I vores forhold deler vi alt
Han tog min hånd, sagde jeg så dejlig ud i aften. Jeg kiggede ned i bordet, mens jeg lod hans
varme glide over i mig. Mærkede den sprede sig fra min fingre og op i hovedet, så mine kinder
blev røde.
“Skal vi se hvad de har?” Han åbnede menukortet og lod øjnene løbe hen over det. De dansede
fra side til side over de lange ord, som han lod som om han forstod. Mine øjne forsøgte også at
kigge med, men måtte opgive, da de ikke kunne læse på hovedet. I stedet så jeg ind i flammerne
fra stearinlyset. Hvordan ilden var kraftig orange i bunden, men som den bevægede sig op ad
blev opløst i mørk røg. Jeg kunne lege med fokuset i mine øjne, og skiftede med at se flammerne
klart og tydeligt, og så rykke fokuset på ham. Han blev også orange i skæret.
Han kiggede op. Viftede med hånden efter en tjener.
“To gange steak. Og en flaske bourgogne tak.”
Han bestilte altid bøf til mig. Vi havde begge bestilt det på vores første date, og han synes det var
romantisk, vi gentog bestillingen hver gang vi var ude. Sommetider ville jeg hellere have fisk.
Tjeneren nikkede, tog menukortet og bevægede sig elegant mod køkkenet.
Han så på mig. Helt ind, som om han zoomede sig ind på de små detaljer i mit ansigt. Mine
modermærker, hårene på min overlæbe, arene fra mine bumser. Jeg så også på ham, men som en
helhed. Som pæn mand i nydeligt jakkesæt.
“Hvad tænker du på?” spurgte han. Det gjorde han tit. Han kunne ikke lide at jeg holdte ting for
mig selv.
“Hvad du ser,” svarede jeg. Han så uforstående ud. “Altså, når du kigger på mig,” fortsatte jeg.
“Jeg ser verdens smukkeste kvinde,” svarede han. Jeg sukkede.
“Nej ikke sådan. Altså hvad ser du?”
“Jeg ser jo dig skat. Dine øjne, dit hår, alt sammen.” Jeg nikkede langsomt.
“Jeg elsker dig,” forsøgte han. Jeg svarede, at jeg også elskede ham. Meget.
Tjeneren vendte tilbage og hældte vin op i vores glas. Snakkede om Frankrig og gardiner. Han
nikkede med, rystede sit glas. Jeg søgte tilbage til flammerne. Så stearinen dryppe ned som tyk
blod der langsomt størknede i bunden.
“Synes du ikke også?” Han hev mig ud af mine tanker. Tjeneren var gået, jeg havde løftet
glasset.
“Jo,” smilte jeg, men havde ikke hørt dem. Jeg drak en slurk, håbede på det var det virkede
overbevisende. Smagen lagde sig om mine fortænder, skabte en frakke til dem.
“Hvad tænker du på?” spurgte han.
“Stearinlyset,” svarede jeg, og satte glasset på bordet. En rynke kom til syne i hans pande. Den
dansede let.
“Du tænker da ikke på stearinlys.” Hans ansigt fremtvang et anstrengt smil.
“Jo,” sagde jeg. “Hvordan det skifter farve.” Han grinte, og jeg kunne ikke tyde om det var
hånligt eller oprigtigt.
“Så er der serveret.” Tjeneren var ved os igen, og placerede tallerkner foran os. Steaken dampede
ligesom lysene. De to røgskyer ville nok forene sig på et tidspunkt. Blive til et oppe under taget.
De to snakkede igen. Om hvordan koen var opdrættet, og hvor deres urter voksede.
“Hvordan kan det være du ikke deltager i samtalen?” spurgte han, lige da tjeneren forlod bordet.
“Hvad mener du?” svarede jeg og tog også en bid af maden. Varmen ramte tungen og jeg kunne
allerede mærke en hævelse.
“Synes du ikke det er interessant?” Hans gaffel klirrede mod hans tand, og han holdt høfligt en
serviet op foran munden, mens han tyggede.
“Jo da.” Jeg smilede let.
Hans stemme blev skarpere. “Hvor er dit hovede henne skat?” Jeg tog en slurk af min vin.
Hældte det ned på tungen, så den kunne køle af, mens jeg overvejede mine ord.
“Jeg er lige her,” blev mit svar.
“Vi skal kunne dele alt. Det har du jo lovet.”
“Det gør jeg også,” sagde jeg, og lagde gaflen fra mig. “Jeg skjuler ikke noget.”
“Du er så flyvsk. Det er som om jeg hele tiden skal gribe ud efter dig for at holde på dig.” Hans
hånd lænede sig mod min. Tommelfingeren strøg op og ned af min.
“Hvad er det du tænker på?”
Hans øjne var store, pupillerne udvidede.
“Ikke noget,” sagde jeg. “Jeg tænker virkelig ikke på noget lige nu.” Min stemme blev højere.
Jeg fjernede min hånd. Rakte ud efter gaflen igen.
“Er alt som det skal være her?” Tjeneren rømmede sig. Han havde skiftet skjorte. Den her var
nystrøget, og i en mørkere nuance. Hvorfor mon han havde skiftet? Hvad var der sket med den
gamle? Gad vide om de har et lager af sorte skjorter, og om alle i restauranten deler dem.
“Skat?” Hans fod ramte min under bordet.
“Det er virkeligt godt,” sagde jeg, og smilte. Tjeneren gik.
“Hvad tænkte du på?” Hans stemme var hård. Ordene kortere.
“Han havde skiftet skjorte,” svarede jeg. Han spærrede øjnene op, tog en dyb indånding og
lænede sig over bordet.
“Du tænkte på hans skjorte?” sagde han. Jeg nikkede.
“Og det der var under skjorten?”
“Nej. Han havde skiftet den. Jeg tænkte kun på skjorten,” gentog jeg, og forsøgte at holde
stemmen i ro, men ordene knækkede for mig, og kom halve og rystende ud af min mund.
“Så derfor kunne du ikke svare på om maden var god? Fordi du tænkte på skjorter?” Han
tyggede et stykke kød grundigt og fortsatte så. “Helt ærligt skat. Hvad er der inde i dit kønne
hoved?”
“Der er det, jeg siger,” svarede jeg, og kunne ikke holde tonen nede længere. “Jeg skjuler ikke
noget for dig. Du har fuld adgang til mit hovede.”
Han lagde langsomt gaflen fra sig, og kneb øjnene sammen.
“Jeg tror ikke på dig,” Selvom han hviskede råbte hans ord. “Du lyver. Du skjuler noget.”
Hans spyt ramte min kind, og dannede en blanding med mine tårer, der nu var kommet frem. De
løb sammen ned og landede i steaken.
“Nej! Jeg taler sandt.” Mine ord var blevet til råb.
“Bevis det.” Hans stemme var stadig rolig og kølig.
Jeg kunne ikke længere holde vreden inde. Den boblede i mig, dampede.
Jeg greb om kniven og begyndte at skære. Det var sejt og jeg måtte bruge alle mine kræfter. En
smule blod piblede frem mens sener og kød blev skilt fra hinanden. En knogle knækkede over
med en høj knasende lyd.
Endelig var kniven nået igennem mit andet øre. Skallen åbnede sig på klem, og jeg tog fat om
den. Hev til hårbunden gav sig, og hovedet blev delt i to. Han sagde ikke noget.
“Se!” råbte jeg. “Så kig dog, og se hvad der er i mit hovede. Jeg holder intet skjult.” Nu hulkede
jeg. Jeg blinkede igen og igen for at få blodet ud af mine øjne. Jeg kunne mærke han kom
nærmere. Rejste sig fra stolen og over til mig. Han lænede sig over mig, tog fat om hver side af
min blodige skal og kiggede ned.
“Jamen skat, du har da ikke fortalt, du ikke ville have steak.”