Han holder for rødt lys og kigger på kvinden i bilen ved siden af. Hun bevæger sig til noget musik. Han kan høre bassen. Umpa, umpa, umpa. Pisse irriterende.
Nina ringede for lidt siden, og han havde været nødt til at dæmpe sin bilradio for at høre, hvad hun sagde. Nu skruer han op igen for at overdøve kvindens invasive umpa-umpa-lyd.
Nina ville høre, om han kunne nå det. Hun vil have billedet hængt op i spisestuen inden i morgen, hvor de skal have gæster. Det er ikke alle og enhver, der kan fremvise et signeret tryk af Peter Ilsted, selvom han ikke er i den dyre ende af skalaen. Langt fra, men han var Hammershøis svoger, og det dufter vel altid af noget. Desuden var det det eneste, Nina arvede efter sin elskede faster Else, den gimpe. Kusinerne sørgede for at rage det til sig, som de kunne; de havde bare ikke fantasi nok til at forestille sig værdien af Peter Ilsteds tryk, hvis det kom i en smuk ramme. Hvad var det, den slags tryk hed … mezzo … mezzotinte? Ja, der var den.
Satans også. Der bliver dyttet bagved, fordi lyset er skiftet. Han fumler med gearet. Da de købte bilen, havde han besluttet sig for, at han ville have automatgear, men Nina var sikker på, at hun aldrig ville kunne finde ud af det. Hun blev nærmest hysterisk, da han foreslog det. Så det blev ikke til noget. Ikke noget automatgear og tilmed tomatfarvet, altså ikke gearet; bilen. Den forrige ejer må have været farveblind, da han fik den omlakeret.
Nina havde kunnet lide farven. Det havde han måtte forklare flere gange, når han blev spurgt. Som om farven betød noget. Herregud.
Han får sat bilen i gear og kigger i bakspejlet. Ja, ja, en af de der smarte typer, som synes, at alt foran dem er i vejen og alt bag dem er ligegyldigt. En Audi, hvad ellers. Der er fyldt med audioter her oppe nord for København. Stakler, der ikke kan finde ud af at købe en ordentlig bil. En Mercedes for eksempel. En gang Mercer, altid Mercer.
Man burde stikke ham i Audien et tudekiks. Han griner for sig selv. Igen stakåndet. Det gør ondt i brystet. Muskelspændinger?
Så kigger han på displayet. Uret viser seksten fireogfyrre. Han kan nå det. Sagtens, altså hvis der ikke sker noget uforudset som for eksempel et træ, der vælter ud over kørebanen. Ja, for de snakkede om vindstød af stormstyrke i radioen. Nå, det mærker man heldigvis ikke noget til, når man sidder trygt og lunt i sin bil, men man skal altid være forberedt på det uventede. Det er forskellen på ham og Nina. En af forskellene. Han er altid forberedt på det uventede. Når nogen for eksempel bruger flosklen, eller rettere spår ved brug af flosklen, det bliver så godt, tænker han altid; hvor ved du det fra? Har du aldrig hørt om nemesis?
De når til et lyskryds, hvor lyset er rødt. Han vælger at trække ud i overhalingsbanen. Audien bag ham gør det samme. Da lyset bliver gult, prøver han at møve sig uden om umpa-umpa-kvinden, men hun accelererer hurtigere end ham. Hvad fanden har hun så travlt for. Han er nødt til at bremse op for at kunne flette ind bag hende, da vejbanen indsnævres. Nu bliver stodderen bagved sikkert sur igen, fordi han er nødt til at bremse op. Han har virkelig fortjent den tudekiks. En Audi i sneglefart. Hulk, hulk.
Nå, det er jo heller ikke sikkert, at de lukker præcis klokken fem. Et glarmesterfirma er vel altid parat til at rykke ud, når man tænker på alle de indbrud, hvor der bliver smadret ruder i et væk. Nina fandt frem til dem på Internettet, hvor de reklamerede med, at de tog mod alle indramningsopgaver. Indramningen kostede næsten det samme, som trykket var værd, men alt for husfreden.

Han kører ned af tilkørslen til motortrafikvejen. Den har tre spor, hvor man med mellemrum bliver tvunget til at holde sig i en bane og risikerer at komme til at trille afsted bag ved pensionister, der har alt for god tid. De tre baner er grunden til, at man før i tiden, da folk havde forstand på humor, kaldte den slags veje for right side, left side, suicide. Der sker en del hasarderede overhalinger på motortrafikvejen, fordi mange bilister prøver at komme frem, før to baner bliver til en.
Da han lægger sig bag en Ford Fiesta med spraglede puder og en chihuahua i bagruden, har han også mest lyst til at lave en ulovlig overhaling, men han behersker sig. Elleve minutter endnu. Navnet på bilen burde ændres til Siesta med den fart, den holder sig. Han stirrer på chihuahuaen og ryster på hovedet. Hvad vil folk med sådan en hund? Eller rotte? Det kan godt være, den kan kæfte op, men en indbrudstyv ville da grine sin bagdel i laser, hvis han mødte sådan en alene hjemme. Nej. Det er ligesom med Merceren; en gang rottweiler altid rottweiler. Hans egen Samson kan til enhver tid skræmme en hvilken som helst indbrudstyv fra så meget som at hugge et græsstrå. Så for pokker. Nu er der plads. Han vil trække ud for at overhale, men i det samme lyder der et bilhorn. Ikke et almindeligt bilhorn, nej, det her horn er flertonet og spiller den der åndssvage melodi; hvad er det den hedder? Han registrerer, at hornet er installeret i en BMW af ældre model, da den overhaler både ham og Fiestaen
Han trækker ud bag BMWen og kører helt op bag den. I dens bakspejl kan han skimte et mørkt ansigt. Sikkert en selvfed indvandrer, der sidder og plager sine ører med araberpop.
Mobilen ringer igen. Han tager den op fra passagersædet. Det er Nina; han vil ikke besvare opkaldet, sådan som de andre bilister ter sig. I det samme bremser BMWen op. Han når refleksmæssigt at bremse og ser en kat, hvidlig, changerende hen mod det pisgule løbe over vejen,
Da BMWen speeder op igen, accelererer han utålmodigt og hurtigt. For hurtigt. Han bremser. For sent. Der kommer et lille bump, da bilerne støder sammen. Det føles, som om, der er noget der suser op igennem kroppen, og han mister bevidstheden.
Hornet hyler, fordi han ligger hen over rattet, men det hører han ikke. Han mærker heller ikke, at han stadig knuger mobilen i hånden. Egentlig burde han have tabt den, fordi hele hans krop er lukket ned. Der er tilsyneladende opstået en symbiose mellem hånd og mobil.
Føreren af BMWen stopper, sætter alarmblinket til, stiger ud og løber hen til den tomatfarvede Mercedes. Fiestaen med chihuahuaen holder ind til siden. En kvinde stiger ud og kommer hen til de holdende biler samtidig med, at chaufføren fra BMWen tilser den kollapsede mand.
Han retter ham forsigtigt op og lægger hans hoved tilbage mod nakkestøtten. Hornet holder op med at hyle. BMW-manden og Fiesta-kvinden konfererer hurtigt. Han tager sin mobil og ringer 112, mens hun løber tilbage til sin bil. Hunden bjæffer da hun åbner bagdøren, hun tysser på den, rækker ind efter et vattæppe, lukker bildøren, løber tilbage og breder tæppet ud på asfalten i nødsporet. Sammen løfter de med besvær manden ud af bilen og bærer ham hen på tæppet. Da de lægger ham til rette, opgiver hans mobil symbiosen, falder ud af hans hånd og lægger sig til rette ved siden af hovedet.
Biler fortsætter med at køre forbi. De kører langsomt, dels fordi, de kun kan komme uden om ved at køre i den bane, som er forbeholdt modkørende, dels fordi de vil se, hvad der er sket. Nogle af bilisterne holder ind til siden, måske fordi de vil hjælpe, måske fordi de er nysgerrige, måske fordi de vil filme eller fotografere.
Manden og kvinden går i gang med genoplivning. De skiftes til at yde den nødvendige indsats. Manden pumper tredive gange og kvinden giver herefter kunstigt åndedræt to gange, mens hun holder for næsen på den livløse mand. Hun har lagt et lommetørklæde over hans mund, for ikke at få direkte kontakt, og forestiller sig hvordan hendes teenagedatter, når hun kommer til at høre om det, alligevel ville sige, at det er noget af det mest klamme, hun har hørt om.
De har været i gang et par minutter, da mobiltelefonen på tæppet giver sig til at spille sin opkaldsmelodi. Den bevidstløse mand vågner op og drejer hovedet fra side til side, som om han vil lokalisere, hvor lyden kommer fra.
Tilskuerne klapper i hænderne over den vellykkede genoplivning. Han puffer til kvinden, får fat i telefonen, skubber på skærmen og tager mobilen op til øret. Lytter et øjeblik, tager telefonen væk fra øret, kigger på displayet og tager den op til øret igen.
– Nej, jeg nåede det ikke, men det er ikke sikkert, de lukker til tiden.
Han lytter igen.
– Ja, det ved jeg. Jeg skyndte mig også, alt hvad jeg kunne, men jeg er ikke herre over, hvordan andre ter sig i trafikken. Du ved hvordan det er.
Hans blik flakker, som om han først nu vågner helt op. Han drejer hovedet fra side til side og ser på ansigterne omkring sig. Ved siden af sig ser han en køn kvinde, der knuger et lommetørklæde i sine hænder, mens hun stirrer ham ind i øjnene. Hun græder. En mand sidder overskrævs på ham, og han føler begyndende panik, da han registrerer mandens mørke hud og sorte skæg.
– Lige et øjeblik Nina. Der er noget galt.