Den sorte kjole

Noget i butiksvinduet fanger min opmærksom. I første omgang er det farven. Sort. Den hænger dér blandt flere andre, men det er kun den, der tiltaler mig. Inde i butikken, i ly fra regn og blæst, fortæller ekspedienten, at han kun har én tilbage i min størrelse, og at de går som varmt brød, så i morgen vil det nok være for sent.
”Jeg vil gerne have lov til at prøve den på,” siger jeg.
”Naturligvis,” svarer ekspedienten.
Da den hænger på bøjlen inde i prøverummet, lige dér, foran mig, virker den endnu flottere. Mine fingre mod stoffet, så hjemligt. Min næsen forsigtigt hen langs syningerne, så nyt. Jeg folder cowboybukserne og hoodien pænt og lægger dem hen over stolens ryg, holder kjolen ud i strakte arme et øjeblik. Det er nu. Ned over hovedet med den. Et forsigtigt smil, mens alt bliver mørkt. Jeg fumler med den, kan ikke få hovedet igennem, griner af mig selv. Men pludselig glider den ned. Sidder på min krop. Min krop. På skuldrene, hoften, hen over lænden. Jeg holder vejret, tør næsten ikke kigge, hviler mine øjne på det blanke trægulv et stykke tid. Evigheder. Lugte- og følesanserne gør arbejdet.
”Det kan kun blive godt, det her,” visker jeg.
Mine øjnene er langsomt på vej mod spejlet. Omhyggelig kigger jeg kun på kjolen.
”Wow! Den er flot!” ryger ud af min mund.
Præcis som håbet. Størrelsen helt rigtig. Snittet kunne ikke være bedre. Det sorte: alle farver samlet i én. Det enkle understreger skønheden. Husk at trække vejret. Kjolen skriger ”Køb mig!” Men hvad koster den? Flere dybe indåndinger. Jeg vender det lille prismærke.
Okay… Det er okay. Ikke for dyrt.
Hvor meget er der tilbage på kontoen? Mine fingre danser hurtigt over mobilens skærm og efterlader streger af fugt. Et øjeblik efter er beløbet der: 1344 kroner og 25 øre. Lige netop nok. Men så er der ikke mere til resten af måneden. Måske er det bedre at lade være? Måske er det bedre at vente?

Ved kassen er ekspedienten i færd med at lægge en bunke trøjer sirligt sammen. Han kigger op og afslører et sæt flotte, hvide fortænder.
”Hvordan passer den dig?” spørger han.
Hans mørke hænder fortsætter lidt endnu inden bunken bliver skubbet til side og disken tom. En guldkæde hviler på en skov af sorte hår, som står i kø for at vise sige frem bag de øverste knapper i den hvide, kortærmede hørskjorte. Den markerede brystmuskulatur kommer til live hver gang, han bevæger armene foran sig. Overarmenes forsider arbejder som to store bagekartofler i en asymmetrisk dans.
”Den ér altså også superlækker. Og faktisk ikke særlig dyr,” tilføjer han.
Hans senede underarme løfter sig og håndfladerne mødes foran hans bryst. En tatovering som ser ny og ufærdig ud kommer til syne. Fire buer ovenpå hinanden i forskellige længer. Kun de mange farver mangler. Han er cool. Helt sin egen.
Maskinelt folder han kjolen sammen. Som om han aldrig har lavet andet. For ham kommer det hele naturligt. Kanterne bliver snorrelige og hjørnerne halvfems grader.
”Vil du købe en pose med?” spørger han.
Skal den overhovedet med hjem?
Hans fyldige læber skinner under projektørerne, mens skyggerne fra de lange øjenvipper falder på hans markerede kindben.
”Ja tak,” siger jeg.
Det går ikke an at gå gennem byen med kjolen uden en pose. Jeg kigger ud ad vinduet. Det regner endnu.
Ekspedienten bøjer sig og roder med noget under disken. Hans sorte hestehale forsvinder for kort efter at komme til syne igen.
”Jeg fik den!” griner han. En papirpose bliver foldet ud og åbnet, så det kan høres i den anden ende af butikken. Jeg kigger mig omkring. En anden kunde går forbi uden at se i min retning.
Nu står posen der på disken, klar til at tage imod. Brun og med en flad bund som tillader, at kjolen kan forsvinde helt derned og ligge fint og fladt på bunden. Jeg skyder halsen lidt frem og kigger diskret nedad.
”Er der andet, vi kan hjælpe dig med i dag?” spørger han.
”Hvad?” Jeg kigger spørgende på ham.
”Er der andet, vi kan hjælpe dig med?”
”Nå, undskyld. Nej tak, det var det hele.”
”Så skal jeg bede om 1299,- tak.”
Jeg fumler med min telefon, kan ikke låse den op, tørrer de fugtige fingre af i bukserne og forsøger igen. Endelig lykkes det. Hen på automatens trådløse censor og så ind med koden, fingrene igen på arbejde, ét ciffer, to cifre, Men så går fingrene i stå. Hvad er det nu, den er, koden? Kom nu! Jeg har tastet den kode hundredvis af gange. Stress! Mine øjne afsøger butikken, som om koden på magisk vis pludseligt kan dukke op på en væg eller et prisskilt.
”Nå ja, selvfølgelig!” udbryder jeg.
Mine fingre forsætter deres vals hen over knapperne. De sidste to cifre er på plads.
”Godkendt!” siger han.
Et lettelsens suk.
”Tak for det!”
”Det er mig der takker. Og hvis du fortryder, kommer du selvfølgelig bare tilbage med den.” Ekspedienten smiler og ser ud som om han ved, hvad jeg tænker.

Blot halvvejs ude af butikken bliver fristelsen allerede for stor. Det er simpelthen for fjollet. Eller måske bare lige et hurtigt kig i posen?
Jo, den ligger lige dernede. Synet giver et sug i maven.
I det samme glider butikkens glasdøre foran mig til side, og en velklædt kvinde kommer hastigt ind. Regnen drypper fra hendes paraply, og hendes lyse bukser er synligt mørkere fra knæene og ned. Mens hun taler sagte, men bestemt, med sig selv, ryster hun aggressivt den mangefarvede paraply. Så gælder det den lille strop med velcro, som klistrer til det våde nylonstof. Hun udstøder et langt lettelsens suk, som om hun netop er undsluppet end ondskabsfuld forfølger.
Hvor er hun smuk. Sådan en kvinde som man ser på SoMe. Uden redigering.
Hun lyner sin dunjakke ned og går frem mod ekspedienten. En nedringet t-shirt med sit helt eget svulmende liv inde bagved kommer til syne. To pyramider af blødt guld.
”Wow!” Mine ben holder mig tilbage.
Som en sneplov baner hendes duft vejen foran hende. Hun er helt tæt på nu. Så flyver det ud af min mund:
”Bare det var mig!”
Med det samme kommer fortrydelsen. Var det mine ord?
”Snakker du til mig?” Kvinden stopper op og rynker brynene.
”Bare hvad var dig?” spørger hun.
”Undskyld! Ikke noget. Hav en god dag.” Pinligt! Men hvor ville det være fantastisk at eje sådan nogle i den størrelse!
Hurtigt videre. Ud gennem indgangspartiet og den kortvarige orkan fra blæseren. Mit hår flagrer vildt. Videre ud i regnen.

Kølige vindstød blæser dråberne vandret igennem gaden, lige ind i ansigtet. Jeg vender mig for at dække papirposen, men det er svært at gå baglæns imod strømmen. Ansigtet tilbage mod regnen, hundredvis af små piske straffer mit ansigt, posen om på ryggen. Snart mærkes det kolde vand igennem jakken. Først omkring skuldrene, så på brystet. Jeg kigger ned og fokuserer på at holde kjolen tør. Den er der stadig. I papirposen. Hvad mon folk vil sige til den? Hvad vil Jakob synes? Vil han sige, at den er flot og passer mig perfekt. Måske. Nogle vil helt sikkert sige noget andet. Burde den returneres? Tilbage igen igennem regnen? Nej, hvis den skal tilbage, må det blive senere. Til højre her, henad det sidste stykke villavej, det regner mindre nu. Jeg kigger op og nikker til en forbipasserende, et markeret kæbeparti, overskæg og en bred næseryg midt i det hele. I horisonten bag ham kommer et stykke blå himmel til syne. Den blå farve mere blå end ellers og markant mod resten af den grå himmel. Smukt.
Under det blå kommer en rutebus om hjørnet, en rullende sværvægter, der maskulint tygger sig gennem pytterne i vejsiden. Fronten ligner en boksers ansigt efter 12 omgange i ringen, forruden revnet, den ene lygte uden lys, den anden lysende ned i asfalten. Jeg stopper op og kigger, ser ikke faren før en kaskade af mørkt vand rejser sig i alle retninger, springer hurtigt til siden og vender ryggen til, men for sent. Det våde vælter ind over mig. Ind foran maven med posen. Et øjebliks uvished. Jeg tør næsten ikke kigge ned. Ryggen stadig til vejen, vandet løbende ned ad mig, kigger forsigtigt. Bukserne klistrer til mine ben, mine alt for store lægge, bare mine lægmuskler var slanke ligesom Katrines.
”For fanden da! Se dig for, chauffør!” hører jeg mig selv råbe.
Posen er nogenlunde tør. Heldigvis. Og kjolen stadig deri.
Hurtige skridt, herefter løb. Ikke mere vand, tak.
Ved fortrappen er regnen næsten stoppet og et større stykke med blå himmel er synligt. Men det er regnbuen, der fanger mit blik i sin fulde udstrækning lige fra den ene sides kontakt med jorden til den anden. Skarpere i sine farver end normalt. Tydeligere afgrænset mod omgivelserne og dens egne farver. Et øjebliks velsignelse. Jeg tager mig selv i at stå med åben mund. Telefonen frem, det her øjeblik skal gemmes.

Indenfor ryger de våde sko hurtigt af og over i hjørnet. Op på værelset i en fart for at finde en ny og tør pose. Den gamle ryger nederst i skraldespanden under en skoæske og en strømpe med hul i. Jeg stiller mig på tæer og skubber plastikposen nøjsomt ind i bunden af det øverste skab.
Burde den returneres?
Udenfor værelsesvinduet er regnbuens farver ved at forsvinde. I det samme går hoveddøren op, og der er skridt i entreen. Mor bander højt nok til, at hendes stemme når herop.
”Hvor mange gange skal jeg sige, at de sko skal stå pænt ved siden af hinanden?”
Hun fortsætter ind i køkkenet.
”Hej mor! Så du regnbuen? Den var sygt flot,” råber jeg.
”Hva? Nååh, nej, det lagde jeg ikke mærke til,” svarer hun.
Udenfor vinduet er der bare skyer nu. Hvordan kan hun ikke have set den? Er hun blind?
”Har du sat den kogevask i gang, som vi snakkede om i morges?” spørger hun.
”Ja-ja, der er styr på det. Den er vel færdig nu,” svarer jeg.
”Godt. Og du har tjekket, at der ikke har sneget sig noget med, som har stærke farver? Du ved, det er bare så vigtigt, at man ikke blander farverne.”
”Ja, mor, det er forstået!”

Hun kommer op ad trapperne. Skraldespanden ryger ind under skrivebordet netop som hun kommer ind.
”Er du først lige kommet hjem fra gymnasiet?” spørger hun.
”Ja, hvorfor spørger du?”
”Dit hår. Det drypper jo,” siger hun og lader en hånd løbe den over sit eget hår.
”Nåh, ja, det regnede jo helt vildt på vej hjem,” siger jeg.
Uret på væggen afslører, at den næsten er 17.
”Ja, og så løb jeg ind i en butik i tørvejr.”
”En butik?” spørger hun.
”Ja, bare en tøjbutik. Kan ikke lige huske, hvad den hedder,” lyver jeg.
”Så du har brugt penge igen?” Mor ser træt ud. ”Hvad med de sko du købte i sidste uge. Og som jeg ikke har fået lov at se endnu?”
”Nå, dem. Jamen… De er returneret.” Endnu en lille hvid løgn.
Mor sukker og forsvinder ud af værelset og trappen knirker igen. Kort efter kan jeg høre hende rode med vasketøjskurvene i baggangen.
Alenetid.
Kjolen ligger lige deroppe. Bare et lille hurtigt kig. Hvor er den fin! Den skal ikke tilbage. Uanset hvad. Jeg lukker døren lydløst. På med kjolen igen.
”Bare wow!”
Døren går igen neden under. Der er stille et øjeblik. Kortvarigt ingen vejrtrækning.
”Hej Anne. Så er Tarzan hjemme!”
”Fuck!” Det er far. Når han har kysset mor, kommer han op. Af med den. Hurtigt. Op over hovedet. Tunge trin op ad trappen nu. Den sidder fast i mit hår. Kom nu! Jeg trækker så hårdt, at adskillige hår ryger med.
”Av for fanden, da!”
Han er uden for min dør nu. Der bliver stille. Tjekker han sin telefon? Jeg krøller kjolen hurtigt sammen og kaster den ind under sengen, døren går op.
”Hej skat. Hvordan går det her?” spørger han.
”Far! Ikke ’skat’ længere, okay! Og pas lige på i de der store, beskidte arbejdsbukser.” Forstærkningerne på knæene ser ud som om, de har leget i sandkasse hele dagen. Kraftigt værktøj dingler fra hans hofte.
”Hvordan kan du svede så meget, når det er pissekoldt udenfor?” spørger jeg.
”Hey, vi er nogen, der arbejder hårdt for føden,” griner han og trækker ud i de hvide saltskjolder på brystet af sin t-shirt. En ny blå negl til samlingen kommer til syne.
”Hvordan har din dag været?” spørger han.
”Den har været… fin. Så du regnbuen udenfor, far? Den var sindssygt flot!”
”Hvad? Næh, men ville egentlig bare spørge, om du vil med ind at se superligafodbold i morgen. Det er jo topkamp. Det gælder…”
”Nej! Eller… jo. Men altså… der er fest på gymnasiet.” Jeg tager telefonen op af lommen. ”Ups, det er Katrine der ringer. Vi har aftalt at lave en opgave sammen i aften. Smutter du ikke lige ud, far? Så kan vi snakke senere. Hej, hej.” Han bakker modvilligt inden han forsvinder bag den lukkede dør.
”Teenager!” mumler han på den anden side af døren. Jeg smider telefonen over på sengen, kan høre ham på trapperne:
”Hey, Anne! Hvornår har du maden klar? Kan jeg nå at gå i bad først?”
Mor svarer noget uforståeligt, imens han rasler med sit værktøj.

Ned på knæ og frem med kjolen igen. Den er blevet lidt krøllet. Skidt med det. Den kan vel stryges? Jeg prøver den på igen.
”Kæft, den er flot!”
Jeg forsøger at lave en piruette, men det fungerer ikke særlig godt på gulvtæppet. Jeg ender grinende ovenpå telefonen på sengen, griber ud efter puden og trækker den ind under mit ansigt. Forestiller mig, at det er Jakob. Kærtegner hans kindben og kysser hans læber. Griner af mig selv. Han vil kunne lide kjolen.
Måske.

Forfesten er hos Mathilde i den anden ende af byen. Jeg scroller igennem busplanen. Der er ikke rigtigt nogle afgange, der passer med tidspunktet. Enten ankommer bussen for sent eller også alt for tidligt. Det går ikke at stå udenfor at vente, og det dur ikke at komme ind når festen allerede er i gang. Det skal times perfekt. Cyklen i stedet? Virkelig irriterende. Går det overhovedet at cykle med kjole på? Jeg skriver til Mathilde, at vi bare mødes oppe på gymnasiet, underskylder mig med, at der ikke er tid nok.
”Skulle I ikke afsted snart, mor?” råber jeg ned ad trappen.
”Jeg har jo sagt, at vi skal mødes med Greta og Henrik 19.30. Men jeg er ikke færdig endnu, og far kan ikke finde sin skjorte. Vi når det aldrig!”
Jeg hører hende sætte hårtørrerens stik hårdt i væggen.
”Av for helvede! Se nu min negl!” Hun skubber badeværelsesdøren kraftigt i med foden. Jeg går ind på værelset og smider mig på sengen. Den ligger deroppe i skabet og venter. Nystrøget.
Da far har fået sin skældud og de endelig er kørt, er der fri bane. Kjolen ned fra skabet og ud af posen. Jeg sparker bukserne af, så de ender på min skrivebordslampe. Trøjen giver sig i sømmene, da den ryger over mit hoved. Tjekker for revnede syninger, men der er heldigvis ingen. Så er det nu. Jeg holder kjolen ud i strakte arme som i butikken. Min næse kommer pludseligt på arbejde, men ikke på grund af stoffet. Ned med armene igen. Det går ikke, det her. Men var jo i bad i morges!

Jeg løber nøgen forbi det store vindue ud mod gaden og ind på badeværelset, tænder bruseren og kaster et blik på uret. Bare et hurtigt bad, selvom korte bade er virkelig svært. Jeg beholder uret på for en sikkerheds skyld, lader det varme vand løbe ned ad min lænd, hovedet tilbage, lukker øjnene og tænker på Jakob igen. Ser ham kigge ned på mig gennem dampen; Hans lyse krøller og blå øjne. Hvis bare han vidste… Hvis bare det hele ikke var så bøvlet. Hans maskuline hænder med de tydelige blodårer, arret ned langs den ene tommelfinger, de kortklippede negle som danser hurtigt og lydløst hen over tastaturet, når han tager noter. Hvis bare de kunne danse på min krop! Jeg mærker rusen stige op indeni, bliver synligt påvirket, kigger igen på uret. Har lyst, men ikke tid. Det må vente. Jeg skyller sæben af og står endnu et øjeblik, inden jeg skruer op for det kolde vand.

”Hvor er min deo nu?”
En hurtig rundtur i værelsets fire hjørner giver ikke noget resultat, finder den tilbage på badeværelset. Sådan. Klar til kjolen. Op med armene igen og så kan den glide langsomt ned på plads. Tørrer dug af spejlet og kigger på kjolen, kun kjolen. Så flot! Jeg drejer rundt og kaster armene i vejret, det føles rigtigt, får øje på mors neglelak, hun har glemt at lukke den. Er der tid? Jeg prøver at nå det. Skal det virkelig tørre så længe? Jeg opgiver at nå den anden hånd, sætter håret i en hestehale og strammer til. Lipgloss hurtigt på, læberne mødes og glider hjemmevant frem og tilbage et par gange.

Det er mørkt udenfor. Min ånde bliver synlig. Jeg står med ryggen til huset et øjeblik og trækker vejret dybt et par gange, planter hænderne solidt i jakkelommerne og kigger rundt. Et par stjerner lavt på himlen blinker i utakt og skifter farve. Jeg sætter foden ned på fliserne, og går forsigtigt ud på fortovet. Der er ingen andre mennesker på villavejen.
Jeg kender fliserne ud og ind, de skæve og de lige. Tager hænderne op af lommen og retter mig op. For en stund er det igen mig, der ejer gaden. Jeg får øje på træet med hulen, som nu kun er en skygge af sig selv, husker mit fald hvor jeg brækkede hånden som otteårig, passerer den lille bro over bækken, det lave vand står næsten stille, og en lugt af mug stiger op. Gadebelysningen falder på broens metalhegn, skyggen tegner et mønster af små tremmer på fliserne foran mig. Jeg går udenom, kommer forbi skråningen, hvor vi som små kælkede når lejligheden bød sig. Bakken virkede så lang, næsten uendelig. Nu kan hele turen klares med ti lange skridt. Jeg træder forsigtigt ud på det brune græs, som knitrer under mine sko, ser mor og far for mig, fars store arbejdssko i sneen, mors hvin hver gang far skubbede hende afsted, de andre børn fra gaden, aftenens sidste ture med naboens Anders, inden mor kaldte mig ind. To på en slæde. En fornemmelse som ikke helt gav mening, når den tre år ældre dreng lagde sine arme om mig og vi farede nedad i grin og skrål, vendte mig da vi holdt stille i bunden og kiggede ham i øjnene.
”Hvordan går det henne i skolen?” spurgte han?
Jeg lavede trutmund og lænede mig frem mod ham, lukkede øjnene og ventede. Det føltes som evigheder. Intet skete. Jeg åbnede dem igen, og så ham på vej op ad bakken med slæden efter sig. Sneen klæbede sig til hans hæle, hver gang han tog et skridt. Hvor mon de flyttede hen? Jeg burde prøve at finde ham.
Rundt om hjørnet, ude på hovedgaden er der pludseligt feststemte mennesker i alle retninger. Jeg begraver den ene hånd dybt i lommen igen, kigger på fortovsfliserne og giver plads til en flok højlydte mænd i tyverne, den ene klædt ud som servitrice. Polterabend, tror jeg. Under en lang, åben frakke stikker blondekanterne fra en skæv BH frem. Nederdelen er spændt til bristepunktet over hans muskuløse lår. For hvert skridt ser den ud til at kunne sprænges i sin fulde længde. Hans i forvejen udfordrede balance er på overarbejde, hver gang de lange hæle rammer fortovets beton. Et skridt frem, et til siden. Da han passerer forbi, kigger han op og smiler til mig gennem rødsprængte øjne. Et roligt ansigt. Han ser lykkelig ud. Afklaret.
”Hvad fanden? Skal du også giftes?” spørger han.
En karseklippet mand med små stikkende øjne kommer helt tæt på mig. Han trækker hårdt ud i min kjole og griner ukontrolleret. ”Hans, du er sgu ikke halvt så fræk!”
Jeg trækker kjolen til mig og går videre uden at kigge på ham, håber de bare fortsætter, lyner hurtigt min jakke ned og tjekker at kjolen sidder, som den skal. Kan ikke lade være med at kigge tilbage over skulderen. Gommen er stoppet under en lygtepæl og har vendt sig. Han dingler et øjeblik, mens han kæmper med at fokusere. De andre fortsætter. Hans blottede hud sitrer, men han mærker næppe kulden.
”Hans, kommer du?”
Han løfter hånden, smiler og gør en fjollet honnør, inden han vender sig og forvinder ud af gadelyset.

Foran gymnasiet er der kun to dørmænd at se. Perfekt. Ingen lang kø at fryse i, ingen tid til spørgsmål. Indgangspartiet virker mindre end det plejer. Jeg holder vejret udenfor døren, puster langsomt ud, ser fingrene med de farvede negle ryste, da de griber om den skinnende metalstang, hvorefter automatikken sætter i gang og skubber døren op. Indenfor i entréen sidder to 3g-elever, kender dem ikke, viser mit studiekort, får et stempel og bliver vinket fremad mod den dunkende rytme. Kan mærke, at de taler om mig, men musikken er for høj, kigger ned ad gangen; Lys og røg blandes til et truende væsen, der kravler langsomt hen ad gulvet mod mig, et par skridt baglæns, griber fat i et dørhåndtag, ’rengøring´, lukker døren hurtigt igen.
”Rolig nu. Du har været her hundrede gange før!” visker jeg.
Plejer gangen at være så lang? Nærmest uendelig? Den ene fod foran den anden, en dreng fra en af de andre 1g-klasser kommer hurtigt ud af fra toilettet længere fremme, men ser mig ikke. Han løber i retning af dansegulvet og er væk. Jeg skyder brystet frem og går målrettet mod det blinkende disco-lys.
”Nej, hvor er den bare sygt flot!”
Jeg får et chok og dukker mig instinktivt da Mathilde og Katrine kaster sig over mig bagfra. De kysser mig i nakken og roder i mit hår, så hestehalen går op. Katrine griber fat i mine skuldre og drejer mig rundt.
”Lad os lige se dig ordentligt, skat!” Hun holder sine hænder op foran munden og tripper på stedet, mens hun hviner som en efterladt hund.
”Fååårk, den er hot!” Mathilde lægger sin pegefinger på den ene strop og lyder som en glød, der slukkes i vand.
Jeg mangler ord, spreder blot armene og modtager deres kram. Mærker stoltheden indeni. Kan ikke lade være at smile. En anden pige, hvis navn jeg ikke kan huske, kommer springende i takt til den dunkende bas, nye krammere mens mine mundvige peger op mod ørene. Hvor skønt at de kan lide den. Hvor fedt at… Jeg føler pludseligt, at min mave slår krøller på sig selv, har lyst til at blive, men er nødt til at skynde mig væk i retning af toiletterne, løber det sidste stykke, sparker toiletdøren op og maser mig ind i den første bås og kaster mig ned på knæ. Jeg når lige akkurat at slå brættet op inden det fosser ud af mig. Det kommer af flere omgange. Sveden pible frem på min pande. Jeg holder fast i kummen for ikke at falde til siden, mærker en hånd i ryggen.
”Hvad sker der? Er du okay?”
Katrine har fundet min elastik og samler mit hår.
’”Ved ikke lige, hvad…” Jeg hikker højlydt og starter forfra. ”Jeg ved ikke lige, hvad der sker!”
”Har du drukket hjemmefra?” spørger Katrine.
”Nej, overhovedet ikke. Jeg tror bare jeg var… spændt. Spændt på festen.”
Jeg vender mig og kigger op på hende.
”Kæft, du er hvid i hovedet, skat. Vi skal sgu have noget farve tilbage på dig! Kom her.” Hun rækker sin hånd frem og trækker mig op med besvær, må bruge begge hænder.
”Prøv lige at se her!” Hun træder op på toilettet i boksen ved siden af og skubber en loftsplade til side. Hendes hånd forsvinder kortvarigt og kommer til syne igen med en flaske.
”Se hvad jeg har!” triumferer hun.
Hun drejer den og peger på den mørke label. Med to fingre spinner hun lynhurtigt låget af og sætter flasken for munden. Før hun har sunket, trækker hun hagen frem.
”’il ’u mage?” spørger hun og griner.
”Smage? Tror du, det er en god idé på tom mave?” Jeg griner også, har det bedre nu.
”Hvordan fik du den med ind?” spørger jeg.
”Ich habe meine Metoden,” som tysk-Helge ville sige! Vi griner endnu højere og krammer.
”Jeg tror bare, alt det her er en kæmpe lettelse.” Jeg smiler og tørrer mig om munden med underarmen. ”Jeg håber ikke, der kom noget på dig!”
Katrine ryster på hovedet, mens hun læner sig tilbage og lader sig glide ned ad væggen, flasken i skødet.
”Kom og sæt dig,” siger hun.
Hun tager min hånd og rækker mig flasken, tager en slurk og en mere. Hun læner sig ind, og hviler sit hoved på min skulder.
”Du ser sgu godt ud i den dér,” siger jeg.
”Tak, søde.” Hun trækker ud i sine stramme jeans og giver slip.
Der bliver stille. Beatet har forladt musikken for en stund, men vender tilbage med fornyet styrke. Vores ben begynder simultant at vippe i takt, vi vender hovederne mod hinanden og griner højlydt som om, det var sidste gang. Hun kigger intenst på mig, mens grinene bliver til stilhed. Hendes læber reflekterer neonrørene over os, fregnerne helt tæt på, et tungt og forceret åndedræt af Jack Daniels. Dybe, mørke øjne holder mig fast, parfume, den hun plejer. Som kattens leg med musen bevæger hun sit ansigt en smule frem og tilbage, op og ned, mens hun fastholder sit blik på mit. Jeg mærker hendes ene hånd på mit bryst, den anden i nakken. Et nyt dunkende beat på dansegulvet. Den her er virkelig fed, får lyst til at danse. Hun griber mit ansigt med begge hænder og lukker sine øjne, trækker mig endnu tættere, skridt og latter på gangen. Jeg kigger ud af øjenkrogen mod døren. Hendes læber møder mine.
”Hey, hvad laver du her?” spørger en stemme.
To drenge, har ikke set dem før, vælter storgrinende fremad mod os inden de drejer af ved hver deres bås og forsvinder.
”Hallo, er det ikke dig, der hedder Katrine?” råber den ene.
Katrine skubber sig væk og sidder et øjeblik som den lille havfrue på fliserne foran mig. Hendes øjne blanke, læberne smalle. Hun rejser sig hurtigt og må støtte sig til spejlet på væggen. Hendes hånd bliver hængende et kort øjeblik.
”Det kan jo alligevel ikke blive til noget!” siger hun og klasker den anden hånd hårdt imod en af båsene, da hun løber om kap med tårerne ud af rummet.
Døren går op og et smilende ansigt under lyse krøller kommer til syne.
”Sagde jeg noget forkert?”
Den anden dør går også op og kammeraten tromler brutalt ud. Grinende forlader de rummet med armene om hinandens skuldre.
”Hey? Skal I ikke vaske hæ…” prøver jeg.
De er væk. Hun er væk.
Jeg lader hovedet falde tilbage mod fliserne og puster langsomt ud. En ny sang vibrerer i væggen. Jeg fortryder festen nu, tænker på far og mor hos Greta og Henrik. Stearinlys, god mad, grin. Mig under et plystæppe på sofaen, far med sine pinlige jokes. ”Og så var der forresten den om…” eller ”Hvad kalder man egentlig en kvinde der…” Fjerne, velkendte stemmer som gradvist forsvinder, mens øjnene kæmper mod overmagten. Halvt vågen mens far bærer mig ud i bilen. Mor og far på forsæderne. Begge så afklaret. Og så fastlåst. Elsker det, og kan ikke holde det ud.
”Hva’ fa’en! Sidder du her helt alene?”
”øhh…”
”Wow! Fed kjole. Ny?”
”Øhh…”
Jakob rækker sin hånd frem mod mig og smiler.
”Er du okay? Du ligner én, der trænger til noget frisk luft,” spørger han.
Jeg tager fat i den store hånd, korte negle med små hvide neglepletter, har lyst til at lade mine fingre køre hen over de udstående blodårer på håndrykken, det store armbåndsur, som ville ligne en mursten på mit håndled.
”Jeg er…” begynder jeg.
Jeg gør mit bedste for at smile naturligt til ham.
”Lidt frisk luft er fint,” siger jeg roligt.
Han trækker mig hurtigt op og ud gennem døren, forbi dansegulvet. Jeg ser ikke hvem vi passerer på vejen ud, kigger bare fortryllet på min hånd i hans. Hvordan kan en fremmed hånd være så velkendt, så omfavnende, så rigtig? Som at komme hjem.
Pludselig står vi udenfor.
”Kom! Vi kan lige nå det!” siger han.
Han trækker mig hen over plænen og videre ind mellem grantræerne. Grenene rækker ud og kærtegner mig, mens den kølige luft skærper mine sanser. Den lille skov lukker sig bag os og lydene forsvinder i det fjerne. Jeg har lyst til at spørge, hvor vi skal hen, men det er lige meget. Der er kun ham og mig, præcis som jeg har ønsket. Han stopper og holder mig for øjnene.
”Er du klar?” spørger han.
Jeg svarer ham ikke, nyder bare hans hænder mod mit ansigt.
”Klar?” spørger jeg med forsinkelse.
”Ja. Klar,” gentager han.
Han flytter mig et par skridt, drejer mig rundt som en snurretop og fjerner sin hånd.
”Wow!” udbryder jeg.
Jeg har siddet her så mange gange før, men i aften er udsigten bare anderledes: Det mørke, blanke vand under os reflekterer træerne på den anden side og efter et stykke tid går det op for mig, at også stjernerne reflekteres i det store spejl.
”Ja, virkelig flot, men det var nu ikke derfor, vi skulle herud,” siger Jakob.
Jeg kigger spørgende på ham, mens han peger.
”Se, dernede mellem træerne,” visker han.
Små kroppe bevæger sig frem og tilbage i mørket mellem stammerne. Lys fra pandelamper sender lange skygger ud over vandet, hænder arbejder målrettet. Flere små lys tændes langs bredden.
Alt er stille som på et ensomt fjeld. Jeg lukker øjnene igen og ser glimt af Anders på vej væk fra mig med slæden efter sig. Jeg håber denne aften er min.
Små gnister tændes i mørket.
Vi siger ingenting. Mærker blot energien. Jeg åbner øjnene igen, ønsker at få det hele med.
En bred søjle af ferskenfarvet lys rejser sig mod himlen og efterfølges af rungende lyde, som fylder det åbne rum omkring os. Mine øjenbryn løfter sig.
”Wow!”
Jakob siger ikke noget.
Fra en potent søjle af energi fyger gnisterne ud til siderne og vælter ned mod jorden som et vandfald, der vokser. De første rystelser fra en mørkerød, pæreformet eksplosion øverst oppe rammer mig, mærker det i hele min krop, som sitrer fra fingerspidserne og helt ned i fødderne, lægger nakken tilbage og nyder det, mærker hans hænder, en eksplosion af nyt lys formet som to røde læber breder sig ned nedad og reflekteres inden de kysser den blanke overflade langs vandkanten. Hænder arbejder videre i mørket mellem træerne og sender nye elektriske ladninger afsted. Søjle efter søjle rejser sig mod himlen, en overflod af lysladninger i alle regnbuens farver skydes forskudt opad og løber hen langs bredden, vender og glider retur, rytmisk som en yo-yo. Det ene drøn efter det andet løsriver sig og trækker himlen ned til os. Det hele føles nyt.
Uden varsel bliver der mørkt og stille.
Min krop sitrer, svedperler på mit ansigt, venter åndeløs på, hvad der nu skal ske, kigger ind i Jakobs øjne. Mine knæ kæmper for at bære mig. Jeg fokuserer på at holde balancen og blive stående.
Et nyt lys reflekteres i hans iris. Jeg vender blikket nedad og ser den enorme raket i samme øjeblik, den skydes af. Jeg følger den opad, mens røgen blander sig med vores ånde og bliver til en duft, som finder vej ind i mig. Jeg lukker øjnene igen. Ryster, men fryser ikke. Skælver, men elsker det. Jeg hører Jakob tæt på mit øre. Lydene reduceres til kun at komme fra hans mund, ønsker kun at mærke hans lyde. Intet andet end os. Jeg griber om hans nakke i samme øjeblik verden står stille og drejer rundt. En dyb og rungende stjerneregn lyser alt op omkring mig og bliver hængende et øjeblik. Så slukkes den og alt bliver igen mørkt.
Jeg husker i første omgang ikke præcis hvor jeg er, åbner langsomt øjnene og kigger ind i Jakobs smukke, smilende ansigt.
”Ryger du?” spørger han drillende og griner. Jeg slår kærligt ud efter ham, mens jeg langsomt trækker vejret ind.
Vi står uden at tale et stykke tid. Stjernerne kommer igen til syne bag røgen, som langsomt fortrækker sig. Er det mig, de blinker til?

Da vi er ude af træerne og tilbage ved parkeringspladsen stopper han mig.
”Forresten. Hvad siger dine forældre?”
”De… De ved det ikke,” svarer jeg.
”Det er jeg ked af…” siger han. ”Vil du fortælle dem det?”
”Hey!? Jakob og Andreas! Hvad laver i? Skal I ikke med videre i byen?”
Otte-ti drenge, de fleste fra klassen, kommer imod os.
Jakob slipper min hånd.
Jeg lukker øjnene og holder vejret. Glæden forlader min krop. Er det hele slut nu? Kan det her kun foregå i hemmelighed? Jeg knytter mine hænder til fingrene bliver hvide, ser Anders’ ryg for mig, mens sneen falder fra hans støvler.
Jeg mærker Jakobs hånd igen, mens den forsøger at finde vej ind i min. Jeg trækker vejret, åbner og giver ham plads. Rusen stiger på ny op i mig.
”Hej drenge!” råber jeg.
Jeg er tilbage, løfter hagen og kigger på dem en efter en.
”Vi var lige henne at… se fyrværkeri. Sygt flot!” tilføjer jeg.
Jakob nikker samtykkende og peger roligt i den retning, vi er kommet fra. Han smiler til mig.
”Fyrværkeri? Nå, okay!” Bertil fra klassen griner drillende.
”Fed kjole, Andreas. Du er sgu cool. Skal du ikke med i byen? Kom nu! Bussen er her nu.” Han kigger på mig, mens han ivrigt nikker. ”Please!?”
Jakob kigger afventende på mig.
”Jeg tror jeg bliver. Er helt kvæstet efter en lang uge,” lyver jeg.
”Godt valg!” hvisker Jakob.
Jeg er fuld af overskud og kunne tage i byen hele natten, men lige nu er der noget, jeg meget hellere vil. Drengene går op mod bussen. Nogle kigger tilbage og kalder på os, men vi bliver stående. Bertil pifter og viser knytnæver, inden han hopper op på bussens nederste trin. Da dørene lukker og hjulene ruller, er der kun os og en svag bas, der pumper inde bag murerne. Jakob trækker mig i retning af gadelysene.
”Dit hus eller mit?” spørger han.
Jeg mærker boblerne indeni. Champagne i hele kroppen. Jeg griner.
”Hvad?” spørger han.
”Ikke noget,” svarer jeg.
”Jo, sig det nu.”
”Jeg tror…”
Han stryger mit hår.
”Hvad, Andreas?”
”Det lyder nok fjollet, men jeg…”
Jeg smiler og krammer mig selv og min sorte kjole.
”I aften ved jeg, hvem jeg er.”