Jeg vågner til lyden af mit ur klokken 06:35. Den kunstige intelligens har valgt en ny og anderledes ringetone denne morgen, men jeg tænker ikke særligt over det, for den stopper i samme øjeblik jeg slår øjnene op. Jeg vender mig og kigger på min kæreste, der er i færd med at lægge puden over sit ansigt.
”Ikke endnu. Bare lidt længere,” visker hun.
Jeg smiler og trækker hendes pude væk.
”Lad mig se dit smukke ansigt, Katrine! Kom nu,” driller jeg.
Hun vender sig om på maven og dækker sine ører med hænderne. Bag hende er sollyset morgenrødt og varmt gennem vinduernes tynde gardinstof. Refleksionerne fra en morgenvåd solfanger på et tag udenfor danser mod det ene gardin. Et øjeblik efter begynder stoffet langsomt at køre op og solen tegner stadig større firkanter på væggen og døren ud til badeværelset. Energicensorernes diskrete dioder i vinduerne slår til og indikerer, at der oplades elektricitet. Et par hurtige fuglevinger er kortvarigt synlige igennem glasset, og netop som det ene vindue langsomt åbnes, gør en hund i det fjerne. Den friske luft i lejligheden styres automatisk, så det åbne vindue er ikke nødvendigt. Men jeg elsker at høre København kalde på mig udenfor, elsker vores trygge base i midten af en verden, som har givet mig alt.
En bi finder vej gennem vinduessprækken og flyver søgende mod glassets inderside adskillige gange inden jeg morgentung rejser mig og lukker den ud i friheden igen. Jeg betragter dens kurvede baner indtil den bliver så lille, at jeg kun ser de sorte, blanke solfangere på byens tage blande sig med de mange grønne haver; Som et nøje anlagt skakbræt uden den hvide farve. Jeg kan ikke lade være med at smile. En ny og levende dag venter på mig udenfor i byens velkendte rytme og landområdernes rolige puls. Jeg hører min kæreste rejse sig fra sengen og vender mig og nyder formerne under natkjolen, inden hun forsvinder søvndrukken ud på badeværelset. Hvor er hun smuk. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at hun valgte mig.
Jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet, falder i staver, mens jeg kigger ind og tænker på det møde, jeg skal have med den nye koncerndirektør senere på dagen. Hun virker virkelig dygtig, og jeg er spændt på hvilke nye tiltag, der venter forude. Næste alle vores verdensmål er nået og det store spørgsmål er, hvor vi skal hen herfra. Ligheden mellem mennesker har aldrig været større. Fattigdom er et historisk begreb i Eurasien og alvorlig sygdom rammer kun de færreste. Hvordan forbedrer vi perfektion? Køleskabets energialarm bringer mig tilbage til nuet, og jeg rækker hurtigt ud efter de sidste fire græshopper og sojamælken inden jeg beder lågen om at lukke.
På terrassen står jeg et øjeblik med tallerken og glas i hænderne, lukker øjnene. En dyb indånding. Duften af sommermorgen er ikke til at tage fejl af. Det her må være det bedste sted at bo på hele jordkloden. Jeg åbner langsomt øjnene igen og tager udsigten ind: De knejsende højhuse på den anden side af Nordhavn kaster lange bløde skygger ned over parkens utallige farverige frugttræer. Den levende dis over strandparken danser i alle retninger i forsøget på at undgå solens fordampende varme. Det rolige vandspejl, som strækker sig så langt øjet rækker mod nord og syd, forsvinder nu og da i hvidt, mens en svag silhuet af en morgenfisker på vej ud trækker små dønninger efter sig. Og lige nedenfor; Den pulserende by, som gradvis fletter sig ind i skoven og stranden langs havet. En symbiose. Vores symbiose.
En besked på mit ur fortæller mig, at køleskabet netop har bestilt nye morgenmadsprodukter, og at der er tilbud på lokaldyrket frugt i dag. Jeg strækker hals og kigger ind på køkkenbordet.
”Nej tak. Vi har allerede,” siger jeg.
Jeg trækker en stol ud i solen og sætter mig, forstørrer urets skærm med to fingre og trækker den op på væggen i terrassens skyggeside og starter nyhederne. Vi har valgt en af de helt klassiske stemmer som nyhedsvært: Ellen Hillingsø. Katrine synes hun lyder som indbegrebet af sandhed. Jeg tænker mest, hun lyder som gamle dage. Hun udtaler vokalerne lidt underligt, som man gjorde dengang.
”Prisen på hydrogen falder igen…” Dejligt.
”Den nyvalgte præsident for Eurasien holder sin første officielle tale senere i dag…” Dygtig politiker, som appellerer til næsten alle grupper i samfundet. Jeg har selv stemt på hende.
”Den gennemsnitlige levealder for mænd ser ud til at passere 100 år inden for en overskuelig årrække.” Jeg sagde jo nok, at vi ville nå dertil inden længe! Og så har jeg jo statistisk set mere end tre fjerdedele tilbage.
”Indsættelsen af Dronning Margrethe III er nu fastsat til søndag den 27. juni.” Hmm. Forstår ikke helt monarkiet. Jeg kunne bedre lide hendes far.
”Gode muligheder for at lagre husholdningsstrøm til resten af måneden.” Ja tak! Jeg kigger på uret. Kun den trettende i dag. Tilfreds sætter jeg tænderne i morgenproteinerne.

Hun tror jeg ikke har lagt mærke til hende, men hendes duft er hos mig længe før hun kysser mig i nakken.
”Hav en god dag skat. Jeg cykler nu,” siger hun.
Jeg rækker bagud og holder hendes skuldre et øjeblik, lægger nakken tilbage og kigger op på hende.
”Ses senere, Kat. Pas nu på dig selv,” siger jeg og fortryder, at jeg lyder som en forælder.
”Vi ses. Jeg regner med at være hjemme ved tre-tiden.” Hun vender sig og begynder at gå, men skridtene stopper.
”Åh, vi skal forresten have bestilt det planetophold. Jeg har allerede lagt det ind i kalenderen. Men vi skal lige beslutte, om det er hele weekenden eller kun lørdag og søndag. Det er måske rart at have lidt fritid herhjemme om fredagen til at pakke i ro og mag, inden vi flyver afsted. Syv timer, skriver de. Jeg forstår ikke, hvordan man kan komme så langt ud i verdensrummet så hurtigt,” siger hun.
”Næh, og klimaneutralt samtidig. Det er virkelig…”
Jeg bliver afbrudt af en kort, lavfrekvent tone og en lille gul firkant kommer til syne i toppen af min skærm: Nyt fra Sundhedsbyen.
”Hvad er det for en besked? Sundhedsbyen? Kan du ikke lige åbne den, inden jeg smutter?” spørger Katrine.
”Jo, selvfølgelig. Jeg har fået alle mine vacciner i år, så ved ikke lige, hvad den besked handler om.”
Katrine trækker en stol hen og sætter sig. Jeg peger på beskeden, som hurtigt udvides til at fylde hele skærmen. Før jeg er klar, er hun allerede begyndt at læse højt:
”Indkaldelse til præventiv behandling…”
Jeg kigger på hende. Efterhånden som hendes øjne bevæger sig flakkende nedad, får hun rynker i panden og underlæben begynder at bevæge sig en smule.
”En potentielt livstruende kræftsygdom… Hvad?” udbryder hun.
”Rolig skat, lad os nu lige læse det hele stille og roligt sammen,” forsøger jeg.
”Jamen, jeg var slet ikke klar over, at kræft var noget man skulle bekymre sig om længere. Er det ikke udryddet? Og du er jo ung!” Katrine forsøger at stramme sin mørke hestehale, men den er allerede helt glat med hovedet. Jeg lægger min arm om hende og begynder så pædagogisk, jeg kan at omformulere brevet.
”Okay. Så min chip har detekteret en forøget risiko for en potentielt dødelig kræftsygdom, som kan udvikle sig om fem til otte år.” Jeg trækker vejret dybt og holder en lille pause. Blodet forsvinder fra mit hoved, men jeg vil ikke lade det her påvirke mig. En tåre løber ned ad Katrines kind.
”Okay, hvad står der ellers?” Min stemme lyder som en andens. Jeg rømmer mig.
”På dette tidlige tidspunkt vurderes risikoen til at være mindre end fire procent.” Mine øjenbryn ryger op i panden.
”Fire procent! Hører du efter? De skriver mindre end fire procent.”
Jeg får modet tilbage.
”Vi vil gerne se dig til igangsætning af præventiv behandling i eftermiddag klokken 14.15. Det er vigtigt at starte behandlingen tidligt og bla-bla-bla…”
”I eftermiddag? Jamen kan du det? Skal du ikke mødes med den nye direktør?” spørger Katrine.
”Jo, det var planen, men det må jeg lave om. Jeg er sikker på, at hun har forståelse for det. Mindre end fire procent! Sikke en lettelse. Shit, mand! Man får da lige en overraskelse, hva’? Men beskeden var jo også gul og ikke rød.”
Jeg tager en dyb indånding.
”Stakkels mennesker i gamle dage, som ikke havde nogen chance for at opdage den slags i god tid,” udbryder jeg.
Jeg rejser mig op og kigger ind i Katrines øjne. Hun griner gennem tårer.
”Rolig, skat. Det er jo planen, at vi to skal blive gamle sammen her på terrassen, ikke? Gyngestol og alt det der,” fortsætter jeg.
Jeg sætter tommelfingeren mod bunden af brevet og bekræfter min tid i Sundhedsbyen.
”14:15. Ja tak. Jeg tror alt er fint, skat. Er du okay? Klar til at tage på arbejde?”
Hun lyner sin cykeljakke og nikker. ”Hvis du er rolig, Johs, er jeg også,” siger hun.
Det smil der! Så er alt godt. Jeg tager fat i hendes hånd.
”Okay. Jamen så… ses vi bare i eftermiddag? Lad os bestille weekendturen dér, ikke? Jeg skriver lige til dig, hvordan det er gået i Sundhedsbyen. Og skal jeg så ikke lige få fat i en pose chips til i eftermiddag? Det har vi vist fortjent.”
Katrine smiler og slikker sig om overdrevent om munden.
”Mums!”
”Melorm eller biller?” spørger jeg.
”Hmm… en af hver! Det er jo torsdag og weekend i morgen!” griner hun, mens hun går.

Da Katrine er ude af døren, sidder jeg endnu et øjeblik. Fantastisk at en sygdom kan opdages så tidligt. Men der er jo en lille risiko. Mine fingre danser hen over min overlæbe og min hæl bevæger sig hastigt op og ned lige over gulvet.
”Hey, du!” siger jeg ud i luften. ”Din bekymring er kun en tanke om noget, der højst sandsynligt ikke kommer til at ske. Kun en tanke, der kommer og går, intet andet.”
Jeg kontakter kontoret for at ændre mit møde, men ender med at lægge en besked, da direktøren er optaget. Jeg beslutter mig for ikke at arbejde hjemmefra i dag. Jeg spørger mit ur om næste afgang. Et kvarter til næste hydrotog afgår. Det vil helt sikkert være godt at se mine gode kolleger her til formiddag. Og så ud til Sundhedsbyen over middag. Jep. Det er planen. Hurtigt ind at finde en skjorte og et jakkesæt frem, bambusskjorte i dag? Nej, hørstof. Den lyseblå. Og det gamle, blå jakkesæt, som ikke skifter farve efter mit humør. Folk behøver ikke vide, at jeg er lidt spændt.

Nede på gågaden står jeg stille et øjeblik, mens jeg kigger til begge sider. Her summer allerede af liv. Døre bliver åbnet, skilte i vinduer tændes, cafégæster kommer og går. Hurtige og langsomme skridt smelter sammen til to farverige tusindben, der gnider sig op af hinanden i hver deres retning. Lyse og mørke ansigter og alt derimellem på vej mod vidt forskellige destinationer. Jeg nikker og smiler til flere af dem og tænker, at jeg burde arbejde på kontoret noget oftere. De her varme smil kan man blive helt afhængig af. Jeg passerer hurtigt tværs over cykel- og løbestien. En ordenspersons faste blik møder mit, inden jeg falder ind i mængden i retning af togperronen. For enden af gaden stopper jeg og nyder udsigten og solens varme i mit ansigt. Jeg får et klap på skulderen og genkender bagerens dybe stemme:
”Ses vi senere i dag? Jeg har friske boller i ovnen. To for tres pris!” siger han og griner.
Jeg griner med og vender mig. ”Det lyder lækkert. Og meget billigt. Måske!” Han forsvinder vinkende i sit lyse tøj ned af trapperne i retning mod de morgenfodgængere, løbere og cyklister, der fylder byens gader nedenfor.
Bagved det hele, i retning mod søerne, får jeg øje på et par små telefly, der letter og forsvinder hastigt bag de højeste træer. Et hydrotog på min linje, men i modsatte retning, kommer op fra undergrunden og glider lydløst forbi de grønne boldbaner. Jeg kigger på uret og skynder mig videre. Jeg træder til siden i sidste øjeblik for at undgå en sort fugl på stien foran mig. Jeg er på nippet til at miste balancen, men genfinder den hurtigt og kigger tilbage. Fuglen bevæger sig ikke. To hvide ringe omkranser dens lukkede øjne. Jeg har aldrig set et dødt dyr på den her sti før. Jeg spejder forgæves efter en ordensperson, men ser kun civile bådformede munde komme mod mig.

Da jeg fem minutter senere ankommer til perronen, er mit tog allerede i bevægelse. Jeg løber halvhjertet efter det, men ved, at der ikke er noget at gøre. Toget forsvinder lydløst hen over magneterne og efterlader sig intet andet end en hvirvelvind og en forpustet miljøkonsulent i et blåt jakkesæt, som hurtigt justerer åndbarheden efter hudens temperatur. Mit ur lyser op med det samme: Otte minutter til næste tog. Fint. Indtil da kan jeg bruge tiden på at arbejde. Jeg sætter mig på en af de mange bænke, mens min puls finder et roligere leje, trækker en skærm op fra uret og placerer den foran mig med to fingre. Jeg mister fokus og kommer til at tænke på mit besøg i Sundhedsbyen. Hvordan mon det kommer til at gå? En potentielt dødelig sygdom? Men en risiko på mindre end fire procent. Min fod får igen sit eget liv. En fjeder på overarbejde. Husk det nu. Det er kun en tanke.

Jeg opdager ikke, at det næste lydløse tog ankommer til perronen få meter fra mig. En ordensperson stopper foran mig.
”Skal du ikke med?” spørger han og fortsætter hen ad perronen med hånden på det sorte hylster. I det samme blinker mit ur og ordene ”Tog ankommet” løber over skærmen. Ja tak, det ved jeg! Jeg kører hurtigt hånden hen over uret, rejser mig og tager de få skridt ind i toget.
Der er overraskende få passagerer denne morgen. Jeg finder en plads ved vinduet og åbner skærm og tastatur igen. Jeg må fokusere på arbejdet nu. En mand sætter sig overfor og nikker kort til mig. Jeg flytter fødderne lidt og laver plads til ham. Der er ellers masser af ledige sæder andre steder i togvognen. Pudsig type. Store venlige øjne men en usædvanlig lille næse. Kasketten burde vist vaskes. ”Verdens bedste far” står der med fede, røde bogstaver over skyggen. Sporadisk skæg som burde trimmes. Måske er hans barbermaskine gået i stykker. Lidt for lange fingernegle.
Jeg kigger på min skærm igen. Det er et stort og vigtigt projekt, det her: Bør hydrotogbanen udbygges til også at omfatte yderområderne, eller er det energimæssigt forsvarligt fortsat at lade de relativt få pendlere flyve med de soldrevne telefly til nærmeste togperron? Gad vide hvad den nye direktør mener om det spørgsmål. Jeg må hellere vente med at gøre mere indtil i morgen, hvor jeg kan spørge hende. Jeg åbner i stedet vinduet med byggetilladelser. Tolv nye ansøgninger siden i går. Jeg peger på den øverste: Firepersoners villa i skovområde. Jeg tager en hurtig 4D-tur gennem rummene. Flot internt design. Kunne godt selv bo der. 100% selvforsynende. 100% energi- og CO2-neutralt. Det psykologiske miljø og det æstetiske ydre ser også fint ud. Alt i orden. Jeg peger på ’byggetilladelse gives’ og fortsætter til næste sag.
Da jeg er igennem alle nye ansøgninger, kigger jeg væk fra min skærm. Skoven udenfor passerer hastigt forbi som langtrukne grønne linjer. En gang imellem med et kort ophold hvor de åbne og dybere landskaber giver fornemmelsen af en langsommere hastighed. En stor flok hjorte står i en lysning og gumler, mens de søvnigt kigger i togets retning. Udsigten bliver grøn igen. Jeg kigger på manden overfor, som har trukket sin skærm op i stor størrelse over sine lår. Han flytter den lidt med sine fingre indtil han er tilfreds. Hvad mon hans arbejde er? Den langstrakte åbne passage må komme om et øjeblik. Jep. Dér kommer den til syne gennem togets vinduer i den anden side. Så kommer søen. Tre, to, en… nu! Solens stråler reflekteres i vandets overflade og rammer væggene og loftet i togvognen. Et øjeblik må jeg knibe øjnene sammen, men mine linser justerer hurtigt lysstyrken. Sikke en udsigt i dag. Et turkis vandspejl så langt øjet rækker. Lange, røde fugleben forsvinder ned i det gennemsigtige vand og en gråhåret herre sætter sig adræt i sin kajak og begynder at ro. Ved bredden står en hare på bagben mens den roterer sine lange øre i retning af toget. Så mærker jeg farten aftage og ved at træerne er tilbage om et øjeblik. Flere passagerer rejser sig og gør klar til at stå af. Ét stop mere.
Dørene åbner og lukker. Toget accelererer ud af Odensø. Mit blik falder på manden overfor. Han har fået rynker i panden og ryster langsomt på hovedet, mens han stirrer på sin skærm. Jeg bliver nysgerrig, men kan ikke læse spejlvendt, da han har slået skærmens privatfunktion til. Pludselig rejser han sig og går hen i den anden ende af toget. Jeg drejer hovedet, ikke for meget, og kigger efter ham. Han stopper og ser ud til at ombestemme sig. Jeg kigger igen lige frem og får øje på hans spejlbillede i glasdøren ind til den næste togvogn. Jeg kan se, at han vender sig og går et par langsomme skridt, inden han stopper igen. Han tager kasketten af og fører hænderne igennem sit halvlange, krøllede hår og stopper bevægelsen med den ene hånd hvilende på sin isse. Han åbner den øverste knap i den grå skjorte. Et øjeblik ser det ud som om, han skal til at tale, men der kommer ikke noget ud af den åbne mund. Så går han hurtigt hen mod sin plads – men fortsætter forbi og sætter sig i stedet med ryggen til mig på den næste række sæder. Han åbner sin skærm igen. Jeg kan svagt høre ham læse noget, men kan ikke se skærmen for stoleryggen. Jeg løfter mig diskret fra sædet og forsøger at se med. Når jeg kigger fra stort set samme vinkel som ham, virker privatindstillingen ikke. ”Brev fra Sundhedsbyen” står der øverst. Pudsigt. Ligesom mit. Bortset fra at rammerne omkring brevet er røde. Jeg kigger hurtigt ned over hans skærm, mens min samvittighed beder mig kigge ud ad vinduet.
”…ændringer i din psykologiske profil…”
”…øget risiko…”
”…øjeblikkelig behandling…” Mandens nakkehår er våde af sved.
I det samme kommer en ung mand ind i togvognen, og jeg lader mig falde tilbage på mit sæde. Han passerer igennem vognen og ud i den anden ende. Næsten samtidig med at døren lukker bag ham, rejser den svedende sig og taler ud i luften:
”De vil have, at jeg skal komme ind til Sundhedsbyen med det samme. Men der er ikke noget galt med mig. Alt er i orden.”
Jeg kigger ned og fokuserer på min egen skærm. Manden vender sig mod mig og slår ud med armene. ”Alt er godt!”
Jeg skyder hovedet lidt fremad, som om jeg nærlæser noget på min skærm, prøver at se koncentreret ud.
”Hey? Jeg taler til dig. Alt er godt, siger jeg!”
Der er ikke længere nogen vej udenom. Jeg er nødt til at møde hans blik, så jeg løfter hovedet og smiler til ham. Venligheden i hans øjne er væk. Jeg nikker anerkendende, men ved ikke, hvad jeg skal sige. Solen bryder kortvarigt gennem træerne, netop da han brøler af sine lungers fulde kraft: ”Alt er godt!” Dråberne fra hans mund står stille i sollyset et øjeblik inden de finder hvile på sædet og mine bukseben. Lysten til at gå og komme væk fra den her togvogn melder sig med det samme. Hvad er der galt med ham? Jeg kigger først på døren, så på vinduerne inden jeg vender hovedet og kigger efter den fjerneste udgang. Der er ikke andre i vognen.
”Du kan godt tale, ikke?” fortsætter han.
Jeg bliver et kort øjeblik overrasket over spørgsmålet.
”Øh, mig? Ja. Jo, jeg kan godt tale,” siger jeg.
En dråbe sved forlader mandens næse i frit fald: Ned langs hans skjorte, der nu er blevet helt sort – humørstyret – og videre forbi bæltet i overstørrelse, der ikke har nogen praktisk funktion, andet end at udtrykke bevidsthed om genbrug. En uforholdsmæssig stor del af turen mod gulvet tilbagelægges langs hans lange, slanke ben og de tætsiddende bambusbukser. Til sidst finder dråben sit leje på kanten af en udslidt, selvsnørende træningssko. Jeg kigger op.
”Jeg… er sikker på, du har ret,” siger jeg og tvinger mine læber til et smil. ”Alt er godt. Så… ”
Jeg ved ikke hvor længe, jeg skal kigge på ham, fletter mine fingre i skødet.
”Hvad ved du om det?” får jeg straks tilbage.
Jeg har lyst til at svare det åbenlyse: At han jo selv lige har sagt, at alt er godt. Men jeg fornemmer, at det ikke er det bedste svar. Bare jeg snart skulle af. Næste stop er mit.
”Jeg har lige fået en indkaldelse til Sundhedsbyen. De skriver, at jeg igen er kommet ind i en psykisk ustabil periode, og at jeg er til fare for den offentlige orden. Hvad snakker de om! Jeg er sgu da ikke til fare for nogen!, brøler manden.
Hans ene tommelfingernegl glider igen og igen hen over en ujævn neglespids på den anden hånd. Hver gang med samme resultat: En klikkende lyd som sikkert kan høres i den anden ende af togvognen. Men det er kun mig, der hører den.
”Jeg…” begynder jeg.
Hvad siger man lige til sådan en mand? Skal jeg bare rejse mig og gå? Jeg får en bedre idé:
”Jeg har faktisk selv fået en indkaldelse til Sundhedsbyen her til morgen. Ja, det er jo blot for en sikkerheds skyld og for at undgå fremtidig sygdom. Altså, for at hjælpe os borgere, så vi kan forblive sunde og raske og leve et godt liv.”
Der bliver stille et øjeblik.
”Ikke?” tilføjer jeg.
”Jeg er sgu da ligeglad!” Mandens øjne borer sig igennem mig. ”Fint at folk lever lange liv, og at næsten ingen bliver syge. Fint at den der chip kan advare i god tid og sende os til Sundhedsbyen. Men jeg vil sgu ikke overvåges længere! Jeg vil ikke have, at der hele tiden er nogen, der følger med i, hvordan jeg har det. Det er for satan da mit helbred, og ingen skal blande sig i det!”
Jeg tænker et øjeblik over hans udtalelse: En håbløs forældet tankegang. Tænk hvis vi alle sammen var chipløse! Så ville vi stort set ikke være kommet videre siden det tyvende århundrede.
”Jeg forstår hvad du siger,” lyver jeg. ”Men jeg er sikker på, at det er for dit eget bedste. De har helt sikkert styr på det.” Uden at tænke over det rejser jeg mig og rækker hånden frem.
”Johannes, hedder jeg. Hyggeligt at møde dig.” Mon han opfanger, at jeg ikke helt mener det?
”Johannes?” gentager han sarkastisk.
Jeg får intet håndtryk.
”Hvad skal jeg bruge det til? Tror du, at det hjælper mig at vide, hvad du hedder?” fortsætter han.
Jeg kaster et blik på mit ur. Otte minutter til mit stop. Måske har han ikke styr på togtiderne.
”Nå, men jeg skal vist også snart af toget. Så… jeg håber det bedste for dig.” Jeg forsøger igen at smile, mens jeg rejser mig og tager et skridt ud i mellemgangen. Men manden spejler min bevægelse og stiller sig i vejen.
”Og så havde du tænkt dig at efterlade mig her alene eller hvad?” siger han hårdt.
”Jamen, jeg skal på arbejde. Jeg er nødt til at stå af toget lige om lidt. Du må undskylde, men…”
Jeg får et hårdt skub i brystet og må træde et par skridt tilbage for at holde balancen.
”Toget er først fremme om… syv minutter, så du har masser af tid… Johannes! Så fortæl mig hvad du mener, de kan gøre, som er så skidegodt for mig! Fortæl mig hvorfor jeg skal lytte til deres anbefaling og tage ud til den forbandet nysgerrige Sundhedsby!” råber han.
Jeg mærker adrenalinen pumpe igennem kroppen. Jeg overvejer et øjeblik at skubbe tilbage, men tager i stedet en dyb indånding og besinder mig. Jeg får øje på hans ur. Det vibrerer. Ordene ”…potentiel dødelig udgang estimeret…” løber hen over skærmen. Han ser det ikke. Jeg træder et skridt tilbage. Vil han slå mig ihjel? Katrines smilende øjne kigger kortvarigt på mig.
”J-j-jamen, jeg siger jo bare, at jeg selv er i samme situation, og jeg føler mig helt rolig, fordi jeg ved, at alle i Sundhedsbyen arbejder for vores skyld. For vores ve og vel.” Jeg tygger på de sidste ord, plejer ikke at sige sådan. Mandens øjne bliver smalle.
”Vores ve og vel! Hør lige dig selv! Du lyder som en dårlig politiker! Og du accepterer bare? Når de kalder, så kommer du straks? Så snart de vurderer, at der er et behov. Hvad sker der så med den frie vilje? Muligheden for at vælge det, som jeg synes bedst om?
”Øhh, jamen…” Hvad er det han ikke forstår? Vi er jo nødt til at stole på, at sundhedspersonalet kun vil os det bedste.
”Ved du hvad, jeg tror ikke vi to kan blive enige om det her, så hvis det er i orden med dig, så vil jeg gerne på arbejde nu.”
”Ja, men det er faktisk ikke i orden!” siger han med et ironisk smil.
Inden jeg når at reagere mærker jeg igen hans kraftfulde hænder i mit bryst. Jeg mister balancen denne gang, vælter bagover og rammer armlænets blanke stål med hovedet. Det sortner for mine øjne. Jeg ligger fladt og forsvarsløs på gulvet. Han er over mig med det samme, mærker han rusker mig, ser ingenting, baghovedet dunker.
”Jeg vil ikke afsted, forstår du det! Jeg vil ikke!” Det lyder som om, han er langt væk.
Jeg kæmper for at se noget, forsøger at holde ham væk, mine armene reagerer ikke, ser igen Katrine for mit indre blik. Jeg skulle jo bare på arbejde. Han råber mig ind i hovedet, hans ånde ud over mit ansigt, hans skæg, hvis bare jeg var stærkere.
”Hjælp! Er der nogen?” Min stemme knækker.
”Hold din kæft!” svarer han prompte.
Jeg forsøger at kravle baglæns væk fra ham, mærker min sko ramme ham og hører ham råbe og bande højlydt, vender mig og kravler på knæene. Straks er hans hænder om mine ankler, prøver at sparke igen, men rammer ikke. Han kaster sig over mig, og i en hurtig bevægelse vender han mig om på ryggen og trykker sin albue mod min hals.
Smerte.
Jeg forsøger at holde ham væk men rammer kun hans kasket, som ryger af, mærker svagt hans ur mod mit bryst: Det vibrerer igen og igen, tre korte, tre lange, tre korte. Jeg misser med øjnene, tvinger dem åbne, et sløret ansigt, uskarpe linjer og et utydeligt loft.
Så stopper hans ur med at vibrere. Jeg blinker med øjnene igen og igen og prøver at fokusere. Hans ur fanger igen mine øjne, da det lyser op. Slørede bogstaver, kniber øjnene sammen.
”Dødelig… udgang… estimeret…”
Bogstaverne glider langsomt hen over den lille skærm. Dødelig udgang estimeret? Men jeg vil ikke dø. Ikke endnu. Ikke her. Katrine! Min mave snører sig sammen.
”H-h-hey! Dit ur.” Fremstammer jeg og gisper efter vejret. ”Der er en sætning… Noget du skal læse!”
”Ti stille. lngen fortæller mig hvad jeg skal gøre! Slet ikke dig.” siger han.
Bogstaverne blinker et par gange inden de erstattes af et stærkt lys, der sendes op på hans overkrop.
”M-men… jeg vil ikke bestemme. Kan du ikke bare være sød… at kigge på dit ur, så må du gøre med mig, hvad du vil… bagefter,” forsøger jeg.
Der er ild i hans øjne, hans ansigt i hvad der virker som hundredvis af sitrende folder, sekunderne går.
Så trækker han langsomt sit ansigt væk fra mit. Sin overkrop væk fra min. Han holder mig stadig i et jerngreb. Lysstrålen fra hans ur bliver større på hans bryst.
Et fotografi?
Hans skæg lyses op af rolige farver, da han trækker sig til siden, mens hans underarm stadig hviler på mit bryst. Urets lys kastes op mod loftet bag ham.
Ansigter?
”N-nogen du kender?” spørger jeg hæst.
”Hvad snakker du om?” udbryder han.
”Ansigterne der, bag dig.”
”Hvis du laver pis med mig, er det slut!” vrisser han.
Han forsøger at fange mit blik, men da han fornemmer, at jeg kigger forbi ham, vender han langsomt hovedet. Mit syn er bedre nu. En kvindes slørede ansigt fordeler sig ligeligt omkring en udluftningskanal i loftet. Ved siden af trækkes et langt barnesmil ud mod hjørnet, hvor loftet møder væggen. En pige og hendes mor? Han flytter blikket fra mig og kigger over sin skulder.
”Anna? Og Sofie? Jamen…” udbryder han.
Der går et øjeblik, inden han vender sig tilbage mod mig. Hans øjne spærres pludseligt op, og hans mund går i stå. Han kigger op og ned ad mig, som om han aldrig har set mig før.
”Hvordan…?” hvisker han.
Han kigger på sine hænder.
”Undskyld. Det var ikke…” Han holder en lang pause og sætter sig op på knæ, mens hans øjne bevæger sig fra side til side. En tåre forsvinder ned i hans skæg.
”Jeg er bange, for helvede! For at miste dem. For at jeg ikke kan vende tilbage til dem igen.” siger han.
Jeg trækker mig baglæns væk fra ham, og sætter mig op på et sæde. Toget sagtner farten nu.
Han bliver siddende på knæ på gulvet, kigger på sine hænder, knuger dem mod brystet og glider langsomt ned mod gulvet. Som en bedende. Uret slukkes.
”Hey, det skal nok gå.” Det gør ondt når jeg taler. ”Sundhedsbyen vil dig altså kun det bedste. Tag nu afsted. Jeg er sikker på, at de to deroppe ville sige det samme.” Jeg kigger op i det nu tomme loft og tvinger et smil frem. ”Dejlig familie du har der,” prøver jeg.

Da toget lidt efter holder stille og dørene går op, strømmer uniformerede ordenspersoner hurtigt og lydløst ind i vognen. De fordeler sig bag sæderne, mens korte kommandoer skærer gennem luften. Metal reflekterer sollyset og blænder mig kortvarigt. Jeg rejser mig langsomt.
”Vi er vist nødt til at forholde os helt roligt nu,” siger jeg til manden.
Han nikker indforstået til mig fra gulvet. Jeg kigger på hans ur. Skærmen er stadig sort.
”Jeg rejser mig op først og snakker med dem. Forklarer hvad der er sket. Så skal det hele nok løse sig,” fortsætter jeg.
Han nikker igen til mig. Jeg tager en dyb indånding. Hvad betød de sætninger på uret? Har jeg overlevet hans raseri? Alt er godt nu, ikke? Jeg skal på planetferie med Katrine. Jeg rejser mig langsomt fra sædet med håndfladerne på hovedet, drejer mig langsomt i ordenspersonalets retning.
”Alt er under kontrol!” siger jeg. ”Det var blot en misforståelse. Min ven her har haft en stresset morgen, men han er okay nu. Vi er begge okay. Intet at bekymre sig om.”
Nye skarpe kommandoer mellem sæderne.
Jeg står med siden til manden, der på stadig siddende knuger begge hænder i skødet. Jeg giver langsomt tegn til ham med min hånd, at han skal rejse sig.
”Roligt. Bare helt kontrolleret og roligt. Hænderne synlige hele tiden,” siger jeg så pædagogisk, jeg kan.
Han ryster, mens han rejser sig.
”Kig på mig. Alt er fint.” Håber jeg. Jeg ser Katrine i sin blå t-shirt med bamsen på brystet, kufferter på vores seng, to rejsebilletter.
Mandens blik flakker, mens han forsøger ikke at kigge på de ensklædte skikkelserne bag stoleryggene.
”Anna og Sofie bliver glade for at se dig, når du kommer hjem. Men vi er enige om, at du tager en tur omkring Sundhedsbyen først, ikke?” spørger jeg.
Han nikker og forsøger at smile til mig. En utålmodig kommando overtrumfer forsøget. Hans øjne springer frem og tilbage mellem mig og udgangen. Hvad har han tænkt sig?
”Nu går vi to stille og roligt ud at toget sammen. Ingen pludselige bevægelser. Præcis som de beder om. Er du klar?” spørger jeg.
Vi går langsomt fremad i midtergangen mellem stoleryggene. Jeg får øjenkontakt med en uniformeret kvinde, nikker til hende, hun nikker igen. Hendes lysende ur fanger mit blik: ”…dødelig udgang estimeret…” Jeg tænker, at hun bør opdatere sin forbindelse. Det hele er jo overstået nu.
”Vi er stille og roligt på vej. Sådan. Rigtig fint.” Jeg fortsætter sidelæns og ser manden ud af øjenkrogen.
”Ja… Godt.” fortsætter jeg.
Jeg træder forsigtigt hen over hans kasket på gulvet.
”Kun nogle få skridt tilbage, så kan du komme til Sundhedsbyen, og så ses vi måske derude i eftermiddag.”
”Ja.” svarer han kort.
”Hvis vi ses derude, kan vi jo…” begynder jeg.
Jeg fornemmer manden lave en pludselig bevægelse ved siden af mig, men vil ikke vende mig hurtigt.
”Nej!”
Jeg forsøger at se ham i vinduets refleksion, men han er væk.
Hvad laver han?
En kort og dæmpet metallisk lyd skærer sig gennem togvognen og absorberes af sædernes stof.
Jeg venter.
Tør ikke trække vejret.
Jeg mærker en skærende smerte og kigger langsomt ned.
Neglene på mandens ene hånd borer sig ind i min ankel. Hans anden hånd glider langsomt frem forbi mine fødder, kaskettens stof mellem hans hvide fingre. Jeg ser ham rulle om på ryggen i langsom gengivelse. Kasketten falder ud af hans hånd, ”Verdens bedste far”, og hånden falder slapt på hans bryst. Hans ur lyser op:
”Estimatets nøjagtighed: 100%”