Erstatning

”Husk nu at passe på derhenne,” råbte mor forgæves efter William og Eva, da de hujende forsvandt ud af haven og ned af skråningen med dens myriader af farverige blomster og lyng. En af de mildere sommerdage i en ellers alt for varm sommer nærmede sig sin afslutning. Men William havde ikke tid til at tænke på afslutninger lige nu. For ikke langt væk blev skråningen til en brat skrænt, og det var hér barndomsfantasien kunne få frit løb, så man glemte alt om tiden.
”Den, der kommer sidst til det store egetræ, giver sukkerbiller,” råbte Eva udfordrende, mens hun forsøgte at holde sin lillebror bag sig ved at løbe zig-zag på den smalle sti. Det var umuligt at vurdere, hvem der nåede det flere hundrede år gamle egetræ først, selvom William var ret sikker på, at et målfoto ville vise retfærdigheden, for han havde jo kastet torsoen frem lige i det rigtige øjeblik, og havde Eva dog ikke lagt mærke til det? Forpustede trillede de rundt i græsset mens insekter og firben under dem skyndte sig i sikkerhed.
”Klatre i træer eller kaste med sten?” spurgte William.
”Træer,” meddelte Eva afledende, mens hun samlede en næsten perfekt rund sten op og kastede den ud over skrænten og ned i dybet under dem. William ventede i stilhed på lyden, men der kom ikke nogen.
”Min tur,” hviskede William med hovedet på skrå og øret stadig vendt mod afgrunden. Han fandt sit bud på en vindersten, og kylede den så langt ud i intetheden han kunne.

Et kvarter senere var det stadig ikke afgjort hvem, der havde det længste kast, og lysten til mere havde forvandlet sig til to ømme skuldre.
”Vi er også nødt til at spare på energien. Det er snart aften og hvem ved, hvad vi kan få brug for inden sengetid.”
”Men…” indvendte William.
”Ikke noget ’men’! Jeg er den ældste og jeg bestemmer. Basta!”
Storesøstre var nogle gange bare for meget, og hvem sagde i øvrigt ’basta’ nu om dage? Det lød mest, som noget fra Den Gamle Verden. Lidt ligesom de der flødeboller mor nogle gange vrøvlede om.
Helt ude ved skrænten satte de sig begge ned og kiggede ud over dalen under dem og på den røde aftensol, som var begyndt at tabe størrelse over bjergtoppene. Det her var det bedste sted at være. Langt fra undervisningen, pligter og alt det mindre spædende, som livet også bestod af når man var 10 og 13 år gammel.
”Ikke tættere på kanten!”
”Og hvem er du måske,” prøvede William. ”Min mor, eller hvad?”
Skrænten havde aldrig været afskærmet, og der var, så vidt man vidste, aldrig nogen der var faldet ned. I hvert fald ikke i Nyere Tid. Men hvem vidste, hvad der kunne være sket i Den Gamle Verden, da folk ikke havde samme kontrol som nu? Begge børn lagde sig på ryggen med arme og ben som et kæmpe X, lukkede øjnene et øjeblik og mærkede solens sidste varmende stråler. Eva følte sig helt afslappet og var lige kommet ind i den fase, hvor kroppen næsten giver slip og begynder at lave små spjæt, da der kom et kort, rødt lysglimt fra hendes håndled efterfulgt af en sagte brummen. Hun havde modtaget en ny besked.
”For fanden!”, fløj det ud af hende. ”Det er en rød besked fra mor. Vi skal komme hjem med det samme!”
”Jamen, kan vi ikke lige vente,” forsøgte William. Men Eva var allerede på benene, og da hun absolut ikke lignede en, der var i gang med endnu en ’jeg-må-gerne-drille-fordi-jeg-er-den-ældste’-leg, sprang han op og forsøgte at følge trop.
”Hey! Hvad er der, Eva? Jeg er ikke med! Bare vent, om et par år er det dig, der skal vente, og så ser jeg mig aldrig tilbage!” Men hun var allerede væk.

Eva var den første, der fik øje på de to ordensmænd i haven, og efter en hurtig scanning af området for anden aktivitet, faldt hendes blik på den ene af mændene: Kraftig og skægget med et roligt og næsten firkantet ansigt. Det lod til at være ham, der førte ordet. Han talte kontrolleret og næsten hypnotiserende. Den anden nikkede deltagende, men mekanisk og uden timing. Eva var dog mere interesseret i sin mor, som sad og stirrede tomt ud i luften.
”Hvad er der galt?” råbte William, idét han kom sidelæns rundt om syrenbusken ved indgangen til haven. Ingen reaktion fra mor. Den skæggede ordensperson vendte sig roligt om og strakte sin store hånd frem i en autoritær gestus.
”Vil I ikke sidde lidt, børn?”, spurgte han. Eva tog Williams hånd og kiggede på sin mor.
”Mor? Mo-ar!” Ingen reaktion.
”Jeg er bange for, at jeres mor har brug for en pause lige nu.” Den skæggede mands øjne var helt rolige. ”Der har været et uheld på jeres fars arbejdsplads her til aften.”
Det flimrede for Evas øjne og farverne i haven ændredes kortvarigt fra sepia til overeksponeret og tilbage igen.
”Energiproduktionen i sektor fire kom ud af kontrol og sikkerhedsopsætningen brød sammen. Jeres fars krop stod desværre ikke til at redde, men de arbejder lige nu på at genskabe hans bevidsthed på velværestationen.”
Eva kiggede først på William og så på sin mor, som stadig sad og stirrede tomt ud i luften.
”Jamen… Nogen må da gøre noget!” Den mindste ordensperson trådte et skridt frem i forsøget på at berolige Eva.
”Nej! Lad mig være! Jeg vil bare have min far tilbage!”

På velværestationen blev de et kvarter senere alle tre installeret i et venteværelse for pårørende med beskeden om, at en tekniker ville være til rådighed indenfor kort tid. Mor, som på turen mellem trætoppe og solenergimøller stadig ikke havde sagt et eneste ord, fik nu fremstammet et grådkvalt tak, mens hun nikkede halvhjertet til de to ordensmænd. William, som enten ikke helt havde forstået situationens alvor, eller ikke ønskede at forstå den, begyndte at chatte med to af sine klassekammerater i et forum om showsport.
”Helt ærligt, William?” En tåre dryppede fra Evas overlæbe. ”Det kan vel vente, det der?”
I det samme kom en kvindelig tekniker til syne i døråbningen. Hun satte sig på en stol i midten af rummet og åbnede et skærmbillede i luften foran mor.
”Vi gør det bedste vi kan,” begyndte hun, som om hun allerede var midt i en samtale. Hun forsøgte på skift at få øjenkontakt med alle tre pårørende. ”Men det var en meget alvorlig energiudladning, der opstod i sektoren, og den eneste bevidsthed vi kunne identificere bagefter, var Alberts.”
William lukkede sin chat foran sig og så spørgende på teknikeren.
”Men han bliver jo okay igen, ikke?”
Teknikeren undlod at svare på spørgsmålet og gik i stedet straks til et nyt skærmbillede, som viste fragmenter af Alberts bevidsthed.
”Vores specialister arbejder på at samle og rekonstruere alle elementerne, men desværre er der mange skader og…” Teknikeren tøvede et øjeblik. ”Jeg kommer igen så snart vi kan sige mere.”
Hun rejste sig og forlod rummet med et professionelt smil. Der var stille et øjeblik, mens et følelsesmæssigt stormvejr gradvist fyldte rummet. William måtte sætte sig.

Et par timer senere var de fleste ansatte på velværestationen gået hjem, og der var ikke megen aktivitet på gangen udenfor venteværelset. Kun lyden af gummisko mod underlaget nu og da vidnede om, at der stadig var folk på arbejde. Hver gang rettede mor sig op i stolen og forberedte sig på at høre nyt. Og hver gang sank hun tilbage på plads med den samme uafklarethed. Eva og William havde mistet en del energi og forsøgte at holde fokus og kigge på den tomme døråbning samtidig med, at de holdt den ene hånd over en genopladerenhed på siden af stolens armlæn. Den lette summen fra ladeområdet under hånden virkede beroligende og næsten søvndyssende. Måske var alt det her bare en ond drøm, som man kunne vågne fra? Måske lå de blot stadig ved skrænten og drømte en synkrondrøm? Men så stod hun der pludseligt igen. Teknikeren. Med en anden dagsorden. Eva kunne se det med det samme. Dårligt nyt. Det professionelle, men dog alligevel venlige og afslappede ansigt fra tidligere var nu afløst af små rynker og et sæt små øjne, som ikke længere tilbød noget håb. Eva sank sammen i sin stol med en halvkvalt lyd, mens William rejste sig, satte sig igen og kiggede søgende rundt. Han tog fat om sin mors overarm.
”Vi kunne desværre ikke samle fragmenterne,” sagde teknikeren langsomt i et halvhjertet forsøg på at lyde upåvirket af ordenes betydning. ”Alberts bevidsthed er desværre gået tabt. Han er nu afsluttet. Det gør mig virkelig ondt.”
Stilhed.
Eva mærkede en vrede inden i, som hun ikke kendte. En voldsom bølge af varme steg op i hendes brystkasse. Som om den var på nippet til at eksplodere. William stirrede præcis som sin mor tomt ud i luften og sagde ingenting. Evas brændende verden var det eneste der kunne høres: Stødvis gråd og en voldsomt forceret vejrtrækning.
”Jeg kan se, at I har tegnet en udvidet familieforsikring. Jeg synes, I skal overveje at gøre brug af den. Børnene er jo ikke så gamle. Så jeg har taget tre genstartsmoduler med. Tag jer endelig god tid, men sørg for at dine børn genstarter, inden du selv gør.” Teknikeren tav et øjeblik. ”Som myndig bestemmer man naturligvis selv, om man ønsker at genstarte,” tilføjede hun, inden hun igen forvandt ud på den tomme gang. Tilbage var kun to hulkende børn i et forvredent kram på tværs af de to stole.
Som myndig bestemmer man selv? Hun prøvede at forestille sig sine børn i køkkenet. Smilende. Uden bekymringer. Følelsen af lykke virkede så fjern, men så inviterende. En bekymringsfri dag med dem hun elskede.
Det var så nemt. Hun kiggede på de tre moduler. Bare nogle enkelte klik.
Ude på gangen slukkede lyset i den lange gang automatisk efter teknikeren. Uendeligt mørke.
Hun rakte ud efter et af modulerne. En skærm lyste op på siden. Fingeren gjorde selv arbejdet. Økonomisk erstatning, udbetaling, genstart, hukommelsesændring børn, hukommelsesændring voksen… Hun satte kryds i nogle felter, efterlod andre tomme.
Et øjebliks tvivl sneg sig ind: Personerstatning?
”Mor? Hvad skal vi gøre? Hvad laver du?” hulkede Eva.
Pegefingeren afsluttede formularen og hun lagde modulet tilbage på bordet. Der blev stille i rummet.

Da Eva kom ned i køkkenet den næste morgen, duftede der vidunderligt af gammeldags friskbrygget kaffe og nybagt brød fra Den Gamle Verden.
”Åh! Jeg havde helt glemt, at det er søndag i dag!”
”Bare rolig søster. Vi andre er ikke gået glip af noget,” drillede William og slog sig overdrevent på lårene. I det samme kom deres mor ud fra badeværelset med et håndklæde foldet som en turban på hovedet. William grinede endnu højere.
”Sej hat, mor,” hulkede han og førte begge hænder op på sit eget hoved. ”Måske skulle du prøve med et par agurker på øjnene også. Du ser lidt træt ud her til morgen.”
Hun tvang et smil frem under håndklædet og henvendte sig i stedet til Eva.
”God morgen, min pige, har du sovet godt?”
”Ja, og åbenbart længe! Hvorfor vækkede I mig ikke? I ved jeg elsker de her søndage.”
Ved morgenbordet blev et skærmbillede i luften skudt til side med to fingre og et venligt ansigt med daggamle skægstubbe kom til syne.
”God morgen, skat,” sagde manden. ”Din syvsover! Og hvad skal mine to smukke børn så fordrive tiden med i dag?” Han kiggede kærligt først på Eva, derefter William. Eva lod som om hun tænkte sig godt om, mens hun lagde sin pegefinger på hagen og kiggede op i loftet.
”Skrænten, selvfølgelig! Sammen med William, hvis han ellers kan følge med”. Eva løb gennem køkkenet og gav William et puf i brystet, så han satte sig ned på sin stol igen.
”Den, som kommer sidst til det gamle træ, giver sukkerbiller,” råbte hun på vej ud ad døren.
”Jamen, morgenmaden?” kaldte manden uden at få et svar. Eva og William var allerede på vej ned af skråningen.
”Børn, nu om dage!” sagde han grinende og kyssede børnenes mor i panden, før han selv forsvandt ind på badeværelset, og der blev stille i køkkenet. En tåre løb ned ad hendes kind. ”Tja, Morten,” sagde hun stille til sig selv.
”Mine børn. Ikke dine.”