Kirken

Om dagen er kirken ikke uhyggelig. Der er ingen ulykkelige, vildfarne skyggeeksistenser, der hjemsøger dens tårnkamre; ingen fortabte ansigter, der fortrækker sig i smerte inde bag smukke mosaikvinduer; ingen fortabte sjæle ude i kulden, der tavst skrigende klynger sig til den brede, modstandsdygtige egetræsdør uden at blive lukket ind. Fulgt af ordene Dona Nobis Pacem, sirligt hugget i en rektangulær marmortavle over indgangspartiet, er det muligt at indtage det kølige våbenhus uden regnskab for forgangne synder og sjælløse gerninger. Om dagen. Om natten er kirken uhyggelig, og derfor holder man sig væk.

Esben og Morten er ikke så gode venner, at de ikke kunne finde på at slå hinanden ihjel. Selvom det er et stykke tid siden, de har haft et alvorligt skænderi, kan de begge mærke spændingerne i luften. Det har en del at gøre med Mortens beslutning om at flytte væk.

Selvfølgelig er det et helt almindeligt venskab, et meget nært venskab, jo, men ikke sådan noget homo-noget. Morten synes nu alligevel, de er kommet lidt for tæt på. Esben er led og ked af hele situationen, men han prøver at undertrykke de klamme, fugtige følelser, der kunne få ham til at krydse den grænse, som han får brækfornemmelser over. Kærlighed er ren, mener han. Det må den da være? Men han er også lutheraner. Skriften på væggen og alt det der. Kærlighed, hah.

Morten har kneppet Tove, og han tror ikke, Esben ved det. Han har en forestilling om, at det ikke ville være klogt at fortælle Esben det. Men for helvede, det er jo ikke sådan noget homo-noget, mano a mano, så det kan vel være ligegyldigt, hvem han knepper. I det mindste får han noget. Det gør Esben ikke. Esben rider rundt på sin gamle krikke og får ingenting. Fester gider han ikke, score damer siger ham ikke noget. Hver mand sin last. Mortens er Tove. Esbens er krikker, tilsyneladende.

Esben er kun en meget lille dreng. Han synger for Morten med blød drengestemme, selvom han for længst har overstået sit pubertets-halsknækkeri. Han synger smukt, upåvirket af folks blikke, et barn i en spinkel krop, med en mand gemt meget langt væk indeni. Nogle gange, når han sidder og ser tænksom, lidt bekymret ud, minder han Morten om en lille pige, som på trods af verdens hårdhed og håbløshed har formået at forblive uskyldig. Store, blå, dumme øjne, lidt retarderet omkring pandehulen, med det sukkersødeste smil, når han bliver revet ud af sine melankolske tanker som kommer Gud-ved-hvorfra. Det kan i hvert fald ikke være fra denne verden. Ingen kan nogensinde have gjort Esben ondt. Det ville gøre alt for ondt på Morten.

Morten ser egentlig ikke sig selv som værende mere berettiget til at være lykkelig end Esben. Han ved da godt, at han kan virke lidt for selvsikker en gang imellem. Altid, faktisk. Men det er hans naturlige væremåde. Han er ikke en lille mus som Esben. Han siger, kræver, hvad han vil have, når han vil have det, det er efter hans mening den rigtige måde at få tingene på, og det var sådan han fik Tove. Den korteste vej mellem to punkter er en lige linje, og derfor tog han også bare den direkte vej til Tove og fortalte hende, hvad han ville have. At han ville have hende. Og det fik han. Ikke fordi Tove er nem, men fordi hun er usikker og bekræftelsessyg, og Morten er enormt god til at bekræfte. Han har et glimt i øjet, som han er stolt af og bruger ivrigt og nyttigt, og det glimt passer lige ind i de fleste pigehjerter. Og stakkels Esbens.

Esben er forelsket i Morten. Det står efterhånden helt klart. Ikke på den homo-agtige måde, ulækker og anal-fikseret, men på den rene, dybe, kærlighedsagtige måde, som er kristen og rigtig. Som Morten misforstår, det må han gøre, for han rejser væk. Forlader Esben. Stakkels Esben, der kun vil elskes som den lille mus, han er. Som vil beskyttes af stærke, bredskuldrede, maskulint duftende Morten, som har kneppet Tove til hun skreg af smerte og begær, til blodet sprang og Morten blev bange for, om han havde gjort ondt eller godt, eller begge dele og bare for meget, så han stoppede, og Tove græd og kyssede ham på munden.

Esben synes livet er afsindigt uretfærdigt. Så er den ikke rigtig længere. Han ser lidenskaben, og han føler den, men den er ikke til ham. Ingen Tove og ingen Morten. Esben vil nu heller ikke have Tove af anden grund, end at Morten har haft hende. Han vil mærke hendes hofter sluge hans underliv i en svælgende, svævende dans, danse med hende og Morten som én, elske sig selv igennem dem, gribe efter evigheden og kærligheden, og i det mindste få fat i ét eller andet, som ikke forsvinder igen når man trækker hånden til sig og studerer det nærmere. Koldt som sten. Sådan føles Esbens hjerte, når Morten ikke holder om det. Og det gør Morten ikke ret meget længere. Han vil forlade Esben.

Et hjerte er ingenting. Det er føde for dyr. Selv for mennesker. Det kan skæres ud i småbitte stykker og koges til en stuvning sammen med løg, gulerødder og porrer, krydres med oregano, hvidløg, timian, salt, peber, persille og en lillebitte smule muskatnød. Alt for store mængder muskatnød kan slå en person ihjel. Det skal bare stå og simre længe nok, til al saften er kogt ud i sovsen, så er det fortræffelig føde. Et svinehjerte, altså. Et menneskehjerte kan man ikke spise. Man risikerer at blive alvorligt syg hvis man spiser et andet menneske. Det gælder også for hjertet.

Kirkedøren bliver gerne låst, når graveren går hjem, på grund af risikoen for vandalisme. Hvem skulle have troet det. Vandaler i Guds hus. Morten ved ikke, om han tror på Gud. Gud er en rar tanke at have, men som regel synes han egentlig det er ham selv, der skaffer det i hans liv, han begærer. Det er da ikke et vidunderligt, mytologisk fantasivæsen. Esben gør ham lykkelig, og Esben kommer i hvert fald ikke fra Gud. Tove gør ham lykkelig, og hun kommer ikke fra Gud. Er noget i virkeligheden rent nok til at det kan være bekendt at komme fra Gud? tænker Morten da han åbner lågen og går ind på kirkegården, som vel retfærdighedsvist sagt er Guds territorium. Får han dårlig samvittighed? Over det han tænker på? Over det han har gjort? Det han vil gøre? Det han helst ikke vil gøre, men måske kommer til alligevel? Morten synes, at man skal gøre op med sig selv, hvem man er og hvorfor man er det, og lade være med at lade sin tvivl og frustration gå ud over Gud og hans flygtige residenser rundt omkring i verden. At bebrejde Gud er bare en anden form for vandalisme.

Esben elsker den måde, Morten går på, når han som i dag styrer beslutsom mod et mål. Fra punkt A til punkt B. Parkeringspladsen punkt A, kirken punkt B. Tove punkt A, Esben punkt B. Er det fordi Esben er målet, eller havde Morten været lige så smuk, hvis Esben havde været punkt A og Tove punkt B? Hvis Mortens lige linje havde ført væk fra Esben? Esben er egoistisk, blind og forelsket. Selvfølgelig fører Mortens vej ikke hen til Esben, men forbi ham. Morten skal jo væk. Morten glæder sig til at komme væk fra det liv, der truer med at indhente ham. Esben skal bare vise Morten, at livet begynder, kan begynde, nu.

Og netop nu ville Morten være faldet for Esben, hvis han havde kunnet se ham imellem gravstenene. Netop nu ville Esben have kunnet vise ham det rene i sin kærlighed, hvis han havde haft modet. Esbens lille hjerte giver netop nu et hop, der proportionelt passer til hans spinkle legeme. Netop nu føler han sig meget større, end hans krop tillader. Netop nu føler Esben sig som Morten. Alt hvad der er Morten, er Esben. Hele deres unge liv har Esben, stakkels Esben, drømt om dette: at være Morten. Eller at være sammen med Morten? Esben er forvirret. Det er alt sammen blevet så rodet. Fat mod, Esben.

Morten hader de store, smukke, blå øjne, som Esben ser på ham med. Den lille røde trutmund, som synger smukt når den ikke indbyder til klamme kys i det retarderede pigeansigt. Ondskabsfulde tanker er svære at slippe af med. I en drøm, en forfærdelig, vidunderlig dagdrøm ser Morten sin knyttede næve smadre luften til atomer og synke dybt ind i Esbens flæsk. Han føler en svag rejsning, som hurtigt forsvinder da han ser Esben, den virkelige, kødelige Esben flyve hen ad kirkegulvet og knase kraniet mod en tung, mørk kirkebænk med skarpe kanter. Det rammer hårdt.

Morten skal væk i dag. Fra kirketårnet skal han flyve. Han vil ikke være en lille homo-fugl med en klar sangstemme i en spinkel krop; han vil altid flyve den korteste vej mellem to punkter, for det gør fugle vel som regel.

Det har været en smuk dag. Solen går langsomt ned bag de høje elmetræer på kirkegården og solsortene synger godnat med klare, selvsikre stemmer. Myg og mariehøns sværmer og gør luften tyk på kirkegården, mellem gravstenene. Der er ingen blod på jorden og kirken er tom. På denne tid af dagen er folk som regel derhjemme.