Gamle mennesker

Gamle Martha boede alene i det store hus i skovbrynet. Det havde hun gjort siden en eftermiddag i oktober måned, da hendes mand døde.
Martha var en omhyggelig kvinde. Hun holdt sit hjem pænt – for sin egen skyld. Det var ikke bare hurtige, overfladiske rengøringer når der kom gæster, hvilket der sjældent gjorde. Det hele stod altid pænt og ordentligt, de nydelige krystallysestager placeret nøjagtigt på midten af kniblingedugen, æblerne – som altid var friske – stablet perfekt i frugtskålen, og lænestolene stod i lige den rette vinkel i forhold til sofabordet, vinduet og døren ud til gangen, så man med det samme fik det rette indtryk, når man trådte ind i dagligstuen: En pæn og velholdt stue, der kun kunne være udtryk for en pæn og velholdt, ældre men stilet kvinde. Martha satte en ære i sit hjem, men hun satte nok en endnu større ære i sig selv. Marthas yndlingsejendele var de små figurer i kongeligt porcelæn. Der var både bjørne, katte, børn, fugle og en enkelt lille pige, der gik og fodrede gæs med korn, hun bar rundt i en lille bitte porcelænsskål. De stod allesammen med nøjagtig ti centimeters mellemrum på hylden over fjernsynet, så Martha kunne sidde og kigge på dem om aftenen når der ikke var mere interessant i fjernsynet. Det kunne hun faktisk også meget bedre lide. Martha havde altid ment, at hvis folk ikke kunne klare sig uden fjernsyn, var de slette mennesker. Alt det der med video, cd-afspiller og nu også computer var djævelens værk, som forhindrede mennesker i at gå ud i verden og gøre gode ting for andre. Det holdt folk fastlåst i deres små hjem, og fyldte dem med billeder af krig, vold og hor. Martha havde da også dårlig samvittighed, hvis hun en enkelt aften glemte at se på sine små figurer i kongeligt porcelæn, fuldstændig magtesløst låst fast i fjernsynets og Djævelens vold. Jo, Martha troede på Djævelen.
Som sagt døde Marthas mand sidste år i oktober. Han var en sjov fætter, ham Klaus. Nogen ville måske gå så langt som til at kalde ham hyggelig. En hyggelig gammel mand. En rigtig bedstefar med sygekassebriller og pibe, der tog sine børnebørn på skødet og kildede dem til de tissede i bukserne. Tog dem med til fjorden for at fiske, og hviskede til dem at ”hun er bare en gammel, tvær bedstemor” når Martha bad dem pænt om at lade være med at slæbe mudder og madding ind i stuen. Det var nok de to ting ved Klaus, der irriterede Martha mest. Hurlumhejet og svineriet. Og så dét at han nedgjorde hende overfor andre. Selv overfor børnebørnene.
Da Marthas mand døde, var det et rent uheld. Hun havde sagt til ham så mange gange, at de skulle sælge Granly og købe et etplanshus inde i byen. Turen ind til byen var meget lang om vinteren, og de blev jo ikke ligefrem yngre. Og måske kunne Martha begynde at gå til bankospil om aftenen…. Men Klaus elskede Granly, og selvom han var dårligt gående, og trapperne til førstesalen blev sværere og sværere at kæmpe sig op ad, ville han for intet i verden undvære udsigten over haven med hans nye guldfiskebassin, skoven og endnu længere borte, fjorden. Martha jamrede og bad. Klaus strøg hende over håret og så på hende igennem sygekassebrillerne, venligt. Martha græd og tryglede. Klaus sukkede opgivende og beklagede sin uvillighed til at flytte, venligt. Martha truede og svor. Klaus vendte rundt på hælen og gik i seng. Martha tiede stille.
En dag i oktober stod Klaus og kiggede ud ad soveværelsesvinduet, som han altid gjorde, når han havde overstået sin middagslur. Han stod med hænderne i lommerne og tænkte på guldfiskene i havebassinet. Det var efterhånden begyndt at blive koldt udenfor, og den første nattefrost ville snart sætte ind. Utroligt, at de kunne klare det kolde vejr. Han håbede, at han havde gjort bassinet dybt nok, så det ikke blev bundfrossent, når vinteren for alvor kom. Martha plejede at komme op med hans te ved tretiden. Hun plejede at vække ham, men efter han var holdt op med at skifte til sin pyjamas, når han skulle sove, var han begyndt at stille vækkeuret, så han kunne nå at komme ud af sengen, før hun kom op. Hun ville bare brokke sig, hvis hun så, at han lå i sit bedste tøj. Brok, brok, altid brok.
De blade, der var tilbage på træerne, var i alle mulige vidunderlige farver. De røde farver havde altid været Klaus’ favoritter. Marthe satte ikke pris på naturen. Det var den eneste mulige forklaring på, at hun så gerne ville flytte ind til byen. Hun forstod ikke de ting, der virkelig var vigtige her i livet. Men det sagde han selvfølgelig ikke til hende. Hun ville bare blive mopset og modsige ham, og desuden var det jo egentlig så uendeligt ligegyldigt, om hun forstod ham eller ej. Så længe hun gjorde som han sagde. Og ikke brokkede sig.
Martha klirrede rundt i køkkenet. Tekopperne med roserne og guldkanten var fundet frem fra fyrretræschatollet i den lille stue. De var til specielle lejligheder. De havde et eller andet smart navn, som Martha ikke kunne huske. Men det var heller ikke på grund af navnet, hun kunne lide dem. De små rosenknopper, som nærmest foldede sig ud, mens man kiggede på dem, havde altid fascineret hende. Det var som om de gav hende en indre ro. En vished om, at hun som dem en dag ville folde sig ud i al sin pragt. Blive et lille stykke fuldkommenhed, uden noget andet mål i livet end at folde sig ud og blive fuldkommen. Ingen sure pligter. Ingen jordiske lænker. At visne måtte føles så meget bedre, når man rent faktisk havde oplevet at stå i fuldt flor.
Martha havde besluttet sig for at gøre et sidste forsøg. Hun havde observeret, at Klaus var venligere i dag, end han plejede at være. Det måtte være årstiden. Klaus var altid venligere mod hende om efteråret. Når de mødtes med familien til fødselsdage og jul, var han da også flink. Ja, han kunne ovenikøbet være ganske charmerende, når han begyndte at pjatte med hende, som han havde gjort, før de blev gift. Men så snart de havde sat sig ud i bilen, begyndte hans fuldskab at kalde hans sande personlighed frem. Nogle gange kunne han finde på at beskylde hende for at flirte med hans egen bror. Aldrig i livet. Hun kunne ikke fordrage det mandschauvinistiske røvhul. Hvis hun grinede med på hans sjofle vittigheder, var det kun for at bevare familiefreden. Andre gange sagde han ikke et ord til hende før de kom hjem, og så var det kun for at fortælle hende, at han ikke ville vækkes tidligt. Men nu ville hun prøve at tænke gode tanker. De blomstrende tekopper ville give hende mod til at spørge ham endnu en gang. Denne gang måtte han simpelthen sige ja.
Da hun kom op i soveværelset, sad Klaus på sengen. Han kiggede på hende, da hun kom ind ad døren, som var hun en lille pige, der skulle have at par rap af bæltet, fordi hun havde været for sent ude. Det tydede ikke godt. Martha satte teen fra sig på sengen, og da Klaus så, at der var hjemmebagt smørkage til de fine tekopper, livede han lidt op. Hun forstod nu engang at diske op med lidt lækkerier. Noget kunne hun dog bruges til. Trods alt. Men han sagde intet. Han drak af sin te, og Martha tog mod til sig. Hun spurgte. Venligt. Klaus sagde ingenting. Stirrede bare ud igennem vinduet på de smukke, røde efterårsblade. Han tænkte på guldfiskene i det kolde vand. Hvis det blev alt for koldt til vinter, måtte han tage dem ind. De kunne stå i et akvarie i stuen. Måske på hylden over fjernsynet? Martha spurgte igen. Og igen. Hun jamrede. Hun bad. Hun græd. Hun tryglede. Hun truede. Hun svor…. Ingenting. Gad vide, hvor stort et akvarie der skulle til fem guldfisk? Martha havde grædt så meget, at der ikke var flere tårer tilbage i hendes krop. Nu kiggede hun bare på ham. Hun rystede over hele kroppen. Så meget, så hun tabte sin fine, blomstrede tekop. Hun ænsede knap nok, at den røg ud mellem hendes fingre, faldt, faldt, faldt, til den ramte gulvet og de fine blomster blev til små bitte rosenblade, der spredtes til alle sider, ud på det langhårede tæppe, der næsten druknedes i teen. Hun rystede så meget, så Klaus et kort øjeblik måtte løsrive sig fra sine efterårsblade og sine guldfisk og kaste et blik på hende. Ynkelige kvindemenneske. Han kunne ikke klare mere brok fra hende. Han måtte ud. Ud i naturen. Ud i sin have og stikke en finger i havebassinet, så han kunne være sikker på, at guldfiskene ikke allerede havde det for koldt. Hylden over fjernsynet ville være det perfekte sted.
Martha kunne ikke tro sine egne øjne. Nok havde han altid været sær, men det her var simpelthen for meget. Han var jo ligeglad. Han var fuldkommen ligeglad. Her stod hun og udkrængede sin sjæl for ham, for sjæl, dét havde hun, mens hendes hjemmesko var gennemblødte af te og med store pletter af størknet mascara på kinderne. Og han var ligeglad. Kunne dårligt være mere uinteresseret. Som hun så Klaus bevæge sig hen imod trappeafsatsen, var der kun én ting der fløj igennem hendes tanker. Én ting. Én lillebitte ting i denne store, store verden: Et etplanshus i byen. Med en lille stue, hvor hun kunne stille sine små figurer af kongeligt porcelæn på hylden over fjernsynet. Den lille pige, der fodrer gæs. Med nøjagtigt afmålte ti centimeter hen til den næste figur.
Hun vidste ikke selv, hvad hun gjorde. Hun var jo desperat. Hendes blomstrede tekop var smadret.
Klaus kunne lige så godt være faldet ved et uheld. Han var gammel, og trapperne var blevet en større og større udfordring. Det var dog mest turen op, der voldte problemer. Turen ned gik som regel let. Den var dog aldrig før gået så let som denne eftermiddag i oktober, hvor bladene på træerne var mere røde end nogensinde set i mands minde. Måske skulle han have hørt Marthas bønner. Måske skulle han have hørt hendes sjappende hjemmesko, da hun kom op bag ham. Eller måske skulle han bare have lyttet. Det ville kun have krævet et lille skub at vælte ham forover, men Martha skubbede så hårdt, at hun næsten var ved at ryge med ned ad trappen selv. Ikke fordi hun ville være sikker på at få det gjort ordentligt af med ham, men fordi hun havde mistet kontrollen over sin egen krop. Da han trillede ned ad trappen, var det uden skrig eller jammer, uden trusler eller bøn om hjælp. Han faldt så tavs som et af sine elskede røde efterårsblade, når det giver slip og flyver. Han så guldfiskedammen og følte næsten, han kunne mærke det kolde vand bore sig ind i hans skridt, da han landede på gulvet i entréen. Nu behøvede han ikke længere bekymre sig om vinterfrosten.
Martha stod længe og kiggede åndsfraværende på sit værk, før hun tog sig sammen til at gå ned og ringe til politiet. Der kom også en ambulance, men det var for sent. Klaus havde brækket halsen på vejen ned. Hun småsnakkede lidt med politibetjentene. Den løbende mascara havde lavet sorte plamager under hendes øjne. Jo, Klaus havde været dårligt gående i et stykke tid. Ja, hun havde prøvet at overtale ham til at købe et etplanshus i byen. Nej, de var jo heller ikke helt unge længere. Vil I i øvrigt ikke have en kop te med på vejen, den er næsten frisklavet? Da betjentene var kørt og Klaus var væk, gik Martha ind i stuen og satte sig med en halvkold kop te. Hun kiggede på porcelænsfigurerne, og prøvede at overbevise sig selv om, at det, der var sket, var til det bedste. På en eller anden måde var den lille pige med gåsen blevet rykket en lille smule for langt til højre. Hun rejste sig, rettede på den, og gik så i seng. For første gang i så mange, mange år, alene.
Om natten havde hun ubehagelige drømme. Hun drømte, at hun hørte fodtrin udenfor døren. Hun drømte, at hun var ved at drukne. At nogen hev hende nedad i vand, der var iskoldt som døden selv. Martha var ikke overtroisk, men hun troede på Gud, og for første gang nogensinde var hun bange for ham. I sin drøm så hun sin fars ansigt. Det var et godt ansigt. Men pludselig var det som om hans ansigt blev farvet gult, så orange, og så rødt. Hun ville skrige, men da hun åbnede munden, var hun ved at kvæles af det iskolde vand, der fossede ned i hendes lunger. Da så hun en smuk, smuk guldfisk, der svømmede imod hende. Hun svømmede blandt fiskene, og nu hørte hun igen fodtrin udenfor døren. Men… hun var vågen. Der var rent faktisk fodtrin udenfor døren. Og hun kunne høre lige så tydeligt, at det var Klaus. Hun kendte da hans fodtrin. Men han var jo død? Hun havde selv set ham dø. Hun stod ud af sengen, og bevæbnet med en lysestage listede hun hen til døren. Helt hen til døren. Trinene var der stadig. Og så stoppede de pludselig. Stille. Da hun åbnede døren, forventede hun faktisk, at det var Klaus, der var kommet tilbage for at tage hende med sig. Men der var ingen. Ingen hævnende engel. Ingen Klaus.
Allerede den næste dag bestemte hun sig for at tage ind til byens ejendomsmægler. Hun tog sin vinterjakke på og greb nøglerne i kommodeskuffen, og da hun tog i hoveddøren, kunne hun sagtens åbne den. Men da hun stak hovedet udenfor, var det som om luften var erstattet med vand. En iskold, kvælende fornemmelse slog hende i gulvet. Hun trak sig indenfor og smækkede døren. Prøvede igen med køkkendøren. Det samme skete. En kvælende fornemmelse af iskoldt vand i svælget tvang hende i knæ. Hun prøvede samtlige døre og vinduer i hele huset, og hver gang skete det samme. Hun kunne ikke komme ud.
Der var nogen, der mente, at hun blev sindssyg, da hendes mand døde. Hun forlod aldrig huset, og når købmanden eller børnene kom med varer til hende, kørte de hurtigt igen. Der var dog også dem, der mente, at hun havde været sindssyg hele tiden. En skør kælling. Stakkels Klaus, der havde levet med hende. Han var nu altid så flink.