”Klavs, vi kører ved fire-tiden. Jeg vil gerne nå det, inden det bliver mørkt,” skrev hun.
Egentlig havde Klavs mere lyst til at blive her på sit mandeværelse, men det gik ikke an at antyde nu, hvor de allerede havde aftalt noget andet. Klavs kørte hånden hen over sit ur og bekræftede aftalen, mens han stirrede tomt ind i den mørke trædør.
”Kunne vi ikke bare springe over denne ene gang?” viskede han.
Han viftede med hånden med en snert af skyldfølelse og døren satte i bevægelse. Det sidste stykke inden døren lukkede tæt krævede altid et hårdt skub. Klavs lagde uden at tænke over det sin vægt mod døren, og et metallisk klik inde i døren fortalte ham, at døren var lukket. Helt. Hans hustru havde flere gange mindet ham om, at elektronikken skulle repareres eller skiftes, og han var vel enig, men der var alligevel noget betryggende over at presse døren på plads i sin ramme og vide, at han havde lagt afstand til verden udenfor. Samtidig følte han en vis kontrol, en næsten rebelsk følelse, over at kunne bestemme både om og hvornår, det var tid til at gøre noget ved døren. En fornemmelse af kontrol, som han ellers ikke var forvænt med.
Han stod et øjeblik og samlede energi, og vendte sig så væk fra døren.
”Nu er jeg klar, Anton,” sagde han.
Klavs justerede sine briller og smilte bredt til sin søn, som stod utålmodigt bag ham og lignede en dreng, der lige havde fået lov til at få en stor is.
”Hvad skal vi så lege i dag min egen superhelt?”
Klavs kørte sine fingre igennem det blonde, tynde hår, Anton havde arvet efter sin mor. Klavs burde vel sørge for, at frisuren blev ændret, men der var så meget ”mors store, dygtige dreng” i det hår, og Klavs nænnede ikke at gøre noget ved det. Desuden skjulte det lange pandehår arret fra dengang Anton faldt ned af stentrappen den første gang, han selv skulle løfte sin mini-svæver fra terrassen ned i haven. Hans hustru havde skældt ud over, at Klavs havde givet Anton lov til selv at gøre det, men det var Klavs’ princip, at børn skulle lære at afprøve sig selv så tidligt som muligt.
”På den måde får de den bedste motorik og selvkontrol,” havde han ofte sagt.
Han havde læst om den slags på Det Gamle Internet og kunne næsten høre ekkoet af sig selv her mange år senere: ”Også selvom det ind i mellem giver nogle skrammer.”
Og det var absolut ikke en del af Klavs’ plan, at turen ned af de fem trin skulle ende med lige så mange sting i panden.
På skadestuen havde de deres første offentlige skænderi. Hun var frustreret over Klavs’ uansvarlighed, og Klavs syntes, det var helt uretfærdigt, at han skulle have skylden for et uheld, som ikke var nogens skyld, og som heldigvis ikke var værre, end at det kunne fikses igen. Han havde undladt at nævne, at arret formentlig altid ville være synligt i Antons pande. Kort tid efter blev de afbrudt af en smilende læge, som tilsyneladende havde mødt uenige forældre før:
”Her på skadestuen kan vi klare det meste, og vi har ovenikøbet tilfredshedsgaranti!”

Senere på aftenen, da Anton var blevet lappet sammen og pinligheden over skænderiet havde sneget sig ind, gjorde de begge deres bedste for ikke at vise nogen form for uenighed overfor Anton. På vej ud til svæveren snakkede de om, at lægen havde håndteret både de voksne og Anton meget professionelt. Anton fik lov til at bestemme det hele på turen hjem. Først en lille afstikker efter saltede buffalo-larver og bagefter en tur ned til vandet.
”Det skal være den strand, hvor man må svæve ned på,” sagde Anton.
”Standen i Løkken? Okay!” svarede Klavs.
Lige inden lukketid havde Anton valgt den dyreste is i strandkiosken, og mens de sad der i bilen og forsøgte at undgå dryppende is på sæderne, kunne de se de mørkeblå skyformationer nærme sig fra vandsiden.
”Hvis der kommer et lyn, må man ønske noget!” konstaterede Klavs. ”Så vil du måske ønske en is mere, Anton?”
Klavs hustru så forvirret ud.
”Er det ikke kun ved stjerneskud?” viskede hun.
Kort efter kom det første lyn. Og det næste. Og så kom den tunge regn, som hamrede ned i sandet og dannede et spil af små kratere på stranden. Anton syntes de så ud som små spidse bjerge, man kunne stikke sig på.
Klavs fortalte længe om naturens voldsomme kræfter, og hvordan den slags var mere sjældent i gamle dage.
”Lynet kan slå ned før man aner det, knægt.”
Anton lyttede opmærksomt og fascineret.
”Hvad sker der så, hvis man bliver ramt af lynet, mens man sidder i bilen?” og ”Kan man ikke opsamle strømmen fra lynet og bruge den i en maskine?” Klavs var stolt over sin søns spørgsmål og kiggede triumferende over på sin hustru, der var optaget af sit urs projicerede skærm.

”Har du. Racerbilen med. I dag, far?” spurgte Anton. Klavs justerede sine briller.
”Øh, ja, selvfølgelig. Eller… Den har faktisk stået her på hylden siden i går. Spændende at se, om vi kan få liv i den i dag, knægt.”
Klavs smilte bredt og løftede øjenbrynene, som om han forsøgte at løfte entusiasmen og håbet. Den seneste uge havde de sammen skilt den ældgamle fjernstyrede racerbil ad mere end tyve gange i forsøget på at finde ud af, hvorfor den ind imellem gik i stå af sig selv. Så havde de samlet den igen i håbet om, at de nu havde løst problemet. Hver gang med det samme nedslående resultat: Bedst som de grinede og hyggede sig allermest med at køre på den lille kuperede rundbane på gulvet i værelset, gik bilen i stå, som om nogen fra det ene øjeblik til det næste havde taget alt liv ud af den. Sammen havde de undersøgt, om det kunne være det slidte litiumbatteri, bilens motor med de næsten rundslidte tandhjul eller måske en løs forbindelse et eller andet sted. Selvom det på overfladen kunne virke omsonst at fortsætte med den gamle bil, opfattede Klavs det ikke sådan: For hans skyld kunne de faktisk rulle en stor, tung Sisyfos-sten op ad et bjerg sammen hver eneste dag. Det vigtige var at tilbringe tiden sammen lige her, lige nu. For alt var blevet så umådelig kompliceret udenfor dette værelse. Verden talte ikke længere det samme sprog, som han selv gjorde. Det var som om han fik svar på noget andet, end det han spurgte om. Når han spurgte. Det var ikke ret tit han gjorde det længere, for det førte sjældent noget godt med sig. Så han holdt sig til samtaler, der ikke bevægede sig ud over de daglige gøremål og de faste rutiner i deres lille familie.

”Tror du ikke vi kan… Tror du ikke vi kan…?”
Klavs kiggede på sin søn et øjeblik og overvejede at gøre sætningen færdig for ham.
”Jeg er sikker på, at vi får den til at køre helt perfekt i dag, Anton. Lad os se på den sammen.”
De satte sig begge ned i hugstilling med bilen imellem sig.
”Okay, vi har batteriet på plads. Det er ladt op og fjernbetjeningen er også klar. Lad os prøve.”
Klavs trykkede forsigtigt men erfarent på fjernbetjeningen med pegefingeren og bilen begyndte at køre.
”Så langt, så godt, Anton!”
Anton hoppede entusiastisk op og ned på stedet, mens hans arme kørte som stempler mod loftet. Igen og igen. Klavs tænkte kortvarigt, at der var noget manisk og kunstigt over sønnens glædesudbrud, men i det samme nåede bilen til den første skarpe kurve, som krævede al hans opmærksomhed. I hvert fald med den her hastighed. Klavs rettede ryggen og støttede det ene knæ mod gulvet, mens han instinktivt lænede sig ind i kurven for at kompensere for det skarpe sving. Men da han i modsætning til bilen ingen fart havde, mistede han med det samme balancen og faldt til sin venstre side med begge hænder lukket fast omkring fjernbetjeningen. Anton grinede højlydt ved synet af sin far, der trillede om på ryggen, hvor han lå med begge arme strakt op mod loftet.
”Slog du dig? Far.”
Klavs rystede på hovedet og holdt på sine briller med den ene hånd, mens han strammede sine læber og lukkede luft ud i forsøget på at lyde som en gammeldags racerbil.
”Du har vist slået dig!”
Anton kiggede grinende på ham med hovedet på skrå, så de lyse lokker gled hen foran øjnene, mens Klavs fortsatte sin køretur i luften over sig med begge arme: ”Skarpt til højre, skarpt til venstre og så fuld gas lige frem. Wrum!” spruttede han.
”Du spytter, far. Ud over det hele.”
”Det må man godt, når man er racerkører,” forklarede Klavs, mens han tog fat i sin søns hånd og trak ham grinende ned til sig. Der var noget befriende og uforpligtende over at ligge her og rode rundt på gulvet, og for første gang i lang tid grinede Klavs helt uden nogen dagsorden. Han grinede bare for at grine. Som dengang.

Dengang var det de livsbekræftende grin, der havde ført Klavs og hans hustru sammen. Dengang på EPX-uddannelsen føltes det, som om de kunne grine i timevis sammen uden præcis at vide hvad, der havde startet det hele. Årsagen var uden betydning. Det vigtige var, at han for første gang i sit liv havde følt en hel masse på en gang for en smuk pige, som han fornemmede, var den manglende brik i hans eget komplicerede puslespil. I begyndelsen havde han ingen anelse om, hvordan han skulle håndtere de ukendte følelser, og han gemte dem væk, når han ikke var sammen med hende, frygtede at alt nok ville ændre sig inden længe. Men da hendes bedste veninde gik ud af klassen, blev der mere tid til Klavs, og i løbet af foråret i 3g var de stort set altid sammen, når de var på skolen. Han gik som katten om den varme grød i månedsvis og tænkte over, om de blot var gode venner, eller om den længsel han følte derhjemme betød, at der var mere på spil. Hvad tænkte hun mon, og ville det ødelægge alt, hvis han spurgte hende? Til sidst kom han til den pragmatiske konklusion, at når de inden længe fik huerne på, ville de måske aldrig ses igen. Så hellere satse hele butikken og se, hvad det førte med sig end at stå alene tilbage uden at have prøvet. Men én ting var at nå til den konklusion, noget andet var at føre planen ud i livet. Hver gang han i sit hoved havde udtænkt en fejlfri plan med de helt rigtige ord, kom der noget i vejen. Et pludseligt emneskift, en forkert stemning, en klassekammerat der skulle spørge om noget. Sådan gik adskillige uger, og det var først, da de begge ved en tilfældighed endte i festudvalget for gallafesten, at Klavs uden at han selv forstod hvordan, havde fundet modet til at spørge, om hun ville være hans dansepartner. I hans verden var det nærmest at betragte som et mirakel, at han både havde spurgt og efterfølgende fået et ja. Der havde jo været så mange afvisninger før. Men det var alt sammen glemt til gallafesten, da han gik ind i hallen sammen med hende.
Med hende!
Hun havde valgt at bruge sin sidste gymnasiefest med ham som partner. Forstå det, hvem der kunne.

”Bilen, far! Den vender på hovedet nu.”
Klavs kiggede over på den fjernstyrede bil, der nu rigtig nok lå som et hjælpeløst insekt på ryggen med benene i vejret.
”Vi må have gang i den igen. Lad os vende den om, Anton.”
Et øjeblik efter var der på ny liv i bilen, og den fór afsted på banen, som om intet var hændt. Op og ned, til højre og venstre og så hen over de små hop, de havde bygget på en af banens flade strækninger. Enhver ville kunne se, at Klavs var dygtig til at styre bilen, og han havde flere gange overvejet at vise sine evner til andre, men det var aldrig blevet til noget. Desuden var det her jo kvalitetstid med Anton, og det var deres fælles hobby.

Det meste af den sidste gymnasiefest, stod ikke længere særlig tydeligt for Klavs. Sammen havde han og hans hustru flere gange uden held forsøgt at sætte navn på alle de øvrige klassekammerater i deres kvadrille den aften. Men det vigtigste huskede han stadig med al tydelighed. For den aften havde han på magisk vis styr på alle trinene og bevægelserne i lanciers-dansen. Hendes hånd i hans, præcis som han længe havde ønsket det. Komplimenter, chasséer til højre, chasséer til venstre. Der var intet andet i den store skolehal end hende og ham og deres fælles nærvær.
Bagefter stod de lang tid som de sidste to tilbage på gulvet og kiggede på hinanden indtil en lærer forstyrrede, og gjorde dem opmærksom på den forestående kåring.
”Måske ses vi på scenen on lidt?” foreslog læreren.
Men de var for opslugt af hinanden og gik i stedet udenfor, hvor de satte sig på muren og kiggede på det sidste bløde sommerlys på himlen. Effekten af øl og drinks var ikke længere fremmed for ham, men det var en anden beruselse, den her. Og selvom han kendte hende godt efter tre år i samme klasse, hvor de havde grinet af næsten alt sammen, blev han alligevel stum, da hun spurgte, om de skulle være kærester. For første gang i sit liv følte han sig ubetinget lykkelig.
”I skal på scenen nu, I har vundet!”
De blev begge rykket ud af deres beruselse på et øjeblik, mens de forsøgte at forstå beskeden fra den forpustede klassekammerat.

Bilen nærmede sig nu i høj hastighed en af de allersværeste passager på hele banen. Et sving på næsten 180 grader. Klavs overvejede et øjeblik at slægge på farten, men Anton jublede højlydt over bilens høje fart på vej hen mod svinget, så Klavs lod sig med et stort smil på læben rive med og fastholdt pegefingerens position på gashåndtaget. Klavs trak ud i banens højre side og gjorde klar til at skære svinget langs kurvens inderside. På vej ind i svinget lå han perfekt, og det så ud til at han ville klare det på trods af den høje hastighed. Men på et splitsekund forsvandt grebet i underlaget. Bagenden skred ud og den spandt med det samme rundt om sig selv adskillige gange for til sidst at holde stille imod kørselsretningen. Der var stille i værelset et øjeblik.
”Der var det nær gået galt!” udbrød Klavs.
Han tog sig til panden og kiggede på sin søn, der stod med åben mund og løftede øjenbryn.
”Vildt mand!” sagde Anton langsomt.
”Det må du nok sige. Der var vi vist heldige, sønnike.”

Måske havde Klavs som barn aldrig haft heldet med sig, men hvordan kan man være heldig, hvis man ikke har forstået spillereglerne på den bane, hvor man bevæger sig? Dybt i ham lå stadig de mange frikvarterer på sidelinjen, mens de andre spillede fodbold. De mange lege, hvor han kiggede på, og de mange besøg på toilettet, uden at han skulle. De mange aftener hvor hans forældre havde sagt godnat, og han lå der i sengen og spekulerede på, hvad det mon var, de andre forventede af ham. Hvordan kunne han blive ligesom dem? Da han blev gammel nok, tænkte han på sig selv som statist i en film, hvis manuskript han ikke havde læst. Han var ikke sikker på, at han ønskede at læse det, for han havde tilsyneladende fået en rolle, hvor han blot skulle holde sig i baggrunden og ikke sige eller gøre for meget.
Da hans mor endelig en aften fik hul på bylden, foreslog hun, at han bare skulle spørge sine klassekammerater. Holde sig til. Insistere på at være med. Og så havde han igen brugt det meste af natten på at spekulere og lægge en plan. Hvordan kunne han blive en del af de andres leg? Han lavede en liste i hovedet over ting, som han var enten middelmådig eller næsten god til. En kort liste. Øverst på den stod ’gaming’ efterfulgt af ’gemmeleg’. Klavs’ bedstefar havde ofte fortalt ham, at han var rigtig dygtig til at finde gode gemmesteder i haven, og han var rigtig glad for sin bedstefar. Så næste gang de skulle lege ”gemme” i frikvarteret, ville han stille sig lige i midten sammen med alle de andre drenge, når legen startede. På den måde kunne de ikke undgå at tage ham med. Forhåbentligt.
De efterfølgende dage havde de andre dog kun spillet fodbold i skolen. Ingen gemmeleg. Så Klavs var begyndt at tænke, at planen heller ikke denne gang ville lykkes. Men da fodbolden endte på skolens flade tag og ingen turde spørge den sure pedel, opstod muligheden. Klavs huskede stadig nervøsiteten og hvordan, det virkede komplet unaturligt for ham at skulle stille sig i midten af en flok, som han følte talte et andet sprog, end han selv gjorde. Men han tvang sig selv ind mellem de andre og til hans store overraskelse, tog de ham med i legen uden at stille spørgsmål.
Var det virkelig så let?
Da en af drengene begyndte at tælle baglæns fra tyve, løb Klavs som aldrig før: Forbi fodboldbanen, ind mellem træerne og om bag den lille mur, der adskilte skolen fra landevejen, der førte ud af byen. Her sad han så stille som muligt, mens pulsen stadig larmede i hans ører. Han kunne høre de andre blive fundet. Én efter én. Hver gang steg hans glæde. Nu måtte han snart være den sidste tilbage. Grene knækkede i nærheden. Tænk hvis han var den sidste, der blev fundet! Eller endnu bedre, hvis han slet ikke blev fundet. Så kunne han garanteret være med igen næste gang.
Klassens bedste til at gemme sig. Han smagte på ordene.
Han ville fortælle sin mor om legen, når han kom hjem fra skole. Hun ville blive glad, og de kunne sidde sammen i køkkenet og drikke saftevand.
Så blev der stille igen, og Klavs kunne kun svagt fornemme stemmer i det fjerne. Måske havde han gemt sig for godt? Skulle han driste sig til at kigge frem for at se, om nogen var i nærheden? Nej, ikke nu hvor han endelig var med. Så han blev siddende. Længe. Til sidst kunne han igen høre skridt som nærmede sig. Han krøb sammen. Blev han fundet nu, var han helt sikkert den sidste. En skikkelse bøjede sig frem over muren og kiggede ned på ham.
”Hvad i alverden sidder du her og laver? Er du ikke klar over, at undervisningen er i gang, unge mand?”
Han havde aldrig set Johansen blive rigtig hidsig før.
”Jeg er nødt til at kontakte dine forældre om det her!”
På kontoret havde han ikke kigget op en eneste gang. Kun talt firkanterne i gulvet igen og igen. Da han kom hjem, måtte han forklare sin mor, hvorfor han var udeblevet for undervisningen og forsikre hende om, at det ikke ville ske igen.

”Kan den mon køre endnu?” Klavs trykkede forsigtigt på gassen og bilen bevægede sig imod kørselsretningen. Et kort øjeblik strejfede en tanke ham: Skulle han ikke bare fortsætte denne vej rundt?
”Sejt, den virker stadig,” sagde Anton triumferende. ”Bare giv den gas, farmand.”
Klavs traf en beslutning og vendte bilen i tre bevægelser, men da han var klar til at genoptage kørslen, fik Anton øje på det ene fordæk, som var krænget af og sad løst på ydersiden af fælgen.
”Far, vi skal… Far, vi skal… Far, vi skal…”
Klavs rettede på sine briller.
”Åh, ja det kan jeg godt se,” sagde han hurtigt. ”Det må vi have ordnet først”.
Klavs knælede igen og forsøgte at holde balancen, mens han trykkede dækket tilbage på plads hele vejen rundt om fælgen.
”Sådan. Den skal have noget lim ved lejlighed, men lige nu er vi klar igen,” konstaterede Klavs.
Nu hvor de var forbi det sværeste af alle sving, kom der en lang strækning midt på gulvet, hvor banen var lige og flad. Det havde ikke taget særlig lang tid at bygge den lange strækning, for vejelementerne var ens og passede godt sammen. Klavs syntes at strækningen her fungerede godt som modspil til de mere komplicerede passager på banen, og det var med dette stykke, at banen fik sin fuldendthed. Han accelererede og kompenserede dygtigt for bilens små retningsskift, som opstod ved den høje fart. Anton var igen synligt begejstret og heppede på sin far. Motorens mange omdrejninger fyldte hele rummet og overdøvede både Anton og Klavs. Men det gjorde ikke noget. Tværtimod. Synet af bilen, lyden af motoren og de to ved siden af hinanden skabte en symbiose omkring det gamle legetøj. Den lige strækning på gulvet var som regel overstået på mindre end seks sekunder, men øjeblikket syntes at blive trukket ud som en elastik. Klavs ønskede dette. Han ønskede at øjeblikket kunne fryses og blive ved i en evighed. At kun drengen og bilen var hans verden og at alt det andet, som var udenfor den lukkede dør, ingen rolle spillede.

Det var på hendes fødselsdag, de første gang havde snakket om at få børn. Tanken virkede det første lange stykke tid meget fjern for Klavs, men som tiden gik og i takt med, at der kom småfolk i deres vennekreds, var tanken modnet hos Klavs. På en efterårsdag i stearinlysets skær, blev de enige om at starte en familie sammen.
En familie!
Klavs troede ikke, at han kunne vænne sig helt til tanken, men havde ikke sagt noget. Der var jo også tid endnu. Men en søndag morgen ikke længe derefter, kom hans hustru triumferende ind i køkkenet og viste ham de to streger. Hun var ovenud lykkelig, og selvom han ikke helt vidste, hvad han følte ved at kigge på nogle røde aftegninger på en hvid baggrund, var han lykkelig over, at hun var lykkelig. På kort tid gik han fra at være sit velkendte drengede jeg til en overbeskyttende voksen, hvis fornemmeste opgave det var at passe på sin udkårne og den lille ny, som voksede uforståeligt inde i hende. Ofte kunne han ikke kende sig selv, men hun var tilsyneladende vild med hans nye egenskaber, og selvom rollerne i deres forhold ikke længere var helt som før, kunne de stadig blive høje på livet. Sammen var de usårlige og i en periode var det dem, hendes venner talte om, når de talte om soulmates.

Så stoppede bilen pludseligt. Motorstøjen forsvandt, som om den aldrig havde været der. For enden af den lige strækning holdt den fjernstyrede bil nu helt stille. Som mange gange før var den igen uden varsel holdt op med at fungere.
”Klavs, er du klar?”
Klavs stod stille med åben mund og kiggede ned ad banen i bilens retning. Der gik et øjeblik før han opfattede, at hans ur lyste op.
”Klavs, vi skal køre nu. Klokken er fire,” skrev hun.
Kunne det virkelig passe, at den igen var gået i stå, netop nu hvor legen var allerbedst? Anton, der nu også stod helt stille, tog øjnene fra bilen og kiggede op på sin far. Hans ansigt udtrykte skuffelse. Klavs ledte efter de rigtige ord, men kunne ikke finde dem.
Det blik. Antons blik. Han havde set det så mange gange før, og det havde ofte vækket ham fra en urolig nats søvn. Det var det sidste blik han kunne huske fra den dag på stranden, hvor han ikke havde tid til at gå i vandet med Anton, fordi han skulle tale med en kollega om en deadline på arbejdet. Det havde været en vildt travl periode med alt for mange opgaver og alt for lidt tid. Det var gået ud over familielivet og inderst inde vidste Klavs godt, at det eneste rigtige var at prioritere familien. Et valg som virkede så enkelt, men som ikke var det. For på arbejdet følte han sig som en succes. Han stod bag den mest populære software til vejrudsigter, og var god til hele tiden at videreudvikle sine produkter. Det var ham kollegerne spurgte, når noget ikke virkede efter hensigten. Ham de havde mest tillid til i afdelingen. Over bordet på hans kontor hang efterhånden adskillige priser såsom årets medarbejder, årets holdspiller og årets bedste app. Priser, som han vidste kun blev givet til de få, der havde præsteret på allerhøjeste niveau i virksomheden. Her kendte ingen hans fortid. Ingen vidste noget om, hvordan det havde været for Klavs ikke at slå til. Ikke at være en del af noget fællesskab.
I ugen op til den weekend havde de snakket om turen til stranden mange gange, og Klavs havde skiftevis lyttet til sin egen dårlige samvittighed, sin hustru og Anton. Selvom han allerhelst ville udskyde turen til han havde bedre tid, havde han valgt, at de skulle tage afsted for Antons skyld. Og sådan blev det. Anton fik lov at vælge.
”Den, hvor man kan svæve ned på stranden, far!”
Og de havde ikke fortrudt det et eneste øjeblik, da de satte sig ind i bilen lørdag morgen for at køre afsted.
”Det er sjældent, at man ser en så blå morgenhimmel uden en eneste lillebitte sky.”
Klavs havde snakket om højtryk og lavtryk, og hvordan det kunne lade sig gøre, at der var stort set vindstille, og at det gjaldt om at nyde det, for senere på dagen kunne der opstå kraftige vindstød i forbindelse med tordenbyger. Anton var stadig interesseret og fascineret og kunne selv byde ind med fakta om vejret, som han havde læst sig til og set videoer om.
”Måske skulle i to lave videoer om vejret sammen og lægge dem ud. I ville helt sikkert få mange seere.” Klavs’ hustru viftede med sit ur. ”Skal jeg optage jer?”
De parkerede svæveren så tæt på vandet som muligt og sad et øjeblik og kiggede på det helt blanke havspejl. Klavs kunne ikke mindes at have set noget lignende.
”Hvilken fantastisk morgen!” udbrød han.
Hans hustru var enig. De fandt håndklæder og badetøj frem, og smed sig på det ujævne sand.
”Er du ikke glad for at du tog med nu, far?” spurgte Anton.
Klavs borede et lille hul i sandet med sin pegefinder, lagde sig med næsen i hullet og mumlede noget uforståeligt, mens han grinede.
”Jamen, vi har jo lige ligget i sengen og sovet hele natten, så vi skal vel ikke ligge ned allerede?” indvendte hans hustru. ”Skal I ikke ud at bade?”
”Senere!” mumlede Klavs og vendte sig om på ryggen for at nyde morgensolen i sit ansigt.

Far og søn var på vej i vandet da telefonen ringede. Klavs fik det der blik fra sin hustru, mens han stod med uret om det ene håndled og bolden i den anden hånd.
”Smut i forvejen, Anton. Jeg kommer om et øjeblik,” foreslog Klavs.
Han strøg en finger hen over urskiven, mens han viskede ud af mundvigen: ”Det er okay. Anton har helt styr på det. Han er tolv nu.”
Klavs skiftede stemme.
”Hallo, det’ Klavs”.
”Du holder øje med ham!” viskede hun tilbage. ”Jeg går lige op og tisser.”
I det samme fik et kraftigt vindstød fra havsiden krusninger frem på vandet. Klavs vendte sig om for at skærme sit ansigt fra fygesandet og hævede stemmen. Bagefter kunne han se, at opkaldet havde varet mindre end tre minutter.

”Klavs, kommer du? Vi aftalte at tage af sted klokken fire, og som sædvanlig er du ikke klar. Kom nu! Og tag lige havesaksen i skuret, så tager jeg blomsterne.”
Klavs lagde hånden over sit håndled og dækkede over det lysende ur. Sådan stod han et øjeblik og betragtede det stillestående køretøj for enden af værelset. Han drejede hovedet og smilede undskyldende til drengen ved hans side.
”Jeg er virkelig ked af det,” sagde han.
Klavs satte sig på knæ og holdt om sin søn. Mærkede hans spinkle overkrop. Åndede duften af hans hår. Kiggede ham ind i øjnene.
”Vi ses.”
Så tog Klavs sine briller af og stod alene tilbage i det tomme værelse.