det er derfra, den kan komme. Og hvis vi bare venter her, så kan intet slippe forbi. Den kan ikke løbe hurtigere, end jeg kan skyde.”
”Hvad hvis det er nat, og du skal sove? Hvem skal så forsvare os?”
”Jeg lader bare være med at sove.”
”Hvad med mor? Hun kan sove nu, og så kan I skiftes i nat.”
”Din mor kan ikke bære en riffel og forsvare os mod ulve.”
”Hvorfor ikke?”
Faderen tav et øjeblik. ”Prøv du at holde den,” sagde han og rakte drengen riflen. Drengen tog klodset fat i det store rør af træ og metal. ”Prøv så at sigte op mod krattet deroppe.”
Drengen løftede riflen op mod sit bryst og mærkede en umulig vægt presse ned på brystkassen. ”Den er tung,” prustede han. Han prøvede at efterligne fars bevægelser, men det var samtidig umuligt at efterligne hans styrke, og han måtte bukke sig lidt for at møde riflen halvvejs, og kun sådan kunne han se op på krattet gennem våbnets øje, og mens han knælede der i græsset, hvilende i sin umulige ligevægt, så han pludselig krattet med nye øjne, og han forestillede sig ulvens blik fra natten inden, og med et instinkt han ikke forstod, listede han fingeren op til aftrækkeren og affyrede våbnet.
Far greb ud efter riflens munding og skubbede til drengen, som faldt bagover.
”Hvad fanden laver du?”
”Jeg skød ulven,” sagde drengen.
”Din forbandede unge! Sagde jeg noget om, at du skulle skyde?”
”Du gav mig riflen.”
”Forbandede unge,” gentog manden og så op i bjergene. ”Forbandede unge.”

***

Drengen lå i sin seng og tænkte tilbage på skuddet. Han kunne høre det for sig, igen og igen, og hver gang han blinkede, trængte våbnets brøl gennem ham som et ekstra hjerteslag, som vækkede ham, hver gang han var tæt på at sove. Han vidste, at far stadig sad udenfor og ventede på ulven, og at den ikke var kommet igen, for hvis den var, så ville han have hørt et rigtigt skud og ikke bare dem, der blev ved i kroppen på ham.
Han vendte og drejede sig, for han ville sove denne her gang. Han ville gerne sove, for han ville gerne vækkes af skuddet, så han kunne vågne og fejre, at ulven var død, og at hønsene ville leve lykkeligt og aldrig bløde igen. Han vendte sig mod væggen, men den var for hvid, og det var svært at tænke andet end blanke tanker, så han vendte sig tilbage mod døren i sit værelse, hvis mørke nu var fyldt ud med to, små måner.
Drengen rejste sig i ét ryk, før ulvens blik forsvandt i mørket. Han havde lyst til at skrige, men hans hans lunger sank udsugede i brystet på ham. Han tvang sig selv ud af sengen og ud af værelset, og ud til far, som hvilede sit sovende hoved op ad den tunge riffel.
”Far,” skreg han. ”Far, vågn op. Ulven er her, ulven er her!”
Far rystede søvnen af sig og greb riflen.
”Hvor?”
”I hytten.”
”Bliv her. Det er vigtigt, at du bliver her!”
Drengen nikkede, og far stormede ind i hytten. Drengen ville gerne med ind, men han vidste, at han efter i dag måtte lytte til sin far. Han hørte ham trampe rundt indenfor og råbe mors navn, og riflen klirrede i det fjerne mørke som et fjernt pendul, og drengen havde mere end nogensinde lyst til at gå ind i hytten og følge efter far, men så hørte han et skrig efterfulgt af et skud, og skuddet var en befrielse for ham. En tilladelse. Han skyndte sig ind i hytten, ind i værelset, hvor hans mor og far sov, og han så sin far ligge blodig på gulvet ved siden af den døde ulv. Hans mor stod ved siden af sengen og rystede med riflen i sine hænder. Hendes ansigt bævede, men hun græd ikke. Drengen så på blodet i sin mors ansigt og blodet i hendes hår, og riflen fik hende til at ligne et blegt træ, der var knækket og dødt, og han syntes ikke, at hun var smuk længere.