L’appel du vide autistique

Her er både for mørkt og for larmende. Den perfekte cocktail af over- og understimulering. De røde plamager er tilbage på min hals, der hvor de altid dukker op, når kortklippede negle spørger sart hud, hvad pokker jeg har gang i: Hvor skal jeg gøre af min krop? Hvad skal jeg sige? Og til hvem?
Velkendte ansigter klæber sig til ukendte ansigter et sted på floor, eller i velourbåsenes klistrede komfort langs brune paneler. Mens min plads er her ved baren. Åbenbart. Og ved siden af mig sidder der en frakkemand. Han smiler ad mig, og hver gang jeg kigger andre steder end ned, dukker han op i mit synsfelt. Som en sjofel filurkat.
Medmindre jeg stirrer direkte op mod loftet.
Loftet højt over mig er dækket af tusinde tindrende spots, hvis imiterede stjernelys genspejler sig i spildte pytter på bardisken. Jeg kan se mig selv deroppe i det blanke krom, der hænger udspændt som en falsk nattehimmel af metal.
Men, man kan jo kun blive ved med at se opad så længe.
Så han må godt lade være med at smile, tak. Siger jeg ikke.
Men min totale mangel på interesse kan ikke overbevise hans ensomme rejsning om at pege andre steder hen. Eller i det mindste om at skifte taktik.
Gør dog for helvede noget andet end at smile, Frakkemand. Prøv et nys, om ikke for andet så for at overraske. Eller …
Smil af, Frakkemand. Hvad har du at smile af?
Jeg overvejer, om han ville lade mig være, hvis jeg besteg baren og labbede stjernepytterne i mig med et langt koslik hen ad den falske mahogni. Tanken får mig til at le, hvilket Frakkemand tolker som en opfordring til at sætte sig en barstol nærmere.
Et suk, et fast greb om den lysegrønne flaskehals og et hjemløst traskeri ind i det mørke, basgungrende menneskeorgie senere, forlader jeg både Frakkemand og mit trygge, ensomme eksil.
Gulvet gungrer faktisk. Jeg ser ned på mine fødder. Hvor kommer ordet gungre fra? Er det en fransk ordlyd? Gungrêschez-vous? Nej-nej, alt for tungt. Usexet. Tysk? Gungrenschen. Det kunne godt være tysk.
Tyske verber lyder ofte lidt nuttede bag de grove halslyde. Kan andre ting gungresche? Kan jeg?
Nogen stopper min tankerække ved at gribe fat i mit halstørklæde bagfra, så jeg snurretopper på stedet, fanget mellem etymologi og socialisering.
Skatte! Kom her! Du skal altså lige møde Simon.
Hej. Selvfølgelig bumper jeg ind i Tea.
Han er SÅ sjov! I vil bare synes vildt godt om hinanden!
Hovedet som en høne. Hun spejder allerede rundt i andre retninger, mens hun sælger mig. Det er lidt synd for Simon, dog. Jeg tænder kun på kommando. Hvad… laver du så? skriger jeg.
Men han kan ikke høre mig. Sjove-Simons blik spejder ud i menneskehavet efter et bedre offer. Jeg er målt og fundet for kort. En skidt skidtfisk, uegnet til fortæring. Uden at jeg er helt sikker på, hvad det er, jeg gør forkert.
Måske er det mere animalsk. Måske stinker mine feromoner. Min menneskeparfume: Eau de Adder.
Jeg overvejer at træde ham over tæerne. Måske vil han så også kunne mærke, at gulvet gungrescher?
Så kan vi jo tale om dét. Min arm rækker ufrivilligt ud efter ham for at stoppe ham, for at jeg kan nå at fortælle ham om gungrende gulve, inden det er for sent. Men han er allerede på vej væk. Smiler det der smil, inden han går, hvor munden er helt lige, og øjenbrynene søger ly bag pandehåret. Men altså, jeg er jo pæn i dag. Det gør kun lidt ondt at sige farvel uden at sige goddag. Hej og farvel til Simon og hans pandehår.
Tea og hendes hønehoved er også væk. Jeg står for mig selv og svajer lidt, usikker på, hvor jeg skal gå hen, men helt
sikker på, at jeg bør flytte mig. Jeg øver grimasser og matcher dem lydløst med åbningsreplikker, der kunne gøre gode indtryk, da jeg bliver klar over, at nogen bevæger sig ved siden af mig. En fremmed fyr danser en ihærdig, ensom shuffle. Har han været der hele tiden? Måske prøver han faktisk at danse med mig? Det er lidt svært at vurdere. Men han tager det meget seriøst, det kan man se.
Det er faktisk lidt sødt. Det føles på en eller anden måde mere ensomt ikke at vide, om jeg bliver danset med, end hvis jeg bare stod her helt alene og forladt.
Men jeg ved ikke, hvordan man spørger nogen, om de danser med én.
Jeg får en idé. I et forsøg på isbrydende humor shuffler jeg ind foran ham med en grimasse, som jeg efterfølgende godt selv kan se, ikke har været mit bedste arbejde.
Shufflefyr stopper brat, ser på mig i forvirret afsky og går sin vej.
Min hals er ildrød, selv før neglene har fundet vej derop igen.
Med hænderne forvist til kjolelommerne trasker jeg mod toilettet, mere for at have noget at lave, end fordi jeg egentlig trænger. Noget ved lommer i kjoler gør glad, og mine fingre spiller en usynlig melodi i skjul af det blomstrede stof for at prøve at muntre mig op.
I toiletkøen bliver jeg fanget mellem to piger, hvis samtale går på en eksamensopgave. Jeg genkender dem fra studiet. De ved ikke, hvem jeg er. Men emnet er spændende, og jeg læner mig lidt frem for at lytte med, men ikke så meget, at jeg bliver opdaget. Jeg nikker diskret opmuntrende eller ryster afvisende på hovedet, når der bliver sagt noget rigtigt eller noget forkert om teorierne, de skal analysere. Jeg ville rigtig gerne være med i samtalen og overvejer, om jeg kan nå at finde en socialt acceptabel strategi for at bryde ind eller hilse på. Jeg kan garanteret godt sige noget så normalt, at de synes, at jeg må være med, og så er vi tre.
Min socialvoyeurisme bliver brutalt afbrudt, da nogen løfter min kjole op og tager voldsomt på mig bagfra. Jeg skyder frem i skræk og vælter ind i pigerne, der skubber mig hårdt tilbage. Jeg falder på knæ, rejser mig, og står ansigt til ansigt med den mand, der befølte mig. Han står der med det største abegrin og fryder sig over sit overgreb, mens hormongorillaerne bag ham brøler i kor. Og jeg, jeg kan ikke engang mønstre et fnys. Jeg smiler til ham. Fjoget.
Jeg. Smiler.
Smiler? Er jeg komplet sindssyg? Jeg burde skrige, banke, hamre, slå løs, råbe op om hans krænkelser så hele baren eller så hele verden kunne høre det. Men… Var det overhovedet ham? Skete det overhovedet? Hvorfor griner de alle sammen? Hvorfor gør ingen noget?
Handlingslammelsen hænger ved og nægter at give slip, mens alle andre efterhånden går videre hver til sit. Folk går uden om mig i toiletkøen, springer den ødelagte statue på touren over. Mens jeg går lidt i stykker i had og skam og bare smiler og smiler og smiler.
Og opdager at min kjole stadig hænger højt på ryggen.
Suk?
Suk.
Der er altså noget virkelig galt med mig.
De to piger fra studiet forlader den midterste toiletbås sammen og ruller øjne af mig i forbifarten. Signalet er diskret, men umiskendeligt.
Jeg vil stoppe dem, fortælle dem om det, der skete, forklare, at det også er deres krænkelse, at kvinders kroppe aldrig er deres egne, og at vi i det mindste bør stå sammen! Søstre sammen mod undertrykkelsen. I min fantasi har jeg allerede rekrutteret dem til en retfærdig kamp med næverne knyttet og
armene i gensidig lås.
Tilbage i virkeligheden går jeg alene ind og tisser. Og misser med øjnene i lysstofrørets skær. Sanseindtrykkene står i kø som tusinde små overgreb, og jeg holder mig for ørerne og skriger lydløst.
Jeg ved ikke hvor længe, jeg har rokket frem og tilbage, da nogen rusker i dørhåndtaget og råber hallo. Mascaraspættet toiletpapir forsvinder i kummen, jeg åbner båsen og forsøger at vaske hænder. Men ingen bevægelser vil aktivere vandhanens motion sensor, og jeg er efterhånden ved at give op.
Jeg er det tørreste væsen i verden, hvis tårer dør på kinden.
Da jeg endelig forlader toiletterne og genfinder min plads ved baren, annoncerer DJ’en happy hour. Yay, skæbneironi. Min yndlingssmag.
Frakkemanden er væk. Han er sikkert gået hjem efter for mange øl og uforrettet sag. Hvorfor må han gå, når jeg ikke må?
Bartenderen ser på mig med sit hvad-fanden-vil-du-blik, og jeg går i nonverbal panik og ender med at bestille 10 shots, jeg ikke har råd til, fordi det er det, der står på et farvestrålende A4-skilt foran mig. Jeg glemmer, at timen jo er glad, så jeg får 20 shots i stedet for 10. En fremmed gut griber i kådhed eller kækhed eller berettigelse et af mine mange shots, men desværre for ham er jeg færdig nu. Jeg flår mit shot ud af hans blege hånd og spilder indholdet ud over både ham og mig selv i processen. Han forsøger at puste sig op til maskulint såret protest, men jeg snerrer ham lige op i hans
dumme piberenserskæg. Sindssyge so!
Fint. Farvel. Shotkarrusellen kører. Herfra og til intetheden, skål!
Jeg leger soldater med mine små shotglas mens jeg drikker, og de udkæmper et drabeligt slag på hæder og ære.

De Små Sure fravrister De Små Grønne en vigtig bakkehøj, som uskyldige Sismofytter må lægge væske til at bode for, da Tea manifesterer sig midt i det meningsløse tab af farverige liv i
tocentilitersmål.
Hvad laver du?
Jeg drikker.
Det kan jeg se.
Og VINDER! Jeg slår to shotglas hårdt sammen. Det kaster en skarp, bristefærdig lyd i alle retninger, så barfar vender sig vredt om. Tea løfter en hånd mod ham og afværger med nød og næppe stuearrest.
Hvad sker der, babe? Nu er du sådan dér igen. Hvorfor
kan du ikke bare have det sjovt?
Jeg HAR det sjovt.
Det virker ikke sådan… Vil du ikke med ud at danse?
Bok.
Hva’?
BOK!
Siger du ’bok’?
Jeg nikker ned til mine shotsoldater med hovedet på korslagte arme. Tea sukker. Ej, men…
Jeg bokker af hende, indtil hun går med et skarpt FINT.
Det er ikke Teas skyld. Hun spiller bare sin rolle. Godt, endda. Det er mig, den er gal med. Det ved jeg godt. Men jeg kan altså ikke gøre for det. Jeg er som sagt i stykker.
Fire skæbnesvangre møder på slagmarken senere, og jeg er ved at få kvalme over slagtebænken foran mig, men nok også af alkoholen. Jeg rejser mig og vakler fra mine sidste ti soldater, tapre sjæle, stilblivende monumenter, der gør honnør til min fiasko. Jeg går uden at tage min jakke i garderoben. Jeg ville aldrig i en million år kunne forhandle den hjem nu. Det er billigere at købe en ny end at forsøge at forklare, at jeg gerne vil bede om min jakke nu, tak, hvis det behager.
Dørene smækker bag mig, og natteluften hilser på mig med et iskoldt puf i brystet.
Stå stille, luk øjnene. Op på tæer og ned igen. Tag høretelefonerne i ørerne.
Tæl til ti.
En. To. Tre. Fire.
Ro.
Fem. Seks. Syv. Otte. Ni.
Ti.
Jeg kan næsten trække vejret igen.
Jeg tager det første, vigtige skridt ud af intetheden. Rækværket til venstre er glat med lange lameller af is gemt i vejrbidte fordybninger, som jeg kan spore med fingrene fra overgang til overgang. Det er rart at føle jordforbindelse, mens jeg vandrer. Træforbindelse. Isforbindelse?
Jeg forankrer min skæbne til rækværket ned mod åen. Vi må møde samme skæbne, rækværket, åen og jeg.
Med tankerne fordybet i beroligende besjælinger ser jeg slet ikke de to fyre, der står på lur bag en søjle længere fremme. Da jeg når derhen, springer de frem i én, koordineret bevægelse og råber
BØH! så højt, de kan. Jeg skriger, græder og falder sammen på fliserne med fingrene knuget om rækværket. Kan ikke give slip.
Jeg kan ikke se fyrene igennem hår og tårer, men de er holdt op med at grine. De mumler noget om, at det da bare var for sjov under hastige skridt i den anden retning.
Tårerne stopper af sig selv lidt efter lidt. Men i deres fravær efterlader de ikke mere mig. Der går en time. Måske to. En krop rejser sig og lader rækværket føre an, de aktive roller byttet om. Kulden følger kroppen, der følger rækværket langs åen ned mod havnen.
Jeg ved ikke, hvor længe kroppen går.
Jeg bliver kaldt ud af dissociation af min hånds tilfældige berøring af en ru overflade. Kigger op og indser, at jeg befinder mig ved den gamle kornsilo, langt fra åens byliv. Jeg ved reelt ikke, om der er korn derinde. Jeg er gået forbi tusind gange før. Logoet på facaden ligner en hvedeaks, så det burde der vel være? Jeg cirkler rundt, men finder ingen indgang. Stopper op. Jeg læner mig ind og lægger læberne på den hvide beton. Bittesmå vibrationer hjemsøger siloens nubrede facade, og jeg prøver at spore deres vandring fra min mund og ud over horisonten.

Det er ikke min hensigt at snave siloen som sådan, og jeg får lyst til at forklare et ikke-tilstedeværende publikum, at jeg altid bare har holdt meget af at mærke forskellige ru overflader på bløde legemsdele i højere grad, end at jeg ønsker at kysse med gigantiske, falliske måske-såsæd-beholdende cylindere. Men der er ikke nogen at for-
klare det til. Så jeg parkerer forklaringen i hjernekammeret, som en venlig kugle i et spil russisk roulette, der står i kø for at give sit besyv med, hvis nogen skulle spørge.
Et input fra siloens vibrationer fanger min tankestrøm: Horisonten. Vand.
Herman Melville skrev, at alle mænd, overgivet til frie drømmerier, uvægerligt drages mod vand. Mon han mente mennesker og ikke ’mænd’? Sproget har det med at udviske eksistens på den måde, men i aften hører jeg også sirenekaldet. Trancen leder mig fra kornsiloen og ind mellem snævre passager ned til havnebassinet.
Jeg går midt på en ubefærdet vej, mutters alene. Eller fatters alene? Måske bare alene-alene, forældre uagtet.
Molens træbelagte kantsten ligner lidt en lille scene, og jeg smider mine ballerinaer for at gå på line.
Det er spejlblankt glat, og nede i vandet flyder isflager rundt i overfladen som små, hvide øer.
Og inde mellem øerne får jeg øje på én, der fanger mit blik med sit eget. En der smiler.
Hey, det er jo mig. Mig, dernede!
Jeg sætter mig på knæ og studerer min spejling. Bølget. Kruset. Vidunderlig? Læner mig tættere på.
Jeg har fregner? Glemt af vintermørket, men tydelige i måneskæret: Søde, små fregner, man kan tegne mønstre efter.
Spejlpigen rækker tunge og blinker til mig. Vandballoner, regndans og strandsoppeture i bølgebrydning skyller frem som ekkoer fra et andet liv. Jeg rækker tunge tilbage og husker, at jeg plejede at synge for skyerne, så de ville regne på mine bare arme, når solen havde bagt dem varme. Jeg bryder overfladespejlingen med en finger og ser spejlpigen svæve ind og ud af fokus. Gyset fra nattefrostens nysgerrige bid perler blidt og skyder stråler op langs min arm som et kærligt hjerteanfald.

Jeg sætter mig ned på den rå beton, rumpen kold på det glatte underlag. Tunge skyer følger min udånding i luftig dis, jeg kunne male cirkler i.
Jeg sænker min fod i dybet, langstrakt, som en alabasterske i en mørk, dyb suppegryde. Laver cirkler i grydespejlet og følger små svirvlers rotation, længe efter min fod har forladt vandet. Iskrystaller sitrer på min hud, og mine små, blå blodårer arbejder panisk for at møde kulde med varme.
Begge mine fødder kan nå vandet, hvis jeg sænker mig ned fra kanten. Hvorfor ikke? Jeg sænker langsomt lidt mere af det, der er mig, ned i natten.
Kuldechokket eksploderer, da jeg giver slip og dumper i med et plask. Blomsterkjolen er pludseligt alt for tung, og jeg kan ikke holde ud at være i den ét sekund længere. Jeg dykker under og svømmer ud af den.
Månen jubler over vores gensyn, da jeg bryder overfladen og sender hende mit største, barnligste smil og et vink til salut. Horisonten, hendes kurvede partner, udfordrer mig til at møde dem begge langt ude i det sorte hav, og jeg har virkelig, ægte lyst.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde lyst.
Det første svømmetag bliver til mange. Byens lys og larm fortoner sig et sted bag mig. Jeg crawler, brystsvømmer og rygsvømmer på skift, leger tagfat med mig selv og med mørket. Tid og sted opløses som havskum, og jeg stopper op et sted langt ude, langt fra lys og land.
Kraften går langsomt ud af mine små spark, ligesom når højlydt protest bliver til mild hvisken i gradvis overgivelse til et andet synspunkt: Jo, jo, jeg kunne måske godt slappe lidt af. Det kunne måske være ret rart.
Jo mindre jeg sparker, jo mere synker jeg. Og det føles okay. Helt okay. Jeg puster en tot hår væk fra mundvigen og lader mine ben slappe af. Med et sidste spark snapper jeg en mundfuld luft med ned og følger dybets kald i en rejse under overfladen.
Rejsen fortsætter, for jeg er tungere end vand, men nedstigningen går langsommere, jo dybere mit fald, og når et ækvilibrium på vej mod bunden.
Det er en mærkelig følelse, for lige her tænker jeg mindre.
Mærker mere.
Min vægtløse krop i en sanselig understrøm.
Mit lydløse grin fra smilehul til smilehul, som ingen maske mere behøver dække. Mine åbne øjne under vandspejlet, der ser op.
Og deroppe tindrer ægte stjerner, højt over mit spejl, og væver sig ind i nattehavets blågrønne farver. Stjerneskær danser om mig som små fine væsener af lys, og jeg strækker min arm op, op, op og ud efter dem, mens resten af det, der var mig, synker roligt nedad.
Der er næsten ikke koldt mere. Et trygt væsen omfavner mig.
Der er stille,
Varmt…
Og roligt, og…
Stille.