Jeg vågner ved lyden af mit vækkeur klokken 07.30. Noget forekommer anderledes ved ringetonen, men jeg tænker ikke yderligere over det, for den stopper i samme øjeblik jeg slår øjnene op. I dag er en særlig dag, og jeg har sovet nogenlunde. Faktisk meget bedre end forventet. Gennem vinduerne er sollyset morgengult og varmt. En stille puslen, fuglekvidder og en summen fra en bi, der søger nektar i min have udenfor, strømmer mig i møde gennem vinduernes insektnet. Jeg sætter mig op i sengen og omfavner det hele: En ny dag, en levende dag, en dag med lys og lyde.
I det samme går døren op, og en af mine bofæller, Manel, kommer ind i soveværelset. ”God morgen, Keyse. Jeg håber du har sovet godt. Det er jo …”
Der bliver stille et øjeblik.
”Ja, tak. Jeg har sovet helt fint. Sikke en fantastisk efterårsdag, det ser ud til at blive.” Jeg smiler og kan se på Manel, at han er okay nu.
”Jeg har din morgenmad med. Præcis som du kan lide det. Lunt brød, ost, marmelade og friskpresset appelsinjuice.” Han sætter bakken på mit natbord og forlader tøvende mit soveværelse. ”Tusind tak, Manel. Det behøvede du altså ikke.” Jeg lukker øjnene et øjeblik og tager en dyb indånding. Duften af morgen er ikke til at tage fejl af. Det her må være det bedste sted at bo på hele jordkloden.

Jeg synger i badet. Mine naboer synes, at jeg synger for højt, men denne morgen er jeg ligeglad: ”Here comes the sun, little darling,” og så kan jeg ikke rigtig huske mere af teksten, men det gør ikke noget, når man er god til at nynne. Jeg elsker ældgamle popsange. Den her handler vist om, at det hele nok skal gå på trods af modgang. Efter et par minutter stopper jeg sangen for at nyde den intense følelse af varmt kildevand mod huden. Jeg lader den let masserende bruser vandre rundt på hele kroppen.
Skønt. Så justerer jeg strålen og lader brusehovedet stoppe forneden.

Da jeg et kvarter senere tørrer mig, tænker jeg på dagens forskellige gøremål. Tanken om, at mit arbejde og min indsats snart er tilendebragt, gør mig mere nervøs nu. Jeg står et stykke tid i mit tøjrum og kigger på sommerkjoler. Ikke fordi der er specielt mange, men mere fordi jeg ikke er vant til at gå i kjole. Det er lettere med en hvid kittel. Her er valget allerede truffet, og man skal ikke bekymre sig om noget. Men i dag er ikke en kitteldag. Traditionen siger, at man er festligt klædt hele dagen. Mine fingerspidser danser uroligt hen over kjolernes stof i håbet om, at kjolen vælger sig selv. Følelsen af de små forskelle i stoffets overflade er tydelig: Silke, bambus og hør. Jeg trækker stoffet op til mit ansigt og nyder duften. Et kort øjeblik er jeg ikke i mit tøjrum længere, men på en mark af grønne, slanke planter, der omgiver mig, og med det samme bølger en følelse af frihed og lykke igennem min krop. Følelsen af livet på Jorden. Tænk at jeg fik lov til at opleve alt dette! Jeg vælger den røde bambuskjole og holder den op foran mig selv i spejlet. Måske er den lidt kort i forhold til min alder, men dette valg er mit, og sådan bliver det.

Jeg bliver hentet ved min fordør klokken 08.30 af firmaets unge pilot, Frey. Normalt tager vi den korteste og hurtigste rute til arbejde, men i dag er jeg ikke så sikker på at det er den bedste rute.
”Vi kan flyve præcis den vej fruen ønsker det.” Freys venlige øjne møder mine i et af spejlene. ”Tak for det. Jamen, så tager vi min lange yndlingstur.”
Næsten lydløst sætter han den lille elmotor i gang og kort efter er vi på vingerne. Da jeg var barn, spekulerede jeg ofte på, hvordan det er muligt at få en flyvemaskine til at holde sig i luften. I dag sidder jeg for en stund og bliver fascineret over hvordan vingernes solenergi har bragt mig på arbejde dag efter dag de sidste mange år. Den her tur kommer jeg til at savne.
”Så nærmer vi os søerne, frue.”
Allerede? Jeg er tilbage i nuet og kigger ivrigt ud. Søområdet består af varme kilder med forskellige temperaturer og farver. Grundfjeldet og bevoksningen afgiver naturlige stoffer, som farver vandet, og når man ser det hele fra oven, ligner det de smukkeste spejle klædt i alle regnbuens farver. Man kan se dem på lang afstand, hvis vejret tillader det, som i dag. Da vi nærmer os den største af søerne, Oscinia, ved Frey allerede, at dette er min favorit. Han sagtner farten og peger ned på en stor flok højrøde fugle, som går rundt på lange stylter og søger føde i det rosafarvede vand.
Jeg nikker og smiler til ham. ”Er verden ikke bare et utroligt sted?”
På bredden går en flok muskuløse okser og græsser i et net af lange morgenskygger fra deres spidse, vandrette horn.
”Skønheden overgår sig selv hver gang, jeg er her,” fortsætter jeg. ”Livet er en gave, og vi skal udnytte hvert et sekund til fulde.”
Frey nikker til mig og smiler, men jeg kan se på smilet, at han synes, jeg er lidt fjollet. Måske vil han en dag se anderledes på det?
”Åh, er du sød at skrue lidt op for musikken?” Jeg genkender lyden af en gammel sang. ”Er det ikke Elvis Armstrong?”
Frey griner højlydt til mig og kan næsten ikke holde op igen.
”Hvad? Sagde jeg noget forkert?”
”Jeg tror han hedder Louis Armstrong,” siger han, da han har grinet færdig.
”Nå ja. Nu håber jeg ikke jeg har fornærmet nogen. Men det er jo flere hundrede år siden, så ham Louis lytter nok ikke med.”
Vi griner sammen, mens jeg mærker maskinens acceleration hen over den begyndende skov. Snart er alt under os en grøn dyne af nåleskov, der strækker sig så langt øjet rækker. Jeg kigger intenst ud ad vinduerne og nyder synet efter bedste evne. Jeg ønsker at tage det hele ind, og selvom jeg har set skoven så mange gange før, må turen gerne vare længe denne smukke morgen. Men mens jeg nyder udsigten, mister jeg fokus og mine tanker glider ind i en tilstand af mentalt fravær, hvor jeg tænker på hvordan resten af dagen vil forløbe, og hvad den vil bringe. Mine fingre trommer på det lille bord foran mig, men jeg hører det knapt.
Efter tyve minutter bliver jeg rykket ud af mit tankespind, da vi pludseligt mister højde og begynder indflyvningen.
”Så er vi over Sundhedsbyen og ankommer om få minutter.”
Jeg får øje på mine fingre, der stadig løber rytmisk hen over bordet, men stopper bevægelsen da jeg gennem chaufførens vindue kan se den velkendte savtakkede bjergkæde, som forude rejser sig majestætisk over den nordlige ende af byen. Et tyndt lag perlemorsfarvede skyer adskiller den grønne skov ved foden af bjergene fra de snedækkede bjergtinder. Som om nogen har skåret naturen over i to vandrette halvdele. Hvis bare jeg kunne tage en enkelt vandretur mere til toppen af bjerget. Det ville være fantastisk.
”Den første sne er kommet tidligt i år, synes du ikke?” spørger jeg.
Frey nikker.
”Indflyvningen er smukkere og mere intens end den plejer.”
Han nikker igen langsomt med et fokuseret blik. ”Ja, det er den måske nok.”
Heroppefra ser alt ud som det plejer i trafikcentret . Den ældgamle bygning er en af de få tilbageværende fra før Kollapset. Folk kalder den Papkassen, men glaspartierne med de mange lodrette og vandrette sprosser giver mig fornemmelsen af en ensom bygning, der er spærret inde i sig selv. Da vi er landet og holder stille på asfalten, åbner Frey min dør og tilbyder sin hånd. Jeg bliver siddende et øjeblik. Ved siden af Papkassen kan jeg se de mange silhuetter, som bevæger sig bag sundhedsbygningens glasfacader. Jeg stiger langsomt ud, mens jeg klemmer Freys hånd lidt hårede end normalt. Han ønsker mig en god dag, og jeg kan mærke hans blik på mig et kort øjeblik, inden jeg hører døren lukke igen. Så er det igennem trafikcentret, til højre, hen ad gangen og så ind i sundhedsbygningen .
Her er der endnu flere mennesker end jeg først troede, og stemningen er anderledes end den plejer. Indenfor skyller hilsnerne som en bølge ind over mig: ”God morgen, Doktor Bona. Godt at se dig.”
Her er både kolleger og patienter. Jeg genkender næsten alle ansigter, og bliver helt varm indeni ved tanken om, at de alle er kommet på grund af mig.
”God morgen alle sammen. I er bare skønne. Og så ser I som altid supergodt ud.”
Min nærmeste kollega, Nestor, træder ud af flokken og tager mig kærligt om overarmen. ”God morgen, Keyse. Du ser sgu da selv godt ud i dag. Hvem havde troet det!”
Jeg griner til ham og giver ham et kærligt dask. ”Jaja, vent du bare til du bliver enoghalvtreds, så tør jeg vædde på, at du trænger til at blive strammet op hist og pist.”
Nestor lægger hånden på sin kæbe og trykker huden sammen, så der dannes små rynker på hagen og omkring munden.
”Du ligner jo en hønserøv,” griner jeg.
Nestor smiler bredt og fortsætter: ”Jeg har forberedt lokale toogfyrre til dig. Der er god plads, og jeg tror, der kommer en ret stor flok for at høre dig.”
”Tak, min ven, det lyder fint. Vi ses bare derhenne. Der er lige et par mennesker, jeg skal hilse på inden.”
Nestor giver mig et kindkys, og forsvinder ind i menneskemængden. I samme øjeblik mærker jeg et hårdt ryk i venstre arm og hører en mandsstemme, der knækker. Jeg vender mig og kigger ned på en af mine patienter, som har sat sig på knæ helt tæt på mig og holder hårdt fast i min arm.
”Dr. Bona! Det går ikke! Du skal blive her. Jeg kan umuligt klare mig uden dig. Kan vi ikke gøre noget? Det må da være muligt at gøre en undtagelse?” Jeg står et øjeblik og kigger ned på patienten, ude af stand til at svare ham.
En af lægeassistenterne kommer mig til undsætning: ”Rolig, rolig. Du ved jo, at vi ikke reagerer sådan. Det er hverken passende eller værdigt på en dag som denne, og … i det hele taget ikke værdigt. Du burde vide bedre. Og du er udmærket klar over, at der ikke gøres undtagelser.” Patienten indser med det samme, at han er trådt langt over stregen, og rejser sig hurtig, mens han kigger tomt ned i gulvet. Jeg har lyst til at give ham et kram, men det vil blot forværre situationen, så jeg vender mig om igen og begiver mig ned mod lokale toogfyrre, forbi de kolleger jeg egentlig havde planlagt at snakke med. En følelse af tvivl og tristhed sniger sig ind. Jeg forsøger at slå tankerne hen og fokusere på, at dette er en stor dag, som jeg har forberedt mig mentalt på lige siden mine tidlige teenageår.
Da jeg træder ind i lokalet, sidder der allerede en del mennesker. Mange nikker og hilser, og jeg returnerer deres gestus med et neutralt: ”God morgen.”
Jeg kaster et blik på uret og kan se, at klokken snart er 9.30. Kun et par minutter til, at jeg skal tale. Jeg fornemmer den grå stol og trappetrinene, men kigger ikke i den retning. Nestor og en flok andre gode kolleger kommer smilende ind ad døren og sætter sig. Stadig flere følger efter. Både ansatte og patienter. Sæderne fyldes op, og flere må stå. Jeg trykker på skærmen i luften foran mig og åbner min tale. Selvom jeg i mange år har vidst, at denne dag ville komme, er det alligevel underligt, at det er nu. Jeg kigger op og møder folks blikke i salen.
”Okay, Keyse, så kører vi,” tænker jeg og rømmer mig.
”Kære kolleger, kære patienter, kære tilhørere. Tak fordi I har taget jer tid til at komme her i dag.”
”Hey, hvis ikke vi skulle komme i dag, hvornår skulle vi så komme, Keyse? Du er den bedste!” Den mandlige kollega, som jeg kun kender overfladisk, sætter sig ned igen og modtager et anerkendende klap på skulderen fra sin nabo. Jeg taber tråden et øjeblik og kigger på min skærm. ”Øhm, jeg står her foran jer for at tale om det samfund, vi sammen har opbygget. Vi er kommet langt siden Kollapset og selvom vi, som er til stede her i dag, ikke kan tage æren for de første store skridt på den rejse, kan vi godt tillade os at være stolte af de fremskridt, vi har gjort i de seneste tredive til fyrre år.”
Det er underligt at stå her og nævne de tal.
Hvor er alle årene blevet af? Det føles mest af alt, som om jeg blev ansat her i Sundhedsbyen for bare et par år siden.
Jeg smager på det klare vand, som er sat frem til mig. Fugter mine tørre læber og fortsætter: ”Vi har fundet livsglæde! Vi har fundet glæde gennem vores arbejde og gennem vores succes med at helbrede sygdomme. Vi har fundet glæde gennem at sikre lighed for alle, og vi har fundet glæde ved at skabe en bæredygtig livsstil her på planeten. Lad mig tale om helbredelsen først…”
Jeg hører mig selv tale om, hvordan vi har helbredt alle former for kræft, og hvordan de få tilbageværende alvorlige sygdomme diagnosticeres allerede meget tidligt i forløbet og ofte inden de overhovedet viser sig hos patienten. Jeg prøver at smile en stor del af tiden, for det er virkelig noget jeg er stolt af, det her. Jeg eksemplificerer ved at tale om min egen sygdom, som for få år siden ville være ensbetydende med en terminalerklæring, men som nu er helt kureret. Jeg må stoppe et øjeblik. Mine læber begynder at bævre, men jeg tænker positivt og får kontrollen tilbage. Jeg tager en ny tår af vandet foran mig og fortsætter.
”Vi har ligeledes skabt enestående resultater hvad angår lighed mellem mennesker. Jeg har ikke i særlig grad været involveret i den lighed, vi har skabt på Jorden, men jeg vil alligevel nævne, hvor fantastisk det er, at ingen behøver at gå sultne i seng, og at ingen bliver forskelsbehandlet uanset tro, køn eller hudfarve. Længe leve mangfoldigheden!”
Som hvid kvindelig læge kan jeg sige med sikkerhed, at jeg aldrig er blevet forskelsbehandlet, og vores rapporter taler deres tydelige sprog. Stort set alle i verden er enige med mig.
”Til sidst vil jeg gerne runde af med at tale om den mangefacetterede bæredygtighed. På baggrund af de gamle erfaringer nedskrevet fra før Kollapset, har vi i flere århundrede kæmpet med at holde befolkningstilvæksten nede her på planeten, og det er lige netop denne del af bæredygtigheden, jeg vil sige noget om. For vi er endelig lykkedes med ikke blot at bremse, men også nedbringe befolkningstilvæksten til gavn og glæde for hele planeten og dens økosystem. Dels på grund af kvoterne og dels på grund af begrænsningen. Derfor er de liv, som leves på Jorden gode liv med megen glæde og næsten ingen sygdom. Men vi må fortsat værne om det, vi har skabt, og huske på alle de fejl vi begik i starten. Kun på den måde kan vi træffe de rigtige valg i fremtiden.”
Mit blik falder på patienten fra tidligere, og det er tydeligt, at han kæmper med at holde tårerne tilbage. Jeg smiler til ham, og forsøger ikke at blive rørt.
”Så jeg står her foran jer i dag på min enoghalvtreds-års fødselsdag for at sige, at selvom vi er nået rigtig langt, selvom glæden ved livet er stor, så er vi ikke i mål endnu. Vi skal nemlig hele tiden arbejde hen imod at gøre det lidt bedre. Dette arbejde vil jeg naturligvis ikke deltage i fremover, men når jeg forlader jeg i dag, er det med en vished om, at al vores forskning og viden er sikkert gemt hos jer, mine gode kolleger. Det glæder mig…” Mine stemme knækker og jeg må støtte mig til talerstolen. Et kort øjeblik bliver mit syn sløret. Jeg hader det her. ”Men tiltagene…” Min underlæbe bævrer igen. Jeg tager endnu en tår vand. ”Men tiltagene for at undgå overbefolkning af planeten og hermed sikre dens balance er jo netop en succes, fordi tiltagene gælder for alle. Fordi vi har et fælles ansvar. Høj som lav, mørk som lys, kvinde som mand. Vi ved alle, at glæden ved livet skyldes vores evne til at beskytte vores fælles klode . Og jeg ved, at I fortsat vil finde den glæde. Tak til jer alle for det gode samarbejde igennem årene. Tak til jer alle, fordi jeg måtte være en del af jeres liv.” Jeg træder et skridt tilbage og ser ud på flokken. Der er stille et øjeblik. Så begynder klapsalverne. Svimmelheden suser ind over mig og jeg kæmper for at holde balancen.
”Nu er det slut,” tænker jeg.
Men det lykkes at finde noget af glæden frem igen, da Nestor kommer mig i møde med åbne arme. Vi har aldrig rigtig krammet før, og i dag har jeg lyst til, at denne første gang skal vare for evigt. Han dufter af sommer og nærvær og minder mig om min have derhjemme. Om i morges. Om liv. Han tager fat om mine skuldre og skubber mig roligt og kontrolleret væk fra sig, indtil vores kroppe ikke har kontakt længere.
”Undskyld, det var upassende,” siger jeg med grådkvalt stemme og smiler gennem tårerne. Nestor smiler tilbage. Jeg har valgt, at det skal være ham.
Sammen går vi langsomt ned fra talerstolen mod midten af salen. Uden at vide præcis hvorfor og uden at have forberedt det, tæller jeg højt trinene ned mod den grå stol.
Enogtyve.
Jeg ønsker mig et andet sted hen. Får øjenkontakt med en ung kollega, som smiler til mig. Hvis bare jeg kunne bytte med hende. Jeg forsøger at tænke positivt og kommer uvilkårligt til at tænke på min egen ungdom, da alt det her syntes at være uendeligheder borte. Dengang jeg ventede på kærligheden og hele min karriere i Sundhedsbyen endnu ikke var begyndt. Men jeg ventede for længe. Var for passiv og var for fokuseret på mit arbejde. Det ser jeg nu.
Jeg må ikke… jeg vil ikke fortryde noget.
Men hvor ville det dog have været dejligt at kunne dele det hele med et andet menneske. Hvor skønt ville det ikke være, hvis jeg kunne nå at udrette noget mere? Der er så meget mere jeg gerne ville nå at gøre. Så meget jeg kunne bidrage med.
Nestor strammer grebet om min hånd og fører mig frem. Stolen er som så mange gange før klar til at tage imod. Jeg har aldrig tidligere rørt ved den, og den hårde overflade overrasker mig, da jeg modvilligt sætter mig. Jeg har selv været fortaler for begrænsningen hele mit professionelle liv, men lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne ændre reglerne.
”Vi takker dig for din indsats og ønsker dig lykke på rejsen.” Jeg hører knap, hvad Nestor siger, men fornemmer, at hele salen kigger på mig.
På Nestors anvisning kalder de alle den sidste hilsen: ”Glæden er størst under fællesskabets ansvar!”
Jeg holder overkroppen oprejst så længe som muligt og ser smilene omkring mig.
Min have. Mit hjem. Passerer forbi.
Aldrig mere.
Jeg mærker hænder på mine skuldre. De trækker mig ned. Jeg holder skriget inde.
I samme øjeblik jeg får kontakt med stolens ryglæn, forsvinder jeg.