Hellige øjeblikke

Lukas ankommer som altid i god tid. I dag er der endnu ikke andre i omklædningsrummet. Han går målrettet efter det sidste skab i venstre side, lige ved spejlet, åbner skabet og hænger sin jakke ind. Han træder hurtigt den ene våde sko af med den andens sål og klarer derefter forsigtigt den sidste sko med hånden. Nøje stiller han den venstre sko ind i bunden af skabet med næsen pegende fremad, inden han vender den højre 180 grader og placerer den ved siden af. Sådan fylder skoene mindre. Tøjet og tasken hænger han på krogene i skabet.
Døren smækker op og Marko fra filosofistudiet kommer tromlende ind ad døren med en højlydt hilsen og et besværet smil. Han vælger et tilfældigt skab, mens han ivrigt snakker om modvind og et begyndende regnvejr. Han kaster sine sko ind og spænder sine hårdt pressede jeans op. Tyngdekraften sender hans maveregion ud i en simpel dansekoreografi. Hvorfor kommer han kun én gang om ugen, når han burde være her fire eller fem gange? Udgifter og indtægter! Det er ren matematik. Men han fatter det ikke. Han kan da umuligt være ligeglad!?
Da Lukas er omklædt, tager han sine spinningsko i den ene hånd og lægger sit armbånd mod skabets lås, der kvitterer med en kort brummen. Kantede bogstaver løber hen over en lille skærm: God træning, Lukas E. Vang.
”Vi ses deroppe.”
Marko smiler anstrengt og nikker. Sveden pibler frem på hans pande, mens han bokser med at trække maven tilstrækkeligt ind, til at hans cykelshorts kan passere. Lukas ryster afmålt på hovedet bag hans ryg. Han stiller sig foran fuldkropsspejlet og lader øjnene vandre langsomt fra top til tå. Selvom han kun træner sin overkrop to til tre gange om ugen, er han godt tilfreds. Overarmene fylder cykeltrøjens korte ærmer ud og brystkassen træder tydeligt frem som to veldefinerede tvillinger. Hinandens spejlbilleder. Synkronsvømmere på vej fremad. Maven er i en helt anden liga en Markos. Intet bevæger sig omkring de seks tydeligt afgrænsede firkanter, når han hopper let på stedet. Som vævre akrobater, der balancerer ubesværet ovenpå hinanden i manegen. Men mest af alt er Lukas tilfreds med sine lår: Smalle cylindre lige over knæene, men på nippet til at sprænges på midten, hvor muskelfibrene i deres velanordnede bundter træder tydeligt frem ved enhver bevægelse. Lægmusklerne og ballerne er ikke perfekte. Endnu. Mere arbejde kræves, men det gør han med glæde, for den magiske følelse under fysisk aktivitet er løn i sig selv.
Døren går op igen. Lukas rykkes ud af sit øjeblik og må træde væk fra spejlet for at undgå dørhåndtaget.
”Hej drenge!”
En mand som plejer at sidde på forreste række, men som Lukas aldrig har talt med, fylder rummet. Ikke med sin krop, men sin tilstedeværelse.
”Hej Bertil,” stønner Marko.
”Hva’ så gutter! Er I klar til at give den gas sammen med farmand, her?” spørger den nyankomne.
Måske skulle han fokusere sin energi ud i pedalerne i stedet for at himle op som om, det her var hans helt eget domæne. Når man som en lille summende myg sætter sig på forreste række, hver gang, forpligter det. Man må arbejde sig op, og måske kan man med tiden aspirere til en plads blandt de bedste. De stærkeste. De mest trofaste.
Ude på gangen lukkes døren intenst bag Lukas. Han mærker lufttrykket og stopper sin bevægelse.

Da hun stod der i døråbningen med sine tasker i hånden, havde han mest lyst til at holde om hende. Men han var usikker på hvordan. Blev bare stående som en ny skoledreng den allerførste dag. Havde hun gjort noget ekstra ud af sig selv til dette øjeblik? Den kjole han godt kunne lide. Hendes hår stramt langs tindingerne. Den ene taske var egentlig hans, men han kunne vel få den tilbage ved lejlighed. Gad vide, hvor hun var på vej hen. Og hvem hun skulle være sammen med. Han sank en klump. Bilnøglen dinglede fra hendes lillefinger. Mon hun var klar over, at den skulle tankes? Han havde glemt det dagen før, selvom de havde aftalt det. Han mærkede et vindpust omkring sig og hørte en dør et andet sted i huset klappe i, så det rungede. Gennemtræk. Hun vidste, at det irriterede ham, men blev blot stående i døråbningen. Den nye spinningtrøje med de mange farver på brystet stak op af tøjkurven lige ved siden af døren. Kunne den vaskes sammen med det øvrige cykeltøj? Han prøvede at gætte, hvad hun ville svare, men var i tvivl. Han kunne næsten aldrig gætte, hvad hun tænkte. Information om tøjvask kunne vel findes på nettet. Hun justerede grebet omkring den ene hank. Den så tung ud. Skulle han tilbyde sin hjælp? Hun spurgte, om han ikke havde noget at sige, men der kom ikke andet til ham end det, der allerede var sagt hundrede gange, og hvad var pointen i at gentage det? Da hun drejede hovedet væk og gik, skulle han lige til at sige, at han ville savne hende, men hendes tårer stoppede ham.

Lukas drejer til højre og påbegynder opstigningen. De syv første trin. Så skarpt til venstre og syv nye. Han kender rutinen og kunne gå turen med lukkede øjne. På tredje sal er hans vejrtrækning stort set uændret. Indtil han opdager Hannah. Perfektionen er svær at overse, som hun står dér foroverbøjet og spænder den første rem. Ved siden af hende ligger den anden lyserøde cykelsko. Måske var det tid til at skifte farve? Ingen grund til at flashe det åbenlyse for alle og enhver i sådan et par selvlysende sko. Lukas kigger væk og skynder sig bag om hende langs væggen, inden han gør et kort ophold. Han løfter sit blik mod den høje døråbning, som strækker sig mod buerne i det gamle, renoverede loft, og lader cykelskoene røre dørkarmene i begge sider, inden han går ind i det hvidmalede rum. Indenfor tårner de gamle vægge sig op over ham, mens han tripper lydløst ind på gulvet i sine korte cykelstrømper. Hannah sidder næsten altid på en af cyklerne mod højre på bageste række, når han ankommer. Men i dag er hun ikke hurtig nok. Lukas går hjemmevant forbi et par murede søjler i retning mod den 2. spinningcykel fra højre nede ved bagvæggen. Han læner sig frem og griber om styr og sæde på samme tid. Triumferende ser han sig omkring i det mennesketomme lokale. Kort efter kommer Hannah ind. Hun har ikke sin sports-BH på i dag. Hendes nik er næsten usynligt, da hun lægger et håndklæde, som matcher hendes sko hen over styret på cyklen ved siden af, yderst i rækken. Lukas kigger ned og foregiver at være optaget af sit ur. Han lader fingrene danse hen over knapperne og tjekker sin puls: 43 slag i minuttet i hvile.
Lægen havde sagt, at det var usædvanligt. At han sjældent havde set mage for en mand i Lukas’ alder. Men hvorfor skulle 50 da også være en hindring? Det var vel bare tal og ikke et udtryk for en naturlov. Endnu mindre en grund til at trappe ned og slappe af. Lukas skulle endelig fortsætte det gode arbejde, og se det som en investering i sit eget velvære. Rutinen var derfor blevet næsten ustoppelig. Én enkelt fraværsdag havde han haft i løbet af det sidste otte måneder. Men han havde haft fornemmelsen af, at ingen alligevel havde lagt mærke til ham ved hendes onkels begravelse. Spild af tid, havde han tænkt, men ikke sagt, bagefter. Så bortset fra denne ene gang, sad han fem ud af ugens syv dage trofast i det her rum med sit forventningsfulde ansigt vendt mod cyklen på det høje plateau.
Flere mennesker kommer ind ad døren og fylder rummet med deres sagte samtaler og deres puslen med cykelsko og drikkedunke. Bertils stemme skærer kortvarigt gennem luften, da han træder ind i rummet, men selv han dæmper sig. Kort efter ruller også en allerede storsvedende Marko ind over dørtærsklen. De fleste cykler er optaget nu. Fra sin plads på bageste række lader Lukas blikket glide hen over flokken: Som perler på en snor ved siden af hinanden med ansigtet vendt i samme retning. Klar til at modtage. Flygtige fællesskaber samlet om en fælles opgave.
En elektrisk mumlen har bredt sig fra cykel til cykel. Flere lader benene køre langsomt med pedalerne rundt. Andre forbereder sig med en flaske i mundvigen. Lukas mærker den lille ild i brystet. Fornemmelse af at noget er på vej.
Cyklen på podiet er stadig tom i sin ramme foran de meterhøje glasvinduer, som afslører tunge grå oktoberskyer udenfor. Marko havde ret. Flere og flere dråber trækker linjer ned af glasset. Fra vinduets kileformede spids under taget til de lave vindueskarme tæt ved gulvet.
Himmelen trækkes ind i rummet da instruktøren træder ind ad døren.
Hans sorte cykelshorts og den stramme sorte Nike cykeltrøje med den hvide ribkant rundt om halsen afslører kropslig perfektion. En muskelmasse som de fleste kun kan drømme om. Det skulderlange let krøllede brune hår er samlet i en hestehale i dag. Lukas taber fokus et øjeblik. Fra sin cykel på podiet nikker instruktøren langsomt til sin skare og smiler vidende. Han løfter sin højre hånd og holder den dér et øjeblik, inden han lader sin finger glide hen foran teknikken og den lille sorte knap. Et forventningsfuld mumlen fra salen høres kortvarigt inden højttalernes bas drukner alle andre lyde. Dunk, dunk, dunk, dunk…
Knæ begynder som stempler i en brølende, organisk muskelbil at bevæge sig op og ned i takt. Forventningens glæde bliver til virkelighed og Lukas må tæmme sine bevægelser, så de ikke overhaler musikken. Instruktøren forkynder for første gang denne aften sit budskab til flokken i sin knapt synlige mikrofon på siden af ansigtet: ”Find ind i rytmen! Find den fælles puls!”
Lukas er allerede inde i rytmen, som det mest naturlige i verden. Han lukker øjnene et øjeblik og mærker en flig af den symbiose, han er kommet efter. Et hult bump i nærheden trækker ham tilbage. Han åbner øjnene. En drikkedunk triller hen over gulvet foran ham og stopper, da den rammer den hvide søjle skråt foran ham. En yngre kvinde han ikke har set før, vender sig i rækken foran og kigger forstyrret efter den mørkerøde væske. Hvor svært kan det være at sætte sin dunk i holderen? Her plejer vi at holde styr på tingene! Kvinden ser ud til at være i tvivl. Hvad skal der nu ske? Langsomt stopper hun benenes cykliske bevægelse, og til sidst klikker hun med besvær sine sko ud af pedalerne. Kunne hun ikke starte på et andet hold end hans? Begynderne kører lørdag morgen. Måske skulle hun overveje det. Hun bukker sig ned og griber fat om dunken. Se, det er slet ikke så svært! På vej op møder hendes blik Lukas’, men han kigger med det samme væk.
”Lad rytmen være jeres ledsager. Husk, den står over alt andet!”
Javel, men det er jo ikke let, når man forstyrres af en nybegynder, der trisser rundt på gulvet efter sin flaske.
Beatet afløses kortvarigt af et elektronisk bækken: Ts, ts, ts, ts… Kvindens bevægelser kan høres i hele rummet, da hun kluntet kravler tilbage på cyklen.
Hvor Herre bevares!
Lukas lukker øjnene i samme øjeblik beatet kommer tilbage. Han er rytmen, behøver ikke at tænke over noget, prøver at finde ind i sig selv. Men øjeblikket efter er hans ene øje på klem. Kvinden er på plads på sit sæde, men hun kører ikke i takt. Ikke i takt? Er hun døv? Lukas åbner det andet øje og følger hendes knæ, mens de bevæger sig. Op og ned. Op og ned. Men tilsyneladende uden den mindste fornemmelse for den fælles rytme. Hans mundvige trækkes ned og han ryster let på hovedet. Hun skal ikke have lov at ødelægge hans højdepunkt, hans mening med det hele.

Når han sad alene på bænken i klitterne og kiggede ud over havet, kom roen ikke til ham. Han forstod ikke hvad det var, hun snakkede om, når hun fortalte andre om at lade op i sommerhuset, så han nikkede mekanisk og lod som om. Udsigten fik ham i stedet til at tænke på, om der var nogen som helst mening med det hele. Vandets urolige overflade smittede ham. Han forsøgte at blive siddende, men kroppen ville ikke uanset hvor meget, han forsøgte.
”Er du allerede tilbage igen?”
Han prøvede at fortælle hende, at der var mørke skyer i horisonten, eller at det var for koldt i t-shirt. Hun smilede og så irriterende forstående ud. Om hundrede år ville han være væk, men de forbandede bølger ville stadig være der, præcis som de altid havde været. Sandet på strandet ville blæse forvildet rundt og skyerne komme og gå. Han ville ikke have ændret verden en tøddel. Så hvad var meningen? Han kunne i hvert fald ikke finde den dér.
Når de spankulerede hånd i hånd langs vandkanten, og hun fortalte ham om sit arbejde og veninderne i klubben, skulle han bruge al sin energi på at lytte efter. Hele tiden måtte han fokusere på at komme tilbage til øjeblikket og være til stede for hende. Hele tiden flygtede hans tanker til et andet sted: Den opgave han skulle have løst på arbejdet, bilen som snart skulle have service, vandhanen i køkkenet som dryppede. Når hun drejede hovedet og smilede til ham, følte han sig skyldig. Hun var smuk, men det var ikke nok. Hun var eftertænksom og velovervejet, men han blev ved med at glide væk. Hendes blik var dybt, men han kunne ikke finde derind. Nogle gange forsøgte han at holde øjnene ekstra åbne. Som vinduer på vid gab under udluftning. Men det krævede enorme mængder energi, og snart måtte han overgive sig til sit indre igen.

”Vi skal alle op at stå!”
Alle i rummet rejser sig og de dansende knæ bliver akkompagneret af vuggende hoveder, fra side til side som synkroniserede metronomer. Lukas ser de første sveddråber fra Hannahs hage tilbagelægge det frie fald mod gulvet. Marko er næsten gennemblødt i sin uskønne men dog rytmiske vals med metallet under ham.
På instruktørens tegn sætter alle sig igen. Lukas lukker øjnene, lader rytmen gennemsyre kroppen, mærker føddernes energi over pedalerne. Igen og igen afløses trykket af et træk når foden søger opad mod noget højere. Ying og Yang. Lårene er som trommestikker mod et usynligt skin. Dunk, dunk, dunk, dunk. For hvert beat kommer han længere ind i sig selv. Længere væk fra hverdagen. Væk fra jobbet som ikke længere er, hvad det var. De samme kedelige kolleger hver dag og de samme monotone opgaver. Studerende som har mere travlt med deres mobiltelefoner end med at lytte til Lukas redegøre for Kant og Hegels vigtigste pointer. Ikke tænke på den slags nu. Bare være i øjeblikket.
Lukas ved, hvad der skal til og fokuserer på sin vægt mod sadlen. På bæstet under ham. Hændernes fugtige greb om tyrens horn, mens han tæmmer og kontrollerer dens rå kræfter. Han bestemmer selv indsatsen og udbyttet. Han laver selv sin mening med øjeblikket. Justerer modstanden på cyklens drejeknap til noget lidt hårdere.
”Så søger vi ind i os selv og finder ud af, hvilket stof vi er lavet er!” Instruktøren retter på sin mikrofon og læner sig frem og ned mod styret.
Lukas’ hoved og de lukkede øjne får korte glimt af de krakelerede vinduer, som trænger til maling derhjemme, men de finder hurtigt ind i et samspil med knæ, fødder og musik. Han mærker sig selv på vej ind i øjeblikket. Ind i rytmen. Bum, bum, bum, bum. De voluminøse lårmuskler arbejder effektivt og ubesværet. Hans timing er perfekt, kunne fortsætte med den her belastning i al evighed, smelte sammen med de andre i rummet som et nøje synkroniseret tusindben. Op, ned, frem, tilbage. Kroppen har ikke nogen begyndelse, ikke nogen slutning. Han mærker ikke de løbende perler, som kærtegner hans ansigt, tænker ikke over hjertet, som arbejder i hans bryst og sætter blodårerne i håndleddene og tindingerne på synligt overarbejde er ikke bevidst om endorfinerne, som skyder ud i kroppen og forstærker hans tilstedeværelse i nuet. De blå floder under huden på benene står frem og danner skygger under de halo-formede hvide lys over ham. Uden at han tænker over det, falder også hans tunge åndedræt ind i samspillet. Gradvist glider han væk fra musikkens nuancer og lytter til sidst kun til dens hypnotiserende rytme: Dunk, dunk, dunk, dunk. Er til stede og ikke til stede, har ingen fornemmelsen for tid og sted, munden halvt åben, ingen bekymringer om, hvordan de andre ville se ham, hvis de kiggede. Ingen tanker overhovedet, udover rytmen i nuet.
Hans dansende ansigt bliver varmere og varmere. Noget udefra kærtegner ham med bløde lange strøg. Hannah har vendt sit blik mod ham. Hun indånder lyset fra hans næseryg og kindben. Smager på ham med øjnene. Perlerne på hans hud glider til stadighed ned over de blussende kinder. Øjenlågene sitrer. Er det mon en stemme han hører? Er det hende i døråbningen, der smiler til ham? Han forsøger at glide hende i møde, men hun forsvinder, og han hører i stedet instruktørens stemme i det fjerne, pakket ind i vat. Hannahs blik søger hans. Hendes adskilte læber ved siden af hans spændte tunge i mundvigen. Hans dirrende øjenlåg afslører det hvide i øjnene, mens hendes dryppende lyse lokker fejer fra side til side. Deres intense åndedrag forenes i musikkens rytme. Lukas’ halvt lukkede øjne blændes af en intens solstråle fra vinduerne over instruktøren. Der er hul i skyerne. Han fornemmer at de dansende silhuetter på rækkerne foran reflekterer lyset som gennemsigtig, glitrende folie. De svæver og bytter plads, svæver og bytter plads. Hannah rykker sig på sit sæde og glider fra side til side hen over den hvide Concorde. Dråberne på gulvet smelter sammen i en fælles sø af kropslig tilstedeværelse. Lukas fortsætter uden at se til siden. Verden har lukket sig om ham og hans selv.
Så stopper musikkens dunkende beat. Elektroniske strygeinstrumenter tager over.
Det arbejdende tusindben finder straks et lavere tempo, og Lukas åbner øjnene. En stærk følelse af intenst nærvær skyller over ham, og hans læber trækkes spontant op mod ørene. Det er sjældent, han ser ud som nu. Han kigger tilfældigt til siden og møder Hannahs blik. Over de røde kinder vender hun hurtigt øjnene væk, op mod podiet. Den sveddryppende instruktør trækker hårbåndet af og ryster på hovedet. Dråber flyver i alle retninger. De mørke, krøllede lokker falder på hans skuldre. Han retter ryggen, strækker begge arme ud til siderne og viser sine håndflader. Nakken tilbage mod himlen og de høje vinduer. Sådan sidder han et øjeblik og kigger op. Hans ansigt badet i lys. Pludseligt rækker han armen ned, griber sin vandflaske og holder den op foran sig. Han smiler.
”Tid til de hellige dråber. Lad os alle holde en kort pause, mens vi gør klar til anden halvdel.”

Drikkedunken er tilbage i sin holder under styret. Flokken har indtaget den livgivende væske. Instruktøren tæller ned: 4, 3, 2, 1. Dunk, dunk, dunk, dunk. Benene arbejder igen. Lukas ser sig omkring. Tager det hele ind. De svedende kroppe og den bankende puls. Han nikker rytmisk. Det her er grunden til, at han bliver ved med at komme tilbage.
Han forsøger at finde tilbage ind i sig selv. Men noget er anderledes. Han lytter intenst til musikken. Vil tilbage. Kigger på de andres ben og prøver at falde ind i den fælles puls. Ved siden af ham ser Hannah ud til også at slås med rytmen. Hendes ben følger slapt pedalerne rundt. Lukas kniber øjnene sammen. Vipper hagen fra side til side i takt. Kom nu! Han læner sig frem og fokuserer på sine fodsålers tryk mod metallet under ham. Tryk, tryk, tryk, tryk. Den her sang er ikke en af hans favoritter. Faktisk måtte instruktøren gerne springe til næste nummer. Den monotone sangstemme og det umarkerede beat gør det svært at finde ind. Lukas åbner øjnene igen. Foran ham ser de andre ud til at have fundet tilbage. En yngre mand som Lukas har set i rummet mange gange før vipper frem og tilbage på sit sæde. Hans store lægmuskler pisker op og ned. Lukas fokuserer på hans rytme og forsøger at kopiere den. Er det en ny tatovering manden har fået på sin ene læg? Lukas arbejder målrettet, men kan ikke fjerne blikket fra motivet, som ustandseligt forsøger at undslippe hans blik. Op, ned, op, ned. Små røde øjne stirrer tilbage på ham hver gang, han fanger billedet. Hvad forestiller det? En aflang sort krop, bred under øjnene. En slange? Måske en kobra?
I det samme triller en ny drikkedunk over gulvet og rammer Lukas’ cykel. Det er Hannahs. Hun læner sig kluntet fremover og stønner. Måske er hun færdig for i dag. Hendes kondition er trods alt ikke som hans. Lukas lukker øjnene på ny. Musikken skifter. Dette nummer er meget bedre. Bum, bum, bum, bum. Han falder ind i takten, justerer modstanden på drejeknappen, mærker en flig af trancen igen. Benene brøler af styrke og overskud. Gåsehud over hele kroppen. Han ser på sine arme og de tusinde små prikker som kigger tilbage. Hårene rykker sig fri af fugten og hilser på ham. Han er på vej ind i den anden verden. Ts, ts, ts, ts.
Hans blik falder igen på de veltrænede lægmuskler i rækken foran ham. Øjnene kigger tilbage på ham, rødere end før. Han forsøger kortvarigt at følge dem op og ned men mister fokus, da en forstyrrende støj trækker hans opmærksomhed tilbage til Hannah. Hendes ben hænger slapt ned langs cyklen nu, mens pedalerne igen og igen hamrer ind i hendes lægmuskler. Hvad laver hun? Hun kigger op på ham med opspærrede øjne. Hendes mund bevæger sig, men der kommer ikke noget ud. Hun må vide, at han har set hende, men Lukas ignorerer hende og søger rytmen igen. Bum, bum, bum, bum. Benene op og ned, op og ned. Ud af øjenkrogen fornemmer han hende hænge hen over styret. Hendes ene hånd rækker frem mod flasken på gulvet. Han kunne stoppe og trille den over til hende, men de er ved at bygge op til timens slutning, og de mest hellige øjeblikke kommer ofte til sidst. Lukas kigger rundt, men ingen andre har tilsyneladende lagt mærke til Hannah. De er alle i optaget af deres egne øjeblikke. Lukas vil også tilbage. Hannah må se at få styr på sig selv. Dunk, dunk, dunk, dunk.
”Vi skal alle rejse os!”
Sammen med flokken rejser Lukas sig i pedalerne. Han kigger ned på Hannah i det øjeblik hun mister balancen og falder kejtet af sædet. Hendes hoved rammer betonsøjlen ved siden af. Hurtigere musik afløser den gamle. ”4, 3, 2, 1!” Lukas sætter tempoet op og banker sit overskud ud i metallet under ham. Hannah ligger på gulvet nu, ved siden af den hvide søjle. Hendes trøje i en unaturlig position, det stramme maveskind blottet. Den ene hånd peger op i retning af vinduet i det høje.
”Kom så! Giv alt hvad I har!”
Den sortklædte mand på podiet rækker ud efter volumenknappen og drejer let på den. Lukas mærker den dybe bas i brystet. Ansigtet gynger rytmisk fra side til side. Svedperler slynges væk og forlader hans hage i frit fald. Forbi styret og hans cykelshorts, ned langs de arbejdende underben og cykelskoene, for til sidst at lande blødt på Hannahs maveskind. Hendes øjne er lukkede, mens hun snor sig underligt. Hvad er der galt med hende? Hvis hun er dårlig, burde hun forlade rummet og ikke ødelægge det for andre.
”Et minut til en kort pause.”
Lukas føler han kunne klare det dobbelte. Oppe foran kaster Marko håndklædet i ringen og sætter sig bølgende ned på sit sæde. Flere andre følger efter, men Lukas bliver oppe. Rytmisk, kraftfuldt, æstetisk i en lykkerus af kroppens eget stof. De små hår på armene rejser sig igen. Han er næsten i zonen. Hvis dette bare kunne være følelsen af livet. Hvis han kunne blive i denne tilstand resten af dagen, ugen, måneden. Alting så simpelt. Kun kroppen og nærværet. Hannah ligger helt stille nu med armen over sit hoved. Trækker hun vejret?
”30 sekunder tilbage! Vis mig hvad I er lavet af!”
Benene føles lidt tungere nu. Men han har ingen planer om at stoppe. Foran må Bertil give op og sætte sig. Han rammer sædet med et bump og slår opgivende ud med armene. Lukas tanker mere mental energi. Han er en af de få tilbage. I dag vil han være den sidste. Han vil. Spasmer forplanter sig fra Hannahs torso og mave til resten af kroppen. Hendes mundvige er hvide nu. Lukas kaster et flygtigt blik omkring sig. Stadig har ingen andre set, hvad der foregår ved søjlen. Han er den eneste, der kan hjælpe hende. Hvis han stopper nu, vil han ikke være den sidste stående. Der er stadig tre andre foran ham. Sandy skal ikke have lov at få den. Ikke denne gang. Pensioneret professionel landevejsrytter fra Australien. Flyttede hertil fordi hun mødte sit livs kærlighed, som døde året efter. Trist, men hvorfor er hun her endnu?
”15 sekunder tilbage!”
Dr. Dolittle står også op i pedalerne endnu. Fra 150 til 82 kg på et år. En vild forvandling. Men det betyder intet nu. Han skal ikke stjæle øjeblikket. Hannah har ikke bevæget sig i et stykke tid. Men hvad kan Lukas gøre ved det? Han er jo ikke læge. Dunk, dunk, dunk, dunk. Det brænder i lårene, og kroppen trygler ham om at sætte sig ned. Men tiden er ikke gået endnu, og han har ikke tænkt sig at stoppe. De røde øjne fanger Lukas blik igen. Kan slangefyren ikke bare sætte sig ned, så der kun er to tilbage?
”4, 3, 2, 1! Og vi sætter os igen.”
Men de tre andre bliver stående.
Instruktøren rømmer sig. ”Tiden er gået. I må gerne sætte jer.”
Lukas bliver stående i pedalerne. Nægter at sætte sig før de andre. Ikke denne gang. Ikke nu.

”Sæt jer!” Ordene runger i Lukas hoved som et velkendt ekko, der ikke vil dø.
Hr. Johansens stemme kunne gennembryde alt fysisk materiale. De gjorde altid, som han sagde, turde ikke andet. Men når han var gået, var Lukas overladt til sig selv og de andre drenge. Når de faretruende tårnede sig op omkring ham som gigantiske træer i en stormfuld skov, krøb han sammen på gulvet, forsøgte at beskytte sig selv med hænderne og fødderne. Deres sko var sjældent rene og bagefter måtte han vaske sig så godt han kunne, inden han gik hjem.
”Har du klatret i træer igen?”
Hans mor sukkede og forberedte en ny tøjvask, mens den korpulente mand i stolen klappede ham på de ømme skuldre.
”Det er godt min dreng. Træklatring giver god balance.”

”I må genre sætte jer!” gentager instruktøren.
Lukas kniber øjnene sammen og ser sig omkring. Foran står de tre andre stadig op i pedalerne. For hans fødder ligger Hannahs livløse krop.
”Stop.”
Ingen hører Lukas under musikkens dunkende beats. Han kigger op på instruktøren, men uden at fange hans blik.
”Stop nu!” råber han.
Ved siden af Lukas er rækken af dryppende ansigter vendt ned mod pedalerne. Stakåndede og selvfokuserede. Lukas’ blik flakker.
Han sætter sig i en hurtig bevægelse ned på sædet, men rammer det skævt. Spidsen borer sig ind i hans baglår. Hans overlæbe blotter fortænderne.
Instruktøren tørrer sig med sit håndklæde og gør en sidste sang klar. Lukas lader benene køre passivt med pedalerne rundt. Hannahs læber ser blå ud. ”Det er godt min dreng…” Med al sin kraft stopper han pedalernes cykliske bevægelser og den tunge skive under spinningcyklens forgaffel. Han klikker skoende ud af pedalerne og springer ned på gulvet.
”Stop musikken!” råber han.
Hans øjne rykker sig fra hendes til deres ansigter. Enkelte kigger i hans retning, men de fleste fortsætter. Lukas lægger sin hånd under Hannahs hoved. Lytter efter åndedræt og leder efter en puls, vifter med den anden hånd i luften.

Det værste er den opmærksomhed han får på gangen bagefter. Der er ingen tid til at nyde det intense nærvær og dopaminens effekter i kroppen. Han føler sig revet ud af øjeblikkets indefra kommende lykke som et hjerte revet ud af en elskende krop under klimaks. Lukas forsøger at undgå de mange anerkendende blikke, men folk kommer helt tæt på ham. Han lægger armene over kors foran sin mave.
”That’s the spirit!” Sandy klapper ham hårdt i ryggen. ”Well done, mate!” Lukas smiler halvhjertet og kigger ned i gulvet, forsøger at bevare følelsen af lykke.
I omklædningsrummet snakker mændene kun om det. Lukas gør sit bedste for at ignorere larmen, lukker sig inde i en boble på sin plads foran spejlet. Den skal ingen tage fra ham. En dyb indånding og fuldt fokus. Han læner sig frem, kniber øjnene sammen. Et hår på halsen trodser den glinsende sved og rækker umotiveret ud til verden. Han fanger det mellem to fingerspidser og hiver til, drejer siden til og nærstuderer sin nakke for mere. Endnu et klap i ryggen fra en nøgen forbipasserende mand. Lukas holder blikket på sig selv, træder et lille skridt tilbage og spænder lårene. Store og spændstige. Stadig fyldt med rød, buldrende væske i tydelige, velordnede årer. Han vender siden til og spænder på ny musklerne i det ene ben. Lidt større end i sidste uge? Han holder muskelspændingen og rækker tilfreds ud efter telefonen. Et par hurtige klik fra forskellige vinkler. Han lægger telefonen tilbage i tasken, inden det pludseligt gibber i ham. Hans blik flakker, mens han famler efter telefonen, finder den i bunden af tasken. Hvordan er den så hurtigt kommet så langt ned? Tommelfingeren trækker et svedigt spor hen over skærmen, da Lukas trykker på træningsappen. Den reagerer ikke. Han tørrer fingerspidserne i håndklædet og prøver igen. Et sug går gennem hans mave.
Spinningholdet i morgen er allerede fuldt booket.
En dyb indånding. Rolig nu. Et hurtigt blik ned over navnene. De fleste er gamle kendinge. Døren til omklædningsrummet går op og flere fra dagens hold kommer gestikulerende ind. Et kort øjeblik ser han falck-folkene og båren passere. Hannahs ansigt vender væk, hænderne foldet på maven. Hun har vel selv lagt dem sådan? Døren smækker i. Hannahs navn er også på listen. Nederst. Lukas puster langsomt ud og mundvigene peger kortvarigt opad: Hun kommer næppe i morgen. Hurtigt klikker han sig ind som den første på ventelisten.