Kvalitative aftryk

Den første forfatteren mødte, var en ældre herre, der var på vej op til sin lejlighed på tredje sal.
– Jeg skal dø, sagde forfatteren.
Han var kommet til at sige det højere, end det havde været meningen, så ordene kom til at runge mellem opgangens betonvægge.
Den ældre herre standsede op med hævede øjenbryn.
– Du gjorde mig en anelse forskrækket. Jeg har aldrig hørt dig sige andet end hej. Du sagde et eller andet med at dø?
– Ja. Jeg sagde, jeg skal dø.
– Jeg syntes nok, det var det, du sagde. Det lyder da ikke så godt.
– Rolig nu. Det er ikke noget aktuelt, så vidt jeg ved. Man kan sige, at det er en eksistentiel konstatering, som skal danne udgangspunkt for samtaler med mennesker, jeg aldrig har snakket med før.
– Nå? Jamen … hvorfor?
Jeg skal levere en novelle til en antologi med overskriften Ubekendte bekendtskaber, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme i gang.
– Du er altså forfatter?
– Ja.
– Men hvordan skulle det kunne hjælpe dig at fortælle nogen, at du … at du skal dø?
– Jeg forestiller mig, at det kan give inspiration at konfrontere vildt fremmede mennesker med et udsagn, de ikke er vant til at høre.
– Aha. Er det … er det en metode, du har lært på en forfatterskole?
– Nej, nej. Jeg har ikke gået på nogen forfatterskole. Jeg er autodidakt.
– Nå, men det gør vel heller ikke noget. Du har en del berømte forgængere, der heller ikke har gået på forfatterskole. Jeg kan nævne …
– Jeg ved det godt. Jeg ved det. Men jeg prøver at glemme alt om andre forfattere, og hvad de har skrevet. Det er en del af mit novelleprojekt. Man kan kalde det mit dogme.
– Det lyder som noget af en udfordring, men held og lykke med det. Du må endelig ved lejlighed fortælle mig, hvad der kom ud af det.
– Det er en aftale.
– Jamen, så stavrer jeg videre, sagde den ældre herre og bevægede sig op af trapperne.
Forfatteren gik ud af opgangen, ud på det sparsomt befærdede fortov og så sig fra side til side, inden han gik til højre med solen i ryggen.

En kvinde, et sted i starten af trediverne, kom gående imod ham. Hun skubbede en barnevogn foran sig og snakkede samtidig i telefon. Han stillede sig midt på fortovet, så hun var nødt til at standse op.
– Jeg skal dø.
Kvinden standsede.
– Lige et øjeblik, sagde hun ind i telefonen og så spørgende på forfatteren.
– Jeg skal dø, gentog han.
Hun talte igen i telefonen.
– Jeg tror, jeg har mødt en af de tosser, vi lige har snakket om.
Hun lyttede.
– Nej, det tror jeg ikke, men jeg kan ikke komme forbi ham.
Hun så på forfatteren.
– Gider du flytte dig?
– Hørte du, hvad jeg sagde?
– Jeg er så ligeglad med, hvad du sagde.
– Vi det sige, at du er ligeglad med, at jeg skal dø?
– Tag så og flyt dig.
– Jeg flytter mig, hvis du fortæller mig, om du er ligeglad med, om jeg skal dø.
Hun snakkede igen i mobiltelefonen.
– Hørte du, hvad han sagde?
Hun lyttede.
– Okay. Jamen så siger jeg det.
Hun så igen på forfatteren.
– Jeg er pisseligeglad med, at du skal dø. Vær sød at flytte dig.
– Så skal du også love at sige, at jeg har været sød.
– Hvad?
– Ja, du sagde, at jeg skulle være sød og flytte mig. Så hvis jeg nu flytter mig, skal du sige, at jeg har været sød.
– Ja, ja, sagde hun og himlede med øjnene.
Da han flyttede sig ind til husmuren, gik hun hurtigt forbi ham. Han så ned i barnevognen.
– Undskyld jeg siger det, men din baby er rimelig grim.
– Du kan rende mig.
– Okay, men udover at du har lavet en grim baby, så har du også et grimt sprog, og du lovede i øvrigt også at sige, jeg var sød.
Hun løftede telefonen i vejret med en strittende langfinger og fortsatte hen ad fortovet uden at vende sig om.
– Den der finger kan jeg godt bruge. Tak for det, råbte han og så sig omkring, inden han gik videre.

En sælger af de hjemløses blad Hus Forbi, sad på en bænk foran Netto. Der lå en hund på et tæppe ved hans fødder. Ved siden af hunden stod der en hane og hakkede i nogle popcorn. En ramponeret barnevogn belæsset med en større oppakning stod parkeret ved siden af tæppet.
– Jeg skal dø, sagde forfatteren, da han nåede derhen.
– Det skal vi allesammen, sagde sælgeren. – Så det er ikke noget at prale af.
– Prale af?
– Ja, det lød som om, du fortalte mig noget, jeg ikke kan leve op til, men det kan jeg. Det samme gælder min hund og min hane. Vi er alle sammen i stand til at dø, så du er ikke ligefrem noget specielt.
– Vent lidt. Vent lidt. Kan man formulere det sådan, at I alle tre er i stand til at leve op til, at man skal dø?
– Hvis du synes.
– Det synes jeg. Det er jo poesi. Du har konstrueret et poetisk oxymoron.
– Hvad mener du med det?
– Et paradoks. Jeg er forfatter; må jeg bruge dit oxymoron? Jeg er ved at samle inspiration til en novelle.
– Vi kan slå en handel af. Du får lov til at skrive lige, hvad du vil, hvis du køber et eksemplar af Hus Forbi.
– Det er en aftale. Jeg skal lige ind og have fat i nogle kontanter i Netto.
– Jeg har MobilePay.
– Det har jeg ikke. Vi ses.
Du skal skynde dig. Jeg har kun to eksemplarer tilbage.
– Jeg skynder mig.

Inde i Netto tog han en æske Toms chokoladekringler og gik hen til kassen.
– Hej, sagde kassedamen.
– Jeg skal dø.
– I lige måde, sagde hun uden at se op.
– Okay? Men kan du så ikke skynde dig at give mig halvtreds kroner oveni inden det sker?
– Jo. Værsgo. Halvtreds kroner. Skadubong?
– Hvad?
– Skal du have bon?
– Må jeg tænke over det?
– Hav en god dag.
– Tak i lige måde.
– Tak.
– Selv tak.
Han gik hen til Hus Forbi sælgeren og stak ham halvtredskronesedlen.
– Kassedamen var temmelig ufølsom, eller måske bare døv.
Sælgeren rakte ham bladet.
– Eller også gider hun ikke høre på alt det pladder, som kunderne kan finde på at fyre af. Hvorfor er der ikke flere af de der lækre venezuelanske, violette vingummibamser, hvorfor har I sat tefiltrene, så man ikke kan nå dem, hvorfor er der kun én kasse åben, hvorfor … hold kæft, hvor må det være irriterende … og så til den løn.
Forfatteren rakte begge hænder i vejret.
– Tak, tak. Jeg tror, du lige har gjort mig klogere.
– Det må du undskylde. Jeg har hørt, at kloge mennesker som regel har det ad helvede til, fordi de tænker for meget. Det er derfor, jeg har besluttet mig for aldrig at blive rigtig klog.
– Ha. Rigtig klog. Godt ordspil.
– Kald det, hvad du vil, og tak fordi du købte det sidste eksemplar. Nu skal vi hen og finde et sted, hvor vi kan holde varmen.
Han rejste sig og løftede hanen op i en papkasse. Hunden rejste sig også, rystede sig og logrede. Forfatteren satte sig på bænken og tog en notesbog og en kuglepen frem fra inderlommen på sin jakke.
Sælgeren lagde hundens tæppe over papkassen med hanen og løftede den op på barnevognen.
– Det tæppe får han også på, når vi skal sove. Så lader han være med at gale på upassende tidspunkter.
Forfatteren nikkede.
– Klart.
– Tak for i dag, sagde sælgeren og tog fat i håndtaget på indkøbsvognen.
– Det er mig, der takker. Jeg tror jeg er ved at have nok til min novelle.
– Godt for dig.
– Men måske ville det være fint at afrunde historien med en forklaring på, hvorfor du er indehaver af en hane.
– Jamen, det var netop, fordi han skulle dø.
– Aha. Det er perfekt. Der har vi min afrunding. Hvad skete der?
– Jeg havde været inde i en baggård og skralde. Du ved. Samle kasserede madvarer op af skraldecontainerne bag et butikscenter. Bagefter gik jeg gennem et villakvarter for at komme hen til en park, hvor vi nogle gange overnatter. Inde bag en hæk fik jeg øje på en fyr, der løb rundt efter en hane. Den slap hele tiden fra ham, så jeg spurgte, om jeg skulle hjælpe. Jeg har selv haft høns, derfor har jeg lidt forstand på den slags, men jeg fangede dem som regel, når de havde sat sig på pinden om aftenen. Det er det nemmeste.
– Det lyder logisk.
– Ja, men under alle omstændigheder fik jeg, trods højlys dag, alligevel fat i hanen, og mens jeg stod der med den i armene, spurgte jeg, hvad han skulle med den. Han forklarede, at de tre høns, den havde levet sammen med, var blevet taget af ræven, og da det var anden gang, han havde mistet sit hønsehold, orkede han ikke at holde høns mere. Derfor skulle hanen af med knoppen. Det syntes jeg var synd, så jeg foreslog, at hanen i stedet kom i min varetægt, og den var han med på. Altså ejeren … og for den sags skyld også hanen. Det var hele historien.
– Perfekt. Den historie bruger jeg som afrunding. Og så finder jeg på en eller anden pointe. Noget med at … mens hanen fik forlænget livet, fik du tilsvarende en … kvalitativt livsforlængende oplevelse.
– Det lyder godt nok søgt.
– Søgt?
– Kvalitativt livsforlængende oplevelse. Kan du ikke høre det?
– Måske, men ved brug af en smule pingpong med ordene, tror jeg at jeg kan få det til at virke … måske ikke ligefrem som en udfordring til samtlige filosofiske retninger, men i det mindste som en afrundet novelle.
– Jamen, held og lykke med det, sagde sælgeren og trillede afsted med sin vogn.
– Tak. Det er anden gang jeg bliver ønsket held og lykke, så jeg håber det virker, sagde forfatteren og skrev i notesbogen: En kvalitativt livsforlængende oplevelse.

Han sad længe og så på ordene og mumlede.
– Det skal jo nok omformulere. Måske: Et kvalitativt præg, et spor, et stempel, et mærke, et aftryk. Aftryk? Ja. Det kan bruges som en nogenlunde letfordøjelig overskrift. Kvalitative aftryk. Slet ikke dårligt.