Bagerjomfru i Thy

Det var den sommerferie, efter jeg blev færdig med gymnasiet, jeg flyttede ind hos Jesper.
Han var en del ældre end mig og havde sit eget bageri. Vi havde mødt hinanden til bal på Bowlerhatten i Nørre Vorupør, mens jeg gik i 2.g. Der var en lille lejlighed oven på bageren, hvor vi boede. Jesper skulle altid tidligt op og bage. Det var mig, der passede butikken sidst på dagen. Duften af bageriet sad altid i mit tøj og i mit hår: varmt brød og søde kager, glasur og flødeskum – det hele blandet sammen til en tung, sødlig dunst. Sådan duftede Jesper også. Jeg elskede den duft.
Jesper gik tidligt i seng, og jeg sad som regel ude på vores altan og læste bøger. Nede på den lille hovedgade stod de gamle lindetræer. Når ovnen endelig var slukket, og brødet smidt ud, kunne duften fra dem nå mig. Lindetræerne duftede sødt og let, men så tilpas, at duften smøg sig op til mig på altanen og afløste den tunge duft af bageri, der sad fast i næsen. Nogle aftener vågnede Jesper, gik ud og satte sig på altanen og røg, mens jeg læste.
”Hvad læser du?” ville Jesper spørge.
”Freud,” ville jeg svare. Eller måske læste jeg noget andet – Mahler eller om de forsøg, de amerikanske psykologer lavede i 1950’erne: Harlows abemødre eller Aschs eksperimenter om gruppepres.
Jesper ville nikke og sige: ”Du har sådan et godt hoved,” og se på mig med et kærligt blik, som jeg gengældte.
Så var der ikke nogen, der sagde så meget, men det var dejligt at sidde der. I hans nærvær. Måske ville han sige noget om et nyt brød eller en kage, han ville prøve at bage snart. Han havde så mange visioner for bageriet og respekt for håndværket. Det lyste af begejstring i hans øjne, når han talte om det. Tænk, at han er min, tænkte jeg. Så ville han rejse sig, kysse mig på hovedet, stryge mig over håret og gå i seng. Min opmærksomhed ville igen vende tilbage til bøgerne, men jeg ville også tænke på Jesper og på vores liv i den lille by, hvor vi var nogen: bagerne. Dengang var der jo et liv i byen – både slagter og købmand og selvfølgelig bageriet. Det var først i midten af 80’erne, det hele begyndte at lukke.
Jesper vidste så meget – om regnskab og om livet. Nu var han min. Tænk, at han havde valgt mig. Jeg havde følt mig så ung og naiv. Han kendte til verden på en helt anden måde end mig. Han havde endda været sømand i en periode, rejst og bragt historier og spændende ting med hjem, som kuglefisken og skrumpehovedet. Det var røverhistorierne, der havde fået mig til at falde for ham den aften på Bowlerhatten. Og så hans smil og de grønne øjne. Jeg følte mig så voksen og sat – på den gode måde. Jesper og bøgerne der på altanen var hele mit liv. Og selvfølgelig bageriet. Jeg lærte så meget om brød, korntyper og kager.
De fleste af mine veninder var flyttet væk fra Thy – til Aarhus eller København. Et par stykker bare til Thisted, men det var langt nok væk. Jeg tror, mine forældre syntes, det var fint nok, at jeg flyttede ind hos Jesper, selvom vi ikke var gift. Jeg var jo stadig ung. Mine forældre har altid haft respekt for håndens arbejde. Min far var fisker. De boede – og bor stadig – tæt på havet, selvfølgelig, mellem klitterne og marehalmen, hvor Vesterhavet er en bestandig brusen.
Jesper havde overtaget bageriet efter sin far, der havde fået en hjerneblødning og derfor ikke kunne arbejde mere. Hans forældre boede ved siden af bageriet i et lille rødt hus. Vi spiste aftensmad med dem næsten hver aften. Faren kunne ikke rigtig tale mere efter hjerneblødningen, men vi hyggede os alligevel. Hans mor snakkede en del, spurgte ind til kunderne i butikken: hvad vi bagte, om det solgte godt. Man kunne høre, at hun savnede det. Når vi havde brug for en fridag, var det som regel hende, der stod bag kassen – eller Marianne, der også var hos slagteren. Men det var ikke så tit.
Vi sov med vinduerne åbne, selvom Jespers forældre syntes, at det var underligt. De kommenterede altid på det, når vi spiste hos dem. Duften nede fra bageriet smøg sig ind ad det åbne vindue, når Jesper stod op og tændte ovnen, mens jeg stadig sov. Den sneg sig ind i mine drømme, der var fulde af kager, brød og kunder. Den satte sig i alle vores møbler og alt mit tøj. Jeg lugtede af bageri, når vi besøgte mine forældre ude ved kysten. Mor kommenterede altid på det som det første, når vi sagde goddag. Hun havde det dér drag om munden. Jeg ved ikke, om det var lugten eller Jesper, der gav hende det.
“Ja ja, kan man ikke lide lugten i bageriet,” sagde min far altid, og så grinede vi alle sammen. På den måde blev mor mildere stemt.
Sådan gik der et år: Jeg læste bøger om aftenen, mens Jesper sov. Da det blev koldere, sad jeg inde i den lille stue. Jeg savnede lindetræernes duft, men var ellers tilfreds med livet. En særlig ro var opstået i mig. Jesper stod tidligt op for at bage, jeg passede butikken om eftermiddagen. Vi spiste hver aften hos Jespers forældre og besøgte mine af og til. En gang imellem kom en af mine gamle veninder hjem; så spiste vi kager fra bageriet, og de fortalte om livet i byen, og jeg fortalte om livet som bagerjomfru i Thy: al den sladder, kunderne fortalte, og hvilke brød og kager Jesper eksperimenterede med for tiden. Bøgerne, jeg læste. De talte om de store byer, de mænd, de kendte dér, og problemerne, de havde med dem. Jeg lyttede og nikkede.
”Har du og Jesper ingen problemer?” spurgte Minna en dag, og jeg rystede på hovedet. Vi havde det jo godt.
Varmen kom tidligt den sommer. Maj var den tørreste måned i mands minde. Lindetræernes blade tørrede ind og dryssede af. Jespers mor havde passet bageren, mens vi spiste hos mine forældre. Efter maden var far og Jesper gået en tur ned for at se til kutteren og havet. Mor og jeg vaskede op. Vi sagde ikke så meget, men sådan var det altid.
“Du har jo sådan et godt hoved,” sagde hun pludselig.
Jeg kunne høre, det var noget, hun havde taget tilløb til. Jeg skurede hårdt på en gryde med svampen og skyllede efter med vand.
“Jeg havde jo tænkt, at du nok skulle bruge det til noget andet end at stå i butik,” fortsatte hun.
Jeg sagde ikke noget, og så var far og Jesper hjemme igen. Resten af opvasken foretog vi i stilhed, mens far og Jesper drak aftenkaffe i køkkenet. Jeg kunne mærke deres blikke på min ryg.
På vej hjem kørte Jesper forbi stranden og foreslog, at vi gik en tur. Han gik på knæ i vandkanten. En bølge ramte hans bukser, da jeg sagde ja. På vej hjem til bageriet fortalte han, at han havde bedt min far om lov, mens de så på fars kutter. Da vi kom hjem, gik Jesper i seng. Han skulle jo tidligt op og bage næste morgen. Jeg sad i den lumre aften og kiggede på den smalle guldring. Duftede lindetræerne. Den aften læste jeg ikke. Næste morgen sendte jeg min ansøgning til universitetet. Jeg sagde ikke noget til Jesper. Det var jo slet ikke sikkert, jeg kom ind.
Lørdag aften spiste mine forældre middag med hans. Der blev skålet for os. Selv mor drak en lille tår af hvidvinen. Snakken gik overraskende godt rundt om bordet.
“Du virker lidt fjern,” sagde mor, da Jespers mor var gået ud for at hente desserten sammen med Jesper.
“Det er da bare fremtiden, hun tænker på,” sagde far med et mildt smil.
Jeg nikkede. Jeg tænkte meget på, hvad de mon ville sige til min dialekt på universitetet – hvis jeg altså kom ind. Der var nok ikke mange, der talte thybomål i Aarhus.
En særlig varm aften sad jeg på altanen. Jeg kunne ikke rigtig samle tankerne om bogen, der lå i mit skød. Lindetræernes duft var anderledes – ikke så frisk og mild som året før. Der var en tørhed, der havde sneget sig ind i deres duft. Det havde ikke regnet siden maj. Alle byens haver var indtørrede, græsset svedet, og de fleste af sommerens planter var slet ikke kommet op det år. Undtagen hos dem nede på hjørnet, så det talte alle jo om, når de var inde og købe brød – hvordan de dog kunne tillade sig at vande i den her tørke, hvor al vand var rationeret.
Jesper kom ud på altanen og tog min hånd, strøg mig over den. Han smilede, og jeg smilede til ham.
”Lindetræerne dufter slet ikke, som de plejer. Jeg tror, det er noget med varmen,” sagde jeg.
En lille brise kom fra vest; den fik træerne til at drysse de tørre blade af.
”Det er varmen. De er ved at dø,” sagde Jesper. Så tændte han en cigaret.

Tre uger senere kom brevet, der bekræftede min optagelse på psykologistudiet. Jeg ringede til min søster og fortalte nyheden. Jeg kunne bo på sofaen i det kollektiv, hun boede i, i Øgaderne i Aarhus. Ingen af os nævnte Jesper.
Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at få det med universitetet sagt til Jesper. En dag pakkede jeg bare kufferten med mine få ejendele.
Da Jesper kom op fra bageriet, stirrede han overrasket på kufferten.
”Jeg skal læse psykologi på universitetet,” sagde jeg.
Jesper satte sig ved køkkenbordet.
”Så jeg flytter til Aarhus. Rutebilen kører om 32 minutter.”
Jesper sagde ikke så meget. Faktisk ingenting. Jeg havde forventet, at han måske ville bede mig om at blive – eller spørge, om han skulle køre mig til toget, eller hvornår jeg så kom hjem på besøg hos ham. En samtale om, hvordan vi ville finde ud af det. Men han sad bare der ved spisebordet og støttede hovedet med sin højre hånd.
Jeg blev siddende lidt tid. Kiggede i smug på armbåndsuret. Ud ad vinduet, hvor den varme augustsol skinnede gyldent, og lindetræernes tørkeramte blade dryssede ned. Varmen, duften af bageriet og Jespers tavshed var næsten for meget.
“Nå, men hvis du ikke har noget at sige, så bliver jeg altså nødt til at gå hen til rutebilen nu,” sagde jeg til sidst. Jeg tog ringen af og lagde den på bordet. Det var ikke noget, jeg havde planlagt på forhånd. Jesper blev bare siddende.
En uge senere ringede jeg til mor og far.
“Ja, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet…” sagde far, og nu var der ingen, der grinede.
Telefonrøret blev så tungt i min hånd.
Jeg har hørt, at Jesper senere blev gift med Marianne nede fra slagteren. De har bageriet endnu. Det er den eneste butik tilbage i den lille by. De lever af alle turisterne, der kommer til Thy nu om dage.
Når det er sommer, og lindetræerne blomstrer, tænker jeg på de aftener på altanen med alle bøgerne. Og Jespers stilhed, som jeg elskede.
Når det er hedebølge, og træerne tørster og taber deres blade, tænker jeg på Jesper og stilheden, der blev så kvælende – og alt det, der kunne have været anderledes, hvis bare duften af lindetræer havde været nok. Eller hvis bare nogen havde kunnet finde nogle ord at sige den eftermiddag i august.