Omvendtland

Jens-Emil, eller JE blandt venner, slog øjnene op til en dag fuld af
nye muligheder.
Han var oftest på benene, inden mobilalarmens melodi loopede.
Morgenmad? Glutenfri. Morgenbad? Iskoldt.
JE? Motiveret, handleklar, liderlig!
Der havde ikke været råd til en lejlighed i den bedste del af byen,
men dog inden for Ringgaden, og han ville helt sikkert kunne opgradere på vej op ad karrierestigens trin.
JE klarede dagens appbaserede italiensklektion under latrinær rutine og holdt således sin 400+ dages streak kørende. Ti minutters yoga og et bad senere låste han lejligheden af og tog trappen to trin ad gangen ned til cykelstativet.
Han greb sin fixie-letvægtscykel i et karakteristisk, indøvet snuptag
og spændte hjelmen med én hånd. Idet han satte fra på fliseunder-laget, trådte en af de nye naboer ud fra opgangen. JE slog en venlig
arm op til hilsen, nød hvordan bicepsen spændte skjorteærmet ud,
og satte trumf på med et selvsikkert ”Godmorgen!”.
Han var nær væltet af cyklen, da den unge mand stirrede og
spurgte:
– Hvorfor?
JE landede akavet på sit højre ben og glanede forvirret op.
– Altså, hvorfor hvad?
– Hvorfor siger du ”godmorgen” på den der irriterende måde?
– Og hvaffor en måde er det så?
JE så sig grinende omkring, men fandt ikke nogen at grine til, så
han stoppede igen.
– Ønsker du mig en god morgen? Håber du, at jeg allerede har
haft en god morgen? Konstaterer du, at du har en god morgen og
fortæller mig det af de-guder-der-måtte-eksistere-må-vide hvilken årsag? Siger du det så højt, som du gør, for at intimidere mig,
eller for at vise resten af stammen, at du er et pokkers prosocialt
menneskedyr? I så fald tillykke med det, godt gået, og vil du lade
være med at gøre det igen en anden gang?
Den fremmede ventede roligt på et svar, der ikke kom. Han trak
så hætten over hovedet og stak musik i ørerne uden at skæve til
JE, hvis venstre hånd per gammel refleks ledte efter en gearskifter,
der ikke var der.
– Nogle mennesker, mand…
JE rystede på hovedet og prustede overraskelsen ud af kroppen,
satte fra på fixiebiken og cyklede afsted mod forhåbentligt mere
produktive samtaler.
Turen var smuk langs byens boulevarder, og de 4,2 km forløb i et
tempo, som hans træningsapp senere ville kalde ’Impressive!’ med
små virtuelle guldtrompeter til fanfare. JE holdt kontakten til en
del af hans sociale bagkatalog igennem præstationsorienterede apps
og porteføljer, og han kunne godt lide at tracke de andres udfordringer og fremskridt. Han sørgede altid for at smide et like og et boost, hver gang hans venner slog personlige rekorder.
4,2 km frem og 4,2 km tilbage var lige kort nok til det niveau, han
gerne ville op på i det daglige, men der lå sikkert et træningscenter
tæt på hans nye arbejdsplads, tænkte JE, hvor han kunne finde et
crossfithold, som typisk også var et godt sted at møde ambitiøse
kvinder.
Det eneste, der på en ellers strålende morgen, slog ham som lidt
sært (foruden den ubehøvlede nabo), gik først op for ham, da han
drejede ned ad den sidste allé inden ankomst: Der var noget underligt ved folks påklædning. Selv for en storby var der lidt for mange, der havde outreret tøj på, og for mange, der gik i hjemmehyggetøj.
JE aktiverede sin mobiltelefons voice assistant for svar:
– Hej Siri! Er det mandag i dag?
– Hej JE. Ja, i dag er mandag den femtende august. Hav en skøn dag!
Øjet på bolden, JE, sagde han til sig selv, idet han bremsede op og
hoppede cyklen sidelæns fra vejplan og op på fortovet; et trick,
der havde taget ham lang tid at mestre, og som han var stolt af,
og som han i hemmelighed altid håbede på, at nogen bemærkede.
Han klikkede ud af pedalerne og satte cyklen op i en af de ledige
holdere, skiftede så til lædersko, der matchede det lysegrå jakkesæt.
JE var uddannet i kommunikation og ledelse med en master i agil
organisationsforandring, og han havde fået tilbudt sin nye stilling
igennem kontakter i sit netværk. Firmaet, der fra i dag skulle være
reden for hans fremtidige succes, hed Discworld, hvis primære
arbejdsområde var rekruttering, organisationsudvikling og pulje-
projekter for en række offentlige aktører. Det var som regel en smal
sag at brillere som konsulent, og JE havde allerede som studenter-
medhjælper gjort sig bemærket for sin evne til at søge midler hos
offentlige puljer og fonde med små, private aktører som mellemmand. JE vidste, at der var seriøse penge i omsorgssektoren, fordi
fodsoldaterne, der gjorde benarbejdet, aldrig anede en pind om,
hvordan man gør ideer lækre. Og lækkerhed, det vidste JE alt om.
Som han selv plejede at sige, kunne han sælge pels til et marsvin
uden at barbere det først. Det trak næsten altid et grin, især hvis
han selv grinede højest og først.
JE stod foran en bred, gullig bygning og så op på Discworlds
kontorer på tredje sal, hvorfra man næsten kunne kaste en sten ned til bymidtens gågade. Det lignede et sted for direktører. Han trådte
gennem glassvingdørene.
Elevatoren virkede større end elevatorer plejer at være.
Handicapvenlig? tænkte han mens han studerede indersiden og trykkede på knappen til tredje sal. Han rettede både slipseknuden og håret i metalvæggenes genspejling. En kort tur senere gik dørene op med en bizar lyd, der lød som om, nogen sukkede tilfreds efter en dyb
tår kaffe. Døren ind til Discworld var nem at finde på grund af det farvestrålende logo, der forestillede en guldspækket kiste med savtakkede tænder og mange ben, der så ud til at forfølge en høj og en lav mand ud over verdens kant. En reference? tænkte JE, idet han tog i håndtaget og åbnede døren.
– Sikke et… farvestrålende logo! udbrød han til hilsen.
JE tog syvmileskridt med armen rakt frem foran sig hen mod den
kvinde, der så ud til at vente ham i entréen. Hun var rødhåret og
lidt for kraftig, noterede han sig, men med et ret kønt ansigt og en
tiltrækkende, selvsikker attitude. En skam med det lidt hippieagtige
outfit, tænkte han, men HR kommer i alle former og størrelser.
Hun havde tre tydelige pletter, der godt kunne være kaffe, på bukserne. JE så ned på dem med et smil og hævede øjenbryn som for
at invitere til en forklaring. Forklaringen udeblev.
– Ja, altså, det er fra The Color of Magic. Den første bog i
Discworld-serien! Har du læst den?
– Nej, det kan jeg ikke sige, jeg har. Haha. Jeg læser ikke så meget.
Altså, hvem har næsten tid til det, grinede JE, mens han hang sin
overfrakke op.
– Altså. Jeg har? Det er rart bare at forsvinde ind i et andet univers
nogle gange, synes du ikke? Det fede ved Discworld er, at man bliver
kastet ind i plottet uden den genretypiske curling, hvor læseren,
efter min mening, tages for meget i hånden fra side et af.
En ny stemme blandede sig.
– Ikke et af. Bare fra side et.
En yngre, asiatisk og veltrænet fyr i denimbukser og hawaiiskjorte
dukkede op bag JE, hilste på ham med et nik og fortsatte, mens
han hang sit halstørklæde på knagerækken:
– Det er overflødigt og forvirrende at tilføje af. Af’et giver sig selv.
Hvad i alverden skulle du ellers fortsætte fra i den sætning?
Kvinden, som endnu ikke havde præsenteret sig, sukkede og
svarede:
– Timo for helvede. Hvis du fjerner af, er du nødt til at smide et
allerede ind inden fra. Ellers mister du rytmen i sætningen.
– Rytme på bekostning af grammatik? Beskæmmende! grinede fy-
ren, der så måtte være Timo.
– Intet på bekostning af grammatik! medgav kvinden. Det ved du.
Men det her er ikke et spørgsmål om grammatik, men snarere om
præferencer. Du læser for meget amerikansk, din nød. Det er kun
derovre, at ligegyldige formregler om ikke at ende sætninger på
præpositioner giver mening. Timo trak på skuldrene.
– Hvad synes du?
Kvinden så spørgende på JE.
– Æh, jo.
JE trippede for at komme videre. HR-damen så ud til at have al tid
i hele verden, men ham Timo virkede som en fin fyr, og JE søgte
hans blik.
– Ej vent, jeg har jo slet ikke præsenteret mig! Undskyld. Jeg hedder
Delta. Og velkommen til Discworld!
JE rakte åndsfraværende sin hånd frem til endnu en hilsen, stadig
med blikket på Timo.
– Tak, hehe.
Han så på kvinden, der åbenbart hed Delta, som til gengæld så
undrende ned på hans atter fremstrakte hånd.
– Ja, jeg har jo glædet mig meget til at se kontorerne.
Og til at møde jer alle sammen!
JE pakkede sin flagrende hånd væk, som når en tryllekunstner
fortryder et trick og laver et andet i stedet.
– Jamen så lad os da fortsætte ind! Det er også lidt underligt bare
at blive hængende her i entreen, er det ikke? Jeg kunne for resten
ikke finde dit præferencekort. Fik du vores opstartspakke?
– Nej, faktisk ikke. Jeg har egentlig ikke hørt så meget andet, end
at jeg skulle møde op her klokken otte, sharp!
– Ja, i dag er det rart at have god tid. Du sætter jo bare din kalender,
som du vil fremover. Men altså, opstartspakken skulle have været
sendt, så vi kunne have taget rigtigt godt imod dig. Besynderligt.
Det er jeg altså ked af. Men skal vi så ikke bare sætte os ned til en
snak til at starte med så?
– En snak? Jo, jo det kan vi da.
Egentlig ville JE helst hilse på chefen og de øvrige kolleger, men
han følte ikke, at han kunne sige nej til HR-damen.
– Vi har en afskærmet hyggekrog herovre, der er supergo’ til den
slags.
– Hyggekrog? Lyder spændende! JE forsøgte sig med et gnæk.
Delta frøs og så frem for sig. Hun lignede en, der forsøgte at komme i tanke om noget.
Ja… Ja altså, vi er hvert fald glade for den! konstaterede hun med
et usikkert smil.
– Sid ned! tilføjede hun som invitation.
JE så på de tunge, polstrede lænestole, som Delta gestikulerede i
retning af. Side om side, ikke over for hinanden. Og vendt udad
mod vinduet. JE forsøgte at trække lidt i den ene stol for at komme
til at sidde mere normalt over for kvinden, men måtte opgive
ævred og satte sig ukomfortabelt sidelæns i den bløde siddepude.
Delta nærmest hoppede ned i stolen. Hun roterede og sad på knæ
med armene på lænet.
– Okay JE! Jeg ved fra vores fælles ven, Lea, at du gerne vil kaldes
JE. Men derudover ved jeg faktisk ikke så meget om dig. Men jeg
glæder mig til at lære dig at kende. Hvis du havde fået præference-
pakken, som du jo så ikke fik, så ville jeg allerede vide en masse
om, hvordan du er tryggest, hvad du interesserer dig for og så
videre. Men nu kan jeg jo så bare spørge dig i stedet for. Ville det
være OK med dig?
– Ja, ja da, ork ja. Du fyrer bare løs.
JE forsøgte at finde en sidestilling, der føltes tilnærmelsesvist
professionel. Han tilføjede som en eftertanke:
– Men eh, jeg ville også rigtig gerne lige nå at hilse på bossmanden
på et tidspunkt, hvis det er muligt, hehe! Han spejdede rundt.
– Bossmanden?
– Ja, det er altid rart lige at møde chefen, du ved, og hilse pænt på!
Altså, hvis du mener ejeren, så er det mig. Discworld er mit.
– Du…?
– Jep, nikkede Delta bekræftende.
– Ooookay! Spændende! Okay ja. Og har du haft det længe, eller
hvordan?
– Ja. Vi har eksisteret i 10 år. Siden jeg forlod IFAK.
– IFAK?
– Institut For Ambitiøse Kvinder.
– Imponerende? tilbød JE som svar.
– Tak. Skal vi vende tilbage til den samtale, jeg indledte?
– Ja, ja, selvfølgelig! Meget gerne! Skyd løs, chef!
– Bare kald mig Delta.
– Delta, ja!
Hun skævede til ham.
– Så, jeg kan jo forstå, at du gerne vil hilse på de andre her på
kontoret. Betyder det, at du generelt godt kan lide at introducere dig
for nye mennesker?
– Ja! Hvis der er noget, JE er, så er det udadvendt!
– Du omtaler dig selv i tredjeperson? Foretrækker du det?
– Nej, altså. Det er bare. Det er bare noget, altså, noget jeg gør!
Eh. Men jeg vil gerne hilse på de andre, helt sikkert. Ham Timo
virker også som en fed fyr.
-Timo er pissearrogant. Men en markant begavelse. Og en virkelig
god ven.
– Nå okay, I er tætte? I privaten?
– Nej, egentlig ikke. Hvorfor spørger du om det?
– Jamen… Du sagde, at han var en virkelig god ven?
– Ja. Han er god til at være nogens ven. En sød ven. En rar person?
– Hehe. Nå OK. Sådan rigtig gammeldags sød ven, som i skolen.
Yes yes.
– Hvad mener du med det?
– Ikke noget! Altså, ikke noget. Det er da rart, at han er… en sød
ven.
Delta sukkede dybt, og ikke for første gang. JE kunne ikke regne
ud, præcist hvornår samtalen var begyndt at gå skævt, men han
mindede hurtigt sig selv om, at han talte med sin chef. Han skyndte
sig at sige noget andet.
– Så, du ville gerne stille nogle flere spørgsmål? Han lænede sig
frem.
– Ja. Jo. Okay.
Hun holdt en pause og lagde hænderne i skødet.
– Lad os prøve igen. Hun smilede, nu lidt mere anstrengt end tid-
ligere.
– Her hos Discworld har du dit eget kontor. Det er dit rum. Hvilke
regler foretrækker du, der gælder for dit rum?
Eh, regler, som i…?
– Som i: Må man godt bare gå ind til dig? Vil du hænge en seddel
op, hvis du har lyst til at snakke? Eller hvis du ikke har? Nogle af os
har også lamper i forskellige farver, der kan indikere, hvor vi lige
er humørmæssigt og socialiseringsmæssigt.
– Den er nem! JE’s regel er: Jo flere, jo bedre! Det behøver da ikke
være så formelt, altså. Det er sgu da sjovere, hvis man lige kan kigge
ind til en hurtig kaffe eller en røver!
– Kigge ind til en røver? Det forstår jeg ikke.
– En røverhistorie! Arh, det er måske også lidt drengerøvsagtigt,
hehe.
– Drenge-røv? Altså som et barns numse?
– Hva’…?
– JE, jeg har simpelthen ingen idé om, hvad det er, du prøver at
fortælle mig. Men jeg vil virkelig gerne forstå det. Kan du prøve
at sige det med andre ord?
– Jeg ved det ikke! Haha! skreg JE professionelt.
– Så, konstaterede Delta tørt, du er OK med spontane besøg på dit
kontor. Tjek. Jeg har også den her til dig.
Hun rakte ham en mappe i lyserød og grøn med et lille ikon af en
mountainbike trykt udenpå.
– Wow okay, det er en Santa Cruz, ikk’? En Megatower, hvis jeg
ikke tager meget fejl.
Det gør du ikke.
Delta smilede og virkede lige så lettet som JE over, at samtalen så ud til at skifte spor i en mere behagelig retning.
– Jeg tjekkede nogle subreddits i går for at finde ud af, hvad det bedste mountainbikemærke var. Lea fortalte mig, at du ofte mountainbiker, så jeg ville gerne finde noget, der ville føles rart til omslaget.
– Det er noget, du har lavet? Ja da! Okay. Jeg troede måske det var
din søns eller noget.
– Jeg… Delta slog ud med hænderne og hvilede blikket mod horisonten et par sekunder, inden hun sagde: Jeg har ikke børn. Og
mappen er til dig. Der står lidt om hver af dine nye kolleger, altså
hvordan de foretrækker at interagere. Du ved, præfinfo. Men der
er også informationer om, hvorvidt de er verbale eller ej, info om
aliasser, kælenavne og identiteter. Du virker fortrolig med traditionelle kønsforståelser. Hvilket er cool nok. Men altså, som du også kan læse i guiden, er der ret mange her, der enten er ligeglade med køn eller som aktivt har fravalgt de medbetydninger, der knytter
sig til en heteronormativ kønsforståelse. Og alt derimellem. Spørg,
hvis du er i tvivl. Vi har et åbent fællesskab. Jeg kræver få ting, men
åbenhed er et krav. Ikke en tilskyndelse.
– Modtaget! JE bestemte sig for bare at acceptere alt, hvad der
kom, med begejstring.
– Ja?
– Ja da!
– Okay, godt. Godt! Lad mig vise dig din nye hule, så kan du lande
og bare sige til, når du er klar til dine første opgaver. Og tag dig
god tid. Det er vigtigere, at du etablerer en tryg base her, end at
du nødvendigvis er pisseeffektiv fra start.
Delta rejste sig i stolen og hoppede ned på gulvet med samlede ben.
– Det er den her vej.
JE fulgte hende, men da de passerede kontorkøkkenet, spottede han
den fyr, der hed Timo, og øjnede chancen for en normal samtale.
– Hey, ville det være okay, hvis jeg lige tog en kop kaffe med på
vejen? Jeg skal nok selv finde kontoret. Det er lige nede ad gangen,
ikke?
– Jo okay. Døren med det blanke skilt over karmen. Så kan du selv
tilføje et hulenavn. Vi har et værksted nedenunder, og ellers sender
du det bare til skiltemageren. Nummeret står i mappen. Velkommen til igen, JE. Jeg er lidt over det hele i dag, men send mig en
SMS, hvis du ikke kan finde mig, så finder vi hinanden, når du er
klar til det næste.
– Tjek, chef! JE blinkede til hende.
Delta vendte sig tavst, stod stille et øjeblik, og fortsatte så videre i
den modsatte retning, men med en underlig, forsinket bevægelse,
som om hun på tæer væltede ind i det første skridt i stedet for bare
at begynde at gå. JE tjekkede hendes figur ud, inden han vendte sin
opmærksomhed mod køkkenet.
– Hey, Timo, var det ikke?
– Det er Timo. Hvad er du?
– Hvad jeg er? Heyhey, jeg er JE! En kaffe inden næste kunde, hva’?
Jeg har allerede en kaffe? Lige her i min hånd. Men tak for at
spørge, den åbenlyse kaffe i min hånd til trods.
JE rømmede sig. Der var stille, og Timo vendte sig for at bryde op.
En hidtil uset mand gik i samme øjeblik forbi køkkenet ude på
gangen. Han havde nederdel på. JE lænede sig bagover mod bord-
kanten og sagde med et diskret nik:
– Nå, det er nok en af chefens høn’er, hva’.
– Åh. Sådan. Timo tøvede og tilføjede så:
– Jeg beklager din personlighed. Det må være hårdt. Ha’ det. Timo
boppede med sin kaffekop til afsked.
– Hva’!? udbrød JE paf.
Timo rakte en fuckfinger op til svar.
JE’s øjne forsøgte forgæves at trille om i kraniet for at spørge hans
hjerne, hvad der lige skete. Ordet woke ledte uden held efter noget
at forbinde sig til. Det her går slet ikke, tænkte han, og flygtede ud
på toilettet for at samle sig.
– OK, JE, ny plan, ny start. Start med dit nye kontor. Så vinder vi
dem alle sammen over.
JE fandt en almindelig kontorstol i et klædeskab, som han trillede
ind på sit nye kontor, hvor han satte sig og stirrede ud i luften. Han
havde en mærkelig trykken for brystet.
Da han kom til sig selv, brugte han resten af formiddagen på at se
fodboldvideoer, læse interne mails, og på at sætte sin nye signatur
op:

Med venlig hilsen
Jens-Emil Lammerslund
Konsulent, CTO, MBA
Discworld

Se, dét føltes godt! Det kan godt være, han lige misforstod omgangstonen på stedet her til at starte med, men den skulle han
nok snart få styr på. Ja. Det var det, der skulle til: Ny attitude,
samme charme, men bedre matchet med et sted, der dyrkede alle
de moderne venstrefløjsideer. JE kunne vinde dem alle over til
frokost. Frokoster havde altid været hans spidskompetence: Flirt
her, komplimenter der, stik der. Veludførte frokoster førte til forfremmelser… Og andre goder.
JE skævede til sit Fitbit, så at klokken var lidt over tolv, og bestemte
sig for at tage initiativet. Han bankede på den lukkede dør ind til
kontoret ved siden af hans eget.
– Fuck af!
Han vidste ikke, om han havde hørt rigtigt, så han bankede igen.
– Hey! Det er mig, din nye kontornabo! Det er frokosttid!
Der blev skubbet rundt på nogle møbler bag den lukkede dør. En
vred, petite, sortklædt kvinde åbnede.
– Hvor mange stavelser er der i ’fuck af’?
– Eeeeh?
– To. ‘Fuck’ og ‘af’. Tysk, ellers? Fucken Sie off, bitte? Seks stavelser,
andet sprog, samme budskab.
Nå. Nånå. Det synes jeg måske ikke er en måde at tale til folk på.
– Synes du det, eller synes du det ikke?
– A’hva?
– Du siger, du måske synes det. Jeg er et hundrede procent sikker
på, at du skal fucke af. Så lad os gå med den stærkeste holdning og
sige, at du smutter.
Den petite kvinde knaldede døren i. JE stak hænderne i lommerne.
Så tog han dem op igen. Så på sit ur. Rømmede sig. Og så så han
på sit ur igen.
– Åh, du har mødt Zerafin? Det kunne nogen godt lige have advaret
dig om. Hun er kun tryg i Zonen og bider fra sig ved den mindste
forstyrrelse. Hun kan godt være pænt ubehagelig. Men hun er go’
nok. Og hun er pokkers skrap til tal.
JE skævede opad og så, at den sortklædte kvindes kontorskilt rigtigt
nok bar navnet Zonen skrevet med gotisk håndskrift. Han vendte
sig om for at hilse på ejeren af den nye stemme.
– Jah, hehe. Ja, det må man nok sige!
Den nye stemme tilhørte en venligt udseende mand på omkring
de tres, iført hjemmestrik og jeans.
– Vil du have selskab til din frokost? Hvis altså du ikke allerede har
spist, og hvis du er OK med at spise sammen?
– Meget gerne! Hyggeligt! Jeg var helt bange for, at I ikke spiste
frokost her på stedet!
De fleste gør heller ikke. Jeg kan godt lide at være lidt gammeldags på det punkt. Men de andre, not so much. Zerafin bestiller
som regel takeaway. Timo er næsten altid ude i byen. Rickie spiller
flysimulator, når de ikke arbejder, så dem ser du nærmest aldrig.
Skal vi?
– Ja, endelig. Eh…? JE så spørgende på manden.
– Jeg hedder Nils.
– Nils! Skidegodt makker. Jeg hedder Jens-Emil, men du kan bare
kalde mig JE. Kalder folk dig så Niller?
– Nej. Godt så, JE. Skal vi sidde hos dig eller mig?
– Eh, jeg tænkte vi bare kunne sidde i frokoststuen?
– Det kan vi også godt. Vent lige.
Nils forsvandt ind på sit kontor, der til JE’s lettelse manglede et
’hulenavn’.
– Det er lidt mærkeligt med de der hulenavne, ikke? sagde JE lavmælt, da de havde sat sig.
– Mærkeligt?
– Ja, altså. Det minder altså lidt om stuenavne… Altså… Liiidt Rød
Stue, du ved. JE skar en grimasse.
– Nå. Nej. Det synes jeg ikke.
– Nå, nej, men det behøver da heller ikke være skidt!
– At sammenligne Discworld med en børnehave er ikke skidt?
Nils’ rynkede øjenbryn spejlede sig i friske svedperler på JE’s pande.
Altså jo, nej, det var bare… det er meget nyt!
– Hmm. Nils rakte ned i den taske, han havde hentet på sit kontor,
og begyndte at rode rundt i den. Inden længe havde han fundet
strikketøj frem og begyndte at strikke på det, der lignede en sweater.
– Du strikker?
– Ja?
– Okay!
– Ja?
Stilhed greb samtalen, og JE opdagede først nu, at han ikke havde
noget at spise.
– Eh, jeg plejer nok egentlig at, eh, købe frokost med en kollega.
Business lunch, du ved. Er der et godt sted i nærheden?
– Jaja, masser.
– Nogen anbefalinger?
Nils stoppede med at strikke og tænkte sig om.
– Jo, Luie – det er min partner – sværger til Bone the Teet! Han er
ret så burgerfil. Så hvis du er til burgere, er det et godt bud!
– Luie, okay, så I er…
– Så vi er?
– Partnere?
– Ja?
Der var de rynkede øjenbryn igen. JE skiftede spor.
– Hvad laver han så?
– Altså, han er en vidunderlig massør! Og så fortæller han de bedste eventyr, digtet lige på stedet. Han vil gerne være drag queen
på fuld tid og underholde børn, men lige nu kører han med post.
– Han er postbud?
– Han tjener penge på at omdele post, ja.
– Ja. Yes. Og så drag queen? Er der penge i det?
– Nej? Det er derfor han er postbud?
– Yes. Og til børn?
– Til børn hvad?
– Altså… er det ikke lidt at blande tingene sammen, at man skal
lære børn om den slags?
– Det er forkert at læse eventyr for børn?
Nils’ bryn gravede sig dybere ned i allerede dybe furer.
– JE, kom lige med mig, tak.
Det var Delta, der havde kaldt. Hun stod lænet mod dørkarmen
og lignede en, der havde lyttet med i et stykke tid.
– Ja, klart, chef! svarede JE med hjertet i halsen, uden helt at vide,
hvorfor han var nervøs.
Han fulgte hendes små, hurtige skridt ind på chefkontoret, hvor
han endnu ikke havde været.
Det her kommer ikke til at gå, JE. Tak for besøget, men det kommer ikke til at fungere.
– HVA’!? udbrød JE.
– Ja, fx det der lige der. Nils tror, du er dum og bare ikke fatter en
døjt. Timo har gennemskuet dig for længst. Du læser ikke i præfinfo-manualen, før du banker på Zerafins dør, og virker ikke til at synes, at du har gjort noget forkert.
Hun holdt en pause.
– Du er lidt af et røvhul, JE. Og det er jeg sikker på, at du kan være
sammen med nogle andre røvhuller et andet sted. Men det bliver
ikke her. Farvel til dig.
– Eh, beh, indvendte JE.
– Nej, svarede Delta endegyldigt. Samtalen var slut.
Da JE forlod Discworld, havde han et flammende, knaldrødt ansigt,
og han skreg af sin fixiebike, da han nåede cykelstativet. Et langt,
højt brøl, der dog ikke havde effekt på det gearløse transportmiddel. Han brølede igen. Og cyklen forblev tavs. Han stak aggressivt
en hånd i lommen og trak den lige så aggressivt op igen.
JE sprintede på cyklen på vej tilbage til sin nye lejlighed og satte fartrekord for distancen. Adrenalinen gjorde ham godt, og da
han landede foran lejlighedskomplekset, var chok veget for raseri.
Fandme om nogen skulle behandle ham sådan!
Foran opgangen stod taberidioten fra i morges og røg, og JE gik
med vilje ind i ham med skulderen. JE var takket være gode gener
og hård træning både højere, bredere og vredere end den fucking
taber, og han håbede næsten, at idioten ville prøve på noget. Eller,
fuck det, tænkte JE i et anfald af testosteron og stoppede op, vendte
sig, gik helt op i ansigtet på fyren og stirrede ham lige i øjnene med
et hårdt blik. Lad ham bare prøve!
Et lyn af smerte ramte JE’s mellemgulv, da den fremmede knaldede
et knæ i skridtet på ham og sprang nogle skridt tilbage, klar til at
gøre mere vold. Men JE var knækket. Uskadeliggjort. Den unge
mand så på ham i afslappet stilhed, studerede ham nærmest, og gik
så sin vej, efterladende en sammenkrøllet mand i et dyrt jakkesæt.